Chris Bjerknæs om de offentlige kunstindkøb: Den kreative elite håner samfundet. Hvorfor skal almindelige hårdtarbejdende mennesker finansiere det?
19.07.2018
.
Lad os fjerne brugerbetalingen på nationalmuseerne. Lad os sikre, at der er flere egnsmuseer, der får mulighed for at vise den store danske kulturskat. Og lad os holde op med at bruge pengene på kunst, der intet rykker.
Kommentar af Chris Bjerknæs
I DAGEVIS var både de traditionelle og de sociale medier på kogepunktet omkring 20 A4-ark til 10.000 kr. med tekster som: “Lars Løkke er død” eller “Karen Jespersen er død”. Man forstår det godt. Kunstneren, Jakob Jakobsen, har med sit honorar fra Københavns Kommune skrevet sig ind i en timeløn, der må nærme sig Ronaldos.
Dette kunstværk en direkte hån mod vores samfund. Det er spild af skattekroner. Et udtryk for den kreative elites overtag og manglende empati for almindelige hårdtarbejdende menneskers penge. Kunstværket tjener intet større formål end provokation for provokationens skyld, hvor vi som anskuere af værket endnu en gang skal forholde os til en venstreorienteret kunstner, der er træt af højrefløjen – kun borgerlige politikere og Socialdemokrater bliver nævnt.
Kunstværket tjener intet større formål end provokation for provokationens skyld, hvor vi som anskuere af værket endnu en gang skal forholde os til en venstreorienteret kunstner, der er træt af højrefløjen – kun borgerlige politikere og Socialdemokrater bliver nævnt
_______
ET KUNSTVÆRK, som ikke rykker noget, ikke gør os klogere, ikke danner os eller flytter os som mennesker. Der skal plads til alle – også til kunstnere med sådan et budskab. Men som samfund skal vi bare ikke være med til at holde dem kørende.
Det er ikke en enlig svale. Landets røde hovedstad er med til at legimitere disse kunstneres politiske kamp. Tag eksempelvis en farvestrålende akrylhjort, der stikker ud af en væg, som BT beskrev i lørdags [lavet af kunstneren Thomas Bang, red.]. Pris: 81.000 kr. Den hænger på ‘Netværket’ – et behandlingssted for stofmisbrugere, som har døgnåbnet i Københavns Kommune, men som lige nu er lukningstruet af økonomiske grunde. Hvilket formål tjener hjorten her? Hvordan gør den stedet? Måske bliver man mere syg af at se på den – det ville jeg i hvert fald gøre. Så mon ikke brugerne har mere behov for ekstra timer til medarbejderne?
“Trophy” af Thomas Bang, ophængt på Netværket [foto: Københavns Kommune]
Tag eksempelvis en farvestrålende akrylhjort, der stikker ud af en væg, som BT beskrev i lørdags. Pris: 81.000 kr.
_______
KUNST KAN PROVOKERE, det kan gøre os klogere på os selv og vores historie. Tag fx guldaldermalerierne, der havde enorm stor betydning for landets sammenhængskraft og nationalfølelse, og efterfølgende viser os en svunden tid, som har haft en betydning for, hvem vi er som folk. Kunst og kunstnere, der vil noget med os som mennesker og tør at se videre end deres egen næsetip har vist sig at have stor betydning. Tag blot C.W. Eckersberg, Erik Henningsen, J.F. Willumsen eller Svend Hammershøi, som på tværs af generationer er med til at binde os sammen.
Christoffer Wilhelm Eckersberg [Marmortrappe i Rom, 1814-16. foto: SMK]
JA, KUNSTEN SKAL vi – særligt i de gode tider – være med til at finansiere og understøtte. Men i dag er kunsten alle steder i det offentlige rum og ikke alt kunst er god kunst. Noget er bedre end andet og det skal vi italesætte. I stedet for blot at læne os tilbage og acceptere præmissen om, at kunst bare skal provokere og at et rigt samfund som Danmark naturligvis skal give plads til den slags.
Den vigtigste opgave for os som samfund ligger i at sikre, at vi både bevarer og roligt udbygger vores kulturarv, historie og kunstskat, men også at vi får folkeliggjort den og spredt den ud til masserne, ved at øge tilgængeligheden til netop kunsten.
Lad os sikre, at der er flere egnsmuseer, der får mulighed for at vise den store danske kulturskat og kan annoncere, at den er dér
_______
LAD OS FJERNE BRUGERBETALINGEN på nationalmuseerne. Lad os sikre, at der er flere egnsmuseer, der får mulighed for at vise den store danske kulturskat og kan annoncere, at den er dér, så vi får kunsten og historien ud til folk i alle afkroge af landet. Det skal ikke kun være den kreative elite i København, der har adgang til den. De skal nok finde Louisiana og Arken, det har de kapitalen til – i mere end én forstand. Det er folket, der skal i fokus. Derfor kan Jakob Jakobsens næste værk få titlen: “Kunst for provokationens skyld er død”. Men hvorfor ville en mand, der lige har tjent 10.000 kr. på 5 minutters arbejde, dog skrive det? ■
Derfor kan Jakob Jakobsens næste værk få titlen: “Kunst for provokationens skyld er død”. Men hvorfor ville en mand, der lige har tjent 10.000 kr. på 5 minutters arbejde, dog skrive det?
_______
Chris Bjerknæs er formand for DFU [foto: Værker af Thomas Bang udstillet på Galleri Kant i København]