24.07.2018

Gaza-striben presses både af Israel og Egypten. Men Netanyahu ønsker ikke at sætte Hamas fra magten – af frygt for alternativet.

Af Hans Henrik Fafner

TEL AVIV – Gazastribens lange humanitære krise har hen over sommeren taget en ny drejning mod det værre. På landsiden deler Gazastriben grænse med Israel og Egypten. Den 9. juli strammede Israel blokaden, så det herefter kun var de allermest nødvendige fødevarer og lægemidler, der fik lov at slippe igennem. Byggematerialer og tøj blev nu betragtet som luksusvarer og derfor også omfattet af blokaden. Få dage efter lukkede Egypten grænseovergangen ved Rafah i den sydlige ende af Gazastriben. Den havde været relativt åben for både persontrafik og varer siden begyndelsen på Ramadan i midten af maj, men nu var også det slut.

Kvælergrebet om Gazastriben var dermed komplet. Området, som er på størrelse med Langeland, støder op mod Middelhavet, men her har den israelske flåde i årevis sørget for, at intet fartøj har passeret ind eller ud.

Israel og Egypten har ofte haft stærkt divergerende holdninger til den palæstinensiske sag og har også handlet derefter, men lige nu synes de at have en fælles interesse i at isolere og udsulte Gaza. Grundene er mange og motiverne er meget forskellige.

 

Israel og Egypten har ofte haft stærkt divergerende holdninger til den palæstinensiske sag og har også handlet derefter, men lige nu synes de at have en fælles interesse i at isolere og udsulte Gaza
_______

 

Dragekrigen
Den israelske blokade af Gazastriben har stået på siden 2007, hvor den islamiske Hamas-bevægelse kom til magten i enklaven. I de mellemliggende elleve år har situationen befundet sig mellem nogenlunde stilstand og – som nu – konfrontationer. Eskaleringen startede i foråret, hvor Hamas-styret i Gaza foranstaltede store demonstrationer hver fredag langs grænsehegnet. Marchen for Tilbagevenden, som det blev kaldt, skulle ifølge Hamas være fredelige markeringer af 70-året for det palæstinensiske flygtningeproblems opståen, og kulminationen var sat til den 14. maj; datoen for Israels proklamation i 1948. Imidlertid udviklede demonstrationerne sig hurtigt i mindre fredelig retning, og et stort antal palæstinensere blev dræbt.

I anden halvdel af maj aftog demonstrationerne dog igen, og mange regnede med, at situationen ville finde tilbage til det sædvanlige. Men ikke så snart var demonstranterne gået hjem, før et nyt fænomen så dagens lys. Palæstinensere på Gazastriben begyndte at flyve med drage. De blev sat op i vestenvinden, som er den sædvanlige vindretning, og når de var kommet ind over Israel, blev de sluppet, så de dalede ned. På dem var monteret: brændende materiale i form af benzinvædede klude eller simple molotovcocktails. Om sommeren falder der stort set ingen regn i Mellemøsten, så de knastørre israelske marker var let antændelige. Dragefænomenet greb hurtigt om sig. I midten af juni havde det samlede antal drageangreb for længst rundet 600, og hundreder af hektarer landbrugsjord var blevet til sorte stubmarker. Og Dragekrigen fik sit navn.

Dragerne, og senere de heliumfyldte kondomer, som palæstinenserne også begyndte at sende op, viste sig at være en stor udfordring for Israels militære højteknologi. En del fik man elimineret med små droner, men mange slap igennem. Ingen mennesker er kommet noget til, men de materielle og økonomiske skader løb hurtigt op, og dette blev begrundelsen for, at Israel strammede blokaden ved at begrænse trafikken gennem godsterminalen ved Kerem Shalom. Ved at begrænse varetilførslen yderligere ville man presse palæstinenserne til at standse dragetrafikken.

 

Ved at begrænse varetilførslen yderligere ville man presse palæstinenserne til at standse dragetrafikken. Resultatet? En yderligere eskalering
_______

 

Resultatet? En yderligere eskalering af konflikten. Fra Gazastriben sendte palæstinensiske grupper en regn af raketter ind over Israel, som svarede igen ved at bombe, og kun en spinkel våbenhvile forhindrede en storstilet militær konfrontation som under Gazakrigen i 2015. Den palæstinensiske raketbeskydning af Israel er kommet og gået i en årrække. I begyndelsen var det primitive raketter, som blev bygget på stedet, men med tiden er mere avancerede modeller med større træfsikkerhed og længere rækkevidde blevet smuglet ind i Gazastriben. I flere omgange har raketterne også været en del af den interne magtkamp i Gazastriben, idet oppositionsgrupper har søgt at fremprovokere en israelsk reaktion for at svække Hamas. Siden Israel rømmede bosættelserne fra Gazastriben i sensommeren 2005, har godt 40 israelere mistet livet som følge af palæstinensisk raket- eller mortérbeskydning derfra.

Dermed er situationen igen fastlåst, og det afspejler sagens bredere perspektiver, som faktisk ligger på Vestbredden. Her er det den nu 83-årige præsident Mahmoud Abbas og Fatah, hovedfraktionen i PLO, som har magten i det palæstinensiske selvstyre i Ramallah. Da Hamas tog magten i Gaza i 2007, kom de på kollisionskurs med Fatah, og kløften mellem de to bevægelser har været en politisk realitet lige siden. De slås blandt andet om, hvem af de to der i givet fald skal stå i spidsen for en samlingsregering, og denne er som udgangspunkt vanskelig at danne, fordi de heller ikke kan finde en fælles holdning til, hvordan en fredsaftale skal se ud. Gennem den senere tid har der ikke desto mindre været forsøg på at bilægge striden og dette har tydeligvis passet den israelske premierminister Benyamin Netanyahu dårligt. Han fastholder nemlig, at dannelsen af en samlet palæstinensisk ledelse er forudsætningen for at genstarte en fredsdialog.

Netanyahu nævner med jævne mellemrum to-statsløsningen som den eneste vej bort fra konflikten, men reelt viser han ingen stor interesse for denne fredsdialog. Set i det perspektiv kan situationen i Gaza for Netanyahu tjene som bevis på, at der ikke er nogen fred at snakke om.

Omvendt ønsker Netanyahu heller ikke at sætte Hamas fra magten, hvilket kunne gøres militært. Dette kan nemlig enten føre til at mere radikale islamiske grupper, de såkaldte salafister, tager magten, eller til at Fatah overtager dødsboet efter Hamas og dermed etablerer den komplicerede palæstinensiske enighed. Det tjener Netanyahus politiske dagsorden bedst at svække Hamas ved at isolere bevægelsen med blokaden, så den relative ro bliver genetableret.

I Ramallah tænker Mahmoud Abbas i andre baner. Han er hovedmanden bag bestræbelserne på en forbrødring mellem Fatah og Hamas. Som nævnt er han fyldt 83 – helbredet skranter, og han vil meget gerne kunne sætte en palæstinensisk samlingsregering som kronen på sit værk, inden han trækker sig tilbage. Nedtællingen til hans pensionering er for længst igang. Men han er oppe mod svære odds. Efter elleve års fysisk blokade er der ikke længere den samme forbindelse mellem befolkningerne på Vestbredden og Gazastriben som før. Under forsommerens konfrontationer langs grænsehegnet i Gaza kom dette til udtryk i form af en bred apati hos almindelige mennesker på Vestbredden, hvor de fortsat ikke viser nogen stor vilje til at risikere noget for en samlingsregering og en fredsdialog, der alligevel forekommer udsigtsløs. Israelerne gør ikke meget for at ændre på dette, men synes at trække pinen ud, til Abbas resignerer og går på pension.

 

Efter elleve års fysisk blokade er der ikke længere den samme forbindelse mellem befolkningerne på Vestbredden og Gazastriben som før
_______

 

Det regionale perspektiv – og det nye navn
I dette forløb har Egypten gjort en stor indsats for at bilægge striden mellem Fatah og Hamas. Det gør de ikke af ren velgørenhed, men fordi de ser samlingsregeringen som en mulighed for at trække tænderne ud på Hamas, der i Cairo betragtes som et problem. Den egyptiske præsident, general Sisi, håber derfor på, at en genforening af palæstinenserne vil føre til et samlet styre fra Ramallah med Fatah ved roret.

Men da disse forhåbninger fortonede sig, ikke mindst på grund af den israelske modvilje til at lade det ske, valgte egypterne at gå den anden vej, nemlig at lægge yderligere pres på Hamas og Gazastriben ved at lukke grænseovergangen ved Rafah.
Ideologisk er Hamas beslægtet med Det Muslimske Broderskab, der af Sisi betragtes som en bastant trussel mod Egyptens indre stabilitet. Samtidig samarbejdet salafistiske grupper – altså islamiske grupper af et mere ekstremt tilsnit end både Hamas og Broderskabet – henover Egyptens grænse til Gaza. Det bidrager til at destabilisere situationen både i Gaza og på den egyptiske Sinai-halvø. Denne forbindelse vil Sisi også gerne eliminere.

Her er der et perspektiv, hvis tråde rækker langt ud i Mellemøsten. Den lille golfstat Qatar, hvis enorme naturgasreserver har gjort landet hovedrigt, har længe ført en aktivistisk udenrigspolitik, der bl.a. har indbefattet direkte støtte til Hamas på Gazastriben. Dette fik for godt et år siden Saudi-Arabien og flere andre oliestater til at nedlægge en vidtrækkende handelsembargo mod Qatar. At embargoen stadig er i kraft, hænger også sammen med, at det shiamuslimske Qatar står på god fod med Saudi-Arabiens vigtigste rival, Iran.

Egentlig vedkom denne strid ikke Egypten, men det har forandret sig. Dels ønsker general Sisi at genskabe sit lands politiske førerposition i Mellemøsten, og dels provokerer Qatars aktiviteter i Gaza regeringen i Cairo. Muhammed al Amadi, der står i spidsen for Qatars diplomatiske repræsentation i Gaza By, spiller således en meget aktiv rolle i indsatsen for at udbygge dialogen mellem Hamas og Stribens salafistiske grupper, og det betragter Sisi som undergravende virksomhed. Ved at stramme blokaden om Gazastriben kan man derfor sige, at egypterne giver Qatar en klar besked om at holde fingrene fra fadet.

 

Egentlig vedkom denne strid ikke Egypten, men det har forandret sig. Dels ønsker general Sisi at genskabe sit lands politiske førerposition i Mellemøsten, og dels provokerer Qatars aktiviteter i Gaza regeringen i Cairo
_______

 

I disse bestræbelser har egypterne længe søgt at køre Muhammed Dahlan stammer selv fra Gazastriben, og i det palæstinensiske selvstyres første tid, mens Yasser Arafat endnu levede, var han lokal sikkerhedschef. Men han ragede hurtigt uklar med Hamas og har længe levet i eksil, en overgang i øvrigt i: Qatar.

Mange palæstinensere ser Dahlan som en person, der kan få samling på tingene og måske endda træde i stedet for Mahmoud Abbas. Han er stadig vellidt i den brede befolkning på Gazastriben, og det samme er faktisk tilfældet på Vestbredden. Dette gør i sig selv egypternes satsning på manden forståelig. At han så ikke just er israelernes kop te, fordi han kører en hårdere linje end den relativt medgørlige Mahmoud Abbas er en anden sag, hvilket åbner for nye komplikationer i fremtiden. Her og nu er Dahlan en del af forklaringen på, at Egypten ser en interesse i at lægge pres på Hamas. En interesse, som de deler med israelerne, om end af helt andre grunde.

Det egyptiske pres på Hamas førte til et konkret resultat den 20. juli, da Hamas accepterede en våbenhvile. Den israelske analytiker Ron Ben Yishai vurderer, at dette kunne lade sig gøre, fordi det samme dag lykkedes en palæstinensisk snigskytte fra Gaza at dræbe en israelsk soldat på den anden side af hegnet. Hermed kunne Hamas opvise et resultat, som satte bevægelsen i stand til at afslutte dragekrigen med æren i behold.

At snigskytten kom fra en væbnet gruppe, som ganske vist formelt sorterer under Hamas, men som i store træk opererer uden at koordinere med ledelsen, er så en helt anden sag. Det viser, at Hamas ikke har total kontrol over, hvad der foregår i Gazastriben. Enhver af de mange oppositionsgrupper kan – på et hvilket som helst tidspunkt – få konflikten til at blusse op igen. Og dette kan komme meget snart, fordi præsident Trump har fulgt våbenhvilen til dørs med en trussel om, at han måske vil annullere sin plan om amerikansk støtte til genopbygningen af Gaza. Han mener ikke, Hamas har vist tilstrækkelig vilje til at bilægge striden og kræver nu, at Hamas anerkender Israel, tager klar afstand fra voldsanvendelse og forpligter sig til at indgå i en fredsproces. Det er løfter, som kun få iagttagere mener, Hamas er i stand til at indfri på nuværende tidspunkt, og dette giver i sig selv våbenhvilen ringe udsigter. ■

 

Enhver af de mange oppositionsgrupper kan – på et hvilket som helst tidspunkt – få konflikten til at blusse op igen
_______

Apropos denne artikel:

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Malthe Dahl: Kan Le Pens parti omsætte vreden til vælgere – eller har Trump givet højrestøtterne kolde fødder?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Anti-trumpisme er vestlige politikeres nye trumfkort

Per Øhrgaard: Når dannelsen går tabt, bliver demokrati til populisme

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden