15.10.2018

Inspireret af vestlige koldkrigspolitikker fører Rusland en sofistikeret og vovet propagandakampagne, som skaber intern splittelse i Vesten. Derved bliver vores evne til at processere information til en kampplads, og det kan have katastrofale konsekvenser for vores demokrati.

Af Christiern S. Rasmussen

FOR AT FORSTÅ den russiske propaganda- og påvirkningskampagne er det vigtigt at forstå, at en række amerikanske politikker formåede både at inddæmme og bidrage til Sovjetunionens kollaps under den kolde krig. Det er ved at efterligne disse politikker, at Rusland i dag forsøger at nedbryde det vestlige internationale fællesskab og demokratier.

Under den kolde krig tilbød Vesten lukrative goder og attraktive forhold i et vestligt fællesskab, der garanterede medbestemmelse og indflydelse. Derved formåede Vesten at få lande, der stod mellem de to supermagter, til at vælge Vesten til og Sovjetunionen fra. Gennem forskellige kanaler, så som medier, statslige samarbejder og ngo’er spredte Vesten også demokrati og popkultur, der tiltrak mennesker fra hele kloden og støttede op om at vælge det vestlige fællesskab til. Dermed byggede meget af Vestens magt på såkaldt blød magt, hvilket er den magt og indflydelse, der stammer fra en stats attraktive kilder, såsom kultur, værdier og politikker. Denne magtform står i kontrast til den traditionelle forståelse af magt – også kaldet hård magt – som karakteriseres ved at den opnås gennem tvang eller betaling. Vesten formåede ved at være et attraktivt alternativ og begrænse brugen af ressourcer på at tvinge eller betale sig til magt at udkonkurrere det Sovjetiske regime og vinde den kolde krig.

Når Vesten ser blød magt, ser russerne beskidte kneb
I en russisk kulturel kontekst opfattes de omtalte politikker imidlertid som beskidte kneb til at tvinge Rusland i knæ. Det ovennævnte vestlige fællesskab forstås som en moderne form for hierarkisk orden, hvor de små adlyder de store, og de tilbudte fordele forstås som simpel bestikkelse.

Men værst er dog Vestens tiltrækning af de sovjetiske borgere. På BBC og Radio Free Europe kunne disse borgere høre om liberale demokratiske værdier, blive oplyst om forskelle i levestandarder, modtage vestlig popkultur og få adgang til en kritisk presse, hvilket skabte en opbakning til demokratiet.

I samme kontekst opfattes nationens velbefindende imidlertid som bundet op på statens stabilitet. Og da denne opbakning til demokrati, sammen med mange andre faktorer, bidrog til det sovjetiske kollaps, blev denne kontakt til sovjetiske borgere og spredningen af vestlige værdier forstået som statsundergravende aktivitet.

Samtidig skaber Ruslands autoritære tradition en opfattelse, hvor samfundet ses som en forlængelse af staten, og der skelnes derfor ikke mellem samfund og stat på samme måde som i Vesten. Så da vestlige ngo’er og medier hjalp det postsovjetiske Østeuropa med at konsolidere de spæde demokratier, blev det opfattet som et vestligt forsøg på at udskifte regimer allierede med Rusland og true selv det russisk regime. Derfor stemples sådanne aktører i dag som fremmede staters agenter, der truer den russiske stat og dennes kontrol over det russiske samfund.

I denne kulturelt betingede kontekst ligestilles vestlig blød magt og liberale politikker derfor med sofistikerede værktøjer, der begrænser en modstanders udenrigspolitiske indflydelse, samtidig med at den svækkes indefra.

 

I denne kulturelt betingede kontekst ligestilles vestlig blød magt og liberale politikker derfor med sofistikerede værktøjer, der begrænser en modstanders udenrigspolitiske indflydelse, samtidig med at den svækkes indefra
_______

 

Brugen af historier
Vigtigt for både blød magt og propaganda er narrativer og spredningen af dem. For blød magt kræves det at en stats kilder opfattes som attraktive af andre. Denne opfattelse sikres gennem narrativer, der gennem sine beskrivelser af verden bidrager til vores virkelighedsopfattelse og informationskanaler, der kan sprede narrativerne til de relevante modtagere, så de i mødet med narrativerne kan lade sig overbevise. Ved at oplyse og vise sine pæne sider og gode handlinger formåede Vesten under den kolde krig at skabe en fortælling om sin egen attraktion.

Imidlertid har Rusland aldrig kunnet levere et lignende narrativ om sig selv, på grund af sin historiske bagage og en udenrigspolitisk adfærd, der ofte skræmte mere end den tiltrak. Men hvis Rusland kan fjerne fascinationen af og attraktionen til Vesten og det liberale demokrati, kan man samtidig styrke opfattelsen af Rusland og Putins autokratiske styreform som et reelt alternativ, hvilket er formålet med den propagandakampagne vi ser i dag.

Kremls udvalgte virkelighed
De to Kreml-kontrollerede nyhedsmedier Russia Today (RT) og Sputnik skildrer grundlæggende Vesten som ikke-attraktivt og forkrøblet. Det sker ved at sprede misinformation og fremhæve fejl i vestlig kultur, værdisæt og politik, der bidrager til et misvisende billede.

Vestlige lande fremstilles som dysfunktionelle pseudodemokratier, der hyklerisk moraliserer overfor Rusland m.fl. for ikke at overholde liberale standarder, som de jævnligt selv bryder. Mærkesager fra både venstre- og højrefløjen forstærkes og bruges til at anklage vestlige beslutningstagere for at ignorere borgernes bekymringer og behov. Samtidig anklages vestlige regeringer og medier for at skræmme og indoktrinere sine egne borgere til at acceptere grundlæggende uretfærdige og skadelige politikker.

Vestlig kultur kritiseres jævnligt og et gennemgående tema er en kulturel uforenelighed mellem Vest- og Østeuropa. Ifølge RT og Sputnik er Østeuropa, grundet sin unikke historiske erfaring, bundet til konservative idealer og værdier. Dette bruges til at ugyldiggøre EU’s kritik af østeuropæiske lande som fx Ungarn, Polen eller Rusland. Kritikken tolkes på disse nyhedsmedier som enten et udtryk for en mangel af forståelse eller respekt for denne kulturelle forskellighed hos det liberale Vest, eller også ses de som deciderede forsøg på at tvangsfodre Østeuropa med liberalisme.

 

Ifølge RT og Sputnik er Østeuropa, grundet sin unikke historiske erfaring, bundet til konservative idealer og værdier. Dette bruges til at ugyldiggøre EU’s kritik af østeuropæiske lande som fx Ungarn, Polen eller Rusland
_______

 

Den vestlige verdensordens tilstand skildres af RT og Sputnik som værende i en selvforskyldt krise og i et igangværende kollaps, der ikke kan undgås. Her males et billede af vestlige bøller, der længe har ignoreret internationale regler og jævnligt træder både allierede og modstandere over tæerne, til en grad hvor verden siger stop. EU undertvinger sig sofistikeret Østeuropa, og NATO er en bidsk amerikansk kamphund der har koloniseret Europa og holder europæerne som gidsler.

På den måde tegnes der et overordnet billede, hvor alle stater og deres befolkninger aktivt fravælger (eller i hvert fald har et ønske om at gøre det) den vestlige verdensorden og samfundsmodel. Vestens institutioner og løfter om medbestemmelse reduceres til et skalkeskjul for Vestens ønske om at underkaste sig verden. Samtidig peger disse narrativer på, at Vesten ikke har styrken til at opretholde sin verdensorden eller fortsætte med at tilbyde attraktive goder. Ud af dette kaotiske billede kan Rusland fremstå som den eneste ansvarlige stormagt, der kan garantere international stabilitet og fred, omend det er på russiske betingelser.

Problemet med disse propagandanarrativer er deres skævvridning af virkeligheden og brug af misinformation, dvs. udvælgelse af særlig information, tolkning på fakta og opdigtede historier for at mislede læseren og styrke narrativernes budskaber. Eksempelvis bliver seks år gamle historier om sharia-domstole i Storbritannien brugt til at bevise, hvordan islamisk fundamentalisme er blevet hverdagskost i Europa. Udtalelser grebet ud af kontekst bruges til at eksemplificere vestlig ”russophobi” eller Vestens konstante krænkelser af østeuropæiske landes suverænitet. NATO miskrediteres gennem fiktive interviews med polske generaler, og russiske skinheads bruges til at posere som estiske nazister osv.

Dette misvisende billede af Vesten og den liberale demokratiske styreform, som propagandakampagnen præsenterer, er vigtigt at forstå, fordi budskaberne resonerer hos modtagerne. Ser man på de resultater forskellige russisk kontrollerede informationskanaler har opnået i Østeuropa, er faren ved denne russisk udformede virkelighed reel.

Propagandaen i Østeuropa
Netværket af informationskanaler, der spreder russiske propagandanarrativer i Østeuropa, har overfladiske ligheder med de vestlige ngo’er og medier, der undergravede det sovjetiske styre.

Den russiske misinformationskampagne går særligt udover Baltikum. Russiske medier bruger pressefriheden til at opildne og vende det russisksprogede mindretal mod de baltiske samfund ved at sprede misinformation om systematisk diskrimination af mindretallet. I 2007 formåede sådanne misinformationskampagner med støtte fra den russiske efterretningstjeneste at fremprovokere Estlands værste sikkerhedskrise siden landets uafhængighed. Flytningen af det sovjetiske krigsmonoment Bronzesoldaten endte i to nætters voldsomme masseoptøjer i Tallinn, der gik ud over civile borgere og butikker og endte i flere hundrede anholdelser. I et forsøg på at bryde det russiske monopol på mindretallets medieforbrug, oprettede den estiske regering sidenhen den russisksprogede tv-kanal ETV+. Det er endnu for tidligt at afgøre, om kanalen er succesfuld, men en majoritet i det russisktalende mindretal stoler stadig ikke på estiske medier. De fleste får stadig deres nyheder fra russiske medier, som jævnligtanklager ETV+ for at være estisk propaganda.

Ved at bruge netværk af ”ngo’er” kan denne propagandakampagne fremstå uskyldig og kan sprede misinformation direkte til borgere og dermed udnytte den interne splittelse, som et land måtte have.

 

Ved at bruge netværk af ”ngo’er” kan denne propagandakampagne fremstå uskyldig og kan sprede misinformation direkte til borgere og dermed udnytte den interne splittelse, som et land måtte have
_______

 

Disse netværk er ofte centreret omkring de lokale russiske ambassader og Russkiy Mir-fonden, der er en paraplyorganisation under den russiske stat med det officielle formål at fremme russisk kultur og sprog i udlandet. Nogle af ngo’erne præsenterer sig som venligtsindede kultur-, sprog- eller venskabsorganisationer, men benytter sine arrangementer til at sprede propaganda og organisere demonstrationer for at undergrave offentlig støtte og tillid til siddende regeringer og vestlige institutioner.

Rapporter fra Baltikum peger på, at Rusland målbevidst finansierer organisationer og bevægelser, der kæmper for emner der tilsyneladende er moralsk korrekte, så som bedre miljø og bekæmpelse af sociale problemer, men som også bidrager til et negativt billede af de baltiske samfund og myndigheder. Dermed kan russisk propaganda indirekte miskreditere de baltiske stater, eksempelvis ved at finansiere borgerrettighedsorganisationer, der bekæmper påståede systematiske overgreb på mindretallet.

Samtidig bruges netværk af nationale pseudo-tænketanke til at forplumre akademiske debatter med pro-russisk og anti-vestlig propaganda for både at give propagandaen et videnskabeligt skær og for at påvirke udformningen af politik. En rapport fra sidste år hentyder til, at en polsk pro-russisk tænketank muligvis har bidraget til formulering af den politik, som forhenværende polske forsvarsminister Antoni Macierewicz har gennemført. Den konkrete politik underminerede forsvarssamarbejdet med NATO ved at fyre en række nøgle-officerer og søsætte en ny militærenhed, der svarer direkte til forsvarsministeren og ikke til den NATO-venlige forsvarsstab.

Politiske partier bliver på den ene side brugt til at sprede propaganda, men på den anden side modtager de støtte fra propagandakampagnen i form af gunstig dækning. Dermed har russisk propaganda direkte adgang til demokratiet og kan bruge en folkevalgt legitimitet til at undergrave det. Et eksempel er Harmony Centre i Letland, der arbejder ud fra en pro-russisk-platform og de facto repræsenterer det russisktalende mindretal. Harmony Centres tætte samarbejde med det russiske styre har ifølge sikkerhedseksperten Andis Kudors, direktør i det Riga-baserede Centre for East European Policy Studies, forhindret diasporaens integration i det lettiske samfund. Favorabel dækning i russiske medier og deres rapporteringer af tidligere nævnte diskrimination har været vigtige for partiets succes. De fik omkring 20 pct. ved parlamentsvalget tidligere på måneden. I 2012 vandt de Rigas borgmesterpost og forsøgte derefter at indgå et økonomisk samarbejde med Moskva. Grundet hovedstadens økonomiske størrelse og betydning kan dette ifølge Kudors sidestilles med Letlands handels- og udenrigspolitik. Dog afbrød Harmony Centre en samarbejdsaftale med Putins parti Forenet Rusland i 2016.

En del af den russiske propagandas succes med at fordreje modtageres virkelighedsopfattelse skyldes de muligheder, der ligger i variationen mellem disse informationskanaler, hvor tvivlsomme digitale kilder med større rækkevidde kan kompenseres med det skær af troværdighed som forskertitler kan give.

At forsvare den demokratiske samtale
Modsat vestlige medier og ngo’er kendetegnes Ruslands propagandakampagne ved at manipulere borgeres og beslutningstageres virkelighedsopfattelser gennem brugen af misinformation. Propagandaen bruger dermed ikke kun information og tillid til information som våben, men gør også borgernes og samfundets evne til at processere information til en slagmark. Tabes denne kamp vil vores demokratiske samtale blive mudret og resultere i at det grundlag, hvorpå vores politiske beslutninger tages er både fejlagtigt og designet af andre end os selv.

For at undgå at dette sker herhjemme, kræver det, at vi eksponerer misinformation og propagandaens narrativer samt sikrer, at medierne er kompetente, retvisende og pålidelige i deres rolle som folkeoplysere.

Men det forudsætter, at medierne har de ressourcer og den vilje, der skal til for at udfylde den rolle. Derfor bliver effekterne af det seneste medieforlig og ændringerne i DR interessante at følge. Fører medieforliget til en mere åben konkurrence om et mere fragmenteret dansk medielandskab, og vedligeholder DR’s nye rolle ikke vores tillid til den som public service-institution, så kan det gavne de ressourcestærke aktører, der spreder misinformation og udnytter mistillid til medier.

 

Fører medieforliget til en mere åben konkurrence om et mere fragmenteret dansk medielandskab, og vedligeholder DR’s nye rolle ikke vores tillid til den som public service-institution, så kan det gavne de ressourcestærke aktører, der spreder misinformation og udnytter mistillid til medier
_______

 

I sidste måned fremlagde den danske regering 11 punkter, der sigter efter at begrænse russiske påvirkningskampagner i Danmark, hvor man blandt andet vil samarbejde med danske traditionelle og digitale medier for at begrænse spredningen af misinformationen. Imidlertid gør den russiske propagandamaskines digitale natur den i stand til at producere enorme mængder misinformation, som spredes gennem et hav af kendte og ukendte informationskanaler, hvilket gør folkeoplysning i sig selv utilstrækkeligt.

At beskytte vores demokratiske samtale og selvstændighed kræver også folkedannelse. Det betyder, at vi skal sørge for, at almindelige borgere er i stand til at processere information på en hensigtsmæssig måde i en digital tidsalder. Dette svære dannelsesprojekt bør inkludere viden om informationens digitale forudsætninger, så som den rolle som algoritmer og handel med opmærksomhed spiller for vores individuelle digitale nyhedsoverblik, hvordan vores adfærd spiller sammen med disse algoritmer, og hvad konsekvenserne er ved forhastede fortolkninger i en digital tidsalder, der er kendetegnet ved sin hastighed.

Denne dannelse bør også lægge vægt på redskaber til at finde og tolke information korrekt. Det drejer sig blandt andet om kildekritik, argumentationsteknik, logik, statistisk lære osv. Gamle humanistiske discipliner, der gør os i stand til at forholde os kritisk og dermed tænke selvstændigt. Men hvis dette dannelsesprojekt skal være et succesfuldt værn mod misinformation, kræver det imidlertid en revurdering af de seneste års nedprioriteringer af og i uddannelsesområdet i Danmark.

Folkeoplysning og folkedannelse kræver omkostningstunge tiltag, men de er nødvendige. De er dog ikke uproblematiske, og udføres de uden omtanke, kan vi risikere at ofre demokratiet i et misforstået forsøg på at redde det. Magten til at dømme holdninger eller historier som propaganda eller misinformation og dermed ugyldiggøre dem i en demokratisk samtale, kan udgøre en stor trussel for demokratiet. Men håndteres misinformation og fordrejede virkelighedsopfattelser ikke kan det have store konsekvenser, hvor eksemplerne i Østeuropa og USA blot er en forsmag.

Foran os ligger der en svær, men afgørende debat om, hvordan vi beskytter vores demokratiske samtale mod manipulation og fejlagtige verdensopfattelser. Tages debatten ikke, kan vores demokrati bryde sammen, og vi risikerer at miste vores demokratiske selvstændighed. ■

 

Tages debatten ikke, kan vores demokrati bryde sammen, og vi risikerer at miste vores demokratiske selvstændighed
_______

Apropos denne artikel:

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt