30.07.2018

.

Finansminister Kristian Jensen er sendt på noget, der ligner en Mission Impossible op til det kommende valg: Find en måde, hvor du på samme tid 1) forklarer vælgerne, at VLAK-regeringen oprigtigt prioriterer udbygning af de store velfærdsområder; 2) hvor du får Liberal Alliance til at forstå, at en beskeden vækst i de offentlige udgifter reelt betyder minusvækst, der efterlader plads til skattelettelser; 3) og hvor du overbeviser Dansk Folkeparti om, at regeringen virkelig ønsker – gennem vækst i de offentlige udgifter – at kunne dække de stigende velfærdsbehov som følge af ændringerne i befolkningens sammensætning – ikke mindst flere ældre i de mest plejekrævende aldersgrupper.

Kommentar af Dennis Kristensen

Det er en opgave, der kræver lidt af en multikunstner. Eller i det mindste den sælger, der i min barndom stod på Strøget med “bananskibet”, som på samme tid kunne få de pæneste bær og frugter til at dække over de stødte og plettede nederst i posen, få tommelfingeren til at trykke bismervægtens ene skål ned, have et øje på vagterne, der skulle advare om politi, og samtidig med det mest charmerende smil spørge husmødrene: “Må der være lidt over, frue?”

Kristian Jensen lagde i Jyllands-Posten den 21. juli ud med et forsøg på at overbevise vælgerne og Dansk Folkeparti om, at regeringen nu mener, at det er nødvendigt med en vis årlig vækst i de offentlige udgifter. Målet var at markere, at regeringen nu erkender, at sundhedsområdet, ældreplejen, trygheden og forsvaret skal have flere ressourcer, når behovene vokser.

Det ligner et lille skridt for menneskeheden, men et stort skridt for Venstre, der nu i årevis har haft Claus Hjort Frederiksen sat på repeat-funktion med omkvædet: “Den offentlige sektor skal køre længere på literen”. Suppleret af ekkoet fra Anders Samuelsen, der oppe i træet har sagt “Og hver 10. stilling i det offentlige skal nedlægges”.

 

Venstre har siden 2001 valgt at zig-zagge sig frem mellem skiftende og modsatrettede meldinger
_______

 

VENSTRE HAR siden 2001 valgt at zig-zagge sig frem mellem skiftende og modsatrettede meldinger. Den ene dag skattestop, den næste dag fællesansvar for velfærden. Så ligelig fordeling af råderummet mellem velfærdsforbedringer og skattelettelser, afløst af noget for noget-politik. Dernæst prioriteringer af udbygning af den offentlige service, men så i stedet mere for pengene og midt i rodet så hellere minusvækst end nulvækst i det offentlige.

Meldingerne er ikke blot skiftet. De er også blevet skarpere undervejs. Fra Anders Fogh Rasmussen, der i 2001 navigerede i retning af et Venstre som folkepartiet med de bløde hjørner og den brede opbakning, til i dag med Lars Løkke Rasmussen at være et mere rent liberalt parti, som presses stadigt stærkere af dansk politiks hase-bidende højrefløj. Herude sidder ultra-liberalisterne i Liberal Alliance, De Konservative, hvis stemmeflugt har fået partiet til at søge eksil mod spærregrænsen længere og længere ude på højrefløjen, og senest Nye Borgerlige, som tegner til at blive den samlede højrefløj plus renter og moms.

Både Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen har desuden oplevet, at støttepartiet Dansk Folkeparti med stigende opbakning og stærkt voksende selvtillid har formået at “sætte sig” på blå blok, når det passer Kristian Thulesen Dahl.

Dermed har Venstre-lederne skullet manøvrere mellem både egne og andre partiers modsatrettede og forvirrende meldinger før, under og efter den økonomiske krise.

Senest gik Venstre til valg på nulvækst i den offentlige sektor, mens støttepartiet Dansk Folkeparti krævede en årlig vækst på 0,8 pct. for at kunne klare de stigende udfordringer. Det endte foreløbigt med en regeringsomdannelse i 2016, hvor Liberal Alliances politiske leder på trods af de stålblå skattelettelses-øjne måtte æde et regeringsgrundlag med en årlig stigning på 0,3 pct. Sådan set gik ingen af partierne i VLAK-regeringen ind for stigninger i de offentlige udgifter før regeringsomdannelsen – heller ikke beskedne stigninger, som er for små til at sikre, at eksempelvis det stigende antal ældre kan få uændret pleje i de kommende år.

Velfærdens tilstand og de kommende års udfordringer til de fællesfinansierede løsninger bliver med overvejende sandsynlighed et stort tema i den kommende folketingsvalgkamp. Venstres ledelse må have den samme vurdering, siden Finansministeren nu sendes på banen for at aflyse både nulvækst og minusvækst i den offentlige sektor og dermed placere Venstre i en lidt mere velfærds-positiv position. Det sker vel at mærke efter de dramatiske overenskomstforhandlinger for de offentligt ansatte og inden offentliggørelsen af regeringens “Sammenhængsreform”. En reform, som i regeringens optik skal skaffe mere tid til kerneopgaverne, skabe bedre velfærd på tværs af sektorer, resultere i en mere tidssvarende offentlig sektor og føre til bedre ledelse.

 

Velfærdens tilstand og de kommende års udfordringer til de fællesfinansierede løsninger bliver med overvejende sandsynlighed et stort tema i den kommende folketingsvalgkamp
_______

 

Den er i høj grad blevet præsenteret som en kvalitetsreform frem for en effektiviseringsreform, men den nu afgåede konservative erhvervsminister Brian Mikkelsen – ham hvis aktieskattereform skulle skaffe flere italienske Lamborghini’er på de danske veje – kunne alligevel ikke dy sig ved præsentationen af regeringens intentioner med reformarbejdet, hvor han tonede rent flag: “Ved at udnytte de nye teknologier bedre […] kan vi ikke bare køre længere på literen – vi kan også bedre leve op til borgernes og virksomhedernes forventninger om en bedre og mere fleksibel service.”

Et reformudspil af den karakter kombineret med kritik fra de offentligt ansatte og oppositionen af, at regeringen afsætter for få penge til at løse de kommende års velfærdsudfordringer, er næppe budskaber, som kan hente mange stemmer blandt offentligt ansatte, som var parate til at konflikte i overenskomstforhandlingerne – ikke kun for at få opfyldt deres overenskomstkrav, men også for at demonstrere, at nok er nok, når det gælder besparelser, nedskæringer, øget arbejdspres, manglende mulighed for at yde den gode indsats og stress og jag.

Det har muligvis fået regeringen til at indse, at reformudspillet nu kommer forholdsvis tæt på næste folketingsvalg, og derfor sendte man Finansministeren i byen med de mere velfærdspositive udmeldinger.

UDLÆNDINGEPOLITIKKEN er nu i en årrække forsøgt placeret som det vigtigste tema i valgkampen. Ofte kastet på bordet i slutspurten som dét, der kunne skille blå bukke fra røde får. Med Nye Borgerlige som opstillingsberettigede, der har sat sig for at gå højre om Dansk Folkeparti i udlændingespørgsmålet, vil udlændingepolitikken fylde godt fra begyndelsen og ikke blot i slutningen af valgkampen. Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige skal ganske enkelt demonstrere i kampen om de samme vælgere fra start, at netop deres parti er det mest handlekraftige over for flygtninge og migranter.

Men udviklingen af udlændingedebatten i dansk politik har i høj grad reduceret uenigheder til ikke at handle om holdninger, men om gradbøjninger. Hvor mange stramninger kan gennemføres, og hvor hurtigt kan det gå? Hvor mange internationale konventioner skal vi droppe? Hvordan skal domstolene tvinges til at idømme udvisning? Listen er lang. Og de fleste partier har samme udgangspunkt om, at der skal gennemføres yderligere stramninger. Det er ikke et spørgsmål om stramninger i sig selv, men af rækkevidden af dem, valgkampens slagsmål vil stå om.

 

Udviklingen af udlændingedebatten i dansk politik har i høj grad reduceret uenigheder til ikke at handle om holdninger, men om gradbøjninger
_______

 

Størrelsen på væksten i den offentlige sektor er derimod ikke et spørgsmål om gradbøjning. Her handler det netop om, hvorvidt der overhovedet skal være en vækst, og ikke kun rækkevidden af den. Enten sænker vi serviceniveauet gennem besparelser og nedskæringer. Alternativt fastholder vi et uændret serviceniveau med lidt øgede udgifter. Eller også lader vi velfærdsniveauet stige i takt med den voksende rigdom i samfundet og det øgede behov for en noget større vækst i udgifterne. Her gælder det for Venstre om enten at sætte Nye Borgerlige/Liberal Alliance eller Dansk Folkeparti på plads. Og her kan Lars Løkke Rasmussen ikke tage lidt realvækst og kombinere med minusvækst og tilsætte en knivspids nulvækst – det er uforenelige størrelser. Derfor er Kristian jensen allerede nu på banen og mærke blå bloks spillebane for vækst i den offentlige sektor op.

Blå blok vil i valgkampen ganske enkelt ikke kunne holde til både at prioritere skattelettelser a la Brian Mikkelsen og velfærdsforringelser a la Joachim B. Olsen. Det vil Dansk Folkeparti ikke acceptere, og det ville da også overlade hele den velfærdspolitiske bane til rød blok – hvis ellers Alternativet kan beslutte sig for, hvad partiet egentlig mener om vækst i velfærden og slippe ud af Uffe Elbæks pjattede statsministerambitioner. Det ville først for alvor skubbe Kristian Thulesen Dahl endnu tættere på Mette Frederiksen.

Til gengæld ved Lars Løkke Rasmussen, at han efter al sandsynlighed bliver afhængig af både Dansk Folkepartis og Nye Borgerliges mandater, hvis valgresultatet skal give ham mulighed for at fortsætte som statsminister. De to partiers ledere er klare i mælet, men de går i hver sin retning i den økonomiske politik: Kristian Thulesen Dahl står fast på en vækst i de offentlige udgifter på de knap 0,7 pct. om året, der ifølge Finansministeriet kan dække udgiftsbehovet som følge af ændringerne i befolkningssammensætningen. I modsætning hertil anser Pernille Vermund minusvækst i den offentlige sektor som en absolut og uomgængelig nødvendighed. Midt i det hele hælder den ultra-liberale tænketank CEPOS salt i blå bloks sår med denne karakteristik af VLAK-regeringens håndtering af de offentlige udgifter: “VLAK’s vækstrate i det offentlige forbrug er dermed en halv gang større end under Thorning. Det er ret kritisabelt”.

Det er midt i dette blå velfærdspolitiske rod, at Finansministeren nu skal prøve at placere Venstre sådan, at man både opnår mandatfremgang og fortsat regeringsmagt. Man må nøgternt konstatere, at det bliver dælme en svær opgave.

Det kan næsten kun lade sig gøre, hvis Kristian Jensen formår at håndtere løfter om velfærdsforbedringer, skattelettelser og økonomisk råderum, som datidens “bananskippere” håndterede varerne, vægten, ordensmagten og husmødrene: Et rundt hjørne hér. Lidt rationeret sandhed dér. Lidt snyd på vægten midt i mellem. Og ikke for megen kontrol af processen undervejs.

Sagt på en anden måde så er uenighederne i blå blok om velfærd, fælles ansvarlighed, fællesskabsløsninger og skattefinansiering så store, at de ikke blot kan tales væk over en kop kaffe ved et mødebord. Langt fra endda. ■

 

Sagt på en anden måde så er uenighederne i blå blok om velfærd, fælles ansvarlighed, fællesskabsløsninger og skattefinansiering så store, at de ikke blot kan tales væk over en kop kaffe ved et mødebord
_______

 

Dennis Kristensen (f. 1953) er tidligere forbundsformand for FOA. ILLUSTRATION: Dennis Kristensen [foto: René Schütze/Polfoto/Scanpix]