10.04.2018

Det italienske valgresultat har sin oprindelse i italienernes sans for politiske eksperimenter. Flere kalder det et protestvalg og en afvisning af de gamle magtpartier. Femstjernebevægelsen og centrumhøjre-koalitionen vandt valget, men hvad vinder vælgerne?

Analyse af Christian Weber

EUROZONENS TREDJESTØRSTE økonomi, og verdens ottendestørste, skal nok en gang have en ny regering. Med 32,7 pct. af stemmerne er den selvudråbte anti-establishment og postideologiske Femstjernebevægelse blevet Italiens klart største politiske kraft. Valgets anden vinder blev centrumhøjre-koalitionen anført af Legas Matteo Salvini og dernæst Forza Italias gamle presidente, Silvio Berlusconi. Koalitionen måtte dog nøjes med 37 pct. opbakning, hvilket var tre procentpoint fra at kunne danne flertal.

Det regeringsbærende centrumvenstreparti Partito Democratico (PD) fik sit dårligste valgresultat nogensinde med blot 18,7 pct. af stemmerne, og partiets formand – og tidligere premierminister – Matteo Renzi måtte gå af.

Den italienske præsident, Sergio Mattarella, skal nu se til, at processen frem mod dannelsen af en ny regering forløber planmæssigt. Det er usikkert, hvornår denne konkluderes, da ingen har flertal, og den hidtidige regering under Renzis afløser og partikollega, Paolo Gentiloni, varetager indtil da opgaverne fra dag til dag.

Grundlæggelsen af den tredje republik
Femstjernebevægelsen har bebudet, at den vil være det bærende fundament for den næste italienske regering. Bevægelsens premierministerkandidat, den 31-årige Luigi Di Maio, erklærede, at Italien står over for sin tredje republik:

”Det bliver borgernes og deres rettigheders republik, ikke partiernes og deres privilegiers,” sagde han ifølge nyhedsbureauet Ansa. Hermed trådte Di Maio frivilligt op på den høje klinge af nyere italiensk historie som efterfølger til de berømmede undersøgelsesdommere, der i starten af 1990’erne var med til at omvælte de magtfuldkomne og korrupte kristendemokratiske og socialistiske partier under Operation Rene Hænder. Det lagde kimen til den såkaldte Anden Republik – og Silvio Berlusconis politiske entré.

Luigi Di Maio talte også ind i Femstjernebevægelsens rammefortælling: Bevægelsen er skabt af borgerne til borgerne uden at være smittet af den virus af arrogance og korruption, de etablerede partier bærer rundt på.

Den almindelige italieners livsgrundlag skal blandt andet sikres med borgerløn, som har været en af Femstjernebevægelsens mærkesager, og man vil afskaffe de såkaldte ”vitalizi”, som er parlamentarikernes pensionsordning, der byder på flere goder end almindelige pensionsordninger.

Femstjernebevægelsens grundlæggere, den 69-årige komiker Beppe Grillo og den nu afdøde Gianroberto Casaleggio, etablerede bevægelsen i 2009, og den har nu nået sit foreløbige højdepunkt siden indtrædelsen i det italienske parlament. Ved valget i 2013 fik man 25 pct. af stemmerne og vandt borgmesterposter i Rom og Torino i 2016.

Grillo har ikke selv kunnet stille op til politiske valg grundet en gammel dom for uagtsomt manddrab. Han virker nu for alvor til at have overladt scenen til Luigi Di Maio og har lagt dukkeførerrollen fra sig. Di Maio har modsat sig Grillos afvisning af alliancer med andre partier i parlamentet og meldt sig klar til at tale med alle interesserede parter forud for dannelsen af en ny regering.

 

Grillo har ikke selv kunnet stille op til politiske valg grundet en gammel dom for uagtsomt manddrab. Han virker nu for alvor til at have overladt scenen til Luigi Di Maio og har lagt dukkeførerrollen fra sig
_______

 

Centrumhøjres magtbalance er på plads
Udover Femstjernebevægelsen var det i særlig grad Lega under Matteo Salvinis ledelse, der blev valgets store højdespringer. Under Salvini har Lega hægtet Nord af partinavnet og forsøgt at gøre den tidligere norditalienske separatistbevægelse til et nationalt dueligt parti. Lega dannede under valget alliance i en centrumhøjre-koalition med den genopståede Silvio Berlusconi og dennes Forza Italia, samt det noget mindre Italiens Brødre anført af Giorgia Meloni. De centrale mærkesager for centrumhøjre var mere sikkerhed og bedre kontrol med og i sidste ende deportation af illegale immigranter. Især Lega har slået på tromme for, at Italien må tage de fornødne metoder i brug for at få illegale immigranter ud af landet. Legas hovedslogans har bl.a. været ”primi gli italiani”, ”italienerne først”, og ”stop invasione”, ”stop invasionen” af illegale immigranter.

Matteo Salvini førte desuden kampagne for en flad skat på 15 pct., mens Berlusconi ville indføre en på 23 pct. Lavere skatter ville ifølge Berlusconi afhjælpe de massive italienske problemer med skatteunddragelse eksemplificeret ved Berlusconis egen skattesvigsdom, der holdt ham fra at kunne stille op til det netop overståede parlamentsvalg. Avisen La Repubblica kunne tidligere på året afsløre, at italienerne årligt skjuler indkomster for skattevæsenet på hele 132 mia. euro. Til sammenligning brugte Italien i 2016 66 mia. euro på sit uddannelsessystem, ifølge Berlingske Tidende.

Internt i centrumhøjre-koalitionen blev det Salvinis Lega, der trak det længste strå. Lega fik således godt 17 pct. af stemmerne mod Forza Italias 14 pct. Disse tal stemmer godt overens med en række meningsmålinger foretaget inden for de seneste par år, men at Legas endelige valgresultat skulle ende på 17 pct. – efter blot at have modtaget 4 pct. af stemmerne ved valget i 2013 – er iøjnefaldende. 81-årige Silvio Berlusconi kan derfor være endt som en sekundær figur i italiensk politik, og han har meldt sin opbakning til Salvini som centrumhøjre-koalitionens premierministerkandidat. Berlusconi har dog været dømt ude flere gange før.

Grunden til, at Forza Italia ikke havde held med at blive det ledende parti i centrumhøjrekoalitionen, kan blandt andet være, at flere vælgere har ment, at selv Berlusconi har en udløbsdato efter tre gange ved magten. 25 år efter Forza Italias grundlæggelse er partiet desuden blevet en del af fortællingen om en gammel elitær garde af politisk ineffektivitet og stilstand, hvor Femstjernebevægelsen og Lega har vist større effektivitet i forsøget på at føre kampagne på vegne af den almindelige italieners bekymringer.

 

25 år efter Forza Italias grundlæggelse er partiet desuden blevet en del af fortællingen om en gammel elitær garde af politisk ineffektivitet og stilstand, hvor Femstjernebevægelsen og Lega har vist større effektivitet i forsøget på at føre kampagne på vegne af den almindelige italieners bekymringer
_______

 

Forza Italia havde desuden konsekvent Berlusconi som galionsfigur i deres kampagner. Først få dage inden valget var Berlusconi i stand til at afsløre Forza Italias egentlige premierministerkandidat, EU-parlamentsformand Antonio Tajani, der nu har genoptaget sin dont i Bruxelles.

PD’s nedsmeltning
Valgets helt store taber er og bliver PD. Hele centrumvenstrekoalitionen fik blot 22,8 pct. af stemmerne, og som koalitionens ledende parti, har PD over en bred kam taget konsekvensen og meddelt, at man ønsker at være i opposition i den nye valgperiode, med mindre regeringsforhandlingerne giver nogle tilbud, der er for gode til at afslå. Men det ser ikke sådan ud.

PD har ligesom Forza Italia stødt på nogle strategiske problemer med at skabe klarhed omkring deres premierministerkandidat. Paolo Gentiloni har flere gange vist sig som den mest populære politiker i Italien, men det var i særlig grad Matteo Renzi, der førte partiets valgkampagne. Renzi gik af premierministerposten i slutningen af 2016 på grund af en folkeafstemning, der afviste hans forslag til en forfatningsreform, der skulle forenkle lovgivningsprocessen i parlamentets to kamre, samt mindske senatets betydning. Det blev af mange vælgere set som et forsøg fra Renzi på at forstærke premierministerembedet.

Renzi blev imidlertid genvalgt som formand for sit parti med ca. 70 pct. af stemmerne til PD’s partikongres i april sidste år. Måske fordi man håbede at kunne opnå de 40 pct. af stemmerne, som partiet fik ved det seneste EU-parlamentsvalg i 2014, hvor Renzi netop havde overtaget premierministerposten fra en anden partikollega, Enrico Letta. Men strategien har tydeligvis fejlet, og Renzi har haft svært ved at holde styr på de interne rækker. Det har samtidig været PD’s lod at være det regeringsbærende parti, mens Italiens grænser har været under et massivt pres fra de hundredtusindvis af immigranter, der er ankommet inden for de senere år. Det har tæret hårdt på partiet.

PD har konsekvent slået sig op på at være det ansvarlige og midtsøgende parti i italiensk politik, men det har haft sin pris. De PD-ledede regeringer siden valget i 2013 har ikke evnet at skabe mærkbare ændringer for et tilstrækkeligt stort antal italienere. De økonomiske nøgletal er ellers i bedring, og OECD vurderer, at væksten i Italien lander på 1,5 pct. i 2018 og 1,3 pct. til næste år. Væksten lå i både 2015 og 2016 på ca. 1 pct. Problemet er bare, at disse væksttal er i den kedelige ende af det europæiske gennemsnit på ca. 2,5 pct.

 

PD har konsekvent slået sig op på at være det ansvarlige og midtsøgende parti i italiensk politik, men det har haft sin pris
_______

 

Udfordringerne overskygger dog tiltroen til de reformer af arbejdsmarkedet og pensionsområdet, som i de senere år er gennemført, samt det faktum at Italien på fjerde år nu er fri fra recession. Det italienske svar på Danmarks Statistik, Istat, melder fortsat om en høj arbejdsløshed på 11,2 pct. og en ungdomsarbejdsløshed på 31,5 pct. Samtidig lever millioner af italienere i fattigdom, den offentlige gæld er på ca. 130 pct. af BNP og ungdommen har en udpræget mistro til, at man kan gøre karriere i Italien.

Et historisk valg med rødder i fortiden
Parlamentsvalget den 4. marts var historisk. Tilsammen fik Lega og Femstjernebevægelsen 50 pct. af stemmerne. Det har fået flere til at kalde det et protestvalg imod de etablerede partier, selvom Lega længe har været en magtfaktor i Norditalien. Men det historiske element kan ofte optrevles. En undersøgelse af vælgervandringer, foretaget af måleinstituttet SWG nogle dage efter valget, viste, at over en tredjedel af de vælgere, der stemte kommunistisk i 1987, stemte femstjernet ved valget i år. Af dem, der i 1987 stemte kristendemokratisk, stemte 29 pct. på Forza Italia – men næsten 20 pct. af de samme kristendemokratiske vælgere satte nu deres kryds ved Femstjernebevægelsen.

Dette antyder, at bevægelsen har indsamlet stemmer fra både højre, centrum og venstre. I denne forstand er bevægelsen postideologisk hævet over et konventionelt politisk spektrum, men det betyder også, at man skal have forskellige mennesker med vidt forskellige politiske udgangspunkter til at samarbejde i parlamentsgruppen. Undersøgelsen om vælgervandringer viser som et lille kuriosum, at Femstjernebevægelsens vælgerbase har nogle historiske afsæt. Det er med til at afmystificere en politisk kraft, der ellers ofte kun refereres til som et populistisk nybrud.

 

[Femstjernebevægelsen] har indsamlet stemmer fra både højre, centrum og venstre. I denne forstand er bevægelsen postideologisk hævet over et konventionelt politisk spektrum, men det betyder også, at man skal have forskellige mennesker med vidt forskellige politiske udgangspunkter til at samarbejde i parlamentsgruppen
_______

 

Italien har derudover oparbejdet en vis ballast udi politiske eksperimenter, ganske vist ud fra mere klassiske ideologiske principper. Det kommunistiske parti (PCI) var i flere årtier toneangivende i efterkrigstidens Italien og det største kommunistiske parti i Vesteuropa, omend fritaget fra gennemgribende revolutionære dogmer. Det var også italienerne, der som de første efter Anden Verdenskrig valgte ny- og postfascister ind i en europæisk regering. Dette skete ved Silvio Berlusconis første valgsejr i 1994 til budskabet om, at Mussolini var ”århundredets statsmand”.

Den politiske økonom Alexandre Afonso fra Leiden Universitet har udtaget nogle stikprøver af Femstjernebevægelsens vælgerhav. En af hans referencer viser, at i takt med at det regionale BNP stiger, hvilket korrelerer iøjnefaldende med at bevæge sig nordpå i Italien, falder vælgertilslutningen til Femstjernebevægelsen, der stort set vandt hele Syditalien og de store øer den 4. marts. Således er vælgertilslutningen størst i regioner som Campania, hvor Napoli er hovedby, Sicilien, Calabrien og på Sardinien, og mindst i Lombardiet og Trentino Alto Adige i nord. Men det betyder ikke, at ingen i Norditalien har stemt på Femstjernebevægelsen. Vælgertilslutningen til Femstjernebevægelsen ligger som minimum på ca. 20 pct. over hele Italien på regionalt plan. Mindre held har Matteo Salvini haft med at gøre Lega til et nationalt parti. I de sydlige regioner er det Forza Italia, der har trukket centrumhøjre-koalitionen, mens det længere nordpå ganske tydeligt er Lega, der har været koalitionens førende parti.

Den gennemsnitlige femstjernevælger
En undersøgelse af analyseinstituttet Demos & Pi viser en oversigt over Femstjernebevægelsens vælgerbase fra 2017, dengang bevægelsen havde opbakning på ca. 28 pct. i en række målinger og kæmpede indædt med PD om at være det største parti. PD har altså mistet betydelig pondus siden da, mens Femstjernebevægelsen er steget i popularitet.

Der tegner sig et forholdsvist klart billede af, at Femstjernebevægelsen har bedre fat i de unge og midaldrende end de ældre. Samtidig har de en bred og varieret tilslutning blandt studerende, arbejdsløse, entreprenører og lærere, og de har en anelse bedre fat i mænd end kvinder. Demopolis-instituttet har ved en undersøgelse fundet frem til, at Femstjernebevægelsen ville have fået 41 pct. opbakning, hvis Italien kun bestod af vælgere under 45 år. Ved samme lejlighed ville Lega få 19 pct. af stemmerne. Lega og Femstjernerne ville altså samlet set have fået hele 60 pct.

 

Femstjernebevægelsen har bedre fat i de unge og midaldrende end de ældre. Samtidig har de en bred og varieret tilslutning blandt studerende, arbejdsløse, entreprenører og lærere
_______

 

Grunden til at stemme på de to partier har for 65 pct. af de adspurgte været ønsket om forandring af Italien. For 58 pct. skyldtes valget utilfredshed med den økonomiske situation og den høje arbejdsløshed, og for 43 pct. var det et ønske om mere fokus på sikkerhed. Der er selvfølgelig tale om ganske overordnede vælgerstrømninger, og ønsket om forandring kan dække over mange ting. Men stemmebegrundelserne og temaerne afslører, at valget ikke afviger fra andre italienske valg, eller at italienerne går op i betragteligt andre forhold end resten af Europa.

Den mafiaforfulgte forfatter Roberto Saviano skrev i en valganalyse for L’Espresso, at folk har sat deres kryds ved Femstjernebevægelsen og Lega ud fra rationelle overvejelser, og at det ikke handler om protest eller meninger, men om identitet. ”PD har opgivet Syditalien, der repræsenterer en meget bred del af landet, der i årevis har villet tro på Berlusconis jokes, og som derfor ikke længere tror på noget som helst og nu kræver forandring,” skrev Saviano. Han mente, at syditalienerne nu gjorde krav på at blive taget alvorligt, og mange kunne identificere sig med den unge Luigi Di Maio, der kommer fra Avellino-provinsen nær Napoli. PD’s viceformand og tidligere landbrugsminister, Maurizio Martina anerkendte i programmet Porta a Porta, at hans parti havde ”undervurderet ubehaget i syd”. PD havde ikke sørget for at lytte nok til syditalienernes bekymringer for den økonomiske situation.

Næste skridt for Italien og EU
Grundet valgresultatet uden en klar majoritet er det for tidligt at vurdere, hvordan en fremtidig regeringskonstellation kommer til at se ud. Man må forvente, at præsident Sergio Mattarella først og fremmest ønsker at lade valgets vindere, Femstjernebevægelsen og Lega, forsøge sig med forhandlinger, der for alvor begynder her i starten af april.

Der har været blandede forlydender om angsten i EU-systemet for en italiensk regering bestående af Femstjernebevægelsen og Lega. Især sidstnævnte tilhører den mest EU- og eurokritiske fløj i italiensk politik, selvom der er blevet droslet ned for truslerne om målsætningen for, at Italien skal ud af euro’en eller unionen som sådan. De finansielle markeder er da heller ikke sendt i rødt ovenpå det italienske valgresultat.

Der er dog ingen tvivl om, at navnlig Matteo Salvini ynder at komme på kant med EU. Han bekræftede kort efter valget, at han var ”stolt af at være populist”, og ved en pressekonference i Strasbourg få dage efter gentog Salvini sin kritik af euroen som en ”fejlslået valuta”. Han varslede, at en eventuel regering med ham som leder ikke ville holde EU’s budgetkrav på max 3 pct. af BNP om året, hvis det gik ud over italienernes økonomi. Han åbnede desuden for at tilbagerulle pensionsreformen fra 2011, hvilket også er Femstjernebevægelsens ønske. Salvini er samtidig varm fortaler for Donald Trumps politik i USA og kaldte forud for det netop overståede russiske valg Vladimir Putin for ”en af de bedste politikere i vores epoke”. Nok er Silvio Berlusconi også en gammel ven af Putin, men Berlusconi har samtidig været venligt stemt over for EU og har således ofte spillet på flere heste. For Salvini er valget lettere: Putin er et forbillede for, hvordan man forhandler med Bruxelles, og hvordan man som nationens stærke mand kan varetage sit lands interesser uafhængigt af Bruxelles.

 

Nok er Silvio Berlusconi også en gammel ven af Putin, men Berlusconi har samtidig været venligt stemt over for EU og har således ofte spillet på flere heste. For Salvini er valget lettere: Putin er et forbillede for, hvordan man forhandler med Bruxelles
_______

 

En regering bestående af Femstjernebevægelsen og Lega vil sandsynligvis udfordre det fransk-tyske parløb i unionen, der med Brexits ikrafttræden giver Italien gode kort på hånden for at få mere medindflydelse. Men i EU-systemet burde man efterhånden være vant til, at den italienske delegation ofte stiller med nye folk til møderne. I første omgang må man tage udgangspunkt i de italienske vælgeres håb om, at flere kan få indfriet deres rimelige forventninger til et liv med arbejde, familie og velstand i et land med så mange ressourcer og så betragtelig en økonomi. Uanset hvilken regering, som kommer til, vil der hurtigt falde dom blandt italienerne, for de økonomiske, sociale og politiske udfordringer er mange. Endnu værre bliver det, hvis Italien nu skal forberede sig på en længere periode med dramatisk stilstand, hvor der i stedet bliver lagt op til nyvalg, flere valglovsforviklinger og foragt for politiske kompromisser. Så vil fanfarerne for en ny tredje republik være afblæst. ■

Apropos denne artikel:

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden

Rasmus Brun Pedersen i RÆSONs nye trykte nummer: Her er USA's plan for Grønland

Per Kalvig i RÆSON SØNDAG: EU vil grave sig til forsyningssikkerhed. Det er baseret på en misforståelse

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen