11.09.2018

FN kalder borgerkrigen i Yemen for den største humanitære katastrofe i nyere tid. Alligevel mangler den international bevågenhed, og det er praktisk talt umuligt at danne sig et fyldestgørende billede af krigen – eller rettere sagt: krigene. Måske er det på tide, at de europæiske ledere i højere grad får øjnene op for katastrofen, da den i fremtiden kan få fatale konsekvenser – også på Europas breddegrader.

Analyse af Emilie Vagnø Dahl

I tre år har et af verdens fattigste lande været ramt af borgerkrig. Der eksisterer ingen samlet regering i Yemen, og borgerkrigen har udviklet sig til endnu en regulær proxykrig i regionen. Lokale, regionale og globale dynamikker og interesser påvirker konflikten, der destabiliserer og fragmenterer landet i sådan en grad, at den i forvejen svage yemenitiske stat står over for et potentielt kollaps. Adgangen for både nødhjælp og journalister styres med hård hånd af Saudi-Arabien, hvilket gør det svært at undersøge, hvad der reelt sker i det hårdtprøvede land. Vi ved dog så meget, at konflikten er kompleks: Der er uhyre mange aktører involveret, mindst 10.000 mennesker er døde, mere end to millioner yemenitter er internt fordrevet, og endnu flere lever i dyb fattigdom.

Optakten
Yemen er et af verdens fattigste lande, og den nuværende konflikt er én af mange i landets tumultariske historie. Før 1990 var Yemen opdelt i et republikansk Nordyemen og et marxistisk Sydyemen, men efter Sovjetunionens sammenbrud lykkedes det, under ledelse af den daværende nordyemenitiske præsident Ali Abdullah Saleh, at forene nord og syd i én samlet, yemenitisk republik. Siden foreningen har to politiske blokke delt magten; Salehs nationalbevægelse General People’s Congress (GPC) og det konservative, sunnitiske Islah-parti. Den balancerede økonomiske, politiske og militære magtdeling mellem eliterne i GPC og Islah-partiet sikrede op gennem 90’erne og 00’erne, at den unge stat forblev samlet. Især bidrog en pragmatisk opdeling af den militære magt til, at blokkene holdte hinanden i skak, imens de effektivt undertrykte potentielle trusler fra marginaliserede aktører i landet.

Allerede før borgerkrigens udbrud blev Yemen placeret som nummer 133 ud af 169 stater på FN’s udviklingsindeks; landet er det fattigste i Mellemøsten. I fraværet af en robust centralstat og forstærket af omfattende korruption, diskrimination og kriminalitet voksede en række ikke-statslige aktører med magtambitioner i løbet af 00’erne frem fra skyggerne. I de centrale ørkenprovinser trivedes al-Qaedas yemenitiske filial, al-Qaeda on the Arabian Peninsula (AQAP), imens houthierne – en marginaliseret, shiitisk bevægelse – vandt terræn i landets nordvestlige hjørne langs grænsen til Saudi-Arabien.

Der opstod i løbet af 2014 en alliance mellem de tidligere fjender houthierne og den nu tidligere præsident Saleh, men det er en skrøbelig konstellation, der særligt i starten byggede på modstanden mod den nye og Saudi- og USA-støttede præsident Hadi og hans allierede i Islah-partiet (desuden døde Saleh i december 2017). Bevægelsen iscenesætter sig dog som et kulturelt og spirituelt bolværk mod wahhabistisk-salafistisk indflydelse fra Saudi-Arabien, israelske ambitioner i regionen samt amerikansk ekspansionisme og kulturimperialisme. I modsætning til forrige årtiers konflikter, som primært var drevet af nationale aspirationer og konkurrerende koldkrigsideologier, udviklede religiøse forskelligheder og uenigheder sig gradvist til endnu en potent konfliktfaktor, der nærede latente, sekteriske narrativer på begge sider af shia-sunni-skellet. Det højspændte politiske miljø kulminerede i februar 2015, da houthierne stormede det yemenitiske parlament og konsoliderede deres magt over hovedstaden Sanaa, som de stadig kontrollerer.

 

Det højspændte politiske miljø kulminerede i februar 2015, da houthierne stormede det yemenitiske parlament og konsoliderede deres magt over hovedstaden Sanaa, som de stadig kontrollerer
_______

 

Koalitionen griber ind
I marts 2015 intervenerede en koalitionsstyrke bestående af en række Golf-lande under ledelse af Saudi-Arabien på vegne af præsident Hadi. USA, Storbritannien og Frankrig støtter den saudisk-ledede koalition med våben. I Saudi-Arabien mener man, at houthierne samarbejder tæt med ærkefjenden Iran, og man har derfor gennemført massive militære operationer og indført blokader, der har påvirket både import af varer og nødhjælp. Graden af samarbejde og Irans reelle politiske indflydelse på houthierne er vanskelig at vurdere, men det er veldokumenteret, at Iran støtter houthi-oprørene med våbenleverancer.

Også den Saudi-ledede koalitions importrestriktioner har forværret den alvorlige humanitære situation i Yemen. Koalitionen har forsinket brændstoftankskibe, lukket havne og forhindret varer i at komme ind i de havnebyer, som houthierne kontrollerer. Brændstoffet er blandt andet nødvendig for at strømforsyne generatorer til hospitaler og pumpe vand til civile boliger, og resultatet er derfor et totalt amputeret yemenitisk samfund.

Siden maj har koalitionen desuden blokeret for, at internationale menneskerettighedsorganisationer, herunder Human Rights Watch, kan rejse til områder i Yemen. Houthi-Saleh-styrkerne har samtidig blokeret og konfiskeret fødevarer og medicinske forsyninger og nægtet adgang til befolkninger i nød. Ifølge Amnesty International er anvendelsen af tortur og henrettelser udbredt blandt houthi-oprørerne, ligesom vilkårlige morterangreb på statskontrollerede byområder har medført store civile tab. Borgerkrigen har fragmenteret civilsamfundet, brutaliseret de stridende parters metoder og affødt en hidtil uset humanitær krise.

Yemen ligger strategisk positioneret ved Det Røde Hav tæt på nogle af verdens mest afgørende havne og rederier, og landets ustabilitet kan bringe den globale handel i fare. Europæiske olietankskibe passerer dagligt tæt på Yemen og videre gennem Suezkanalen. Houthi-oprørerne har truet med at kvæle denne trafik, hvis den Saudi-ledede koalition forsætter deres bombning af blandt andet Hodeidah-havnen. Derudover har Saudi-Arabien anklaget Iran for at smugle våben til houthierne gennem havnebyen Hodeidah langs Yemens vestkyst, og af samme årsag er byen blevet centrum for kampe. I starten af august i år blev 30 mennesker dræbt og mere end 70 såret i luftangreb over Hodeidah.

For nylig blev også en skolebus angrebet, hvor adskillelige børn blev dræbt. WHO oplyser samtidigt, at endnu en koleraepidemi er under opsejling, og FN opfordrer derfor til våbenhvile, så folk i landet kan blive vaccineret. Det estimeres, at op mod 1 million mennesker er smittet med kolera, og 7,6 millioner lever ifølge WHO i områder med høj risiko for kolerasmitte. Med andre ord: Konflikten i Yemen er en af de mest voldsomme menneskeskabte katastrofer i nyere tid.

 

Det estimeres, at op mod 1 million mennesker er smittet med kolera, og 7,6 millioner lever ifølge WHO i områder med høj risiko for kolerasmitte
_______

 

De talrige krige
Det er praktisk talt er umuligt at definere én krig i Yemen. Der er en lang række fraktioner, statslige, ikke-statslige aktører og militser, som alle udkæmper forskellige krige, opbygger forskellige alliancer og har forskellige politiske mål.

Allerede inden Saudi-Arabien, De Forenede Emirater og deres allierede indledte ”Operation Decisive Storm” i 2015 for at støtte den officielle regering, var Yemen dybt splittet, og præsident Hadi havde mistet grebet om landet. Dette blev cementeret, da houthierne overtog regeringsmagten, tvang Hadi i eksil og indtog både paladset i Sanaa og store dele af det yemenitiske militær.

Udover houthiernes kamp for regeringsmagten har forskellige grupper af separatister i landet en anden agenda: De ønsker et uafhængigt Sydyemen, som det var inden 1990. Disse grupperinger har i løbet af borgerkrigen vundet støtte og magt i landet. Ydermere er der terrorgrupperingerne, herunder al-Qaeda og Islamisk Stat i Yemen, med deres særlige dagsorden. Men udover de aktører, der agerer i konflikten, og som er en del af selve borgerkrigen, er der også en række udefrakommende aktører, som bruger konflikten i Yemen som brik i et langt større spil.

Både USA og Storbritannien støtter den saudisk-ledede koalitions brutale militære indgriben i borgerkrigen. Storbritannien har solgt missiler og bomber for millioner af pund til Saudi-Arabien, og amerikanske skibe har styrket koalitionsblokaderne, der har kvalt Yemens adgang til mad, brændstof og livsnødvendig medicin, samt adgangen for verdenspressen. Amerikanske fly gennemfører derudover jævnligt lufttankning på de koalitionskrigsfly, der regelmæssigt angriber den civile infrastruktur i Yemen. En så direkte og håndgribelig støtte til koalitionens handlinger i området viser med al tydelighed, at USA er villig til indgående at hjælpe saudierne, blandt andet for at mindske iransk indflydelse i regionen. Alt dette ser vi blindt til, både i Danmark og resten af Europa.

Human Rights Watch har dokumenteret over 85 tilsyneladende ulovlige angreb fra den saudisk-ledede koalition, der har dræbt omkring 1.000 civile og ramt boliger, markeder, hospitaler, skoler og moskeer. Nogle af disse angreb kan meget vel være reelle krigsforbrydelser, men ingen kan få adgang til kritisk journalistik, som kan dokumentere det. I 2017 lovede Saudi-Arabien at reducere civile omkostninger i deres koalitionsangreb. I den efterfølgende periode dokumenterede Human Rights Watch seks koalitionsangreb, der dræbte 55 civile, herunder 33 børn.

Efter Trump tiltrådte som præsident i USA, er antallet af amerikanske droneangreb i Yemen steget betydeligt. Ifølge Bureau of Investigative Journalism gennemførte USA 37 droneangreb i Yemen i 2016, Obamas sidste år som præsident, mens man i 2017 havde 129 bekræftede angreb (Bureau of Investigative Journalism, 2018). Man regner med, at mere end 1000 mennesker er døde af amerikanske droneangreb i Yemen. I 2017 har USA derudover gennemført flere landmilitære operationer i Yemen, angiveligt sammen med De Forenede Arabiske Emirater, hvoraf flere civile er blevet dræbt.

 

Efter Trump tiltrådte som præsident i USA, er antallet af amerikanske droneangreb i Yemen steget betydeligt
_______

 

Som Mikkel Vedby Rasmussen skriver i den for nyligt udkomne bog ”Hvad er krig og fred i dag?” fører USA lige nu fjernbetjent krig i Yemen: Dels bliver dronerne fløjet per fjernbetjening, men krigen er også fjernbetjent i den forstand, at USA har erklæret krig mod terroristerne i området, og de blander sig i udpræget grad i konflikten uden at tage ansvar for det territorium, de befinder sig i. Denne måde at føre krig på, hvor man slår ned, hvor man har lyst, uden tanke på det omkringliggende samfund, giver anledning til en række helt nye krigsetiske dilemmaer.

I august så vi som førnævnt yderligere angreb, som meget vel kan være foranlediget af saudierne. FN har af flere omgange rapporteret om, at koalitionens ageren forbliver „den største årsag til civile tab i Yemen”. Hvis vi vil mindske de civile tab i Yemen, må og skal vi derfor tage et kritisk blik på den saudisk-ledede koalition og dets støtters ageren i konflikten, også på trods af de udenrigspolitiske konsekvenser det kan medføre. Det er klart, at det ikke er en let diplomatiske sag at fordømme de angreb, som vores nære allierede i USA støtter. Det vil af samme årsag være at foretrække, hvis Danmark kan fordømme krigshandlingerne i Yemen gennem FN eller EU og her opbygge en reel plan for, hvordan man vil bistå Yemen – både med forhandlingerne og med humanitær bistand. Men uagtet at vores amerikanske allierede støtter koalitionen, så er vi kommet til det punkt, hvor afstandtagen fra den måde, Saudi-Arabien og koalitionen fører krig på, er en nødvendighed.

Oprørskampe og terror
Yemen har længe været hjemsted for terrorgrupper som al-Qaeda og Islamisk Stat og har således været kilde til flere fremtrædende terrorangreb mod USA og dets allierede. Den lokale al-Qaeda filial ”al-Qaeda på den arabiske halvø” (AQAP) var blandt andet ansvarlig for forsøget på 2009-bombningen af en Northwest Airlines-flyvning fra Amsterdam til Detroit, og gruppen tog ansvaret for Charlie Hedbo-angrebet i Paris i 2015.

Borgerkrigen har betydet, at AQAP har kunnet finde yderligere fodfæste i landet, og det politiske og sociale kaos er dermed heller ikke uvæsentligt for terrortruslen i Vesten. Det institutionelle kollaps i store dele af det sydlige og centrale Yemen har givet AQAP en gylden mulighed for at udfylde og overtage en række vitale serviceydelser, som bidrager til at styrke deres folkelige legitimitet og ekspandere deres rekrutteringsgrundlag. Både AQAP og Islamisk Stat i Yemen (IS-Y) har taget ansvar for flere selvmordsangreb og bombardementer i landet. I princippet er alle vantro (Kafir) mål for begge organisationer, men samtidig har de et interessefællesskab med houtierne i at opretholde en skrøbelig yemenitisk stat, selvom de to parter er religiøse modstandere. Rapporter fra fronten omkring storbyen Tai’z indikerer desuden, at der eksisterer et uformelt samarbejde mellem den yemenitiske hær, GCC’s [Gulf Cooperation Council; Golflandene, red.] koalitionsstyrker og AQAP i nogle dele af landet, imens parterne i andre provinser åbent bekæmper hinanden.

 

Borgerkrigen har betydet, at AQAP har kunnet finde yderligere fodfæste i landet, og det politiske og sociale kaos er dermed heller ikke uvæsentligt for terrortruslen i Vesten
_______

 

Splittelsen i befolkningen, de udefrakommende statslige aktører og fraværet af en stærk regering giver således også oprørsgrupperne mulighed for at vokse sig større og danne nye alliancer. Så hvis man ikke af humanitære årsager vil skele til konflikten i Yemen, så kan den øgede risiko for, at konflikten breder sig samt øget terrorrisiko i Vesten måske få de vestlige lederes øjne op for, at noget må gøres.

Houtiernes stigende brug af sekterisme som bevæggrund for deres voldelige ageren og deres militære angreb i sunni-områderne har gjort det muligt for AQAP at præsentere sig som en del af en bredere ”sunni”-front mod en mulig houthi/Saleh-ekspansion. At medlemmerne i den saudisk-ledede koalition fremstiller houthierne som iranske proxyer, der forsøger at fremme en „shiitisk dagsorden‟ i regionen, bidrager endvidere til de sekteriske spændinger, som giver terrorgrupper mulighed for at samle lokal støtte. Det er dét, AQAP har haft held med at udnytte. Samtidig har den Saudi-støttede koalitions fokus på at besejre houthi/Saleh-blokken været en velsignelse for AQAP, som uhindret har formået at kontrollere større territorier, vinde våben fra koalitionen og udnytte nye finansieringsstrømme gennem banker og kontrolhavne.

Hvis vi vil oprørsgrupper som AQAP til livs, kræver det et presserende men målrettet svar, fokuseret på at bringe borgerkrigen til en forhandlet afslutning. Konflikter som denne tager tid at løse, og derfor er det afgørende, at der træffes konkrete beslutninger, men problemet lige nu er, at konflikten ikke har den internationale bevågenhed, som kunne skabe politisk pres på beslutningstagerne. Konflikten i Yemen har ikke direkte konsekvenser for os i Europa, og de terrornetværk, der opererer under konflikten, generer os ikke på vores breddegrader. Vi har ikke et stort antal yemenitter i Danmark, der råber højt om situationen i landet, vores tættere allierede – amerikanerne – er indlejret i konflikten, hvilket giver anledning til en vis berøringsangst. Vi har endnu ikke set store flygtningestrømme fra området, og vi har ikke oplevet storstilede terrorangreb i Vesten udført af de grupperinger, som opererer i området. Derfor interesserer konflikten os ikke. Der er altså med europæiske øjne tale om en potentiel konflikt snarere end en eksisterende.

Det er dog ikke utænkeligt, at AQAP eller IS-Y kan planlægge angreb mod vestlige mål inden for en overskuelig fremtid. Konflikten kan få betydning i Europa. Den humanitære situation kan potentielt medføre flygtningestrømme og spredning af koleraepidemien, terrorgrupperinger kan være en trussel for vestlig sikkerhed, og der ligger en lang række storpolitiske og handelsmæssige spændinger i konflikten.

 

Den humanitære situation kan potentielt medføre flygtningestrømme og spredning af koleraepidemien [og] terrorgrupperinger kan være en trussel for vestlig sikkerhed
_______

 

EU’s Udenrigsråd (FAC) vedtog d. 25. juni 2018 rådskonklusioner, der stærkt fordømmer angreb på civile og på ny opfordrer alle konfliktens parter til at sikre beskyttelse af civile, samt at overholde den humanitære folkeret og internationale menneskerettighedslovgivning. EU udtrykker i den forbindelse bekymring over intensiveringen af militære operationer og konsekvenserne for den civile befolkning. Man opfordrer konfliktens parter til at sikre fuld adgang for humanitære operationer. Det er den slags politiske tiltag, vi skal satse på, hvis vi skal have Yemen på dagsordenen og få øjnene op for, hvor store konsekvenser konflikten reelt har – og kan få. Og så skal vi bestræbe os på i internationale fora at fordømme de krigshandlinger, koalitionen udfører, så vi lægger politisk pres på den.

Sådanne bestræbelser vanskeliggøres, så længe lande som USA og Storbritannien fortsat giver våben til den saudiske part i konflikten og konsekvent ignorerer den lokale kontekst. Så længe Saudi-Arabien får lov at styre adgangen for nødhjælp, journalister og andre forsyninger, ser en forhandlet afslutning på konflikten ud til at have lange udsigter. Samtidig resulterer den nuværende amerikanske ageren i Yemen i civile tab og stagnerende fredsforhandlinger.

Den 6. september i år forsøgte man igen at sætte konfliktens parter sammen for at finde en fredelig løsning på konflikten – denne gang i Geneve. Forhandlingerne blev dog afblæst, idet delegationen af houthier blev forhindret i at flyve til Geneve. Det var ikke desto mindre første gang i to år, at krigens parter i form af præsident Hadi og houthierne gjorde et forsøg på at bringe konflikten til en forhandlet afslutning. Det kom dog ikke som en overraskelse, at det ikke førte til en afslutning på konflikten i Yemen. Saudi-Arabien og Iran har lige nu brug for at skabe et narrativ om, at der nu lægges låg på krigen i Yemen, men førend houthi-bevægelsens krav om større indflydelse imødekommes, ser en fredelig afslutning på konflikten ud til at have lange udsigter.

Vi skal have gjort op med konfliktens rødder, og en overordnet politisk løsning, som er inkluderende og langsigtet, er nødvendig. Freden i Yemen kommer først og fremmest med en aftale mellem regeringen og houthierne, og dermed skal en aftale mellem parterne først og fremmest fokusere på de krav og den kontekst, som konflikten er vokset ud af. Udover de rent humanitære indsatser, som FN-landene kan bidrage med, så har Yemen brug for en troværdig regering og et stop for at blive behandlet som en slagmark for regionale magter.

De danske politiske ledere bør i højere grad sætte Yemen på den politiske dagsorden og stoppe med blindt at se til den saudisk-ledede koalitions hårdhændede håndtering af landet. Hverken vi eller Yemen har råd til andet. ■

 

De danske politiske ledere bør i højere grad sætte Yemen på den politiske dagsorden og stoppe med blindt at se til den saudisk-ledede koalitions hårdhændede håndtering af landet
_______

Apropos denne artikel:

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Malthe Dahl: Kan Le Pens parti omsætte vreden til vælgere – eller har Trump givet højrestøtterne kolde fødder?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Anti-trumpisme er vestlige politikeres nye trumfkort

Per Øhrgaard: Når dannelsen går tabt, bliver demokrati til populisme

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden