05.01.2018

FRA RÆSON32 [Vinternummeret/December 2017].
„Den 19. partikongres etablerede Xi Jinping som den stærkeste kinesiske leder siden Mao. Og Trumps besøg i dagene derefter bekræftede billedet af, at magten i Østasien tipper i retning af Kina.‟

Af Camilla Tenna Nørup Sørensen

I midten af oktober afviklede kommunistpartiet sin 19. partikongres. Den var ventet med stor spænding, da hovedparten af medlemmerne i både partiets øverste ledelse i Politbureauet og Politbureauets Stående Komité stod til udskiftning. I hvor høj grad er det lykkedes for Xi Jinping at køre sine egne allierede ind på vigtige poster? Har han formået at sætte sit aftryk på kongressens politiske rapport og efterfølgende på partiforfatningen? Svarene giver os klare indikationer på, hvor stærkt Xi Jinping står, og i hvilken retning han vil føre Kina i de kommende år.

Partikongressen var ikke mere end lige afsluttet, førend USA’s præsident, Donald Trump, landede i Kina på sit første statsbesøg i landet. Han kom til Kina med kun to punkter på dagsordenen, nemlig at sikre USA bedre handelsforhold samt stærkere kinesisk opbakning til Trumps ’maksimalt pres’-strategi over for Nordkorea. Men Xi Jinping havde en større ambition: at Trump i ord og handling skulle anerkende og respektere Kina som en ligeværdig stormagt.

Første sejr: holdet
Den 19. partikongres fik fjernet al tvivl om, hvorvidt Xi Jinping er den stærkeste leder, som Kina har haft siden Folkerepublikken Kinas grundlægger, Mao Zedong. Det er han.

For det første fik han placeret sine egne allierede på magtfulde poster, herunder i det 25 mand store Politbureau, Centralkomitéen, Den Centrale Militærkommission og som partisekretærer i vigtige provinser og bystyrer. Xi Jinping har imidlertid ikke ønsket – eller kunnet? – sætte sig fuldstændigt igennem. Den nye sammensætning af de syv medlemmer i den absolutte topledelse – Politbureauets Stående Komité – afspejler, hvordan han fortsat søger at respektere og balancere mellem forskellige retninger og fraktioner inden for partiet og tager hensyn til tidligere kinesiske ledere. Således valgte Xi Jinping at følge praksis om ikke at holde på partiledere, hvis de er fyldt 68 år, og han pensionerede Wang Qishan. Wang – der var medlem af den afgående stående komité – blev anset for at være Xis højre hånd, bl.a. som ansvarlig for antikorruptionskampagnen. Ligeledes i forlængelse af praksis forblev premierministeren i statsregi, Li Keqiang, i den stående komité.

Blandt de nye medlemmer af komitéen er to tætte Xi-allierede – Li Zhanshu og Zhao Leji. Zhao overtager Wangs opgave med at lede antikorruptionskampagnen. Herudover er der Han Zheng fra Shanghai, der anses som værende tæt på partiets tidligere leder Jiang Zemin (1997-2002), Wang Yang, der anses som værende tæt på Hu Jintao, der ledte partiet efter Jiang (2002-2012), og sidst, men ikke mindst Wang Huning, der har gode relationer til både Jiang og Hu, idet han har været chefideolog for dem begge. I modsætning til de øvrige har Wang Huning ikke erfaring med at lede provinser, bystyrer, ministerier og/eller store statsejede virksomheder. Han er tidligere professor i statskundskab på det prestigefyldte Fudan Universitet i Shanghai, og det menes, at det især er hans tekster om neo-autoritarisme, der bragte ham til Beijing i starten af 1990’erne. Han ses således som en af hovedarkitekterne bag de skiftende partiledelsers bestræbelser på at forbedre og finjustere kommunistpartiets ideologiske og bureaukratiske indretning, så et stærkt parti og en stærk – kapitalistisk – økonomi kan forenes i én model. Den seneste ideologiske tilføjelse er ’Xi Jinpings tanke om socialisme med kinesiske særtræk i den nye æra’, som jeg vender tilbage til.

At Wang Huning noget overraskende er kommet ind i den stående komité, er endnu et varsel om, at der i de kommende år kun vil blive skruet yderligere op for partiets ideologiske kontrol og propaganda, hvilket givet kommer til at præge alle aspekter af det kinesiske samfund, herunder erhvervslivet. Sidstnævnte er allerede godt i gang; fx er det for nylig blevet indført, at også private firmaer skal etablere particeller, og det gælder også udenlandske universiteter med afdelinger i Kina.

Det mest bemærkelsesværdige ved det nye line-up i Politbureauets Stående Komité efter den 19. partikongres er, at Xi Jinping har undladt at køre mulige efterfølgere – fra den såkaldte 6. generation af ledere i kommunistpartiet – i stilling. Alle nuværende medlemmer af Politbureauets Stående Komité er således i 60’erne. Dette er et brud med en anden praksis fulgt siden Deng Xiaoping om at indlemme egne mulige efterfølgere i topledelsen, fem år før de forventes at tage over. Dette styrker spekulationer om, at Xi Jinping påtænker selv at blive siddende som generalsekretær efter 2022.

Magtoverdragelser i autoritære politiske systemer som det kinesiske er ofte ledsaget af åbne magtkampe, vold og ustabilitet. Det kendte Kina også til under Mao og Deng, men som følge af praksisser og normer, særligt indført under Deng, har magtoverdragelserne siden været karakteriseret af en højere grad af forudsigelighed og stabilitet. Det er det, som Xi nu rykker ved.

Det er muligt, at Xi Jinping har undladt at lægge sig fast på spørgsmålet om sin efterfølger, fordi han vil have, at de mulige kandidater – formentlig alle nuværende medlemmer af Politbureauet eller Centralkomitéen – i højere grad skal vise deres værd og loyalitet over for Xis linje. I givet fald kan hans plan være at skifte ud i Politbureauets Stående Komité mellem partikongresserne.

Devisen synes at være, at ingen skal kunne vide sig sikre. Det er fortsat også overskriften på den omfattende antikorruptionskampagne, som Xi Jinping har kørt siden 2013, og som har været et vigtigt instrument til at konsolidere hans magt og fjerne mulige udfordrere og modstandere. Senest op til den 19. partikongres blev Sun Zhengcai – medlem af Politbureauet, partisekretær i Chongqing og forventeligt kommende medlem af Politbureauets Stående Komité ved den 19. partikongres – ekskluderet fra partiet og sat under anklage for seriøse brud på partidisciplinen. Anklagen mod Sun blev senere udvidet til, at han også stod bag forsøg på at mobilisere modstand i partiet mod Xi Jinping. Under partikongressen, hvor Xi har slået fast, at antikorruptionskampagnen vil fortsætte med uformindsket styrke, var der ingen modstand at spore.

Anden sejr: visionen
For det andet fik Xi Jinping sat et markant aftryk på kongressens politiske rapport. Som de forrige blev også den 19. partikongres indledt med, at generalsekretæren i en tale leverede den politiske rapport – et statusdokument, der på basis af en gennemgang af partiets resultater de seneste fem år udstikker retningslinjerne for Kinas udvikling såvel indenrigspolitisk som udenrigs- og sikkerhedspolitisk i årene frem. Rapporten er år undervejs og har været igennem adskillige runder af høringer og konsultationer på alle niveauer i partiet – derfor er den gerne et resultat af kompromiser og mange modsatrettede hensyn.

Rapporten til den 19. partikongres slog rekorden med over 30.000 tegn – i engelsk oversættelse 66 sider – og det tog Xi Jinping mere end 3½ time at levere den. Indholdet var imidlertid det mest iøjnefaldende – Xi Jinping blev sat i centrum; ikke på bekostning af partiet, men som den ubestridte leder af partiet. Hovedbudskabet er klart: Kun et stærkt kommunistparti med en stærk forenende leder – Xi Jinping – i spidsen kan sikre landets fortsatte udvikling, bringe velstand til hele befolkningen og garantere, at Kina genindtager sin retmæssige stormagtsposition. Der gives en tidsplan: Senest i 2035 vil partiet have realiseret ’den socialistiske modernisering’ og løftet befolkningens levestandard til minimum ’middelklasseniveau’ karakteriseret af mindre økonomisk og social ulighed. I næste fase – frem til 2050 – vil partiet føre Kina frem til at være en ledende global magt, hvor den kinesiske befolkning nyder ’generel velstand’. Det vil være den endelige realisering af ’den nationale foryngelse’ og dermed ’den kinesiske drøm’. At dømme efter rapporten til den 19. partikongres er dette de to helt centrale koncepter for partiet i ’Xi Jinping-æraen’.

Under kongressen var det tydeligt, at den øverste kinesiske ledelse anført af Xi Jinping er meget optaget af den voksende kløft mellem partiet og befolkningen, som hænger sammen med den kommunistiske ideologis svigtende appel, de større økonomiske og sociale skel og den udbredte og synlige korruption i partiet. Rapporten lægger generelt ikke skjul på den uhyre komplekse virkelighed, som de kinesiske ledere står overfor, og det behov for nytænkning i partiet, som det resulterer i. Det understreges, at der såvel internt som eksternt er dybe og komplicerede forandringer i gang, og at Kinas udvikling er inde i en ’afgørende vigtig strategisk periode’.

At dømme efter Xi Jinpings tale står partiet særligt over for én stor udfordring – som i partiets traditionelle ideologiske terminologi (marxistisk dialektisk materialisme) benævnes ’den nye principielle modsætning’ – der skaber store sociale spændinger og ustabilitet. Modsætningen består i den stigende ulighed i samfundet på den ene side og på den anden side partiets manglende evne til at indfri befolkningens forventninger om et bedre liv. Denne modsætning skal mindskes. Derfor opstiller Xi den tidligere nævnte tidsplan med ambitiøse mål for de næste 20-35 år.

Oversat går planen helt overordnet ud på at centralisere og styrke partiets kontrol og samtidig sætte mere skub i omlægningerne i den kinesiske økonomi med fokus på innovation og teknologiske fremskridt via store statslige investeringer. Samtidig vil Xi Jinping intensivere bestræbelserne på at genvinde befolkningens opbakning til og tro på kommunistpartiet. Dette udmønter sig især i kampagnen for at genfinde og styrke traditionelle kinesiske moralske kodekser, værdier og normer samt samhørighedsfølelsen i det kinesiske samfund. I de seneste måneder har det været tydeligt, at der i højere grad opstilles ’fjendebilleder’, og der henvises til særligt vestlige ondsindede kræfter, der forsøger at infiltrere og svække Kina. Denne trussel skal mødes af kommunistpartiet og den kinesiske befolkning i fællesskab.

Tredje sejr: navnet
Kongressens sidste, men vigtigste indikation på Xi som den stærkeste kinesiske leder siden Mao: Han fik sat sit navn på den seneste tilføjelse til det ideologiske tankesæt i partiets forfatning. ’Xi Jinpings tanke om socialisme med kinesiske særtræk i den nye æra’ er således betegnelsen for den overordnede linje, der skal guide politikker og beslutninger i Kina de næste mange år frem.

Det særligt bemærkelsesværdige er, at Xi Jinping for det første har sat sit aftryk på partiforfatningen efter kun fem år som generalsekretær, og at han, i modsætning til både Jiang Zemin og Hu Jintao, har fået sit eget navn skrevet ind. Dertil kommer, at Xis bidrag betegnes som en ’tanke’ (sixiang), hvad der leder tankerne hen på ’Mao Zedong tanke’, mens Dengs tilføjelse kun blev betegnet som ’teori’ (lilun), hvilket rangerer lavere i partiets idelogiske begrebshierarki. Det er også værd at bemærke, at Dengs teori først blev skrevet ind i forfatningen efter hans død i 1997. Xi Jinping er altså den første levende kinesiske leder siden Mao, som får sit navn skrevet ind i forfatningen.

Partiforfatningen – ikke at forveksle med staten Kinas forfatning – fastlægger regler og principper for partimedlemmer, fremlægger den partigodkendte version af Kinas og partiets historie og fastslår, hvordan tidligere og nuværende ledere og medlemmer har bidraget hertil. Nu, hvor Xi Jinping er skrevet ind, har han den øverste ideologiske autoritet – dét står i partiets forfatning, og der kan ikke sættes spørgsmålstegn ved dette uden at sætte spørgsmålstegn ved partiets ufejlbarlighed. Xi kan således ikke udfordres, uden at hele partiet udfordres.

Betegnelsen ’socialisme med kinesiske særtræk’ blev ’opfundet’ af Deng for ideologisk at skabe sammenhæng mellem det leninistiske etpartisystem og kapitalisme. Det tager Xi nu et skridt videre: Det leninistiske etpartisystem skal styrkes, og det gælder også i forhold til partiets evne til at styre kapitalismen. Under partikongressen var budskabet således klart: Kina vil fortsætte de strukturelle omlægninger af økonomien og åbningen over for omverdenen, men det vil ske på mere styret og kontrolleret vis. Partiets rolle er at sikre stabil vækst med færre negative sociale og miljømæssige konsekvenser og med større fokus på at tackle udfordringerne på de områder, som betyder meget for den voksende middelklasse – herunder fx fødevare- og sundhedsområderne. Det er ikke længere vækst for enhver pris.

Som Xi Jinping slog fast: Det stærke lederskab, som kommunistpartiet leverer, er det definerende træk og den største styrke ved ’socialisme med kinesiske særtræk i den nye æra’. Oversat understreger Xi her, at den mere markedsstyrede, dynamiske og innovative kinesiske økonomi, som der arbejdes henimod, kun kan realiseres med et stærkt, mere centraliseret, effektivt og ’rent’ (mindre korrupt) parti i spidsen. Det indebærer også mere kontrol og overvågning i forhold til udviklinger og bevægelser i det kinesiske samfund og i erhvervslivet, hvilket Xi ikke lagde skjul på under partikongressen, hvor han bl.a. slog fast, at ’partiet kontrollerer og leder alle ting, alle steder’.

Hvordan skal denne ’nye æra’ forstås? Det gav Xi Jinping også svar på. Den første æra (1949-1979) var Mao Zedongs; han gjorde Kina kommunistisk og uafhængigt. Den anden æra (1979-2012/2017) tilhørte Maos efterfølger og hovedarkitekten bag Kinas økonomiske reformproces, Deng Xiaoping; han gjorde Kina rigere. Den tredje æra er Xi Jinpings; han vil gøre Kina – og kommunistpartiet – stærkt. Xi Jinping har som nævnt skrevet ind i forfatningen, hvad partiet skal fokusere på helt frem til 2050. ’Xi Jinping-æraen’ vil derfor som minimum gælde de næste 33 år.

Hvor Maos og Dengs æraer primært gik på at ændre forhold internt i Kina, indeholder ’Xi Jinping-æraen’ i høj grad også ambitioner om at ændre forhold i det internationale system og Kinas rolle i dét. Xis budskab under partikongressen var således, at Kina er tilbage som stormagt – landet vil tage stormagtsansvar, men også kræve stormagtsrespekt og indflydelse. I forhold til sidstnævnte understregede Xi, at Kina ikke giver sig på ’kerneinteresser’ og vil værne om sine rettigheder (weiquan). Her fremhævede han særligt de seneste års udvikling i Det Sydkinesiske Hav, hvor Kina bl.a. har fortsat udbygningen af kunstige øer, som en succes. Det var også i denne sammenhæng, at han præsenterede ambitionen om at udvikle ’et kinesisk militær i verdensklasse’ inden 2050.

At Kina tager ansvar som stormagt, understregede Xi under partikongressen ved at fastslå, at det store udenrigspolitiske og -økonomiske prestigeprojekt, det såkaldte Bælte og Vej Initiativ (BRI), fortsat gives højeste prioritet i årene frem. Her har Xi sat Kina i spidsen for bestræbelser på at skabe international økonomisk vækst og udvikling, især via finansiering og etablering af store infrastrukturprojekter som højhastighedstogforbindelser, moderne veje og havne, olie- og gasledninger samt kommunikationsnetværk og -kabler.

’Den nye silkevej’ – som projektet er døbt i danske medier – har specifikt til formål at sikre bedre og hurtigere transport- og kommunikationsforbindelser mellem Kina og Europa, men også til Mellemøsten og Afrika. Det fokus, som Xi tildelte projektet under den 19. partikongres, understreger, hvordan han har sat yderligere skub i bevægelsen væk fra Deng Xiaopings ’hold lav profil’-doktrin med adskillige konkrete kinesiske bestræbelser på at tage en international lederrolle på særlige områder.

I forlængelse heraf er det også bemærkelsesværdigt, at Xi Jinping under partikongressen for første gang holdt ’Kinamodellen’ op som et bidrag til verden. Han understregede, at politiske systemer, der bygger på ’socialisme med kinesiske særtræk’, er et nyt valg for udviklingslande, som søger både økonomisk vækst og uafhængighed; dvs. økonomisk vækst uden at skulle ’imitere vestlige værdier’, som Xi sagde. At en kinesisk leder så klart slår fast, at Kina har andet og mere end blot økonomisk vækst at tilbyde andre statsledere – og tilmed et bedre alternativ, end hvad Vesten kommer med – tydeliggør, hvordan Xi står for en ny og selvbevidst linje i kinesisk udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Fjerde sejr: Trump retter ind
Det var således en styrket og selvsikker Xi Jinping, der tog imod USA’s præsident Trump i Beijing den 8. november. Trump fik en overdådig modtagelse. Han blev bl.a. den første udenlandske statsleder i moderne kinesisk historie, som spiste middag i Den Forbudte By. Den kinesiske strategi var tydeligvis at tale til Trumps ego for dermed at mindske risikoen for, at Trump på kinesisk jord ville gentage kritikken af Kina fra sin valgkampagne eller stille direkte krav – fx i forhold til Nordkorea – som Xi Jinping i værtsrollen ikke ville kunne afvise totalt uden at fornærme gæsten. Hvis det var strategien, lykkedes den. Besøget blev gennemført uden store skandaler, men også uden store resultater, hvilket i en kinesisk optik var fint acceptabelt. Xi Jinping kom godt afsted med brede løfter om at se, hvad han kunne gøre både på handelsområdet og med hensyn til Nordkorea. Trump gjorde det også let for Xi Jinping – han synes at komme uden en egentlig ambition for besøget og roste Xi Jinping til skyerne for bl.a. Xis succes med at konsolidere sin magt ved den 19. partikongres. Trump hjalp således Xi til at fremstå som en stærk og respekteret statsleder; som lederen af en stormagt, der er med til at sætte den internationale dagsorden, hvilket passer lige ind i ’fortællingen’ om partiets og særligt Xis resultater, der netop var blevet gentaget igen og igen under og efter den 19. partikongres. Som Jane Perlez skrev i The New York Times dagen efter mødet: ”It was a remarkable moment in the story of China’s rise and America’s response to it, with Mr. Trump’s performance suggesting a tipping point in great-power politics.”

Hvis der ses bort fra pomp og pragt, tydeliggjorde Trumps besøg i Kina (og hele hans asien-rejse), at Kina nu for alvor udfordrer USA som den dominerende magt i Østasien. Det var uundgåeligt, at det ville ske på et tidspunkt – men skiftet er de seneste måneder blevet fremskyndet af en Trump-administration, som sender en masse modstridende signaler og generelt ikke synes at have en vision for, hvilken rolle USA vil spille i regionen fremover, endsige en strategi for, hvordan USA vil medvirke til at sikre regional stabilitet og økonomisk udvikling. Det eneste, Trump synes optaget af, er Nordkorea og USA’s egne handelsforhold. Det har skabt en masse usikkerhed hos de regionale stater. Hvad kan de regne med fra USA? Et økonomisk og militært stærkere Kina kan de ikke komme udenom. Og det er vel at mærke et mere selvbevidst Kina, som i den ene hånd har tilbud om handelsaftaler, investeringer, bistand mv. og i den anden hånd har krav om accept af Kinas version af situationen i fx Det Sydkinesiske Hav, Taiwanstrædet mv.

Med Trump ved sin side i Beijing erklærede Xi Jinping, at der i Asien er plads til både USA og Kina. Det er en bemærkelsesværdig situation; en kinesisk præsident, som forsikrer en amerikansk præsident om, at der er plads til USA i Asien.

Som kinesiske topdiplomater og eksperter efterfølgende har gjort klart, er det imidlertid Kinas forventning, at USA trækker sig mere fra Østasien og respekterer Kinas kerneinteresser. Trump kom ikke med noget modsvar andet end korte konstateringer som fx ’America is back’. I sin tale ved det efterfølgende APEC-topmøde i Vietnam præsenterede Trump dog konjunkturerne af, hvad der ser ud til at blive Trump-administrationens bud på en asienstrategi. Denne har overskriften ’A Free and Open Indo-Pacific Order’, hvilket afspejler et amerikansk forsøg på at ’strække’ regionen ud – gøre den mindre kinacentrisk. Idéen er dermed at fremhæve vigtigheden af særligt Indien, men også Australien og Japan i USA’s bestræbelser på at håndtere Kina som den primære trussel mod ’den frie og åbne region’, hvilket snarere hentyder til Kinas modstand mod særligt den amerikanske flådes ret til at sejle frit omkring i Asien end til demokrati og liberale værdier.

At der også på det økonomiske og handelspolitiske område er store forandringer i gang, blev ligeledes klart på APEC-topmødet. Her gentog Trump, at USA ikke ønsker handelspolitisk multilateralisme, mens Xi Jinping forsikrede, at Kina ønsker økonomisk globalisering, herunder multilaterale handelsaftaler. Kina fortsætter således med at forsøge at udfylde det tomrum, Trump efterlader. Trumps prioritering af bilaterale handelsaftaler med klare gevinster for egne kernevælgere hjemme i USA er ikke attraktivt for lederne i regionen. Meget sigende var der på APEC-topmødet 11 stater fra Asien og Stillehavsområdet – anført af tætte amerikanske allierede som Japan og Australien – der besluttede at køre videre med TPP-handelsaftalen – nu omdøbt til ’The Comprehensive and Progressive Agreement for Trans-Pacific Partnership’ – som Trump trak USA ud af i januar. Deres håb er, at USA vil fortryde og senere gå med.

Det snerper til i Østasien. Den vision, som Xi Jinping præsenterede på den 19. partikongres for Kina som stormagt – økonomisk, ideologisk/politisk og militært – kan ikke forenes med USA som den dagsordensættende og -håndhævende magt i regionen. Det er netop i Østasien, at Xi Jinping først vil vise, at Kina har ’rejst sig’. Der er voksende kritiske røster – både i USA og i regionen – som kalder på et amerikansk modsvar, men der er endnu ikke kommet et fra Trump. Tværtimod har Trump indtil videre bidraget til at bane vejen for Xi Jinping. ■

Camilla T.N. Sørensen (f. 1976) er adjunkt ved Institut for Strategi, Forsvarsakademiet

ILLUSTRATION: Det kinesiske præsidentpar viser Donald og Melania Trump rundt i Den Forbudte By under deres besøg i Kina, november 2017 [foto: Andrew Harnik/AP/Polfoto]