23.11.2018

Af Christina Egelund

Hvad skal den politiske magt bruges til i dag? Dels til at stå vagt om de liberale frihedsrettigheder, dels til at transformere velfærdsstaten til et mere rummeligt velfærdssamfund. Som liberal er mit udgangspunkt den enkelte borger. Det er her, alting begynder og ender for mig. Som liberal kan man ofte møde den påstand, at man alene hylder den stærkes ret. Det er ikke sandt. For mig er der ikke en modsætning mellem den enkeltes frihed og fællesskabet i civilsamfundet. Fællesskabet er stærkest, når den enkelte har mest mulig frihed.

Mit politiske udgangspunkt ligger så langt tilbage som hos det 18. århundredes oplysningsfilosoffer og deres insisteren på at sætte individet i centrum. De ville oplyse mørket med fraværet af censur og anerkendelse af videnskabernes forrang for religion. De gjorde op med en tilstand, hvor mennesket var underordnet Gud og dermed underordnet en skæbnefortælling, som var lagt til rette af en højere magt. Det var ikke muligt at tage skæbnen i sine egne hænder, for det ansvar lå et andet sted end hos individet selv. Oplysningstidens grundtanke var at fratage Gud det monopol og forære det til det enkelte menneske. Mennesket skulle ikke længere være barn over for Vorherre som far, det skulle frigøres og stå alene – på godt og ondt. For den enkelte er myndig og i stand til at træffe rationelle valg. Og i samfundet er fornuften grundlaget for de vilkår, vi omgås hinanden på – ikke nogle gudgivne retningslinjer fortolket af kirkelige autoriteter. Det er de principper, jeg som liberal skal – og vil – stå vagt om.

 

Fællesskabet er stærkest, når den enkelte har mest mulig frihed
_______

 

Et fællestræk hos oplysningstidens filosoffer, som også gør sig gældende i dag, er optimisme. Store videnskabelige landvindinger i tiden gav næring til den optimisme. I den periode opdagede man tyngdekraften, man opfandt dampmaskinen, vaccinerne, nye målemetoder – det var en række af videnskabelige gennembrud, der har formet samfundet af i dag. Landvindingerne bestyrkede tanken om, at mennesket kan selv – og at mennesker kan selv. Det er muligt at vælge selv, der er valg at træffe. Vi kan som mennesker handle og få ting til at ske. Den enkelte er herre i eget hus og herre over sin egen skæbne.

Den grundlæggende liberale overbevisning er, at mennesket besidder en livskraft og en vilje, der har ført til århundredes vækst og udvikling. Oplysning, industrialisering, frigørelse – intet af det havde været muligt, hvis ikke det var for den iboende menneskelige kraft. Den må vi ikke glemme, når vi taler om eksempelvis klimaudfordringerne. Jovist, der er store kræfter på spil, og der er en politisk opgave at løse. Det er svært, men det er ikke umuligt – og selvfølgelig kan vi som menneskehed klare det. Store skift, omvæltninger og udfordringer har gennem tiden ført til udvikling og forandring. Jeg tror fuldt og fast på, at vi også i mødet med klimaudfordringerne som konkret eksempel kan klare det.

En af tidens vigtigste skillelinjer er netop mellem optimisme og pessimisme – både nationalt og internationalt. Mure – fysiske såvel som juridiske – er udtryk for en mangel på optimisme. Ingen vinder ved at bure sig selv inde.

Derfor er det også med optimisme, at vi skal gribe globaliseringen. Vi skal gribe de muligheder, et globaliseret arbejdsmarked giver for at skabe rigdom og vidensudvikling i alle lande. Dermed skabes også større frihed for verdens fattigste. Præsident Trumps svar – med øgede toldsatser og handelshindringer – er nutidens pendant til kolonitidens merkantilisme, som førte ufred og ufrihed med sig. Det skal bekæmpes, vi skal utvetydigt stå på frihandelens og frihedens side. På åbenhedens side.

 

Derfor er det også med optimisme, at vi skal gribe globaliseringen. Vi skal gribe de muligheder, et globaliseret arbejdsmarked giver for at skabe rigdom og vidensudvikling i alle lande
_______

 

Jeg ønsker mig et samfund, hvor der er de bedst tænkelige muligheder for at vælge frit. Det indebærer konkret, at skatter og afgifter skal være så lave, at det kan betale sig at arbejde og forsørge sig selv og at indrette sig på en måde, der giver de rigtige rammer for at udfolde ens potentiale. En velfærdsstat tynget af regler og et alt for tungt skatte åg tager fra den enkelte, og det koster – både på friheden og virkelysten.

Derfor er jeg tilhænger af velfærdssamfundet, men ikke af velfærdsstaten. Den sondring var et varmt emne i intellektuelle kredse i velfærdssamfundets tidligste år, hvor markante stemmer med forskellige afsæt kritiseredes dette nye politiske guldæg: velfærdsstaten. De højreorienterede, anført af Hans Jørgen Lembourn harcelerede mod formynderstaten, mens venstrefløjen gjorde ordet planlægning til omdrejningspunktet for sin kritik. Johan Fjord Jensen skrev fx i 1966 om ”Planlægningens dilemma – velfærd eller frihed”, som blev et centralt kapitel i hans bog ”Homo manipulatus” året efter. Her står blandt andet: ”At stille sig uden for det magtgivne, til enhver tid at holde sig fri af institutionaliseringen, at lempe ideer, synspunkter, hele den alternative kraft frem til realisationens punkt for derefter at overgive dem til samfundets funktionærer, – heri består det radikale”.

Advarslen mod en omsiggribende velfærdsstat, som ville udmanøvrere civilsamfundet og den enkeltes ret til at udøve sin forskellighed, var altså til stede fra den spæde begyndelse. Og desværre viste bekymringen sig ikke grundløs. For jo mere ansvar, der ved politiske beslutninger pålægges velfærdsstaten, desto mere ansvarsfri bliver den enkelte. Ansvaret for os selv og hinanden er langt hen ad vejen blevet udliciteret til sagsbehandlere, pædagoger og andre offentligt ansatte. I stedet for at begynde med spørgsmålet om, hvad vi selv eller vores netværk kan gøre, er den første tanke alt for ofte: ”Hvad kan kommunen/det offentlige gøre for mig her?”. Det er blot en naturlig konsekvens af udviklingen, som ikke kan bebrejdes den enkelte. Men uheldigt er det: Uden ansvar for os selv og hinanden udhules de frivillige fællesskaber. Der er faktisk en stor lyst i det danske samfund til at engagere sig frivilligt og tage ansvar – og det ønske skal velfærdssamfundet understøtte og opmuntre frem for at gøre indhug i. I dag er både ansvaret for og glæden ved at tage os af hinanden er i høj grad flyttet fra borgerne til velfærdsstaten. Den udvikling vil jeg gerne vende, så det aldrig bliver sådan, at den enkeltes nærmeste pårørende er kommunen. ■

 

Ansvaret for os selv og hinanden er langt hen ad vejen blevet udliciteret til sagsbehandlere, pædagoger og andre offentligt ansatte
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland