03.04.2018

FRA RÆSON33 [Forårsnummeret/Marts 2018]

„Xi’s bælte- og vej-initiativ handler ikke blot om geopolitisk positionering, men også om næste fase i Kinas reform- og moderniseringsproces‟

Af Camilla Tenna Nørup Sørensen

Som præsident Xi Jinping har understreget – tydeligst i sin rapport til den 19. partikongres i oktober 2017 – er Kina trådt ind i en ny æra, hvor det er slut med den traditionelle hold-lav-profil-linje i kinesisk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Kina vil nu tage stormagtsansvar og spille en stærk og aktiv rolle i løsningen og håndteringen af internationale konflikter og globale udfordringer. Der sættes handling bag ordene, og de senere år er Beijing begyndt at lancere egne konfliktløsningsforslag samt sætte gang i store nye initiativer. Det såkaldte bælte og vej-initiativ (BRI) eller den nye silkevej, som initiativet er blevet døbt i danske medier, er uden tvivl det mest ambitiøse. Her er tale om præsident Xi Jinpings højest prioriterede strategiske satsning.

Ikke kun i USA, men også i vesteuropæiske politiske cirkler er der en voksende skepsis at spore. Den nye silkevej anses som et geostrategisk træk, hvor Kina via store investeringer, billige lån og fordelagtige økonomiske aftaler søger at binde de involverede lande op på realiseringen af kinesiske målsætninger og samtidig gør landene afhængige af at fastholde et godt forhold til Beijing. Resultatet bliver en udvidelse af Kinas interesse- og indflydelsessfære.

Der er ganske givet sådanne langsigtede kinesiske geostrategiske beregninger bag, hvor silkevejsinitiativet også indgår som en vigtig brik i den tiltagende strategiske rivalisering mellem USA og Kina, der i disse år særligt udspiller sig i Østasien. Dertil kommer imidlertid vigtige indenrigspolitiske drivkræfter, som knytter sig til den igangværende omstilling af den økonomiske model og håndteringen af de stigende indenrigspolitiske regionale og sociale spændinger. Denne indenrigspolitiske dimension er væsentlig at have med i analysen, og det særligt af én grund: Hvis det lykkes for præsident Xi Jinping at anvende den nye silkevej til at levere i forhold til de indenrigspolitiske behov og mål, så er det Kina, USA kommer til at stå over for, en anderledes og større udfordring.

 

Hvis det lykkes for præsident Xi Jinping at anvende den nye silkevej til at levere i forhold til de indenrigspolitiske behov og mål, så er det Kina, USA kommer til at stå over for, en anderledes og større udfordring
_______

 

Hvad er den nye silkevej?
Anført af kinesiske højniveaudelegationer samt store statsejede kinesiske virksomheder og banker gør den nye silkevej sit indtog i region efter region og land efter land. Senest i Arktis. I slutningen af januar satte Kina – i sin første officielle Arktis-strategi – en tyk streg under, at de arktiske søruter indgår i den nye silkevej under den mere specifikke betegnelse den polare silkevej. Også i Sydeuropa og i Central- og Østeuropa kører Kinas silkevejsdiplomati på højtryk. Silkevejsprojekter i form af store kinesisk finansierede infrastrukturprojekter begynder at stå klar – fx en renoveret og udbygget udgave af den strategisk vigtige havn Piræus i Grækenland, som det statsejede kinesiske rederi COSCO nu ejer 67 pct. af.

Initiativet blev lanceret af præsident Xi Jinping i 2013 under et statsbesøg i Kasakhstan. Indledningsvis var fokus på Asien og særligt Centralasien, hvorigennem den primære landrute skulle gå fra det vestlige Kina til Europa. Den anden primære rute var maritim – den skulle gå fra Kinas østkyst via havne i Sydøstasien til Sydasien, Afrika og endelig Europa. Efterfølgende er disse to primære ruter blevet suppleret af adskillige andre – fx den såkaldte Kina-Pakistan økonomiske korridor, som skal sikre Kina adgang til og ideel kontrol med den strategisk vigtige dybvandshavn i Gwadar, og den ovennævnte polare silkevej gennem Arktis.

Frem for én silkevej er der derfor i dag i højere grad tale om en vifte af ruter og udviklingskorridorer. Nogle etableres bilateralt mellem Kina og et andet land, mens andre omfatter flere lande. Meget rammende for denne udvikling ændrede Kina i maj 2017 initiativets officielle navn fra One Belt One Road (OBOR) til Belt and Road Initiative (BRI). Skiftet skulle indikere fleksibilitet og åbenhed for mere end blot én landbaseret og én maritim rute.

Baggrunden for Kinas fokus på infrastruktur er for det første, at der er et klart identificeret behov for store infrastrukturinvesteringer i Asien. Uden store infrastrukturinvesteringer er det svært at fastholde stigende regional samhandel, vækst og udvikling, som fortsat økonomisk fremgang i Kina også afhænger af. For det andet er infrastruktur et område, hvor Kina har en masse erfaring og kapacitet at tilbyde. Som et led i Kinas egen økonomiske reform- og vækstperiode er der siden slutningen af 1970’erne udført utallige enorme og imponerende infrastrukturprojekter i Kina – fx den over 2.000 km lange jernbane fra Lanzhou til Lhasa i Tibet, der på sit højeste punkt er 5.000 meter over jorden. Som i silkevejsinitiativet har den styrende bagvedliggende logik været, at hurtigere kommunikation, fragt af produkter og transport af arbejdere sikrer de bedste betingelser for økonomisk udveksling og vækst. Derfor skal provinser, markeder og industrier være tæt forbundne.

 

Ideelt er tanken, at de involverede landes økonomiske udviklingsstrategier på sigt koordineres, og at deres finansielle systemer integreres under kinesisk ledelse. Der er også en kulturel ’people-to-people’-dimension, hvori Beijing særligt betoner stigende udveksling af turister og studerende på særlige silkevejsstipendiater
_______

 

Med den nye silkevej søger Xi Jinping derfor at sætte Kina i spidsen for intensivering af regional og efterhånden global økonomisk vækst og dynamik via finansiering og etablering af store infrastrukturprojekter. Infrastruktur skal forstås bredt – det drejer sig ikke kun om højhastighedstogforbindelser, moderne veje, lufthavne og havne, men også om olie- og gasledninger, vandkraftværker, kommunikationsnetværk og -kabler, industriparker mv. Ideelt er tanken, at de involverede landes økonomiske udviklingsstrategier på sigt koordineres, og at deres finansielle systemer integreres under kinesisk ledelse. Der er også en kulturel ’people-to-people’-dimension, hvori Beijing særligt betoner stigende udveksling af turister og studerende på særlige silkevejsstipendiater.

Finansieringen kommer fra de store statsejede kinesiske banker og fra den særlige Silkevejsfond oprettet i 2014 med en startkapital på 40 mia. dollars. Det beløb er kun vokset siden, og senest – under det store silkevejstopmøde i Beijing i maj 2017 – lovede præsident Xi Jinping fonden yderligere 15 mia. dollars.

Vejen til opgradering af Kinas industri og udbredelse af kinesiske standarder
Som et led i den igangværende omstilling af den kinesiske økonomiske model søger Beijing at anvende den nye silkevej til at omstrukturere og opgradere den kinesiske industri ved at opkøbe eller investere i internationale virksomheder, som er førende inden for innovation og avancerede teknologier. Det fremgår af Kinas ’Made in China 2015’-strategi, som understreger, at Kina senest i 2025 skal have en innovationsbaseret økonomi førende inden for forskning og udvikling og placeret i den højeste ende af regionale og globale værdi- og produktionskæder. Derfor drejer den nye silkevej sig ikke så meget om at eksportere overskudsproduktion, men snarere om at eksportere hele industrier og produktionskapacitet, som ikke ”passer ind” i den fremtidige kinesiske økonomiske model.

 

Kinas ’Made in China 2015’-strategi […] understreger, at Kina senest i 2025 skal have en innovationsbaseret økonomi førende inden for forskning og udvikling og placeret i den højeste ende af regionale og globale værdi- og produktionskæder
_______

 

Indbygget heri er ambitionen om at anvende den nye silkevej til at udbrede og internationalisere kinesiske standarder, design og løsninger. Det er særligt oplagt inden for højhastighedstog og telekommunikation, hvor Kina efterhånden er ved at have etableret verdensførende brands og virksomheder. Fokus er i første omgang især på udviklingslande, hvor Kina tilbyder kvalitetsprodukter og -løsninger billigt eller etableret med kinesisk bistand og fordelagtige lån. Et godt eksempel er den kinesiske telekommunikationsvirksomhed Huawei, som på denne måde efterhånden er kommet til at dominere markedet for mobiltelefoner og -netværk i visse dele af Afrika. Et andet eksempel er den succes, som Kina de senere år har haft med udbygningen af højhastighedstognetværk i bl.a. Thailand, Indien, Indonesien og Malaysia.

Der arbejdes benhårdt på dette. At være i stand til at udbrede kinesiske standarder betragter Beijing som helt afgørende i omstillingen af den kinesiske økonomiske model. Det ses også som den nødvendige forudsætning for, at kommunistpartiet senest i 2035 realiserer ’den socialistiske modernisering’ og løfter den kinesiske befolknings levestandard til minimum ’middelklasseniveau’, karakteriseret af mindre økonomisk og social ulighed. Herefter følger den fase – frem til 2050 – hvor Kina skal føres frem til at være en ledende global magt, og landets befolkning kan nyde ’generel velstand’.

Det er denne fremtid, som præsident Xi Jinping – senest i sin rapport til den 19. partikongres i oktober 2017 – har skitseret for den kinesiske befolkning. Og der skal leveres. I sidste ende er den igangværende omstilling af den kinesiske økonomiske model derfor et spørgsmål om at fastholde kommunistpartiets indenrigspolitiske legitimitet og kontrol.

Vejen til regional balance – og ro
En anden vigtig indenrigspolitisk drivkraft bag den nye silkevej er målsætningen om at udjævne de regionale uligheder i Kina. Det er forsøgt uden stor effekt siden 1990’erne. I dag har fx de store midt- og vestlige provinser Gansu og Xinjiang et BNP pr. indbygger på omkring 5-7.000 dollars svarende til fx Hviderusland, mens storbyerne Beijing og Shanghai i den anden ende har et BNP pr. indbygger på omkring 20.000 dollars, som snarere nærmer sig Sydkoreas.

Beijing prøver nu at skabe ny økonomisk dynamik og privat foretagsomhed via silkevejsprojekter, som vil forbinde og integrere disse provinser med de omkringliggende lande og derved give adgang til nye markeder og handelsruter. Fx er planen at sikre den store vestlige provins Xinjiang – nabo til Tibet – hurtigere adgang til havet via Pakistan gennem den ovenfor omtalte Kina-Pakistan økonomiske korridor. Der presses også på for en ’styret urbanisering’ bl.a. ved først at etablere helt nye byer, økonomiske zoner og såkaldte logistiske ’hubs’ for dernæst at opfordre folk og virksomheder til at slå sig ned der. Ikke alle steder er det gået lige efter planen, og der er opstået adskillige mennesketomme spøgelsesbyer. Andre steder er det imidlertid gået over al forventning – fx i Khorgos, der strækker sig over grænsen mellem Kina og Kasakhstan. På få år er den lille øde flække i midten af ingenting forvandlet til en stor økonomisk udviklingszone med verdens største tørhavn – en indlandscontainerterminal forbundet til skibstrafik via jernbaner eller veje – hvorfra der dagligt kører lange containertog mod Europa. På begge sider af grænsen er moderne storbyer under udvikling.

 

Ikke alle steder er det gået lige efter planen, og der er opstået adskillige mennesketomme spøgelsesbyer. Andre steder er det imidlertid gået over al forventning – fx i Khorgos, der strækker sig over grænsen mellem Kina og Kasakhstan. På få år er den lille øde flække i midten af ingenting forvandlet til en stor økonomisk udviklingszone med verdens største tørhavn
_______

 

Beijing anser fortsat fattigdom, underudvikling og manglende muligheder som hovedårsag til de stigende sociale spændinger, der har præget særligt provinsen Xinjiang de senere år. Her har der været adskillige voldsomme sammenstød mellem Han-kinesere og provinsens muslimske uighurer-befolkningsgruppe. I den sammenhæng er den nye silkevej også udset til at spille en rolle i at sikre ’social harmoni’, som det fremgår af diverse bannere hængt op over hele Kina. Det er imidlertid tvivlsomt, om det vil virke i Xinjiang, hvor Beijing samtidig skruer kraftigt op for overvågningen og kontrollen og stærkt begrænser uighurernes frihed og udfoldelsesmuligheder. Beijing har en formodning om, at der er tætte forbindelser mellem uighurere, som kæmper for et selvstændigt Xinjiang, og radikale islamiske grupper i de omkringliggende lande, men der slås imidlertid hårdt ned på alle uighurere. Dette understreger, hvordan Kinas politiske system og særligt den indbyggede paranoide og uddifferentierede håndtering af al potentiel opposition og anderledes tænkning udgør den største barriere for realiseringen af Xi Jinpings og partiets reform- og moderniseringsløfter.

Vejen fortsætter ufortrødent trods ubelejlige bump
Ifølge officielle kinesiske data er der inden for de seneste tre år sat 1.700 silkevejsprojekter i gang. Der er dog tegn på, at det går langsommere end tiltænkt. Der har bl.a. været adskillige slet skjulte opfordringer fra kinesiske ledere til kinesiske provinser, statsejede virksomheder og banker om at blive mere aktive. Nogle af projekterne er også løbet ind i lokal modstand og protester – fx i Sri Lanka og Nepal, hvor der har rejst sig spørgsmål om ejerskab af de færdige projekter, lånevilkår mv. I andre centrale silkevejslande, som fx Pakistan og Afghanistan, er der presserende spørgsmål om sikkerhed i forhold til de kinesiske arbejdere, som sendes afsted, og om, hvem der er ansvarlig for at beskytte silkevejsprojekterne, når de står færdige. Her er der i Kina en voksende debat om, hvorvidt landet skal sende egne sikkerhedsstyrker med, indgå beskyttelsesaftaler med lokale militante grupperinger mv., og hvordan sådanne tiltag i så fald skal forenes med Kinas ikke-indblandingsprincip.

I forlængelse heraf er der ingen tvivl om, at lanceringen og den fortsatte udbygning af den nye silkevej kun yderligere øger presset på det kinesiske militærs evne til at agere længere og længere væk fra Kinas grænse. Kinas første oversøiske militære flådebase blev officielt åbnet i august 2017 i det østafrikanske land Djibouti. Den kommer i årene frem til at spille en vigtig rolle i Kinas voksende økonomiske, diplomatiske og militære engagement på det afrikanske kontinent, og det gælder også for det, der vil finde sted inden for rammen af den nye silkevej.

Trods udfordringer og modstand vil Kina presse ufortrødent på for at realisere den nye silkevej. Det er præsident Xi Jinpings største internationale prestigeprojekt og hans højest prioriterede strategiske satsning. Det kan således ikke slå fejl. De langsigtede geostrategiske motiver hænger sammen med de mere konkrete indenrigspolitiske drivkræfter. For hvis det lykkes at anvende silkevejen til at opgradere landets industri og udbrede kinesiske standarder, vil det positionere Kina centralt i nye regionale og globale handels- og produktionsmønstre og på længere sigt yderligere styrke Kina i den strategiske rivalisering med USA. ■

 

Trods udfordringer og modstand vil Kina presse ufortrødent på for at realisere den nye silkevej. Det er præsident Xi Jinpings største internationale prestigeprojekt og hans højest prioriterede strategiske satsning. Det kan således ikke slå fejl
_______

 

Camilla Tenna Nørup Sørensen (f. 1976) er adjunkt ved Institut for Strategi, Forsvarsakademiet. ILLUSTRATION: Xi Jinping [foto: Lan Hongguang/Ritzau Scanpix]