28.11.2018

Hvis man ønsker at forhindre, at IS- og al-Qaeda-affilierede grupper får et beskyttet hjemsted i Sahel, som de kan bruge til at planlægge terror ud over regionens grænser, bør man skele til Burkina Faso og den politiske udvikling i landet. Det er nødvendigt at understøtte freds- og stabiliseringsindsatserne i regionen og besparelser på udviklingsbistanden er den helt forkerte retning at gå.

Af Emilie Vagnø Dahl

Siden 2016 har Burkina Faso været ramt af intern uro og ustabilitet, hvilket har medført et stigende antal terrorangreb og en fremvækst af jihadistiske grupperinger i landet. Sikkerhedssituationen i Burkina Faso kan risikere at have spillover-effekter på andre dele af regionen og på de internationale stabiliseringsindsatser i Sahel-bæltet, som Danmark er en del af. I sidste ende kan udviklingen i Sahel have konsekvenser, som rækker op mod de danske breddegrader i form af øgede migrationsstrømme og risiko for spredning af ekstremisme og terrorisme. I 2017 advarede International Crisis Group om, at „EU og dets medlemsstater burde være mere opmærksomme på Burkina Faso, idet man står over for en reel trussel fra væbnede grupper i landet”. Denne udvikling indebærer, at Burkina Faso er et land, som vi i højere grad bør fokusere på – både sikkerhedspolitisk, men især også udviklingspolitisk og humanitært.

På trods af dyb fattigdom har Burkina Faso ikke været ramt af terror og jihadisme i lige så høj grad som dets nabolande Mali og Niger. Derfor har vi i Danmark ikke hørt meget om landet eller de interne magtkampe, der har udspillet sig de senere år. Dette er i denne skribents optik en fejl, og vi kan risikere at gentage tidligere konflikters fejltrin, med fatale konsekvenser til følge. Vi risikerer at jihadistiske grupperinger som Islamisk Stat og al-Qaeda vinder frem, vi risikerer en yderligere destabilisering af Sahel-bæltet og så risikerer vi, at de stabiliseringsindsatser vi allerede er en del af, bliver langt mere omkostningstunge end forventet. Der er lige nu områder i Sahel med millioner af indbyggere, hvor der ikke har været skoler i op mod 5 år. Sahel-landene har i særdeleshed været ramt af klimaforandringerne i form af tørke, ødelagte afgrøder og svingende vejrforhold, som vi i Vesten også må tage vores del af ansvaret for. Men i stedet har vi i Danmark de senere år set massive besparelser på udviklingsbistanden. Sidste år kunne man i Altinget læse, at ulandsbistanden havde ramt det laveste niveau i over 30 år. Men hvis ikke vi investerer i landene i Sahel, kan vi ende med at se flere statskollaps, som vil medføre både migrationsstrømme og terrorvirksomhed, hvilket også vil ramme os i Europa.

I et land som Burkina Faso hersker dyb fattigdom, hungersnød og høj ulighed. Manglen på fremtidsudsigter skaber netop dén desperation, som gør jihadistiske grupperingers rekruttering mulig. Hvis ens børn sulter, og man ikke kan sende dem i skole eller sikre dem en fremtid på grund af statens manglende tilstedeværelse, så kigger man mod alternative finansieringsmuligheder – og terrororganisationerne præsenterer sig som netop dét alternativ.

 

Manglen på fremtidsudsigter skaber netop dén desperation, som gør jihadistiske grupperingers rekruttering mulig
_______

 

Derfor er det tvingende nødvendigt, at vi behandler årsagen til konflikten, og ikke blot symptombehandler. Militært engagement og bekæmpelse af terrororganisationer er nødvendigt for at holde ukrudtet i regionen nede, men der er i høj grad også behov for at understøtte den politiske udvikling, og få de vestlige lande til at forpligte sig til at hjælpe landene i Sahel, hvis vi vil problemerne til livs. Vi skal således ikke kun behandle ukrudtet, men hjælpe landene til at gøde jorden – også i bogstaveligste forstand.

Landene i Sahel har brug for, at vi eksempelvis investerer i sprinklere og pumper til at hjælpe landbruget i tørkeperioder. De vestlige regeringer og NGO’er bør finansiere forskning og støtte til nye frø og landbrugsteknikker for at forbedre udbyttet og gøre afgrøderne mindre sårbare overfor tørke. Man bør samtidig investere i skoler og uddannelse i regionen. Det er ikke gratis, men det er dyrere at lade være. Vi har ikke råd til flere skrøbelige stater og statskollaps a la Syrien, Irak, Libyen og Sydsudan. Vi har hverken økonomisk eller menneskeligt råd til flere migranter, der dør på Middelhavet, slutter sig til terrororganisationer i desperation eller bliver ramt af epidemier, de ikke selv kan komme til livs. Derfor skal vi i højere grad skele til landene i Sahel – herunder et land som Burkina Faso.

Burkina Faso – en hårdt prøvet stat
Burkina Faso ligger på den afrikanske vestkyst i Sahel-region og er omgivet af Mali, Ghana, Niger, Elfenbenskysten, Togo og Benin. Landet er særdeles fattigt, selv efter vestafrikanske standarder; omkring 45 pct. af befolkningen (17,3 millioner indbyggere) lever under fattigdomsgrænsen, og en stor del af de resterende 9 millioner tangerer denne grænse. Langt de fleste burkinere har ikke adgang til fx elektricitethttps://www.counterextremism.com/countries/burkina-faso. I mange år har landet desuden lidt under militære kup, ustabilitet og miljømæssige forhold, herunder især tørke, som har gjort levevilkårene for befolkningen yderst vanskelige. Ifølge FN’s udviklingsindeks ligger Burkina Faso på plads nummer 185 ud af 188 lande. Etnisk og religiøst er Burkina Faso desuden sammensat: Omkring 60 pct. er muslimer, 19 pct. er katolikker, 11 pct. tilhører traditionelle afrikanske religioner, 5 pct. er protestanter mens kun en lille procentdel (omkring 1 pct.) er ateister. Alligevel har landet været kendt for religiøs samhørighed og sameksistens, og har været betragtet som en relativt stabil nation.

I efteråret 2014 ændrede en række tumultariske begivenheder situationen i den ellers stabile stat. Blaise Compaoré, der var præsident på daværende tidspunkt, forsøgte at ændre forfatningen forud for præsidentvalget i 2015 for at udvide sin 27-årige præsidentperiode. Dette, sammenkoblet med stigende ulighed, svigtende høst og dyb fattigdommen førte til opstande, hvilket i sidste ende tvang Compaoré til at træde tilbage og flygte til Elfenbenskysten. Enden på Compaorés regime og nedbrydningen af dets efterretningstjeneste destabiliserede landet og medførte en forværret sikkerhedssituation. I november 2015 afholdtes så præsidentvalget i Burkina Faso, og sejren gik til Roch Marc Christian Kaboré fra Peoples Movement for Progress, der fik 53 pct. af stemmerne. Kaboré sidder stadig ved magten, men er ikke lykkedes med at genetablere statens institutioner og udfylde det magtvakuum, som opstod efter Compaorés afsættelse.

Siden da har Burkina Faso været ramt af en række terrorangreb, der har resulteret i store antal døde og sårede. I januar 2016 begik den Al-Qaeda affilierede gruppe al-Murabitoon under ledelse af den enøjede berygtede jihadist Mokhtar Belmokhtar to angreb i Ouagadougou, Burkina Fasos hovedstad, og dræbte 30 mennesker. I august 2017 dræbte et nyt terrorangreb i hovedstaden 19 personer.

Siden 2015 har der været en bølge af angreb i den nordlige del af landet, i grænseområdet mellem Mali og Niger, som var rettet mod politiet, soldaterne og gendarmerne i landet. I marts 2018 var der et simultant terrorangreb mod den franske ambassade og den burkinske forsvarskommando i Ouagadougou med 17 dræbte og 80 sårede. En mindre gruppe i Mali med tilknytning til al-Qaeda tog ansvaret for angrebet. Angrebene kommer ikke bare fra én organisation, men er udført af forskellige al-Qaeda-affilierede grupper – og som noget nyt også IS-affilierede grupper.

 

Angrebene kommer ikke bare fra én organisation, men er udført af forskellige al-Qaeda-affilierede grupper – og som noget nyt også IS-affilierede grupper
_______

 

Islamisk Stats indtog i Nord- og Vestafrika
Islamisk Stat har mistet en stor del af det territorium, de kontrollerede i Irak og Syrien. Derfor forsøger gruppen nu at gøre op for de tabte områder ved at udvide sit terræn andre steder, herunder i de nordlige og vestlige dele af Afrika. I sidste kvartal af 2016 gennemførte den IS-affilierede gruppe ISGS (Islamic State in Greater Sahara) tre angreb nær grænserne til Burkina Faso, Niger og Mali, og siden da er angrebene eskaleret i Burkina Faso i både 2017 og 2018.

ISGS opstod i 2015, da al-Qaeda-gruppen Murabitoon splittede op, og Adnan Abu Walid Sahrawi erklærede troskab til Islamisk Stat. I forhold til Al-Qaeda er Islamisk Stat en mere globalt orienteret religiøs gruppe, hvis erklærede ambition er at skabe et kalifat fra ‚Kina til Rom‛, og ISGS har således etableret sig selv som filial af IS i Sahel-regionen. Her har de været i stand til at udnytte den regionale og lokale dynamik, herunder det politiske magtvakuum samt befolkningens desperation over den økonomiske og sociale situation i landet.

I 2016 oplevede ISGS for alvor en opblomstring, og flere komplekse angreb blev udført af bevægelsen. Dette skete samtidig med, at kalifatet var under pres i Irak og Syrien. Efter ISGS-angrebene udgav det officielle nyhedsbureau for IS en bekendtgørelse, hvor Sahrawi sværgede troskab til IS-lederen Baghdadi. Erklæringen kom over et år efter, at ISGS reelt sværgede troskab til IS. Den forsinkede anerkendelse af ISGS kan ses som et tegn på at, at IS ønskede at vise, at gruppen stadig var i live og i stand til at ekspandere til nye områder.

I april 2018 tog ISGS igen ansvaret for to angreb i det nordlige Burkina Faso, og der er dokumenteret øget ISGS-terroristrekruttering inden for Burkina Fasos grænser, samtidig med at der angiveligt er oprettet terrorceller i Ouagadougou-kvartererne. I et interview i 2017 udtalte en koordinator for NGO’en Equal Access, at ekstremismen har grebet om Burkina Faso – og at ekstremisterne i området både er lokale og udenlandske krigere fra grænsen mellem Mali og Niger. Der er derfor stærke incitamenter til at stoppe bevægelsens fremtog i landet, idet gruppen lykkes med at skabe intern uro i Burkina Faso og samtidig rekruttere krigere fra andre lande, ligesom man så ved IS-fremmarchen i Syrien og Irak.

Burkina Faso i Sahel – det brede perspektiv
Terror og oprør er ikke et nyt fænomen i regionen. I forhold til Burkina Faso er der først og fremmest tale om massive spillover-effekter fra konflikten i Mali, men der er øjensynligt også en lang række lokale dynamikker og underliggende årsager som har været med til at påvirke udviklingen i landet og givet jihadistiske grupperinger mulighed for at vinde tilslutning i området. Herunder er det veldokumenteret, at fattigdom, ulighed, miljømæssige udfordringer såsom tørke, mangel på basale serviceydelser (vand, elektricitet mv.) er hovedingredienserne til en ustabil stat, hvor befolkningen bliver så desperate, at de vender sig mod jihadistiske grupperinger, i håb om, at de kan levere de ydelser, som staten ikke magter. Islamisk Stat lykkedes i Irak og Syrien at præsentere sig som dét alternativ til en stat, som befolkningen havde brug for, og de forsøger nu at følge samme logik i Sahel.

I 2017 offentliggjorde FN’s udviklingsprogram (UNDP) rapporten „Journey to extremism in Africa‟, som undersøger årsagerne til voldelig ekstremisme i Afrika. Den konkluderer, at især fattigdom, ulighed, og arbejdsløshed er essentielle faktorer, der driver folk til at lade sig rekruttere til de afrikanske jihadistiske bevægelser.

 

I rapporten tegner der sig også en direkte sammenhæng mellem selvmordsbombere og fattigdom, da selvmordsbombernes familier bliver generøst kompenseret økonomisk af de terrororganisationer, de arbejder for
_______

 

I rapporten tegner der sig også en direkte sammenhæng mellem selvmordsbombere og fattigdom, da selvmordsbombernes familier bliver generøst kompenseret økonomisk af de terrororganisationer, de arbejder for. Dette mønster stemmer overens med det faktum, at de jihadistiske krigere i rapporten peger på fattigdom som primær årsag til deres rekruttering til de militante jihadi-organisationer.

Respondenterne i UNDP-rapporten er typisk lavt-uddannede, mange af dem er analfabeter, og de, der har en uddannelse, er blevet undervist i madrasser [islamistiske koranskoler, red.] eller latinske skoler. Den lave uddannelsesgrad i Burkina Faso, sammenkoblet med at landet er et af verdens fattigste, kan dermed være nøglefaktorer, der driver lokalbefolkningen til at tilslutte sig jihadistiske bevægelser.

Hvis man ønsker at forhindre øget jihadistisk aktivitet og undgå, at der opstår et beskyttet hjemsted for Islamisk Stat og Al-Qaeda-affilierede grupper i Sahel, bør man derfor følge anbefalingerne fra International Crisis Group om at skele mere til Burkina Faso, for at understøtte freds- og stabiliseringsindsatserne i regionen. Men for at skabe stabilitet i Burkina Faso – og Sahel mere generelt – er det først og fremmest den politiske og økonomiske udvikling og den humanitære indsats, der er essentiel. Den militære løsning er ikke den primære løsning – den er et supplement. Smuglere, kriminalitet og terror er symptomer, men årsagerne er langt mere grundlæggende. Den ligger i sikkerheden i landet, i fattigdomen, i børn og unges manglende muligheder, i de politiske systemer – og manglen på samme.

Danmark og vores statslige og ikke-statslige samarbejdspartnere bør fokusere på at forbedre forholdene for landbruget i Burkina Faso, investere i skole- og uddannelse, arbejde for at forbedre menneskerettighederne i landet, styrke tilliden mellem de sikkerhedsstyrker, der allerede er der, og lokalbefolkningen og med disse tiltag forhåbentligt mindske lokalbefolkningens incitamenter til at tilslutte sig de jihadistiske grupperinger. Landet har brug for troværdige institutioner, lavere ulighed og lavere grad af korruption. Men for at opnå disse ting er man nødt til at starte med de helt basale komponenter (vand, mad, elektricitet mv.)

De militære værktøjer skal fungere som en understøttelse af den politiske udvikling – til indsatser, der forbedrer de sociale, økonomiske og uddannelsesmæssige forhold i landet. Når vi snakker om de militære løsninger, er det også værd at tage Burkina Fasos deltagelse i FN’s fredsbevarende mission i Mali og i G5 Sahel Fællesstyrken med i ligningen, som sammen med Frankrigs engagement i Mali øger risikoen for, at vesterlændinge bliver mål for terror i Burkina Faso eller i Vesten, hvis de finder styrken og ressourcerne hertil. Libyens sammenbrud og den stigende ustabilitet i Nordafrika betyder, at terrorisme, radikalisering og irregulær migration i Sahel er udfordringer, der også berører os i Europa og Danmark. Hvis vi ikke får håndteret de store stabilitetsudfordringer i Sahel, kan det få direkte konsekvenser – også for Danmark. Vi har dermed en fælles interesse med Sahel-landene i at få adresseret udfordringerne. Den interne uro i Burkina Faso kan i sidste ende være ødelæggende for de freds- og stabiliseringstiltag, som vi allerede har igangsat i regionen. I Danmark har vi derfor en interesse i at engagere os i Sahel-regionen, militært såvel som humanitært, og bidrage til at opbygge en regional kapacitet, så landene selv kan tage hånd om deres egen sikkerhed. G5-fællesstyrken er et regionalt initiativ, der har netop dét formål, og derfor er det vigtigt, at Danmark støtter op om initiativet.

Danmark var sammen med EU, Holland og Sverige vært for en højniveaukonference den 22. februar med deltagelse af bl.a. Mali, Niger og Burkina Fasos udenrigs- og forsvarsministre og styrkechefen for G5-fællesstyrken. Konferencer og dialog er vigtige skridt i den rigtige retning, men vi er nødt til også at have reelle forpligtelser landene imellem på bordet, og investeringer i Sahel-landene er tvingende nødvendige, hvis ikke vi vil se en yderligere destabilisering af landet, som kan få konsekvenser, der rækker langt ud over regionens landegrænser. ■

 

Investeringer i Sahel-landene er tvingende nødvendige, hvis ikke vi vil se en yderligere destabilisering af landet, som kan få konsekvenser, der rækker langt ud over regionens landegrænser
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland