19.09.2018

Modstanden mod konkurrencestaten handler ikke om fortidslængsel. Det handler om, hvorvidt fællesskabet fortsat skal være fundamentet for videreudviklingen af velfærdssamfundet.

Af Dennis Kristensen

Jeg kan lige så godt indrømme det. Jeg må være en kulturkonservativ, “der formulerer mig som populist”.

I hvert fald ifølge professor Ove Kaj Pedersen, som i forbindelse med udgivelsen af sin nye bog om konkurrencestaten gav kritikkerne af hans forskning denne svada med på vejen: “Det er den kulturkonservatisme, der formulerer sig som populisme. Den, der siger, de fremmede og os. De kolde hænder mod de varme hænder. DJØF’erne mod alle andre, og den, som sondrer hårdt og brutalt mellem folket og eliten. Alle de modsætninger er der ingen, der kan inkorporere. For i selve modsætningen ligger der kun kampen – til en af parterne taber.”

Når jeg vedkender mig (i det mindste dele af) Ove Kaj Pedersens kritik, så skyldes det først og fremmest, at jeg skelner klart mellem eliten og befolkningens flertal. Mellem elitens egeninteresser og befolkningsflertallets fælles interesser. Jeg er tilmed kommet frem til den opfattelse i kraft af konsekvenserne af den konkurrencestat, som Ove Kaj Pedersen plæderer for.

Min vedkendelse af dele af Ove Kaj Pedersens kritik skyldes også, at jeg ikke anser populisme for at være et entydigt negativt begreb, selvom det efterhånden er blevet et Christiansborg-skældsord. Gennem dialog og meningsbrydning at stræbe efter at være i overensstemmelse med befolkningens flertal burde aldrig blive forbundet med skældsord i et demokrati. Det er vel i virkeligheden selve kernen af begrebet folkestyre. På samme måde som stræben efter at være i overensstemmelse med medlemmerne bør være kernen i en fagbevægelse.

Ove Kaj Pedersen beskylder på den ene side fagbevægelsen for at optræde opportunistisk – ikke mindst ved de offentligt ansattes overenskomstforhandlinger i år – og roser på den anden side fagbevægelsen for at have været med til at skabe grundlaget for konkurrencestaten. Opportunistisk ved med sine krav at sætte “spørgsmålstegn ved selve reformismens kerne” ved eksempelvis ikke at anerkende “de offentlige medarbejderes forpligtelse til at yde både faglighed, men også at gøre det økonomisk effektivt”. Men samtidig medskaber af konkurrencestaten ved at indgå trepartsaftaler, der tilpasser arbejdsmarkedet til den internationale konkurrence og den åbne økonomi. Han skriver bl.a.: “Og det minder på den måde om den såkaldte Fælleserklæring fra 1987, hvor arbejdstagere, arbejdsgivere og den borgerlige Schlüter-regering indgik kompromiser om bl.a. de kollektive arbejdsmarkedsreformer.”

Her går professoren helt galt i byen. Fælleserklæringen mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter fra 1987 indeholdt først og fremmest to afgørende kompromiser.

Arbejdsgiverne bøjede sig for kravet om etablering af supplerende pensionsopsparinger betalt af arbejdsgiverne, og Fælleserklæringen markerede samtidig afslutningen på næsten to årtiers armlægning om ledelsesret og ejendomsret. Armlægningerne handlede om økonomisk demokrati med centrale fonde, der sikrede lønmodtagerne en andel af virksomhedernes overskud, hvorved de kunne opnå medejerskab af erhvervslivet, efterfulgt af overskudsdeling, som i en decentraliseret og udvandet form sigtede mod det samme.

Med 300.000 arbejdsløse bøjede lønmodtagerne sig samtidig for arbejdsgivernes og regeringens krav om at sætte virksomhedernes konkurrenceevne i højsædet. LO’s daværende næstformand Hans Jensen formulerede det dengang som “jobfest fremfor lønfest”.

Fælleserklæringen skabte ikke forudsætningerne for konkurrencestaten, men derimod forudsætningerne for en fortsat udbygning af velfærden med fokus på både skabelsen af jobs og nye sociale goder. Ved overenskomstforhandlingerne i de efterfølgende årtier satsede fagbevægelsen således på at indføre flere såkaldte “bløde” emner – sociale forbedringer og velfærdsgoder – i overenskomsterne. Samtidig har arbejdsmarkedspensionerne sikret et robust pensionssystem, hvilket står i kontrast til mange andre lande, hvor befolkningens aldersgennemsnit stiger på samme måde som i Danmark. Vi har opnået et holdbart pensionssystem, selvom vi nu slås om hævelse af pensionsalderen, mens andre lande i stedet har omfattende kampe om forringelse af deres pensionssystemer. Det ses jævnligt i gaderne i både Frankrig, Spanien, Italien, Grækenland og på det seneste også i Rusland.

 

Fælleserklæringen skabte ikke forudsætningerne for konkurrencestaten, men derimod forudsætningerne for en fortsat udbygning af velfærden med fokus på både skabelsen af jobs og nye sociale goder
_______

 

Konkurrencestaten fremmer et ubehageligt menneskesyn
Selvom Ove Kaj Pedersen nu erkender fejl og mangler ved konkurrencestaten og efterlyser politikere på midten af dansk politik, som har mod til at formulere en mere værdibaseret ideologi for modellen, så bygger konkurrencestatens fundament i mine øjne på et ubehageligt menneskesyn.

Et menneskesyn, som reducerer borgere til individer, der først og fremmest styres af (især økonomisk) egennytte. Individer, der skal adfærdsstyres gennem økonomiske incitamenter. Hvad er der i det for mig, hvis jeg skal adfærdsstyres til som arbejdsløs at komme i arbejde, som sygemeldt at blive raskmeldt, som invalideret at undgå førtidspension, som nedslidt at droppe efterlønnen, som studerende at drøne gennem uddannelsessystemet med skyklapper på osv.? I modsætning til Konkurrencestatens logik om egennytte, så hviler velfærdssamfundets logik på fællesnytte. Og her støder de to logikker sammen. Konkurrencestatens yderste konsekvens er alles kamp mod alle, mens velfærdssamfundets værdigrundlag er alles kamp for alle.

Ove Kaj Pedersen formulerer baggrunden for konkurrencestatens menneskesyn således:
“Velfærdssamfundet, der opstod som en reaktion på verdenskrigene, byggede på ideen om, at man kunne danne det dydige menneske til frivilligt at agere i samfundets og fællesskabets tjeneste. Idealer, som blev til brudte illusioner, fordi det viste sig, at vi alle sammen – borgere, embedsfolk og politikere – også er opportunister, der handler ud fra egeninteresser.”

Dagens virkelighed er imidlertid ikke, at idealerne er brudte illusioner. Fællesskabet er godt nok under frontalangreb fra de mest liberalistiske kredse i Liberal Alliance og omegn, men det står fortsat stærkt blandt danskerne.

Ikke nødvendigvis i samme form som tidligere. Nye generationer finder nye former for fællesskaber, og den teknologiske udvikling giver nye muligheder for kontakt og dialog, men samtidig med at danskerne vil anerkendes som selvstændige individer, vil flertallet af os stadig hinanden. Den fælles ansvarlighed lever stadig, og den frivillige og ulønnede indsats for dem, vi ikke kender, stortrives. Størstedelen af os er parat til at gøre noget for andre uden først at spørge: “Hvad er der i det for mig?”.

De fleste anerkender, at skat er en nødvendighed for fællesskabet – for den offentlige velfærd og service og samfundets øvrige funktioner. Og rigtig mange er ikke blot indstillet på at finansiere fællesskabet via skatten. De bidrager også med egen tid og eget engagement. Tænk blot på frivillige vågekoner, besøgsvenner, lektiehjælpere, fodboldstrænere, amatørteatre og alle de andre, der gør noget for andre uden først at spørge “Hvad er der i et for mig?”.

 

De fleste anerkender, at skat er en nødvendighed for fællesskabet – for den offentlige velfærd og service og samfundets øvrige funktioner. Og rigtig mange er ikke blot indstillet på at finansiere fællesskabet via skatten
_______

 

Konkurrencestaten forudsætter stigende ulighed
Konkurrencestaten bliver oftest forbundet med afvikling eller reduktion af staters muligheder for at træffe selvstændige beslutninger om økonomi, told og gebyrer og om kontrol med kapitalens og arbejdskraftens bevægelighed. Alt det dér med en globaliseret verden og Danmark som en lille åben økonomi, som vi ofte bliver præsenteret for af politikere og eksperter. Og så naturligvis med konkurrence stater og borgere imellem. Men konkurrencestaten har konsekvenser, som rammer direkte ned i borgernes hverdag og muligheder, hvilket forandrer den danske velfærd til gavn for relativt få og til skade for rigtig mange.

Konkurrencestaten er efter min opfattelse velfærdssamfundets diametrale modsætning, fordi den forudsætter stigende ulighed. Både økonomisk ulighed, ulighed i muligheder og ulighed i livsvilkår. Konkurrence mellem borgere skaber vindere og tabere – dem, der flyder ovenpå, og dem, der kæmper for ikke at blive trukket endnu længere ned – hvilket øger uligheden i den danske befolkning.

Konkurrencestaten skaber ganske enkelt flere Tesla’er og større huller i det sociale sikkerhedsnet. På den ene side giver den flere megarige, som samler sig i rigmandsghettoer, og på den anden side flere fattige børn og voksne, der ikke får den nødvendige hjælpende hånd fra fællesskabet og lever under fattigdomsgrænsen. Netop det sociale sikkerhedsnet var sammen med lige adgang og lige muligheder for alle idealet for skabelsen af den skandinaviske velfærdsmodel.

Derfor skaber konkurrencestaten flere rigmandsghettoer og flere fattige børn og voksne. Flere millionærer og flere under fattigdomsgrænsen.

 

Derfor skaber konkurrencestaten flere rigmandsghettoer og flere fattige børn og voksne. Flere millionærer og flere under fattigdomsgrænsen
_______

 

Underminering af velfærdssamfundet
Konkurrencestaten hænger tæt sammen med etableringen af et nyt konkurrencebaseret styringssystem i den offentlige sektor: “New Public Management”. Et system, som ændrer borgeren til kunde og gør fællesskabsinstitutionerne i velfærden til virksomheder, der skal konkurrere med hinanden og med private leverandører af velfærdsydelser på et kunstigt velfærdsmarked.

På rigtige markeder styres produktionen af efterspørgslen, mens velfærdsområdet styres af udbuddet af ydelser. Efterspørgslen på det kunstige velfærdsmarked afgør ikke, hvor mange hospitalssenge der kunne fyldes med patienter. Det er derimod politisk fastsatte rammer, der afgør, hvor mange senge man må, og der er råd til, at oprette.

Illusionen om et velfærdsmarked har skabt et rædselssystem af bureaukrati. Et rædselssystem for borgere og ansatte, som skal måle, tælle og veje alt, der kan måles, tælles og vejes. Oftest på bekostning af den ansatte og borgerens mulighed for sammen at skabe kvalitet i velfærdsydelsen.

Tankegangen fra drift af private virksomheder på konkurrencevilkår er trukket ned over den offentlige sektor. Derfor er det noget overraskende, at Ove Kaj Pedersen mener, at det forholder sig modsat, og at det i dag er den offentlige sektor, der har sat sig bag rattet. Han skriver:
“Den private sektor var ledende under velfærdsstaten. Nu er den offentlige sektor ledende under konkurrencestaten. Den private sektor tabte position, fordi den overvurderede sig selv. Det har givet den offentlige sektor en magt og en betydning, som den ikke har haft før. Men det har også sat den under pres for at indløse flere krydsdilemmaer end nogensinde.”

Samtidig har Ove Kaj Pedersen og en del andre ikke forstået, at offentligt ansatte ikke drives af økonomisk egeninteresse. De er naturligvis lønmodtagere, der vil have en rimelig løn og ordentlige arbejdsvilkår, men de er først og fremmest drevet af muligheden for at kunne gøre en forskel for andre. For at kunne anvende deres faglighed og sammen med borgerne skabe de gode løsninger. De er så at sige drevet af at være i den gode sags tjeneste eller på engelsk af “Public Service Motivation”. Det er den motivation, som konkurrencestaten kvæler.

 

[Offentligt ansatte] er naturligvis lønmodtagere, der vil have en rimelig løn og ordentlige arbejdsvilkår, men de er først og fremmest drevet af muligheden for at kunne gøre en forskel for andre
_______

 

Konkurrencestaten mindsker skatteindtægterne
Konkurrencestaten betyder også skattelettelser og international konkurrence om lav beskatning af virksomheder og virksomhedsejere. Den internationale konkurrence og den afregulering af konkurrencen, som er udløst af dyrkelsen af konkurrence som en afgud, har – i sammenhæng med den digitale udvikling med helt nye virksomhedsområder og nye abstrakte varer – øget de enorme problemer verden over med skatteunddragelse, aggressiv skatteplanlægning, skattely og alle de andre skeletter, som i disse år vælter ud af skabene verden over.

Og skeletterne har været mange. Vi oplever noget, der efterhånden ligner en endeløs afsløring af virksomheder og enkeltpersoner med ondt i skattebetalingen, der er parate til at kaste sig ud på meget dybt vand for at betale så lidt som muligt til fællesskaberne verden over: SwissLeaks, LuxLeaks, Panama Papers og senest Paradise Papers.

Når EU’s konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, i disse år rejser en stribe skattesager om ulovlig konkurrence mod multinationale selskaber, så er det netop udtryk for sammenhængen mellem den internationale afregulering af konkurrence, konkurrencestatens opståen og den digitale udvikling. Samtidig er den internationale konkurrence om både officielle og indirekte skattelettelser for at trække virksomheder til landet på samme måde forbundet med afregulering og konkurrencestat.

Uanset om det handler om finansielle virksomheder, traditionelle produktionsvirksomheder, velhavende mennesker eller Google, Microsoft og alle de andre virksomheder, der er skabt af den digitale udvikling, så fører konkurrencestaten til færre skatteindtægter og dermed mindre velfærd for dem, der er afhængige af velfærdssamfundet.

Man kan ikke få den dobbelte velfærd for det halve. Velfærd skabes af mennesker, og menneskelig arbejdskraft koster. Konkurrencestatens eksperiment med at forsøge at få det dobbelte for det halve betyder, at Danmark i disse år bliver mere og mere socialt og økonomisk skævt.

 

Man kan ikke få den dobbelte velfærd for det halve. Velfærd skabes af mennesker, og menneskelig arbejdskraft koster
_______

 

Nedbrydning af det sociale sikkerhedsnet
I Danmark har konkurrencestaten samtidig skabt grundlaget for det afgørende skift fra velfærdsmodellens klassiske fokus på at skabe jobs til et nyt fokus på at øge et fiktivt arbejdsudbud.

Kernen i den klassiske velfærdsmodel var at skaffe jobs til alle, der havde mulighed for at bidrage. Og vel at mærke skabe rigtige jobs med stillingsopslag og ansættelse, som kunne søges af dem, der var midlertidigt eller varigt uden for kernen af arbejdsmarkedet, ikke blot teoretiske skrivebordsøvelser i Finansministeriet.

Med konkurrencestatens indtog er velfærdssamfundets klassiske beskæftigelsestænkning blevet vendt på hovedet. Nu hedder dagsordenen i stedet forøgelse af arbejdsudbuddet (underligt nok ikke arbejdskraftudbuddet). Tilstedeværelsen af ledige jobs samt uddannelse og kompetenceløft til ledige jobs anses ikke længere som middel til at øge beskæftigelsen. Nu er det i stedet økonomisk pisk til borgere uden for arbejdsmarkedet, hvilket teoretisk set skulle skabe jobs og øge beskæftigelsen. Ifølge konkurrencestatens tilhængeres skrivebordsteorier får lavere offentlige ydelser, kortere ydelsesperioder og endnu større krav til varig offentlig forsørgelse mennesker til at komme i beskæftigelse.

Det blev ganske vist modbevist af halveringen af dagpengeperiodens længde i 2013, hvor tusindvis af arbejdsløshedsforsikrede og kontanthjælpsmodtagere faldt ud over kanten, fordi de jobs, der teoretisk set skulle opstå, blev ved med at være fiktive teoretiske konstruktioner.

Til gengæld oplevede vi den modsatte virkning, da middelklassens kvinder i stor målestok kom ud på arbejdsmarkedet i 1960’erne uden brug af pisk og uden forringelser af det sociale sikkerhedsnet.

 

Konkurrencestaten er skabt til at håndtere globaliseringen. Resultatet er, at flere og flere efterlades på perronen, når de globaliseringsbegejstrede drøner derudaf
_______

 

Globaliseringens konsekvenser
Konkurrencestaten er skabt til at håndtere globaliseringen. Resultatet er, at flere og flere efterlades på perronen, når de globaliseringsbegejstrede drøner derudaf.

Modstanden mod konkurrencestaten handler i mine øjne ikke om en afvisning af, at vi lever i en periode med stadig større global konkurrence. Den globale konkurrence er indiskutabel. Det handler derimod om ikke at ville acceptere en udvikling, hvor globaliseringen udvikles som de velstilledes legeplads. Og hvor afregulering og manglende styring af den finansielle sektor og den økonomiske elites umættelige grådighed skaber tilbagevendende økonomiske kriser, der betales af almindelige skatteydere.

En ny Kraka-analyse viser, at hele 38 pct. af danskerne enten føler sig økonomisk, værdimæssigt eller jobmæssigt ramt af globaliseringen. Selvom det er af tre vidt forskellige årsager, så er det alligevel næsten fire ud af ti, som ikke kan se sig selv i globaliseringen.

Kigger man ud over store dele af Europa, tegner der sig et endnu alvorligere billede. Vi har i generationer kunnet give et bedre samfund med bedre levevilkår videre til vores efterkommere, men store dele af Europas befolkning er ved at miste troen på, at deres børn vil opnå et bedre liv end dem selv. Under finanskrisen så 80 pct. af franskmændene og italienerne, 75 pct. af svenskerne og 65 pct. af tyskerne og belgierne mørkt på fremtiden. Denne manglende tro på fremtiden kan på sigt få store konsekvenser for vores demokrati og velfærdssamfund.

Fællesskabet som fundament for velfærdssamfundet
Ove Kaj Pedersen er blevet klogere på konkurrencestatens åbenlyst negative sider, siden han skrev sin meget begejstrede første bog om den i 2011:
“Vi er endt der, hvor velfærdssamfundet begyndte. Nemlig med en benhård skelnen mellem de værdigt trængende og de uværdigt trængende, der kontrolleres, straffes og ekskluderes på umenneskelig vis. Det er et problem.”

En meget konkret og i mine øjne helt korrekt beskrivelse af de seneste årtiers konsekvenser af skiftende regeringers ageren i konkurrencestatens ånd. Men disse konsekvenser er ikke utilsigtede hændelser, forkert kalibrering eller børnesygdomme ved konkurrencestaten. Det er tværtimod helt logiske følger af en udviklingsmodel, som omdanner borgere til konkurrencesoldater, der skal styres af økonomiske gulerødder og adfærdspisk, med åbenlyse vindere og tabere til følge.

 

Det er tværtimod helt logiske følger af en udviklingsmodel, som omdanner borgere til konkurrencesoldater, der skal styres af økonomiske gulerødder og adfærdspisk, med åbenlyse vindere og tabere til følge
_______

 

Ove Kaj Pedersen er tydeligvis bange for, at den omfattende kritik af konkurrencestatens konsekvenser skal slå denne udviklingsmodel for det såkaldt moderne velfærdssamfund ihjel og efterlyser politikere, der er parate til at kaste sig ud i formuleringen af et ideologisk forsvar for modellen. Selv med sin mere nuancerede begejstring for Thorning-Corydon-eksperimentets reform-amok kan han formentlig kun finde den tidligere finansminister Bjarne Corydon, som åben bannerfører for konkurrencestaten.

I sin tid som finansminister erklærede Bjarne Corydon ligefrem: “Jeg tror på konkurrencestaten”. Den tro fik anbragt Socialdemokratiet på den forkerte side af et spirende folkeligt oprør mod eliten, globaliseringen, uligheden, utrygheden og den manglende fremtidstro – i Danmark og i store dele af Vesten. Et oprør, som højrefløjen i stedet overtog og satte sig i spidsen for i en række sydeuropæiske lande og i USA.

Et oprør, der truer med at udradere de store europæiske socialdemokratiske partier, og et oprør, som – efter min vurdering – Mette Frederiksens kursændringer i det danske socialdemokrati er et forsøg på at imødekomme. Så vidt jeg kan se, er Socialdemokratiet på stadig flere områder i gang med at bevæge sig væk fra Thorning-Corydons reform-amok og dermed væk fra konkurrencestatens værste udskejelser. Man baserer også den ændrede politik på en analyse af, at kapitalismen er blevet syg, og på behovet for at fastholde eller genskabe et Danmark, der bygger på tryghed, nærhed og fællesskab.

Modstanden mod konkurrencestaten handler i mine øjne ikke om fortids-længsel. Det handler ikke om at komme tilbage til ’de gode gamle dage’, hvor solen skinnede hver eneste sommer, og sneen faldt i metertykke lag alle vintre. Det handler derimod fundamentalt om, hvad et fællesskab er. Og om vi fortsat vil være et fællesskab i Danmark, hvor vi er afhængige af hinanden, og hvor vi tager ansvar for andre. Det handler om, hvorvidt fællesskabet fortsat skal være fundamentet for videreudvikling af velfærdssamfundet.

Konkurrencestatens grundværdi er konkurrence mod andre, mens velfærdssamfundets grundværdi er omsorg for andre. Det er “mig” på bekostning af dem, jeg ikke kender, stillet op mod “mig”, som medansvarlig for dem, jeg aldrig har mødt. Så enkelt er det. Derfor får konkurrencestaten som den lysende fremtid ikke min kærlige omklamring. Heller ikke selvom Ove Kaj Pedersen nu lægger op til en opblødning af modellen. ■

 

Konkurrencestatens grundværdi er konkurrence mod andre, mens velfærdssamfundets grundværdi er omsorg for andre
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland