25.10.2018

.

Jeg har aldrig været glad for tredje vers i den danske udgave af den internationale arbejderbevægelses slagsang. I dag tilhører netop det vers af den røde sangskat snarere Anders Samuelsen, Søren Pape og Pernille Vermund end arbejderbevægelsen. På samme måde som diskussionen om, hvorvidt det er umoralsk at betale skat, hører hjemme i blå bloks arvegods.

Kommentar af Dennis Kristensen

TREDJE VERS af arbejderbevægelsens slagsang “Rejs jer, fordømte her på jorden” er dét vers, der starter med linjerne: “Vi knuges under stat og love. Vi flås af skattens skarpe klo.”

I dagens danske velfærdssamfund er det ikke ligefrem den slags budskaber, der står på bannerne i de traditionelle 1. maj-demonstrationer, hvor fagbevægelsen og resten af arbejderbevægelsen markerer holdninger og krav til samfundets og velfærdens videre udvikling. Budskaberne om at blive knuget under statsmagten og Folketingets lovgivning og samtidig blive flået af skattevæsenet er i dag overtaget af dem, der vil rulle de seneste 150 års udvikling baglæns og helt eller delvist afvikle velfærdsstaten.

 

Budskaberne om at blive knuget under statsmagten og Folketingets lovgivning og samtidig blive flået af skattevæsenet er i dag overtaget af dem, der vil rulle de seneste 150 års udvikling baglæns og helt eller delvist afvikle velfærdsstaten
_______

 

Den oprindelige franske tekst til kampsangen stammer fra 1871 – arbejderbevægelsens første leveår. Den er fra den periode, hvor fagbevægelsens etablering var de svagestes sammenrotning for at overleve; for at skaffe mad på bordet og tøj på kroppen i den hurtigt voksende børneflok.

Det var kampen for gennem sammenhold at opnå større samlet styrke i armlægningerne med datidens magthavere. Med arbejdsgivere og en statsmagt styret af de bedst stillede. Dermed blev det også til kampen mod en skatteopkrævning, som ikke sigtede på at omfordele til fordel for de dårligst stillede. Man havde endnu ikke etableret princippet om, at de bredeste skuldre skulle bære de tungeste byrder, og derfor opfattede man i fagbevægelsen ikke skatteopkrævningen som forudsætningen for at kunne udvise fælles ansvarlighed og i fællesskab tage hånd om dem, der fik brug for en hjælpende hånd. Den tids fælles ansvarlighed blev i stedet opbygget i egne rækker gennem det faglige fællesskab i fagforeningens hjælpekasse, begravelsesfond, sygekasse, boligbyggeri, osv.

I dag har fagbevægelsen en ganske anden indgangsvinkel til skatteopkrævningen. Med skiftet fra eksistenskamp indtil slutningen af 1800-tallet over politisk kamp om en “plads ved samfundets bord” gennem den første halvdel af 1900-tallet til både faglig og politisk fordelings- og lighedskamp i slutningen af 1900-tallet har fagbevægelsen for længst erkendt, at skatteopkrævning i dag handler om omfordeling. Det skaber forudsætningerne for større lighed gennem en offentlig sektor, der bygger på lige adgang og muligheder for alle og samtidig spænder et universelt socioøkonomisk sikkerhedsnet ud.

Der kan nok spores en større begejstring for skatteopkrævning til finansiering af den offentlige sektor i den del af fagbevægelsen, der primært organiserer offentligt ansatte. Men når det kommer til stykket hos de privatansatte i LO, på forbundskongressen i Dansk Metal eller i den lokale fagforeningsbestyrelse i 3F, så går det faglige fællesskab nogenlunde i takt i forsvaret for velfærden og kernen i den offentlige sektor.

EN AF DEM, der – udover Liberal Alliance, de Konservative, Nye Borgerlige og Cepos og vel i en vis udstrækning hos Venstre – med helt ustyrlig begejstring ville istemme verselinjen “Vi knuges under stat og love. Vi flås af skattens skarpe klo” er koncernchef i Berlingske Media Anders Krab-Johansen. Han slog for nylig fast i Berlingske, at det i hans øjne er direkte “umoralsk at betale mere end 50 procent i skat”.

Hellere: Den logiske konsekvens af det synspunkt må vel være, at det så er moralsk i orden at bringe sin skat ned under 50 pct. ved hjælp af tvivlsomme metoder.

Krab-Johansen underbygger sit synspunkt med en henvisning til at arbejde for staten fremfor at arbejde for sig selv: “Der er en grænse for, hvor meget fællesskabet kan plukke den enkelte i skat. Vi har passeret grænsen, når et individ fratages over halvdelen af sin indkomst i skat og afgifter. Vi burde slå bremsen i tidligere. Når skatter og afgifter udgør mere end 50 procent, arbejder man mere for staten end for sig selv.”

Staten er for Anders Krab-Johansen tydeligvis ikke en betegnelse for os allesammen, velfærden eller den fælles ansvarlighed. Og vi får efter hans opfattelse af skat og velfærd heller ikke nok tilbage, når vi fødes med fællesfinansieret fødselshjælp, går i delvist fællesfinansieret børnepasning, modtager fællesfinansieret skoleundervisning og efterfølgende uddannelse, får fællesfinansierede sundhedsydelser og modtager fællesfinansieret ældrepleje. Vi betaler med andre ord for meget til andre og får for lidt til os selv ifølge Krab-Johansen.

 

Staten er for Anders Krab-Johansen tydeligvis ikke en betegnelse for os allesammen, velfærden eller den fælles ansvarlighed
_______

 

Hans budskab er i sig selv ikke så overraskende. Det er velkendt i den politiske debat om skat og velfærd. Det overraskende er derimod det moralske aspekt. At det er umoralsk at betale skat udover en vis grænse. Det lyder som et ekko fra en svunden tid og kalder erindringsbilleder frem på nethinden. Erindringsbilleder, som jeg egentlig troede, at blå blok ikke havde lyst til at gense.

Billedet stammer fra 1971, hvor skatteadvokat Mogens Glistrup, der senere stiftede Fremskridtspartiet, ryster det politiske system ved for åben skærm at fortælle om, hvordan han via salg af tusindvis af fiktive skuffeselskaber hjælper nogle af landets rigeste til selv at bestemme, om – og i givet fald hvor meget – de ønsker at betale i skat.

Og Glistrup havde i 1971 præcis samme argumentation om skat og moral, som Krab-Johansen anvender i dag. Det gjaldt udtalelser som: “Efter min mening er det umoralsk at betale skat”, “En krone betalt i skat til staten, er en krone betalt til fædrelandets fordærv” og “Skattesnyderne i dag er at sammenligne med jernbanesabotørerne under besættelsen. De gør et farligt job, men de gør et fædrelandsnyttigt job.”

Glistrup var langt mere rabiat i sin udtryksform end Krab-Johansen. Ingen tvivl om det. Men kernen er den samme: At betale for høj skat er umoralsk. At bidrage til fællesskabet og samfundets mange funktioner er ikke alene et spørgsmål om økonomisk formåen men også om manglende moral.

Glistrups frontalangreb på de skatteyderbetalte fællesskabsinstitutioner er en del af blå bloks arvegods. Et arvegods, som jeg ville have forventet var låst godt og grundigt væk i denne tid med en tilsyneladende endeløs række af mega-skandaler om skatteopkrævning, skatteunddragelse, skattely, skattesvindel og skattetyveri.

Gad vide, om blå blok frem til det kommende Folketingsvalg vil følge Anders Krab-Johansens opfordring og reducere skatteudskrivning og skattebetaling til et spørgsmål om manglende moral og dermed hive Glistrup ud af skabet? ■

 

Gad vide, om blå blok frem til det kommende Folketingsvalg vil følge Anders Krab-Johansens opfordring og reducere skatteudskrivning og skattebetaling til et spørgsmål om manglende moral
_______

 

Dennis Kristensen (f. 1953) er tidligere forbundsformand for FOA. ILLUSTRATION: Dennis Kristensen [foto: René Schütze/Polfoto/Scanpix]