26.03.2018

De offentlige arbejdsgiveres mega-lockoutvarsler har tydeligvis kun ét formål: At bruge rå økonomisk overmagt til at slå de faglige organisationer til lirekassemænd. Én gang for alle skal de offentligt ansattes fagforeninger knækkes økonomisk, hvorefter arbejdsgivernes storebror i regeringskontorerne kan tage over med et lovindgreb. Det er intet mindre end et grundlæggende opgør med de offentligt ansattes rolle som en ligeværdig del af det danske arbejdsmarked. Hvorfor vil røde politikere støtte det?

Kommentar af Dennis Kristensen

DER ER NÆPPE mange, som er i tvivl om, at disse overenskomstforhandlinger i snart sagt enhver forstand er kommet skævt fra start og på et tidligt tidspunkt reelt røg på gulvet.

Står barometeret på forlig eller konflikt? Udsætter Forligsmanden strejke- og lockoutvarslerne i den offentlige sektor? Vil en af parterne eller dem begge hellere kaste sig ind i den helt store styrkeprøve end for alvor forsøge at finde en tålelig eller ligefrem for begge parter acceptabel løsning? Svarene eller i det mindste en del af dem må dukke op i denne sidste og afgørende uge, inden den varslede strejke starter.

HIDTIL HAR DE OFFENTLIGT ANSATTE LÆRT TO TING: At den statslige Moderniseringsstyrelse i nøje overensstemmelse med Corydon-doktrinen vil ’den totale krig’ – og at kommunerne og regionerne mangler hår på brystet og derfor hidtil har bøjet sig for regeringsmagten i tavs eftergivenhed.

Corydon-doktrinen handler om at forandre overenskomstforhandlingerne. De skal ikke længere handle om prisen på køb og salg af arbejdskraft, men skaffe finansiering af den til enhver tid siddende regerings politiske spil. Den finder man i de lønkroner, de offentligt ansatte bliver frastjålet ved hjælp af kreativ anvendelse af lovgivningsmagten.

 

Tonen mellem parterne er så anstrengt, og Moderniseringsstyrelsens håndtering af sin arbejdsgiverrolle er så langt, langt ude, at jeg ikke kan se et konstruktivt samarbejde for mig
_______

 

FORHÅBENTLIGT VIL DENNE UGE VISE, at kommunerne har taget mod til sig – de seneste dage kunne måske tyde på det – og gør et udbrudsforsøg fra arbejdsgivernes musketér-ed om at optræde ens og koordineret. Et udbrud i stil med Ørnen fra Herning med Michael Ziegler i Bjarnes Riis’ sadel? Ziegler, der kaster et sideblik på Sophie Løhde, som har mistet pusten, og derefter stikker af op ad bjergsiden mod det potentielle kompromis med de kommunalt ansatte?

Til gengæld er jeg langt fra sikker på, at vi i denne uge får det fulde overblik over, hvad der reelt foregår. Der er nemlig andre, mere langsigtede konsekvenser af årets overenskomstforhandlinger for de offentligt ansatte. Mere end jeg nogensinde tidligere har oplevet, ligner denne overenskomstfornyelse en kinesisk æske.

Jeg er overbevist om, at denne overenskomstfornyelse på en helt anden måde end de fleste af slagsen vil trække lange spor efter sig. Det handler på den korte bane om forholdet mellem den nuværende regering og de offentligt ansatte. Den tidligere regerings mishandling af lærere og undervisere i 2013 viste sig at få meget langvarige konsekvenser netop for forholdet mellem regeringer og de mange vælgere, som de offentligt ansatte også udgør.

Den nuværende regering står snart klar til at præsentere sit eget bud på en stor, overordnet reform af den offentlige sektor – der vist i øvrigt får titlen Sammenhængsreformen. Jeg har tidligere været med til at anbefale, at den del af regeringens udspil, som vil være et oplæg til partnerskaber med blandt andre de offentligt ansattes faglige organisationer, bør udsættes til efter sommerferien. Grunden: Den ekstremt dårlige stemning mellem innovationsminister Sophie Løhde og Moderniseringsstyrelsen på den ene side og de statsligt ansattes forhandlere i Centralorganisationernes Fælles Udvalg (CFU) på den anden.

JEG TROR SIMPELTHEN IKKE LÆNGERE PÅ, at regeringen vil kunne motivere de faglige organisationer til at samarbejde om udformning af dele af reformen. Tonen mellem parterne er så anstrengt, og Moderniseringsstyrelsens håndtering af sin arbejdsgiverrolle er så langt, langt ude, at jeg ikke kan se et konstruktivt samarbejde for mig.

I de kommende måneder og år vil organisationerne selvfølgelig fortsat arbejde på at påvirke politiske beslutninger til gavn for deres medlemmer, men under denne regering bliver det næppe i en form, som bygger på gensidig tillid og fortrolighed. Den fase er vist overstået.

På samme måde har de offentlige arbejdsgivere med deres altomfattende svar på organisationernes begrænsede strejkevarsler afsløret, hvad de mangler. Nemlig forståelse for, at arbejdskamp i den offentlige sektor kræver høj moral på begge sider – dels fordi der er en voldsomt skæv magtbalance til arbejdsgivernes fordel, dels fordi arbejdskonflikter nærmest pr. definition rammer grupper af borgere.

 

Når lønmodtagervenlige partier alligevel stemmer med blå blok for at sætte et knockout-stød ind, […] så mister partierne troværdighed på en måde og i en grad, som er særdeles svær at reparere efterfølgende
_______

 

RESPEKTEN FOR DISSE FORHOLD GIK FLØJTEN, da de offentlige arbejdsgivere besluttede omfanget af déres reaktion på vores strejkevarsel – nemlig mega-lockoutvarsler. Varsler, som tydeligvis kun har ét formål; nemlig at bruge rå økonomiske overmagt til at slå de faglige organisationer til lirekassemænd.

Én gang for alle skal de offentligt ansattes fagforeninger knækkes økonomisk, hvorefter arbejdsgivernes storebror i regeringskontorerne kan tage over med et lovindgreb tilpasset regeringens strategi for dette grundlæggende opgør med de offentligt ansatte rolle som en ligeværdig del af det danske arbejdsmarked. Lærere og undervisere har været gennem den tur. Nu skal resten så opleve genopførelsen.

MEN DET ER IKKE KUN Innovationsministeren og Moderniseringsstyrelsen, der bærer ansvaret – det samme gør flertallet af politikerne i kommuner og regioner.

Når nu faglige kampskridt i den offentlige sektor uundgåeligt betyder løntab til de ansatte og et tilsvarende overskud på lønkontoen hos arbejdsgiverne, så ville et lønmodtagervenligt parti i Kommunernes Landsforening (KL) og tilsvarende i Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN), som forhandler for regionerne, nægte at stemme for at besvare et flitsbue-angreb med at sende en atombombe.

Når lønmodtagervenlige partier alligevel stemmer med blå blok for at sætte et knockout-stød ind, der som ovenfor nævnt skal slå de faglige organisationer til lirekassemænd, så mister partierne troværdighed på en måde og i en grad, som er særdeles svær at reparere efterfølgende.

Og de omdanner naturligt nok deres modpart til en modstander. En modstander, der nu har lært, at det gælder om at være bevæbnet til tænderne og om at sætte det afgørende stød under bæltestedet ind, før de offentlige arbejdsgivere tromler frem med storebror i ryggen og hele våbenarsenalet i front.

 

Dét, der foregår lige nu, ligner et forsøg på at få det dobbelte for det halve. For arbejdsgiveren: Tidligere tiders råderet – for arbejderen: En lavere løn uden tjenestemandsrettigheder
_______

 

PÅ DEN LANGE BANE indeholder denne overenskomstforhandlings kinesiske æske altså en række opgør, der kan vende op og ned på den klassiske danske arbejdsmarkedsmodel. Grundlaget for konflikten – skal de offentligt ansattes løn følge med de privatansattes? – ligner et opgør med Den Danske Model på det offentlige område. Kun det kan være endemålet, når de offentlige arbejdsgivere målrettet går efter at fjerne enigheden siden 1987 om, at de offentligt ansatte ikke skal være lønførende, men skal kunne følge med lønudviklingen på det private arbejdsmarked.

DET LIGNER I VIRKELIGHEDEN et forsøg på at opnå samme arbejdsgiver-position overfor de overenskomstansatte offentligt ansatte, som de offentlige arbejdsgivere tidligere havde overfor de tjenestemandsansatte offentligt ansatte. Indtil for tre årtier siden var tjenestemandsansættelse meget udbredt. Det kostede arbejdsgiverne at have tjenestemænd, men det gav også langt større råderet over den ansatte. Dét, der foregår lige nu, ligner et forsøg på at få det dobbelte for det halve. For arbejdsgiveren: Tidligere tiders råderet – for arbejderen: En lavere løn uden tjenestemandsrettigheder. For arbejdsgiveren: Et Kinderæg – for arbejderen: mindre indflydelse på sin egen arbejdssituation til lavere løn

Samtidig er denne overenskomstfornyelse tydeligvis et opgør med de faglige organisationers rolle i den offentlige sektor. Medbestemmelse og indflydelse på egne forhold erstattes af ledelsesret. Det samme skal al snak om plads til faglighed og det faglige skøn, som i den grad optager de offentligt ansatte. Også faglighed erstattes af ledelsesret. Måske er det i virkeligheden dét Moderniseringsstyrelsen og de offentlige arbejdsgivere går efter: Ledelsesret for enhver pris. Helt i Corydon-doktrinens ånd. ■

 

Måske er det i virkeligheden dét Moderniseringsstyrelsen og de offentlige arbejdsgivere går efter: Ledelsesret for enhver pris. Helt i Corydon-doktrinens ånd
_______

 

Dennis Kristensen (f. 1953) er formand for FOA. Foto: René Schütze/Polfoto.