11.01.2018

FRA RÆSON32 [Vinternummeret/December 2017].
„Med nej til kvoteflygtninge og mindre ulandsbistand bryder Danmark sin lange tradition for at gå forrest for verdens mange flygtninge. Og vi svækker det FN-system, der er den eneste vej til globale løsninger.‟

Af Christian Friis Bach

I mine tre år i FN gik jeg hver dag på arbejde i Palais des Nations i Genève. Det imponerende palæ er et monument over en fiasko. Det blev bygget til Folkeforbundet, der blev dannet efter Første Verdenskrig for at sikre, at der aldrig blev krig igen. Men så ramte det økonomiske krak i 1929 – efterfulgt af en global økonomisk krise, nationalisme og lukning af grænserne. I 1933 trak Tyskland og Japan sig ud af Folkeforbundet, der kollapsede, omtrent samtidig med at Palais des Nations stod færdigt. Så begyndte opløbet til Anden Verdenskrig. Den historie må vi ikke glemme. Vi må heller aldrig glemme, hvordan der var lande, der under Anden Verdenskrig lukkede grænserne for flygtninge, herunder jødiske flygtninge fra Tyskland, med dramatiske menneskelige konsekvenser til følge. I 1945 fulgte svigtet af de store flygtningestrømme, som krigen havde skabt. Det var de begivenheder, der førte til dannelsen af FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) og indgåelsen af Flygtningekonventionen. Og i tiden efter Anden Verdenskrig var Danmark en drivende aktør i opbygningen af det internationale samarbejde – ikke mindst på flygtningeområdet.

Danmarks drejning
Danmark var et af 51 lande, der indgik i FN allerede fra FN-Pagtens ikrafttrædelse den 24. oktober 1945. Knud Larsen fra Danmark var præsident for den FN-konference i Genève, der i juli 1951 resulterede i Flygtningekonventionen. I perioden omkring 1980 blev fundamentet for kvoteordningen og en mere retfærdig fordeling af verdens flygtninge etableret, tvunget af behovet for at genbosætte omkring 700.000 vietnamesiske flygtninge. Det arbejde stod fhv. statsminister Poul Hartling (V) i spidsen for som FN’s flygtningehøjkommissær, og i 1981 modtog Hartling – på vegne af UNHCR – Nobels fredspris for sit arbejde.

Siden har Danmark gjort en unik indsats for at leve op til sit ansvar. Det gælder den humanitære hjælp og udviklingsbistand, det gælder vores modtagelse af flygtninge, der har søgt asyl, og det gælder vores ansvar for at genbosætte FN-flygtninge i Danmark, de såkaldte kvoteflygtninge.

Det har dog ændret sig de senere år. Vi har bevæget os længere væk fra at beskytte og modtage flygtninge. Stadig flere stramninger gør mulighederne for at søge asyl sværere og forholdene for dem, som får det, værre. Regeringen har annonceret, at den, for indeværende, vil lukke for modtagelsen af kvoteflygtninge. Selvom Danmark skal anerkendes for en fortsat høj udviklingsbistand, er vores samlede bidrag faldet over de seneste år.

Det har en konkret og mærkbar betydning for en række mennesker på flugt. Det gælder flygtninge i nærområderne, der ikke får opfyldt selv grundlæggende behov og rettigheder som vand, mad og tag over hovedet, for slet ikke at tale om lægehjælp og uddannelse til børnene. Når Danmark fravælger 500 årlige kvoteflygtninge, rammer det nogle af de mest sårbare flygtninge med ar på krop og sjæl. Mange flygtninge i Danmark, hvis familiemedlemmer er fanget i farlige, krigsramte områder, må nu vente tre år på familiesammenføring. Det efterlader dem isolerede, dybt bekymrede for deres familier og ude af stand til at koncentrere sig om at lære dansk eller få et arbejde. Den nedsatte integrationsydelse til flygtninge i Danmark gør dagligdagen svær for mange flygtningefamilier, når forældre får vanskeligt ved at give deres børn alt fra tøj til fritidsliv.

Disse valg har også betydning for Danmarks internationale position. Danmark har mindre at bidrage med, når det gælder indsatsen for at løse verdens flygtningeproblemer og den stadig stigende udfordring med migration.

I 2016 var der på FN-topmødet i New York overvældende opbakning til at finde globale løsninger. Her vedtog FN’s Generalforsamling – også med Danmarks stemme – New York-deklarationen: det første vigtige skridt mod to nye globale aftaler om flygtninge og migration. Men der bliver ingen stærke aftaler, hvis der ikke er konkrete forpligtelser både om at styrke genbosætningen af flygtninge og om at støtte de lande, der huser rigtig mange flygtninge.

Her er fordelingen af kvoteflygtninge og Danmarks udviklingsbistand afgørende elementer. På begge centrale områder er Danmarks indsats svækket. De danske ambassadører i Genève og New York har sværere ved at komme igennem med ellers gode argumenter om, at vi skal styrke det internationale samarbejde for at finde løsninger på flygtninge- og migrationskrisen, når vi ikke bakker de politiske erklæringer op med konkret politisk handling.

Svigt i dag skaber problemer i morgen
Det er ikke kun i Danmark, at beskyttelsen af flygtninge og det internationale engagement er svækket. I debatten mellem EU’s medlemslande er fokus på beskyttelsen af de ydre grænser, mens beskyttelsen af flygtninge og migranter i stigende grad glemmes. Men der kan kun findes varige løsninger, hvis vi både fokuserer på en stærkere beskyttelse af grænserne og af verdens flygtninge og migranter. Og der er heldigvis også lande og institutioner, der tager ansvar – og vi ser mere nytænkning end tidligere. Verdensbanken er kommet på banen, Tyskland har øget udviklingsbistanden og taget imod mange flygtninge, Tyrkiet har nytænkt deres sociale ydelser i lyset af de mange flygtninge, og flere europæiske lande, herunder Sverige, har øget det antal kvoteflygtninge, de modtager. Netop derfor er det vigtigt, at Danmark er med til at gå forrest.

Det har også stor betydning for at sikre løsninger i nærområderne. Der er mere end tre mio. flygtninge i Tyrkiet. Pakistan huser over halvanden mio. flygtninge, og Libanon og Uganda over en mio. Og i løbet af de seneste måneder har Bangladesh modtaget mere end 600.000 flygtninge fra Myanmar. Men flere af de lande modtager under halvdelen af den støtte, der skal til for at tage sig af de mange flygtninge. Det skaber ikke så underligt store frustrationer blandt landene i nærområderne, hvor incitamentet til fortsat at yde beskyttelse til store grupper af flygtninge svinder ind. Kenya har flere gange truet med at lukke flygtningelejren med somaliske flygtninge i Dadaab. Pakistan har de seneste år gjort, hvad de kunne for at sende afghanere tilbage. Der er et stigende pres på de syriske flygtninge i Jordan og Libanon for at vende tilbage til deres hjemland. Og det er vel at mærke, mens militsen al-Shabab stadig hærger i Somalia, konfliktniveauet i Afghanistan er stigende, og situationen i Syrien fortsat er uløst.

Vi risikerer, at manglen på støtte fører til ustabilitet, flere konflikter og flere flygtninge i fremtiden. Og det er ikke svært at forstå, at nærområdelandene handler, som de gør, når de ser, hvordan vi i Europa – og i lande som Danmark – behandler den globale flygtningesituation. EU var nærmest ved at falde fra hinanden, da der ankom en mio. asylansøgere i 2015. Reaktionen var grænselukninger, forringede vilkår i mange lande og et forsøg på at skubbe ansvaret videre fra land til land – flygtninge og asylansøgere blev brikker i et spil, de ikke havde nogen indflydelse på. Også i dag bliver de asylansøgere, der kommer til de græske øer, mødt af kummerlige forhold i lejrene.

Endnu værre bliver det, når vi indgår aftaler med tvivlsomme regeringer og grupperinger for at holde flygtninge og migranter ude af Europa. Her kan kortsigtede forsøg på at holde flygtninge og migranter væk give større problemer i fremtiden. Flere iagttagere peger på, at EU’s aftaler i Libyen og støtten – direkte eller indirekte – til landets forskellige militser kan øge konflikterne, og de elendige forhold i de libyske detentionscentre øger spændingerne. Det kan føre til alvorlige menneskerettighedskrænkelser, nye konflikter og dermed i fremtiden: øgede flygtningestrømme.

Et eksempel er Sudan. Her er en del af de penge, der blev afsat til skærpet grænsekontrol, endt hos den tidligere Janjaweed-milits, og det har med stor sandsynlighed allerede ført til talrige seksuelle overgreb på de kvinder, der flygter fra Eritrea, og det kan tilsvarende øge ustabiliteten i regionen. Samtidig kan forsøgene på at lukke grænserne og øge grænsekontrollen i Vestafrika få negativ betydning for den økonomiske vækst i regionen, efter at frihandelsaftalerne i ECOWAS [Economic Community of West African States, red.] endelig havde banet vejen for øget frihandel og økonomisk integration. Det kan på længere sigt mindske væksten, øge fattigdommen og dermed: forøge migrationen.

En ikke uoverkommelig opgave
Med det store antal komplekse konflikter i verden, der driver millioner af mennesker på flugt, er der mere end nogensinde behov for fælles løsninger og en bedre fordeling af ansvaret. Der er brug for at forsvare menneskerettighederne – vores fælles bolværk mod forfølgelse, undertrykkelse og overgreb. Af alle de grunde skal vi gøre mere for verdens fordrevne og udsatte. Og det kan vi godt. Danmark gav for 20 år siden over 1 pct. af vores BNI i udviklingsbistand, hvad der hverken ødelagde det danske velfærdssystem eller den økonomiske vækst. Tværtimod viste en række beregninger, at pengene kom godt igen. For 20 år siden modtog Danmark flere flygtninge end i dag, og det klarede vi. Og set i forhold til mange andre lande modtager vi relativt få. Da antallet af asylansøgere toppede i Danmark i 2015, kom der lidt mere end 21.000 personer. En del af disse er efterfølgende blevet sendt hjem eller tilbage til andre europæiske lande. Og selvom der i dag på verdensplan er det største antal mennesker på flugt siden Anden Verdenskrig, har Danmark i år blot modtaget 2.287 asylansøgere (pr. 30/9) – det laveste antal i ti år. Vores indsats for at modtage verdens flygtninge er ikke prangende, og det er ikke en uoverkommelig opgave at modtage 500 eller flere kvoteflygtninge.

I verden er der nu 65,6 mio. fordrevne mennesker, og 1,2 mio. flygtninge har ifølge FN’s Flygtningehøjkommissariat brug for at blive genbosat. Kombinationen af komplekse konflikter og klimakrisen kan drive endnu flere mennesker på flugt i fremtiden. Det er nu, vi for alvor skal vise, at det internationale samarbejde kan levere. Det var dét budskab, de mange flygtninge, der gik på de europæiske motorveje i 2015, sendte os. Jeg håber, at Danmark går forrest i kampen for at styrke det internationale samarbejde og forsvare menneskerettighederne og Flygtningekonventionen og tager et større ansvar for FN’s kvotesystem. Vi skal gøre dét, som Knud Larsen og Poul Hartling gjorde, og som Danmark gjorde i mange år. Det er den eneste vej til fælles og stærke løsninger. ■

Christian Friis Bach (f. 1966) er generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp. Han har tidligere været undergeneralsekretær i FN og minister for udviklingsbistand.

ILLUSTRATION: Dynger af sikkerhedsveste brugt af flygtninge og migranter på Lesbos, Grækenland, marts 2017 [foto: Thanassis Stavrakis/AP/Polfoto]