20.10.2018

Debatten om vegetarisme og veganisme er følelsesmæssigt korrumperet. Både den veganske aktivist og baconelskeren fører debatten på forkerte præmisser. Men der er gode argumenter, miljømæssige og moralske, for at promovere vegetarisme og veganisme som løsningen på de problemer, kloden står over for.


Af David Rischel

”Jeg kan simpelthen ikke udtrykke med ord, hvor vild jeg er med bacon”. Sådan svarede Miljø- og Fødevareminister Jakob Elleman-Jensen (V), efter han blev konfronteret af en vegansk aktivist, som ville diskutere dyrevelfærd med ministeren. Efterfølgende uddybede han på sin Facebook-profil: ”Jeg er simpelthen bare træt af, at jeg skal skældes ud over, at jeg og andre spiser kød, fordi nogen har en anden holdning.”

Elleman-Jensens holdning er symptomatisk for danskernes syn på vegetarisme: mere end nogen anden sag i den offentlige debat er det synonymt med ublu føleri og uberettiget moraliseren. Men det er fordi, de argumenter, vegetarer og veganere typisk tager i brug, er følelsesbaserede argumenter og ikke stringent moralske. Det viser, hvor utroligt dårlige vegetarer og veganere er til at argumentere for deres sag: folk føler sig udskammet og set ned på af en gruppe arrogante moralister. Det må man som vegetar forholde sig til. Men at folk føler sig provokeret af argumenterne siger ikke noget om deres værdi.
For desværre for Jakob Elleman-Jensen og andre kødspisere er der overbevisende argumenter for, hvorfor (1) vi skal skære ned på vores kødforbrug og (2) hvorfor vi bør kere os langt mere om dyrevelfærd, end vi gør i dag. De to primære argumenter er det miljømæssige og det moralske.

 

Mere end nogen anden sag i den offentlige debat er det synonymt med ublu føleri og uberettiget moraliseren. Men det er fordi, de argumenter, vegetarer og veganere typisk tager i brug, er følelsesbaserede argumenter og ikke stringent moralske
_______

 

Klimaforandringerne kræver, at vi skærer ned på vores kødforbrug
Som Berlingske rapporterede søndag den 14. oktober, står landbruget for 25 pct. af vores samlede CO2-udledninger, og den animalske produktion er langt den største synder i den sammenhæng. Ifølge FN’s befolkningsfremskrivninger vil verdens befolkning vokse med 2,5 milliarder mennesker til 10 milliarder de næste 30 år, og vi kan ikke alle sammen spise den mængde kød, vi danskere gør i dag, hvis vi skal holde CO2-udledningerne på et tåleligt niveau.

Professor på Oxford University, Marco Springmann, udtaler i Berlingskes artikel, at den danske befolkning skal reducere sit forbrug af rødt kød med 90 pct. og vores samlede forbrug af animalske produkter med 75 pct., hvis ikke vi skal ende i nogle af de ubehagelige udledningsscenarier, hvor temperaturen stiger med over 2 grader C. Vi kan med andre ord ikke nøjes med at køre i elbiler, bygge vindmøller og solceller: danskernes kødforbrug skal ned. Som de fleste ved, forbindes denne temperaturtærskel med en reel risiko for, at en række positive feedback-mekanismer træder i kraft, og dette vil gøre det langt mere besværligt at stoppe temperaturstigningerne. Disse inkluderer øget udledning af metan fra ferskvandssøer på den nordlige halvkugle samt en øget risiko for, at en stigning i ekstreme tørkeperioder vil føre til en destabilisering af dele af Amazonas regnskov, som udgør et af planetens største kulstof-lagre. Disse scenarier er, hvad man kalder ’tipping points’, det vil sige steder i klimasystemet, hvor klimaforandringerne pludselig accelerer. Problemet er, at vi ikke ved præcis ved hvilken temperaturtærskel, de tipping points ligger og lurer, men implikationerne af dem er så rædselsvækkende, at vi ikke kan tillade os at sidde truslen overhørig. At begrænse klimaforandringerne handler altså i høj grad om at forsikre sig mod en række potentielle scenarier, hvor klimaforandringerne accelerer til en grad, som vil forandre planeten og vores samfund grundlæggende. Derfor er det er nødvendigt, at vi i den udviklede verden reducerer vores forbrug af animalske produkter, fordi de er enormt energiintensive.

Ingen hurtige bemærkninger fra Elleman-Jensen eller andre i den politiske klasse vil få den trussel til at forsvinde. Vores forbrug og produktion af animalske produkter skal ned – og det hurtigst muligt.

Vores kødproduktion er en moralsk katastrofe
Der er imidlertid også gode moralske argumenter for, at vi bør afholde os fra at spise kød. Her vil Elleman-Jensen måske indvende, at han er træt af at blive udskammet af veganske moralister. Problemet er imidlertid, at de veganske aktivisters argumenter ikke er stringent moralske. De er snarere at karakterisere som affektive: uanset om det er giraffen Marius eller grisen i lastbilen på vej til slagteriet i Nordtyskland, så er veganerens respons altid den samme: en appel til vores følelser. Når man går ind på Animas hjemmeside, mødes man ikke primært med argumenter, men med en lang række billeder af dyr, der enten er søde og nuttede eller dræbt på bestialsk vis. Men det er en rigtig dårlig måde at overbevise folk om éns sag. De oplever det retteligt som manipulerende. Aktivisterne ville gøre vegetarismen en tjeneste, hvis de droppede den affektive manipulation. Den virker ikke.

Det betyder imidlertid ikke, at der ikke er gode argumenter for, at det er moralsk uforsvarligt at behandle dyr, som vi gør i dag – ja, at det endda er en moralsk katastrofe. Den del af moralfilosofien, som beskæftiger sig med de argumenter kaldes for dyreetik og er vokset ud af utilitarismen – nytteetikken – som postulerer, at det er vores handlingers konsekvenser – ikke en iboende kvalitet i vores handlinger, som er moralsk relevante.

Typisk vil utilitaristen starte med at spørge: hvilke karakteristika er moralsk relevante? Der er en lang række muligheder, men en god kandidat, der virker relevant for spørgsmålet i denne sammenhæng, er lidelse. Intuitivt lader det til at være et moralsk gode at begrænse lidelse.

Kan vi applicere det karakteristikum til dyr? Ja – i høj grad. Eftersom dyr ikke kan fortælle os, om de lider, må man ty til analogier: dyr reagerer i høj grad ligesom mennesker på smerte. Smertelige stimuli fører til adaptiv adfærd. Det tyder på, at dyr oplever lidelse ligesom mennesker: de kan ganske vist ikke skrive digre romaner om deres eksistentielle lidelse, men på et adaptivt stimuli-responsniveau lider de på samme måde som os.

En fange, der bliver udsat for mere eller mindre konstant tortur, vil ikke opleve den lidelse på et højere, refleksivt niveau. Han vil opleve den på et fundamentalt adaptivt stimulus-responsniveau. Sagt med andre ord: fangens menneskelighed vil være udraderet. Han vil være blevet reduceret til et dyr.
Evnen til at registrere lidelse på et højere refleksivt niveau lader altså ikke til at være moralsk relevant for spørgsmålet, om vi bør kere os om levende skabningers lidelse. Dermed følger det også ipso facto, at vores forståelse for lidelse og vores ønske om at reducere den lidelse er ligeså relevant i dyrets som i menneskets tilfælde.

 

Vores forståelse for lidelse og vores ønske om at reducere den lidelse er ligeså relevant i dyrets som i menneskets tilfælde
_______

 

Det næste spørgsmål er så, om dyr lider under de forhold, de lever under i dag. I intensiv storproduktion er normalen, at dyrene har for lidt plads: de kan ikke bevæge sig frit, og det fører til abnorm opførsel, hvor dyrene skader hinanden eller sig selv. Der er et massivt overforbrug af antibiotika i svineproduktionen, som er en direkte konsekvens af, at grisene bliver opdrættet under kummerlige forhold, der øger risikoen for infektioner. En typisk industrikylling vokser fra 40 gram til to kg. på 35 dage. Det gør, at den næsten ikke kan bevæge sig de sidste 14 dage af dens liv . Lidelse er normalen i dansk og i endnu højere grad international industriel animalsk landbrugsindustri, og at reducere den lidelse fremstår som et moralsk imperativ.

Ved at spise kød reproducerer man for øjeblikket aktivt den lidelse. Muligvis er der visse lavintensive økologiske landbrug, som vil at karakterisere som være moralsk forsvarlige, men langt størstedelen af den landbrugsproduktion, som finder sted i dag, er det ikke. Den danske og internationale animalske landbrugsproduktion fremstår som en moralsk katastrofe. Hvis man ikke kan forvisse sig om, at dyret, på tallerkenen eller i køledisken er produceret under moralske forsvarlige forhold – og det kan man meget sjældent – så bør man afholde sig fra at spise det.

Politik handler også om moral
Tillad mig at imødekomme en række modargumenter:

Nummer et: ”Du moraliserer!” Ja, det må jeg vedkende mig. Visse spørgsmål i den offentlige debat – fx dyrevelfærd – er i deres natur også moralske spørgsmål. Det betyder ikke, at man kan bruge moralfilosofi til at afgøre politiske spørgsmål til den ene eller den anden side, men den kan og skal informere vores politiske diskussioner.

Nummer to: ”Nytteetikkens kalkule handler ikke kun om at reducere lidelse. Den handler også om at øge lykkeniveauet. Man kan argumentere for, at den animalske landbrugsindustri øger lykkeniveauet, fordi et levende dyr trods alt er mere lykkeligt, end et dyr, der aldrig havde eksisteret.” Om potentielle liv har en moralsk værdi, er et svært filosofisk spørgsmål, jeg ikke har tid til at komme ind på her. Men lad os acceptere udfordringen: Det ville stadig forekomme være et moralsk imperativ at forbedre dyrevelfærden, og derudover fjerner det al moralsk bund for at slå dyr ihjel, da de jo ellers ville have kunnet leve længere lykkelige liv, og dermed bidrage til nyttekalkulen.

Nummer tre: ”Mennesket har et iboende potentiale; for socialitet, for fremskridt, for at transcendere naturens begrænsninger. Et potentiale, som ikke er iboende i selv de klogeste dyr.” Dette argument sigter mod at opføre en uoverstigelig barriere mellem menneske og dyr, som ville gøre det umuligt for vegetaren/veganeren at argumentere for, at vi ikke er så forskellige igen. Ved nærmere eftersyn er det dog en noget skravlet barriere, som let kan passeres. Denne skelnen er nemlig ikke moralsk relevant. Visse mennesker har svære mentale eller fysiske handicap, som gør, at de har mindre ’potentiale’ for samfundet og menneskeheden bredt betragtet. Har deres liv mindre moralsk værdi af den grund? Åbenlyst ikke. Faktisk leder dette modargument lige lukt ned i en moralsk forkastelig position, hvor et livs værdi afgøres af dets brugbarhed for andre mennesker, et mål til et middel, ikke et mål i sig selv.

Nummer fire: ”Det er naturligt at spise kød”. Engang var det også naturligt at bo jordhuler og skide i det fri. Det er en naturalistisk fejlslutning, som vi ikke behøver at bruge mere energi på.

Den følelsesmæssige fejlslutning
Der er ingen tvivl om, at vegetarer og veganere har været enormt dårlige til at tale deres sag. Ifølge Berlingske er kun 2,4 pct. af den danske befolkning er vegetarer, og det vidner enten om en katastrofalt dårlig marketingsafdeling eller ringe argumenter. Sandsynligvis har det været en blanding af de to.

Men det betyder ikke, at der ikke er gode, lødige argumenter for at begrænse vores kødforbrug og kæmpe for bedre dyrevelfærd. Derudover er den følelsesmæssige fejlslutning ligeså udtalt blandt vegetarismens kritikere, som Jakob Elleman-Jensen. ”Jeg elsker bacon!” er ligeså moralsk useriøst og følelsesmæssigt korrumperet som veganerens arrogante aktivisme. Der kan være gode argumenter for, at vegetarisme eller veganisme ikke er løsningen på de problemer, miljømæssige og moralske, som jeg har skitseret. Men så må man fremkomme med de argumenter i stedet for uforvarende at synge med på veganeraktivistens vise. ■

 

Der kan være gode argumenter for, at vegetarisme eller veganisme ikke er løsningen på de problemer, miljømæssige og moralske, som jeg har skitseret. Men så må man fremkomme med de argumenter i stedet for uforvarende at synge med på veganeraktivistens vise
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland