27.07.2018

De enorme udfordringer, Kina står over for, kalder på stabil, beslutsom og langsigtet ledelse. Det mener Xi Jinping, der muligvis har gjort sig selv til præsident på livstid.

Af Camilla T.N. Sørensen

Kinesiske folkekongresser er normalt ikke begivenheder, der tiltrækker den store opmærksomhed uden for Kina. Men i starten af marts tiltrak det verden over mange overskrifter, at den kinesiske præsident, Xi Jinping, fik folkekongressens opbakning til at fjerne den kinesiske forfatnings bestemmelse om, at en kinesisk præsident kun kan sidde i to femårs perioder. Der blev herved åbnet op for, at Xi, som i dag er 64 år, kan blive som Kinas præsident på livstid.

For eksperterne var det ikke uventet – et stærkt varsel kom under den 19. partikongres i oktober sidste år, hvor Xi undlod at udpege yngre medlemmer til partiets øverste ledelse i politbureauets stående komité. Det har ellers været en praksis fulgt siden Deng Xiaoping: at indlemme medlemmer af næste generation af ledere i topledelsen, fem år før de forventes at tage over. En sådan gradvis magtoverdragelse skal lægge en dæmper på interne magtkampe, og de kommende ledere får en længere oplæring. Men sådan kommer det efter alt at dømme ikke til at foregå under – og efter – Xi. Der er ingen indikationer på, hvem der skal tage over efter ham og den nuværende premierminister, Li Keqiang, og altså heller ikke hvornår – og hvordan – det vil ske.

 

Xi er Kinas absolutte topleder og den stærkeste leder i landet siden Folkerepublikken Kinas grundlægger, Mao Zedong
_______

 

Under partikongressen kom endnu et varsel om, hvad der var i vente, idet Xi formåede at få sat sit navn på den seneste tilføjelse til det ideologiske tankesæt i partiets forfatning. ’Xi Jinpings tanke om socialisme med kinesiske særtræk i den nye æra’ er således betegnelsen for den overordnede linje, der skal guide politikker og beslutninger i Kina de næste mange år frem. Selv ikke hovedarkitekten bag Kinas økonomiske reformer, Deng Xiaoping, fik sit navn og ideologiske bidrag i forfatningen, mens han stadig levede. Xis to umiddelbare forgængere som partiets generalsekretær – Jiang Zemin (1989-2002) og Hu Jintao (2002-2012) – formåede slet ikke at få deres navne skrevet ind i forfatningen. Det betyder, at Xi og den linje, han ønsker at følge, allerede har opnået højeste grad af anseelse i partiet.

Partiforfatningen (ikke at forveksle med staten Kinas forfatning) fastlægger regler og principper for partimedlemmer, fremlægger den partigodkendte version af Kinas og partiets historie og fastslår, hvordan tidligere og nuværende ledere og medlemmer har bidraget hertil. Nu hvor Xi er skrevet ind, har han den øverste autoritet – det står i partiets forfatning, og der kan ikke sættes spørgsmålstegn ved dette uden at sætte spørgsmålstegn ved partiets ufejlbarhed. Xi kan således ikke udfordres, uden at hele partiet udfordres. Og det er i ’Xi Jinpings tanke om socialisme med kinesiske særtræk i den nye æra’, at svar og løsninger på de udfordringer, som Kina står over for, skal findes. Planen er lagt frem til 2050.

Xi har også fået tilkæmpet sig flere titler end sine forgængere. Han er således både kommunistpartiets generalsekretær, Kinas præsident og formand for den centrale militærkommission samt øverstkommanderende i det kinesiske militær. Derudover tiltales han i stigende grad som ’kerneleder’ og har formået at indsætte sig selv som leder af vigtige ’ledende smågrupper’, fx for den indenrigspolitiske reformproces og national sikkerhed. Særligt det sidste er udtryk for en centralisering af beslutningskompetence hos Xi. Det er reelt i de ’ledende smågrupper’, som findes for alle væsentlige indenrigspolitiske og udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål, at de vigtigste ledere fra partiet, regeringen og indimellem også militæret samles, diskuterer og træffer beslutninger.

Xi har også sat et klart aftryk på den førte politik – der er igangsat større initiativer og tages flere chancer såvel i indenrigspolitikken som i udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Han har fx fået sat skub i det store infrastrukturprojekt ’den nye silkevej’ (se artiklen i RÆSON33) og igangsat en gennemgående professionalisering og omstrukturering af det kinesiske militær, hvor særligt flåden og luftvåbnet tilføres flere ressourcer for dermed at sikre Kinas evne til at agere militært også uden for Østasien.

Dertil kommer den stort anlagte antikorruptionskampagne, der indtil videre har kostet tusinder af højtstående parti- og militærledere deres poster. Problemet er reelt – der er udbredt korruption i toppen af kinesisk politik – men kampagnen tjener også som et vigtigt instrument til at fastholde og styrke Xis magtposition ved at uskadeliggøre mulige rivaler og modstandere. Det fremadstormende politbureaumedlem og daværende partisekretær for Chongqing Bo Xilai blev anset for at være en mulig udfordrer af Xi Jinping. I 2013 blev han idømt fængsel på livstid for korruption, bestikkelse og embedsmisbrug. I 2017 skete der nærmest en gentagelse, da Sun Zhengcai – også medlem af politbureauet, partisekretær for Chongqing og forventelig kommende medlem af politbureauets stående komité – blev ekskluderet fra partiet og sat under anklage for seriøse brud på partidisciplinen. Anklagen mod Sun blev senere udvidet til, at han også stod bag forsøg på at mobilisere modstand i partiet mod Xi.

Under folkekongressen var der ingen modstand at spore – tværtimod var der bred opbakning både til forfatningsændringen og til etableringen af en ny antikorruptionsenhed, National Supervisory Commission, der er sat til at kontrollere offentligt ansatte på alle niveauer. Den står tilsyneladende uden for det almindelige retssystem i Kina og er derfor ikke forpligtet til at følge gængse retsprincipper og regler, fx kan anklagede blive nægtet adgang til advokatbistand og blive tilbageholdt på ubestemt tid. Det tyder på, at antikorruptionskampagnen fortsætter ufortrødent. Også selvom den har skabt en frygt og en passivitet særligt hos lokale og regionale ledere til skade for gennemførelsen af den økonomiske reformdagsorden.

Xi voksede op under Kulturrevolutionen og oplevede på nærmeste hold de rædsler, som Maos militante rødgardister spredte. Alligevel synes han ikke bekymret over, at der opdyrkes en personkult omkring ham – han bidrager tilsyneladende gerne hertil, fx ved at tage på rundtur til statskontrollerede medier med budskabet om, at de altid først og fremmest skal være loyale mod partiet og dets leder. Hans taler og citater er blevet fast pensum på partiskolerne og universiteterne. Der er ikke udgivet en ’Xis lille røde’, men det andet bind i serien Xi Jinping: The Governance of China samler ikke mindre end 99 af Xis taler, instruktioner, samtaler mv. ledsaget af et utal af billeder af ’statsmanden Xi’. Bogen findes oversat til adskillige sprog.

Al tvivl er derfor fejet af bordet – Xi er Kinas absolutte topleder og den stærkeste leder i landet siden Folkerepublikken Kinas grundlægger, Mao Zedong. Hvad betyder det for Kina og resten af verden, at han nu har mulighed for at sidde som Kinas præsident på livstid?

 

Xi er klar over, at kommunistpartiet er udfordret – ikke af en egentlig politisk opposition, men af behovet for grundlæggende omstillinger af det enorme partiapparat
_______

 

Xi er ikke en ny Mao
Kina – og kommunistpartiet – samt Kinas rolle i og betydning for verden er ikke som under Mao. Hverken den kinesiske befolkning eller partiet kan i dag kontrolleres, mobiliseres eller manipuleres på samme måde – og en vigtig grund hertil er ’arven’ fra Mao, der med de mange kampagner skabte stor mistillid, politisk apati og desillusion i den kinesiske befolkning.

Samtidig lægger det store begrænsninger på Xis udfoldelsesmuligheder i udenrigs- og sikkerhedspolitikken, at Kina i dag er bundet så tæt op på det globale system. Kina er til stede verden over med stærke – økonomiske, politiske og sikkerhedspolitiske – interesser. Og det kinesiske samfund er – særligt via diverse sociale medier – forbundet med verden uden for Kinas grænser på kryds og tværs. Det er ikke muligt at starte en ny kulturrevolution og lukke og isolere Kina fra resten af verden. Det sidste er der heller ikke meget, der tyder på, at Xi ønsker; tværtimod. Xi vil have Kina ud – og frem – i verden.

I Xis overordnede vision om realiseringen af ’den kinesiske drøm’ er målet, at Kina, ledet af et stærkt og effektivt kommunistparti, indtager rollen som en respekteret og indflydelsesrig stormagt, der sætter standarderne for teknologisk udvikling og innovation. Det er derfor en helt anderledes udadvendt, ambitiøs og langsigtet vision end hos Mao. Centralt for Mao var at forfølge sin egen revolutionære utopi og at styrke egen magt på bekostning af splid og kaos i partiledelsen og i samfundet. Altså var partiet og Kina til for Mao. Sådan er det ikke under Xi, der ser en styrkelse af partiet som centralt for ethvert håb om at genrejse Kina. Det er svært at vurdere de nærmere magtforhold og -dynamikker i kommunistpartiets øverste ledelse, men der er tegn på, at der er enighed om behovet for en markant, forenende topleder i den situation, som Kina står i. I disse år er der mange nye og komplekse udfordringer og dilemmaer såvel i indenrigspolitikken som i udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Der er givetvis stadig uenigheder, spændinger og forskellige magtfulde fraktioner i partiet og i militæret, som Xi skal manøvrere rundt mellem og tilgodese. Der skal stadig forhandlinger, kompromiser, afstemninger mv. til.

Særligt uden for Kina er der udtrykt en bekymring for, om Xis ’præsident på livstid’- titel ruller institutionaliseringen i det kinesiske politiske system tilbage og dermed truer den højere grad af forudsigelighed, kontinuitet og stabilitet, som har karakteriseret magtoverdragelser i Kina de seneste årtier. Efter Maos død blev der gradvist indført visse normer og praksisser særligt med henblik på at modvirke enmandsvælde i partiet samt udrensninger og evige magtkampe internt i partitoppen. Det er fx derfor, at der er udviklet en praksis for, at næste generation af ledere indlemmes i partiets topledelse, fem år før de forventes at tage over, og at ledere over 68 år ikke længere får nye poster, men pensioneres.

Disse normer og praksisser er i høj grad blevet fulgt siden Deng Xiaoping. Xi synes imidlertid ikke begrænset heraf. Som nævnt ovenfor har han ikke udpeget yngre medlemmer til politbureauets stående komité, og under forårets folkekongres udnævnte han sin højrehånd Wang Qishan til vicepræsident, på trods af at Wang, som er 69 år, var sendt på pension efter den 19. partikongres, hvor han trådte tilbage som medlem af politbureauets stående komité. Hvis dette er tegn på en mere generel udvikling af en lille magtklike omkring Xi, som på skift varetager topposterne i det kinesiske politiske system, til de dør, kan det betyde, at yngre kræfter, som ellers har arbejdet sig op igennem partisystemet, ikke længere har udsigt til at komme helt til tops. Det vil skabe frustration. Det øger risikoen for kupforsøg, vold og ustabilitet kendetegnende for magtoverdragelser i autoritære politiske systemer over hele verden – også i Kina under Mao (1949-76) og Deng (1978-97).

 

Der er fx bestræbelser i gang på at udvikle og indføre et digitalt pointsystem, hvor kinesiske borgeres adfærd nøje overvåges og bedømmes
_______

 

Xi synes at være bevidst om sådanne farer. Særligt i lyset af Kinas størrelse har han brug for bred støtte og legitimitet i både partiet og befolkningen. I modsat fald vil hans politikker ikke kunne nå ret langt uden for Beijing. Det er ikke længere muligt at sikre dette via frygt, trusler og partipropaganda. Derfor sker der under Xi også en nytænkning af partiets organisering internt og dets relation til befolkningen, og der indføres nye mekanismer og kanaler for horisontal og vertikal koordination og konsultation – fx har kinesere flere steder i landet fået bedre muligheder for at holde øje med og påvirke lokale partiregeringers prioriteter og budgetter.

Dette hænger sammen med Xis – og partiledelsens – erkendelse af den uhyre komplekse virkelighed, de står over for. At der er behov for nytænkning, afspejles fx i Xis over tre timer lange åbningstale til den 19. partikongres. Her gjorde han klart, at Kina er inde i en ”afgørende vigtig strategisk periode”, hvor der såvel internt som eksternt er dybe og komplicerede forandringer undervejs. Xi identificerede særligt en stor udfordring: den stigende ulighed i samfundet og partiets manglende evne til at indfri befolkningens forventninger om et bedre liv, hvilket skaber store sociale spændinger og ustabilitet. Det kan ikke håndteres ved at fortsætte som hidtil.

Med andre ord: Xi er klar over, at kommunistpartiet er udfordret – ikke af en egentlig politisk opposition, men af behovet for grundlæggende omstillinger af det enorme partiapparat og dets evne til at kontrollere – men ikke hæmme – innovative tiltag og udviklinger i det kinesiske samfund og den kinesiske økonomi.

Der skal ikke herske tvivl om, at brugen – og udviklingen – af ’hårde metoder’ fortsat har prioritet. Budgetterne til indenrigspolitiske sikkerhedsstyrker er kun yderligere øget under Xi, hvilket også gælder for kontrollen og overvågningen i det kinesiske samfund. Særligt styrket er evnen til hurtigt at identificere og slå ned på bevægelser og grupperinger, der anses som potentielle trusler mod partiets – og Xis egen – magt. Der gøres hyppigt brug af nye overvågningsteknologier og de nye informations- og dataindsamlingsmuligheder, som den mere udbredte brug af mobiltelefoner og sociale medier blandt den kinesiske befolkning har åbnet for. Der er fx bestræbelser i gang på at udvikle og indføre et digitalt pointsystem, hvor kinesiske borgeres adfærd nøje overvåges og bedømmes med henblik på at sikre ”et harmonisk og socialistisk samfund”. Der tildeles point, alt efter hvor ”god og troværdig opførsel” der udvises, og ens ’score’ vil så spille så ind i forhold til fx adgangen til offentlige ydelser og bestemte jobs. Pilotprojekter kører i adskillige kinesiske byer, og planen er, at en national udgave skal rulles ud i 2020. Den overordnede hensigt bliver der ikke lagt skjul på: ”Partiet kontrollerer og leder alle ting, alle steder”, som Xi også slog fast i talen til den 19. partikongres.

 

Xi står stærkere – mere kompromisløst – på Kinas kerneinteresser og synes mere villig end sine forgængere til at tage økonomiske og militære instrumenter i anvendelse for at sikre disse
_______

 

En ledende stormagt i 2050
I udenrigs- og sikkerhedspolitikken har Xi sat yderligere skub i bevægelsen væk fra Deng Xiaopings ’hold lav profil’-doktrin med konkrete bestræbelser på at tage en international lederrolle på særlige områder. Det ses tydeligst i lanceringen af den første kinesisk-styrede internationale multilaterale udviklingsbank Asian Infrastructure Investment Bank (AIIB) og med ’den nye silkevej’. Særligt sidstnævnte har Xi investeret stor personlig prestige i.

Generelt står Xi for en ny og selvbevidst linje i kinesisk udenrigs- og sikkerhedspolitik, hvor han hyppigt fremhæver traditionelle kinesiske ideer og værdier som bidrag til sikring af stabilitet og udvikling i verden og præsenterer ’Kina-løsningen’ som et nyt valg for særligt udviklingslande, der søger økonomisk vækst samtidig med uafhængighed. Ligeledes ses et Kina, der under Xi engagerer sig mere aktivt i håndteringen af internationale kriser og konflikter og lancerer kinesiske forhandlingsmodeller og mæglingsforslag.

Selvom det fortsat er i den begyndende fase, er der tale om en bemærkelsesværdig udvikling – at en kinesisk leder insisterer på, at Kina har andet og mere end blot økonomisk vækst at tilbyde, og generelt står ved, at Kina ikke blot har ambitioner på sine egne vegne – Kina skal være en stormagt – men også på vegne af det internationale system.

I forlængelse heraf er det også tydeligt, at Xi står stærkere – mere kompromisløst – på Kinas kerneinteresser og synes mere villig end sine forgængere til at tage økonomiske og militære instrumenter i anvendelse for at sikre disse. Det viser sig særligt i håndteringen af Kinas relationer til sine mindre naboer, fx Vietnam og Filippinerne. Det seneste år, hvor de to landes territorielle stridigheder med Kina i Det Sydkinesiske Hav er intensiveret, har Kina både styrket sin militære tilstedeværelse i området og advaret vietnameserne og filippinerne om økonomiske konsekvenser, hvis de ikke indordner sig. Den mere kompromisløse tilgang ses også i Kinas mere direkte krav til USA om at trække sig – i det mindste militært – fra Kinas interessesfære i Østasien, fx har Xi opfordret til, at ”asiatere tager sig af asiatisk sikkerhed”.

I dag har Kina langt stærkere økonomiske og militære muskler at spille med, men den nye linje skal også føres tilbage til Xi, der træder mere i karakter og som den første kinesiske leder siden Deng Xiaoping står stærkt nok til at kunne sætte sit eget præg på visionerne og retningslinjerne bag Kinas udenrigs- og sikkerhedspolitik.

 

Den strategiske rivalisering mellem USA og Kina, som primært udspiller sig i Østasien med stigende sikkerhedspolitisk spænding og militær oprustning til følge, vil kun blive yderligere intensiveret
_______

 

Den mere visionære, ambitiøse og risikobetonede linje i kinesisk udenrigs- og sikkerhedspolitik under Xi nyder generelt stor opbakning i den kinesiske befolkning. Her er forventningen, at Kinas stigende økonomiske og militære formåen omsættes til større international respekt og imødekommenhed over for kinesiske krav og synspunkter. Når det ikke sker – når andre lande går imod Kinas kerneinteresser – kommer Xi under et vist nationalistisk pres for at igangsætte modforanstaltninger af både økonomisk, diplomatisk og militær art. Det ses fx i disse måneder i forhold til Taiwan, hvor USA – set fra Kina – bryder alle tidligere indgåede aftaler med den nyligt godkendte lov Taiwan Travel Act. Den lægger op til at styrke politiske og militære relationer med Taiwan og sår dermed tvivl om Washingtons fortsatte forpligtelse til ’Et-Kina’-politikken.

At Xi nu har mulighed for at sidde som Kinas præsident på livstid, betyder, at resten af verden – og særligt Kinas mindre naboer og USA – må forberede sig på et endnu stærkere og mere selvhævdende Kina. Et Kina, som muligvis også vil udvide kerneinteresserne og blive mindre tålmodig i forhold til at sikre disse, fx i forhold til en genforening med Taiwan, som Xi ved flere lejligheder har efterspurgt.

Kan USA acceptere Kina som en ligeværdig stormagt? Er Washington klar til at gøre plads og afgive indflydelse til Beijing? Det har historisk set vist sig at være svært, og der er p.t. heller ikke meget, der tyder på, at USA er klar til at trække sig militært fra Østasien. Den strategiske rivalisering mellem USA og Kina, som primært udspiller sig i Østasien med stigende sikkerhedspolitisk spænding og militær oprustning til følge, vil derfor kun blive yderligere intensiveret. Det ses i disse måneder tydeligt i farvandene omkring Det Sydkinesiske Hav og Taiwan, hvor det kinesiske militær har afholdt flere store øvelser, mens den amerikanske flåde også øger sin tilstedeværelse.

Uden for de kinesiske grænser er der i disse år stort fokus på de negative konsekvenser af et økonomisk og militært stærkere Kina. Analysen skal dog også vendes om: Hvad vil det betyde, ikke kun for Kina, men også for resten af verden, hvis Xis plan slår fejl?

Der er ikke noget at sige til, at flere af Kinas mindre naboer frygter et stærkt Kina mindre end et svagt Kina i indenrigspolitisk kaos. Også for resten af verden vil det imidlertid få store negative følger, hvis Kinas økonomiske vækst falder voldsomt, gældsboblen springer, de sociale og etniske spændinger kommer ud af kontrol, og kommunistpartiet splittes. En anden udlægning af Xi som ’præsident på livstid’ er derfor, at det er et nødvendigt træk at samle magten hos Xi og det stærke hold af erfarne, kompetente og loyale partimedlemmer, som han har omgivet sig med. At det kræver stabilitet, beslutsomhed og en langsigtet strategi at få Kina – herunder landets økonomi – helskindet igennem de store udfordringer og omvæltninger, der venter.

Kina skal være en ledende stormagt i 2050. Det er målet, som Xi selv har stillet op. Nu skal der leveres. Der vil blive sat ind på alle fronter. Som den britiske tidligere topdiplomat og Kina-ekspert Charles Parton formulerede det efter folkekongressen: ”The (Xi) Party is just getting started – the West had best be ready”. ■

 

En anden udlægning af Xi som ’præsident på livstid’ er derfor, at det er et nødvendigt træk at samle magten hos Xi og det stærke hold af erfarne, kompetente og loyale partimedlemmer, som han har omgivet sig med. At det kræver stabilitet, beslutsomhed og en langsigtet strategi at få Kina – herunder landets økonomi – helskindet igennem de store udfordringer og omvæltninger, der venter
_______

Apropos denne artikel:

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt

Kirsten Biering: Kan Marine Le Pens martyrium holde til næste præsidentvalg?

Svend Roed Nielsen: Trumps toldhammer er det største tilbageslag for verdensøkonomien siden starten af 30’erne

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister