26.10.2018

Xi er styrket, men han er ikke nogen egenrådig kejser. Det er partiet, der har magten, og Xi, der på vegne af partiet balancerer mellem reformer og stabilitet. Spørgsmålet er: Hvor hårdt skal grebet være?

Af Clemens Stubbe Østergaard

Kinas kommunistiske parti, som har en god tradition for tilpasningsdygtighed, er lettere frygtsomt. Det har siden 2012 stået i en ny og kompliceret fase, Xi-æraen. Kina er blevet et middelindkomstland med overvejende byboere (59,2 pct.), som er stadig mere højtuddannede, formuende, indbyrdes vel forbundne, bekendt med verden og krævende. Over 700 millioner har smartphones, over 800 millioner. bruger internettet. De ting, der virkede i Deng-æraen: legitimering ved stærk vækst og vellykkede bureaukratiske reformer, som medførte en vis ’ståen-til-regnskab’ for funktionærer, er ikke længere nok.

Samfundet er blevet uendeligt meget mere komplekst med mange flere interesser. I dag står den private sektor for tre fjerdedele af det økonomiske output, og de mange feedback-mekanismer, som hidtil har fået et konsultativt autoritært system til at overleve, føles måske ikke tilstrækkelige. De bliver dog stadig udviklet. Den skæbne, der ramte Sovjet under Gorbatjov, bliver nøje studeret. Det samme gælder de ofte amerikansk støttede ’kulørte revolutioner’ for regimeskift, fx i Georgien, Ukraine eller Kirgisistan.

I den situation har Xi Jinping grebet til dels at stramme politikken (også i partiet), dels til at imødekomme nye krav. Han strammer fx igennem en antikorruptionskampagne, ved at bekæmpe potentielle alternative magtcentre (herunder ved at bryde koblingen mellem økonomisk og politisk magt i form af fx oligarker) samt ved øget censur. Han strammer også selektivt ift. civilsamfundet (mens der dog fortsat er masser af foreningsliv) samt for at modarbejde ’vesternisering’ i forskellige former.

Men ved en ny vægt på kvalitet, ikke kun kvantitet, imødekommer han samtidig de mange hensyn, som Deng-æraen lod ude af betragtning under jagten på vækst: fx miljø, ulighed, social tryghed og livskvalitet. Fra ”er der nok?” til nu ”er det godt nok?”. Det afspejles helt ned i ændringer i de kriterier, embedsmænd forfremmes efter eller får bonusser på. Samtidig skal han dog stadig levere mindst 6 pct. årlig BNP-vækst.

 

Inden 2050 skal man være blevet et stort, moderne socialistisk land, som er velstående, stærkt, civiliseret, demokratisk, kulturelt avanceret, harmonisk og smukt. Og desuden skal man have et militær i verdensklasse samt global indflydelse
_______

 

Men hvem afgør, hvornår kvalitetsmålet er nået? ’Et bedre liv’ kan jo opfattes ganske forskelligt af forskellige grupper i samfundet – især nu, hvor der på 30 år er hentet 700 millioner kinesere ud af fattigdom (svarende til 70 pct. af den globale fattigdomsreduktion) og skabt en middelklasse på størrelse med Europas befolkning.

I Xi-æraen er der også opstået en frygt for markedskræfternes fulde styrke. Dels på baggrund af Wall Street-krisen i 2008, dels som følge af egne oplevelser med turbulens på børser og med valutauro i 2015. Troen på markedets magi har fået skrammer. Det kan også give en vis frygt, når man reducerer overkapacitet ved at fyre flere millioner standsbevidste kul- og stålarbejdere i regioner, hvor andet arbejde er svært at finde. Derfor er de statslige komponenter i økonomien igen værdsat. En af de måder, hvorpå staten kan påvirke markedet, er via de store statsejede virksomheder. En anden er via partiets 90 millioner medlemmer og den politiske elite, der udgør cirka en halv million mennesker – 1 pct. af den kinesiske partistats bureaukrati.

For at fremme ledelsens handlekraft synes partiet nu:
1. at være gået væk fra kollektiv ledelse,
2. at have udvalgt en karismatisk og populær topleder, idet man accepterer et element af persondyrkelse og giver mulighed for, at han kan fortsætte på alle poster efter 2022,
3. at have opgivet forestillingen om, at parti og stat er adskilt (det har alligevel altid været overlappende, flydende identiteter),
4. at have accepteret en centralisering kombineret med en kraftig effektivisering af den statslige side af administrationen.

Men dermed foregriber vi begivenhederne. Hvor kom Xi fra? Og hvordan er hans situation nu efter partiets og statens kongresser, hvor han fik ’forlænget’ sin embedsperiode?

Xi-æraen
Tidligere generalsekretær Jiang Zemin mente, at Xi var den kandidat, som senere skulle efterfølge hans egen efterfølger, Hu Jintao. Derfor blev han sat i mesterlære som den ene af to ’juniorer’ i politbureauets lille stående udvalg på ni mand ved den 17. partikongres i 2007. Han havde allerede erfaring fra ledelsen af to af de mest succesrige provinser – Fujian og Zhejiang – to regioner, der hver for sig er større end de fleste europæiske økonomier. Desuden havde han erfaring fra militæret og med korruptionsoprydning i Shanghai. Xi er søn af en reformvenlig tidligere topleder, Xi Zhongxun, som dog blev stærkt angrebet under Kulturrevolutionen. Selv tilbragte han fem år af sin ungdom som udsendt ung bybo i en fattig landsby i Shaanxi og blev derefter kemiingeniør. Med sin brede baggrund og en vis karisma synes han i stand til at være ’all things to all people’, elite og folkelig, civil og militær, bybo og landbo etc.

Topledere i Kina vælges af et elitedefineret ’selektorat’ på omkring 500 mennesker. Det består af partiets centralkomité (hvor hvert medlem repræsenterer tilstrækkeligt stærke interesser i samfundet), visse ’ældre’ partiveteraner, den centrale disciplin-inspektionskommission samt den øverste leder. Forholdet mellem selektoratet og partiets topledere er kendetegnet ved ’gensidig ansvarlighed’, hvor hver side må stille den anden tilfreds for at forblive i sin position. Lederne vælger topfolkene i partiet (selektoratet), og topfolkene vælger ledelsen. Derfor må lederne fremme politik, der gavner grupper i selektoratet. Når selektoratet ændres, fx ved at der bliver færre medlemmer fra militæret, ændres også politikken. En enig ledelse kan som regel regne med grønt lys fra centralkomitéen til sin politik, men er der konflikt i ledelsen, kan politbureauet eller centralkomitéen blive en forhandlingsarena. I situationer med kamp om, hvem der skal efterfølge afgående ledere, kan grupperinger repræsenteret i centralkomitéen skaffe sig flere fordele eller indrømmelser. Og i situationer med ’valg’ mellem flere mulige efterfølgere er der i de senere år brugt ’straw votes’, eller vejledende afstemninger (se fx Susan Shirk i The political logic of economic reform in China, University of California Press 1995).

 

Selektoratet kunne se, hvor store opgaver der ventede på de kriseramte områder. Derfor valgte de den stærkeste af to unge ’lederkandidater’ som partileder
_______

 

Xi var med i det stående udvalg i fem år fra 2007 til 2012, hvor Kina blev båret frem af globaliseringen og de beslutsomme reformer, der var gennemført i 1990’erne. Det var desværre en periode, hvor partiledelsen ikke gennemførte nye reformer – til dels undskyldt af behovet for at holde økonomien på ret køl under den turbulens og bølgegang, der fulgte med USA’s finanskrise i 2008. Det lykkedes, men andre problemer voksede: korruption, forurening, stigende gældsætning, problemer med nabolandsdiplomatiet og USA. Partiets anseelse var dalende, der var lammende fløjkampe, ’velerhvervede interesser’ stod stærkt, økonomiske som politiske, og den implicitte sociale kontrakt var truet.

En kyndig iagttager i Beijing, Francesco Sisci, beskriver årene 2002-12 således: ”Efter kongressen i 2002 var der så mange med forskellige ressortområder, at der til sidst ikke var nogen, som forstod, hvem der for alvor havde kommandoen, og hvem der tog ansvar for hvad. Hver eneste beslutning blev en slidsom frem og tilbage-kamp i de kinesiske magtkorridorer (og kontrol med statsejede virksomheder blev et aktiv i kampen). Det blev kun forværret efter 2008-finanskrisen, som gjorde alle mere forsigtige med reformer. Intet var længere klart: Hvem stod i spidsen for staten, partiet eller hæren? Og hvem havde kompetence til hvad? Intet var sikkert, og alt afhang af individers evne til at slås og stikke efter hinanden i skyggerne. I denne blokerede situation var enhver form for politisk reform umulig, fordi der var for mange interesser at koordinere. Xis opgave blev at rydde op, og i dag står det klart, at et styrket parti står først, og staten og hæren er underlagt partiet” (Francesco Sisci: Is Xi Jinping like Zhao Ziyang before Tiananmen? SettimanaNews, 22. marts 2018).

Mit argument er, at selektoratet var krisebevidst (det er særdeles velinformeret) og også kunne se, hvor store opgaver der ventede på de kriseramte områder, fx: genopretning af partiets anseelse, økonomiske reformer, klima og miljø, finansielle risici, overgangen til et nyt forhold til USA i en tid med stigende geopolitiske spændinger, mv. Derfor valgte de den stærkeste af to unge ’lederkandidater’ som partileder. De vejledende afstemninger væltede simpelthen Hu Jintaos plan om at få valgt Li Keqiang, som blot blev premierminister. Kun Xi kunne genetablere partiet som ukorrupt, kompetent og uden konkurrenter.

Efter sin udnævnelse i 2012 forsvandt Xi fuldstændig af syne i to uger. Normalt er der en tæt besat kalender bl.a. med offentlig fremtræden for et medlem af det stående udvalg. Der var hypoteser om lægelige årsager, men jeg tror, at Xi brugte de 14 dage på intense forhandlinger med de vigtigste partiledere om støtte til den politik, han agtede at gennemføre over de næste fem år; især den omfattende antikorruptionskampagne, men også andre kriseramte områder. Xi søgte en slags forhåndstilsagn om støtte. En kontrakt. Så gik han i gang med opretningsarbejdet – partiets disciplinering, økonomien, forureningen, militæret og diplomatiet – men også med andre langsigtede projekter.

 

I international politik søger Xi-administrationen væk fra den lavprofilerede rolle under Deng. Den nye volumen gør det umuligt at holde lav profil
_______

 

Xi Jinping har fremlagt flere store projekter med 30-50 års tidshorisont. Ikke mindst Silkevejen 2.0 eller ’Bælte og Vej-initiativet’ (se RÆSON forår 2018) – et visionært projekt, som skal sikre, at Kina fortsat kan udvikle sig som en ’civil’ stormagt, der ikke behøver at sikre sine forsyninger og markeder med våbenmagt. Nedkæmpelsen af korruptionskulturen er også et vigtigt initiativ – og en meget langsigtet bestræbelse. Men planerne for landets modernisering frem til 2050 er nok det bedste eksempel. Man er stadig langt fra den storhed, som riget historisk set besad indtil Opiumskrigene. Set fra Kina er man stadig et udviklingsland – om end det første af slagsen, der er blevet en stormagt. Målt i BNP per indbygger har man stadig en ydmyg plads – som nr. 70 af 190 lande. Op mod 100 millioner mennesker lever fortsat under fattigdomsgrænsen.

Derfor lancerede Xi i 2013 visionen om ’den kinesiske drøm’. Den handler om ’genforyngelsen’ af nationen: Efter 30 år med Mao var landets selvstændighed og sikkerhed nået, efter 30 år med Deng og hans efterfølgere var økonomien reformeret og i gang. Nu skal den tredje generation (i løbet af ’15+15’ år) bruges til at gøre Kina til et moderne, velstående, højtudviklet samfund. Det er et klart endemål i 100-året for statens oprettelse i 1949. Men først skal man, i 2035, nå frem til at være et grundlæggende moderne socialistisk land med en stor middelindkomstgruppe, mindre ulighed, større blød magt og styr på miljøet. Inden 2050 skal man være blevet et stort, moderne socialistisk land, som er velstående, stærkt, civiliseret, demokratisk, kulturelt avanceret, harmonisk og smukt. Og desuden skal man have et militær i verdensklasse samt global indflydelse.

Hvad skal være Kinas rolle i verden? I international politik søger Xi-administrationen væk fra den lavprofilerede rolle under Deng. Det var en tid, hvor Kinas økonomi var på størrelse med Italiens, mens den nu er på størrelse med USA’s. Den nye volumen gør det umuligt at holde lav profil. Til gengæld er der en opgave for Xi i at koordinere mange regeringsinstansers udenrigspolitik og tænke mindre selvcentreret i forhold til andre magter. På en stor diplomatisk arbejdskonference i partiet i sommer satte Xi det også som et udenrigspolitisk mål at ”lede reformeringen af det globale styringssystem (FN, Bretton Woods, G20 og de mange andre globale multilaterale institutioner) ud fra begreber om fairness og retfærdighed”.

Washington har længe vægret sig ved at erkende den skiftende magtbalance. USA accepterer stadig ikke ligebyrdighed og afviser Kinas ønske om, at USA og dets allierede skal reducere deres militære pres langs de kinesiske kyster. Derfor udvider Kina langsomt sit maritime råde-område og omgår – via Bælte og Vej-initiativet – USA’s muligheder for at afskære Kinas globale forsyningskæder, samtidig med at der skabes udvikling og dermed stabilitet i nabolande, som på sigt kan blive stater, hvor Kina placerer investeringer og offshoreindustrier.

På et møde med repræsentanter for politiske partier fra 120 lande 1. december 2017 sagde Xi: ”Vi vil ikke importere andre landes modeller, og vi vil ikke eksportere Kinas model”. Men han mener også, at Kina måske kan vise, at der er findes mere end én vej til udvikling.

Har Xi fået magten på livstid?
Det var markante resultater, Xi opnåede over sin første femårsperiode (2012-2017): 68 millioner flere kom ud af fattigdom, BNP steg fra 8,2 til 13 billioner dollars (det svarer til, at man årligt vokser med Canadas nationaløkonomi), og der blev årligt skabt 13 millioner nye jobs. 1,3 millioner blev taget under antikorruptionsbehandling (heraf 160 med ministerrang). Uligheden blev mindsket en smule; man undgik en ofte spået hård landing af økonomien efter 2015-turbulensen, og Kinas internationale anseelse steg, bl.a. fordi Xi var i stand til at fylde det tomrum, som Trump så rigeligt skabte.

Det var på denne baggrund, at Xi Jinping i oktober 2017 skulle have fornyet sit mandat på partikongressen. Han gik særdeles styrket videre. Dels fordi de politiske tiltag, han havde stået for i de første fem år, direkte blev indføjet i partiets vedtægter som en ’teoretisk udkrystallisering’ af periodens udviklingspraksis og under hans navn. Dels fordi Xi nu kunne præge sammensætningen af partiets ledende organer. Da han kom til som generalsekretær, havde andre jo sat holdet. Xi valgte ikke kun sine egne tilhængere: Tre medlemmer af det stående udvalg på syv (Li Keqiang, Han Zheng og Wang Yang) har stærkere loyalitetsbånd til andre dele af det politiske system. I det hele taget er ledere i partiets tre toporganer ikke den slags politiske aktører, man kan kimse ad – og de har stærke baglande.

 

Selektoratet ønskede at have en mulighed for kontinuitet for den i deres øjne mest kompetente leder siden Deng Xiaoping, fordi nationen går ind i en periode med rivende udvikling på mange forskellige planer. Men Xis genvalg i 2022 kan ikke tages for givet
_______

 

I september, lige før kongressen, havde Xi taget et andet initiativ. Han gik i gang med at overbevise selektoratet om at fjerne tidsbegrænsningen (på to embedsperioder) for statens leder, præsidenten og hans vicepræsident. Der er faktisk ingen tidsbegrænsninger på Xis vigtigste post – som partiets generalsekretær – men posten som statsoverhoved er vigtig at have i udenrigspolitiske sammenhænge. Det skulle formelt ske på Den Nationale Folkekongres i marts 2018.

I den nye syvmandsledelse af partiet var der ikke inkluderet nogen ’kronprinser’, som det ellers har været kutyme. Man kunne da også let slutte, at Xi gerne ville fortsætte med at lede landet på begge poster – partiets og statens – efter 2022, i det mindste i en periode eller to, for at følge de større projekter lidt mere til dørs. Også siden har Xi gentagne gange over for andre statsledere afvist, at der er tale om en livstidsåbning.

Jeg vil argumentere for, at selektoratet simpelthen ønskede at have en mulighed for kontinuitet for den i deres øjne mest kompetente leder siden Deng Xiaoping, fordi nationen går ind i en periode med rivende udvikling på mange forskellige planer – hvis han i øvrigt viser sig at stå distancen. Måske har der også været en frygt for, at man i 2023 igen skulle stå med et splittet parti og en anonym leder. I 2024 takker Putin i øvrigt (måske) af, med den usikkerhed det giver. Men ændringen har tydeligvis krævet meget langvarig diskussion i partitoppen på grund af farerne ved at afskaffe en god regel, som afdramatiserer arvefølgeprocessen. Reglen er den, Deng indførte i 1982: to gange fem års embedstid, og som blev fulgt af Xis forgænger, Hu Jintao.

Men Xis genvalg i 2022 til generalsekretærposten og formandskabet for militærkomiteen, og senere præsidentposten, kan ikke tages for givet. Han vil i året op til kongressen (igen) blive vurderet af selektoratet på sin håndtering af økonomien og alle de kvalitative opgaver, der også er forbundet med den, samt på varetagelsen af Kinas internationale rolle. Hvad sidstnævnte angår, handler det især om de geopolitiske spændinger og det vanskelige forhold til Trumps USA.

Siden december 2017 har Washington tiltagende placeret Kina som en modstander frem for en samarbejdspartner. En national sikkerhedstrussel, mod hvilken der må føres økonomisk krig. Det har ført til en stadig mere omfattende unilateral brug af især straftold i strid med multilaterale regler under verdenshandelsorganisationen WTO og kun baseret på indenlandsk amerikansk lovgivning. Kina har, som tilladt under WTO-regler, løbende besvaret dette med modtræk af tilsvarende omfang og også indklaget USA for organisationen. Der er en begyndende kinesisk opfattelse af, at det i virkeligheden ikke drejer sig om handelsbalancen eller intellektuelle rettigheder, hvor man er forhandlingsvillige, men om målrettet økonomisk krig og inddæmning for at hindre Kina i at overhale USA som økonomisk verdensleder i det kommende årti. Her kan Kina ikke give køb.

 

Kinas udvikling har altid haft gavn af bottom-up-idéer og eksperimenter fra både bureaukratiet selv og de intellektuelle. Hvis denne kanal lammes af antikorruptionsfrygt eller mangel på fortsat liberalisering, så stivner systemets fornyelsesevne
_______

 

Det amerikanske pres vanskeliggør Xi Jinpings planer for økonomien, dog ikke i alvorlig grad. Virkningen på de kinesiske reformer er svær at forudsige: De kan være sværere at gennemføre under de forringede udenrigsøkonomiske vilkår, men det kan også være lettere at overvinde reformmodstandere med henvisning til Trump-ledelsens ubeherskede angreb.

Hvad skal Kina leve af – ”hvis du strammer garnet”?
Kineserne skal fremover leve af øget forbrug (som nu leverer 58,8 pct. af BNP) og af serviceindustri (der nu udgør 51,6 pct. af økonomien). Begge dele skal nok gå, men man har også brug for innovation og foretagsomhed som vækstdrivere.

Netop innovation – nye ideer og ny teknologi – kan blive hæmmet af fx Xis pres på ytringsfriheden og for meget statsintervention. Et velfungerende civilsamfund kan øge kreativiteten og samtidig aflaste statens administration.

Foretagsomheden synes dog ret levedygtig, måske byggende på kinesisk kultur og tradition samt uformelle finansieringskilder i ’skyggebanksystemet’. Venturekapitalinvesteringerne er også mangedoblet – fra12 billioner dollars i 2011-13 til 77 billioner dollars i 2014-16. En anden vækstdriver er urbanisering via en moderat reform af ’stavnsbåndet’, så folk fra landet nu gerne må flytte til små og mellemstore byer.

Men Kinas udvikling har altid haft gavn af bottom-up-idéer og eksperimenter fra både bureaukratiet selv og de intellektuelle. Hvis denne kanal lammes af antikorruptionsfrygt eller mangel på fortsat liberalisering, så stivner systemets fornyelsesevne.

Samfundsforandringens ånd kan ikke længere puttes tilbage i flasken, som kompleksitet og velstand stiger. Men den påkrævede liberalisering handler ikke nødvendigvis om at indføre frie valg og flerpartisystem. Politisk reform står sikrest, hvis den bygger på eksisterende/egne traditioner og institutioner. Det kræver dog i første omgang et løsere greb fra Xi-administrationens side, og det forekommer sikkert svært under hensyn til andre mål.

Middelklassen vokser eksplosivt – den skønnes at nå 850 millioner indbyggere (73 pct. af befolkningen) i 2030. Mange mener, at en voksende middelklasse stiller krav om mere politisk indflydelse. Men som en nordamerikansk kollega for nylig skrev til mig: ”De synes at acceptere en slags kompromis: De ved, at systemet har mangler angående menneskerettigheder, manglende ytringsfrihed, internetbegrænsninger etc. Men de kan også godt lide den vedvarende stabilitet, de økonomiske fordele, den stærke fremgang i national udvikling samt nogle af de resolutte handlinger (omkring infrastruktur, miljø, højteknologi og forsvar), som kun et stærkt centraliseret system kan levere”. Vedkommende konkluderede: ”De er tålmodige og accepterer, at der er nogle ’tradeoffs’ – og de ved, at Xis ikke er den værste slags autoritære stat”. Dette kan bedst beskrives som en implicit social kontrakt.

 

Kina er en meget pragmatisk partistat med en eklektisk, næsten darwinistisk tilpasning til nye tider og med et system, som jeg derfor foretrækker at kalde ’konsultativt autoritært
_______

 

Wenfang Tang, professor i statskundskab på University of Iowa, har lanceret idéen om, at et styre kan være ’populistisk autoritært’ (Wenfang Tang: Populist Authoritarianism. Chinese Political Culture and Regime Sustainability, OUP 2016). Begrebet bygger dels på, at partiet har en populistisk fortid med mobilisering i kampagner, dels på, at der i Kina er en høj politisk deltagelse og konfrontation, ikke blot i form af lokale valg, uformel kollektiv forhandling på arbejdspladser, petitioner (personligt fremførte klager til højere instanser), læserbreve, administrative søgsmål etc. – samt hyppige protester (skønnet til 200.000 årligt). I 2012 havde 90 pct. af de ansatte inden for de seneste to år fx haft en arbejdspladsdisput, som krævede forhandlingsløsning.

En næsten paranoid, men hyperresponsiv regering bruger ifølge Tang meget tid og energi på at bevare magten ved at respondere på offentlighedens krav og forventninger. Uden valg kan man blive nervøs for, hvad selv en enkelt demonstrant repræsenterer. Derfor er man nødt til at være meget følsom over for den offentlige opinion og have proaktivt anticiperende (dvs. forudseende) elementer indbygget i det politiske system.

Og det virker: Talløse internationale surveys har gennem tiden vist, at den kinesiske befolkning faktisk tror på, at regeringen dækker deres behov. Derfor eksisterer partiet den dag i dag.

Tilpasningsdygtigheden er ikke ny – den har partiet lært under den lange vej til magten i 1930’erne og 1940’erne, hvor den var en overlevelsesbetingelse.

I dag er der mange kanaler, styret får indspil igennem. Fx fra lobbyister og repræsentationen i den rådgivende forsamling af mange slags eliter uden for partiet, men også som nævnt fra strejker og demonstrationer samt i form af effektiv monitorering af den offentlige opinion. Ikke færre end 51.000 private firmaer laver meningsmålinger, mange med regeringskontrakter – og siden 2005 har der også været udbredt anvendelse af høringsmekanismer via nettet. Det er kun via en konstant institutionel fornyelse, at partiet har bevaret evnen til at respondere på kritik.

Samtidig er ledelsen bemandet af et velkvalificeret teknokrati. Tidligere var de mest ingeniører, nu er de efterhånden en slags DJØF’ere med samfundsvidenskabelige uddannelser. Kina er en meget pragmatisk partistat med en eklektisk, næsten darwinistisk tilpasning til nye tider og med et system, som jeg derfor foretrækker at kalde ’konsultativt autoritært’.

De næste fem år
Ifølge Xis tale på partikongressen skal arbejdet i den nye æra ledes af ”den vigtigste modsætning”; nemlig den ”mellem en ubalanceret og utilstrækkelig udvikling og folkets altid voksende behov for et bedre liv”.

 

Kina er ikke længere i en typisk catch-up-situation, hvor man kan leve af andres teknologi. I dag er landet selv på mange områder på forskningens frontlinje
_______

 

Det handler dermed mere om kvalitativ end kvantitativ vækst. De næste fem år fortsætter antikorruptionskampagnen, de økonomiske reformer ’på udbudssiden’ – især reduktion af industriel overkapacitet og gæld – samt militærreformerne og tilrettelæggelsen af en femårsplan for 2021-25. Til alt dette skal Xi fortsat have flertal for sin politik i partiets ledende organer. En umiddelbar prioritering er ”udkæmpelsen af tre hårde slag”:
1. at forebygge finansielle risici via en skrap regulering af især gæld og gearing,
2. at bekæmpe fattigdom,
3. at kontrollere forurening, ikke mindst udledningen af CO₂.

Hvad sidstnævnte angår, vil man nedlægge de forældede fabrikker, spare på energien og reducere luftforureningen. Energiforbruget per enhed BNP blev bragt 20 pct. ned i de foregående fem år, og det skal fortsætte. På vedvarende energi er Kina allerede planetens største investor.

Men dertil kommer et umiddelbart forestående vækstmål: nemlig at blive et ’moderat velstående land’ i 2020, operationaliseret som en fordobling af BNP og realindkomst i forhold til 2010. Det er inden for rækkevidde med ca. 6 pct. årlig vækst.

Som nævnt er den allervigtigste vækstdriver fremover innovation. Kina er ikke længere i en typisk catch-up-situation, hvor man kan leve af andres teknologi. I dag er landet selv på mange områder på forskningens frontlinje. Der bevilges stadig flere penge til forskning og udvikling. Og resultatet kan ses i rekordstore tal for videnskabelige artikler og internationale patentansøgninger. Kina står for næsten 40 pct. af klodens patentgodkendelser, dvs. mere end USA, Japan og Sydkorea tilsammen. Fra 2019 vil Kina bruge flere penge end USA eller EU i forsøget på at blive en ’forskningssupermagt’, og enkelte kilder vurderer, at Kina højteknologisk set for det meste vil stå lige med USA allerede i 2025.

Men det kan de næste års arbejde på den ideologiske front måske komme til at ødelægge. En ting er, at partiets rolle i samfundet skal øges, som det hed i Xis rapport til kongressen: ”Regeringen, militæret, samfundet og uddannelserne, nord, syd, øst, vest – partiet leder dem alle”. I realiteten er Kina i forvejen en etpartistat, hvor adskillelsen mellem instanserne ofte består i den samme leders forskellige kasketter.

Det er en vanskelig balancegang. På den ene side står et stærkt disciplineret, allestedsnærværende parti (der skal værne om offentlighedens interesser som lighed, miljø, regulering og velfærd). På den anden side står innovative og potente markeder, der driver økonomien fremad

Xi vil formentlig også fortsætte med at modarbejde ’vesternisering’, hvor invasive vestlige værdier bekæmpes til fordel for en opdyrkning af egen historie, kultur og tradition. De ’seks forkerte’ idéer er: konstitutionelt demokrati (som i USA), universelle værdier (dvs. Vestens), civilsamfundets afgørende rolle, økonomisk neoliberalisme (USA), journalistik i vestlig stil (”bad news is good news”) og historisk nihilisme (herunder kritik af tiden under Mao). Amerikas nuværende politiske krise har selvsagt svækket flere af disse værdier, der også blev skadet af den økonomiske krise i 2008.

Xi vil antageligt også fortsat støtte partiets genrejsning ved at modarbejde flere potentielle alternative magtcentre til partiet. ’Oligark-spirer’ i private eller statsejede virksomheder bliver luget ud, hvis de prøver at bruge formue og forretningsnetværk til at få politisk magt. Det har forskellige milliardærer fået at føle – de må godt tjene mange penge, men skal anerkende partiets overhøjhed. Forretningsfolk udgør i dag 8 pct. af partiets medlemmer. Kredse i militæret, som gerne ville selvstændiggøre militæret ift. partiet, har Xi reformeret væk, og mange nye topofficerer er udnævnt. Udenlandskfinansierede NGO’er er blevet hårdt reguleret, formentlig fordi de mange steder har været en forsyningskanal under ’kulørte revolutioner’.

Dette betyder ikke, at civilsamfundet i Kina er væk – der er et omfattende foreningsliv, men det reguleres nuanceret med det, en forsker har kaldt ’graduated controls’ (det modsatte af ’one size fits all’): Nogle sidder man tungt på, fx Falun Gong og undergrundskirker, andre kigger man blot efter i budget og finansieringskilder, atter andre opmuntrer man, fx inden for miljø. Et par hundrede af de mest aktivistiske forsvarsadvokater er der også blevet slået hårdt ned på (periodevis husarrest uden retshjemmel eller ligefrem varetægtsfængsling og forhør. De fleste er dog på fri fod nu). Mange kommer fra det samme store advokatfirma, Fengrui, ledet af Zhou Shifeng, hvis godt 100 advokater med deres landsdækkende virksomhed, flamboyante arbejdsmetoder, internationale forbindelser og højprofilerede klienter som kunstneren Ai Weiwei og den blinde forsvarsadvokat Chen Guangcheng åbenbart har været anset som en udfordring.

 

Kina regeres ikke primært med undertrykkelse, men med et konsultativt autoritært system, der langtfra er totalitært som i Maos sidste årtier. Xi kan kun regere gennem et stærkt og stort kompetent parti, og det giver mange bindinger på hans magt
_______

 

Kina har over 300.000 advokater og mange millioner retssager om året. Xi planlægger at styrke retssystemet for at gøre det muligt at ”regere med loven”. Der er oprettet en ’ledende smågruppe’ af 15-20 stærke aktører på administrativt topplan, som skal fremme lovbaseret styre på alle områder. Det indebærer et fortsat omfattende lovgivningsarbejde – i løbet af efteråret skal ikke mindre end 21 store lovkomplekser færdigbehandles. Formålet med styrkelsen af lov og ret er at opnå konfliktreduktion og forudsigelighed. Ifølge en juraprofessor i Beijing kan man dog tale om to zoner, når det gælder at ”regere med loven”: en undtagelseszone, hvor partiet bestemmer efter politiske hensyn, fx omkring Xinjiang, Falun Gong-bevægelsen, undergrundskirker eller rettighedsadvokater. Men uden for denne zone er der så hele resten af retssystemet omkring fx kontrakttvister, intellektuelle rettigheder, miljø, privatret, administrative søgsmål etc., hvor der er stadig bedre lovgivning, advokater og domstolspersonale.

Hvem minder Xi Jinpings position nu om?
Xis position minder ikke om Maos – det var en fuldstændig anden tid, og han havde en helt særlig forhistorie. Xi kan kun regere gennem et stærkt og stort kompetent parti, og det giver mange bindinger på hans magt – derfor er han heller ikke at sammenligne med Putin. Han er dermed bestemt heller ikke nogen ’kejser’ – men måske er det snarere partiet selv, der kan ses som en ’kollektiv kejser’ over statsapparatet og samfundet?

Kina regeres ikke primært med undertrykkelse, men med et konsultativt autoritært system, der langtfra er totalitært som i Maos sidste årtier. Maria Repnikova fra University of Atlanta siger: ”Partiet søger legitimitet ved at trække stedse mere på feedback fra samfundet, som samles og studeres gennem en mængde kanaler … den kinesiske model har mere deltagelse i politik [end den russiske]”. Nej, Xi Jinping ligner snarere den typiske stærke mand, vi har kendt i østasiatiske udviklingsstater i spidsen for et dominerende parti: Park Chung Hee i Sydkorea eller Chiang Ching-kuo i Taiwan. De er moderniseringsledere i en bestemt udviklingsfase og overgangsfigurer til politisk reform af forskellig art. Singapores leder i 30 år, Lee Kuan Yew, er måske den bedste sammenligning. Han var højtuddannet, respekteret for sin bekæmpelse af korruption og fremme af et kompetent omend delvis autoritært styre. Han var manden, der gjorde Singapore til et velhavende iland. Han var i øvrigt beundret i Kina og blev faktisk rådgiver for regeringen i Beijing.

Xis position et år efter starten af hans anden embedsperiode er stærk. Trods Washingtons angreb, trods dårlig publicity ved eksempler på overivrig lokal politikimplementering og trods spredt kritik fra nogle Beijing-intellektuelle står han og hans politik usvækket, som det senest sås ved partiets ’publicity conference’ sidst i august 2018.

En senioranalytiker ved et finansfirma i Hongkong sagde tidligere i år til Los Angeles Times: ”Der laves en masse politik i Beijing. Men helhedsbilledet er, at der er en langsigtet strategisk vision, et team med kontinuitet og stabilitet og en kompetent ledelse. Faktisk på hvert eneste punkt det modsatte af Washington D.C. lige nu”. Xi har også ganske rigtigt samlet et ‘dream team’ af kompetente og reformindstillede medarbejdere, især dem med ansvar for penge-, valuta- og finanspolitik. Den virkelige prøve på hans styrke bliver, om han bruger sin enorme politiske kapital til nye, dybtgående reformer på disse og andre områder.

For reformopgaven er fortsat vanskelig, og vi har endnu ikke set en strategisk beslutsomhed på linje med den i 1990’erne, hvor Kinas økonomi var på størrelse med den, Rusland har nu (og derfor lettere at håndtere). I dag er Kinas økonomi som bekendt den andenstørste økonomi i verden. Der er tilsvarende mere på spil for dem, der står til at tabe deres ’velerhvervede interesser’ ved vellykkede reformer. ■

 

Talløse internationale surveys har gennem tiden vist, at den kinesiske befolkning faktisk tror på, at regeringen dækker deres behov. Derfor eksisterer partiet den dag i dag
_______

Apropos denne artikel:

Helen Thompson: Vi kan ikke udelukke, at Donald Trump aktivt forsøger at skabe en recession

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt

Kirsten Biering: Kan Marine Le Pens martyrium holde til næste præsidentvalg?

Svend Roed Nielsen: Trumps toldhammer er det største tilbageslag for verdensøkonomien siden starten af 30’erne