31.10.2018

Det er ikke nok med en ny politisk aftale, der ændrer fokus fra barnets ret til to forældre til barnets ret til trivsel og beskyttelse. For at det nye skilsmissesystem i praksis kommer til at beskytte børn ved skilsmisse, kræver det at den enkelte medarbejder i forvaltningen evner at skifte spor. Medarbejderne må også skiftes ud – specielt i ledelsen af selskabet for børnesagkyndige.

Kronik af Bruno Skibbild Christensen

DEN 27. marts 2018 fremlagde regeringen med et enigt Folketing bag sig den politiske aftale for et nyt system på skilsmisseområdet. Ved første øjekast kan denne aftale se ud til at være en kursændring – i hvert fald i forhold til den forældreansvarslov, der har været gældende siden 2007. Hvor forældreansvarsloven ud fra et ligestillingsperspektiv blev udstyret med mantraet ”barnets ret til to forældre”, så skal et nyt system ifølge den politiske aftale sikre ”barnets ret til trivsel og beskyttelse”.

Det er et velkomment signal, men min frygt er, at når de politiske toner skal omdannes til reel lovgivning og strukturændringer, så bliver det blot ”gammel vin på nye flasker”. Jeg kan frygte, at undtagelsesbestemmelser, som eksempelvis ”barnets bedste”, fortsat kan stå i vejen for, at barnet reelt bliver beskyttet. For hvad er ”barnets bedste”? Er det op til den enkelte medarbejder ud fra egne overbevisninger at skønne, hvorvidt barnet fortsat skal have kontakt til en far eller mor, der eksempelvis har udsat barnet for vold?

Denne frygt bunder i, om det bliver præcis de samme medarbejdere, der skal undersøge sagerne, træffe og gennemtvinge afgørelser som hidtil. Specielt mennesker, der har været igennem vridemaskinen hos statsforvaltningen, lever i frygt for, at intet reelt bliver bedre, hvis alle medarbejdere rykker over i det nye familieretshus.

I forbindelse med udmøntningen af forældreansvarsloven i 2007 blev der skabt et ”Selskab for børnesagkyndige”, der skulle sikre barnets perspektiv. Alene selskabets navn kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen – også hos mig.

 

Jeg [udgav] i juni bogen ”Far i klemme”. Her følger man, fra et borgerperspektiv, vejen igennem et kafkask system, hvor ingen myndigheder tager ansvar, og hvor ingen myndigheder træffer de nødvendige beslutninger
_______

 

”Far i klemme”
For at vise hvor slemt det står til i det nuværende system, udgav jeg i juni bogen ”Far i klemme”. Her følger man, fra et borgerperspektiv, vejen igennem et kafkask system, hvor ingen myndigheder tager ansvar, og hvor ingen myndigheder træffer de nødvendige beslutninger. Bogen betegnes som en hverdagsgyser, hvor børn lider ubodelig skade på både den korte og den lange bane, fordi systemet i praksis ikke tillader, at børn beskyttes imod overlast.

Bogen kunne lige så godt have heddet ”Mor i klemme” eller frem for alt ”Børn i klemme”. Det er børn, der kommer i klemme – ikke imellem forældrene, men imellem en kødrand af myndigheder og autoritetspersoner, der trækker et automatiseret system ned over hovedet på barnet. Skilsmisserne er ikke blevet belyst ordentligt, fordi facit på undersøgelserne har været givet på forhånd.

Forældreansvarsloven fra 2007 blev fremlagt som en ligestillingslov, der skulle få fædrene mere på banen ved at give dem flere rettigheder. Deraf mantraet ”barnets ret til to forældre”. Baggrunden var en opfattelse af, at faderen blev skubbet ud af børnenes liv uden anden grund, end at en mor var sur. Desværre havde lovgiverne dengang ikke set hele konteksten igennem, idet man ikke stillede spørgsmålet om, hvorfor nogle fædre blev lukket ude. Det gav en lovgivning og specielt en praksis, hvor indgangsvinklen og udgangsvinklen var den samme: ”DER SKAL VÆRE SAMVÆR, uanset forældrenes evner som forældre.” Som Rasmus Kjelddahl, direktør i Børns Vilkår, udtrykte det ved en debat hos Dansk Kvindesamfund, så har det i praksis virket som om, at det var ”barnets PLIGT til to forældre” – i stedet for.

I praksis har det betydet, at det som forælder under forældreansvarsloven har været nærmest umuligt at beskytte sit barn imod samvær, selv når der har været overgreb og vold i barnets liv under samvær – for ikke at tale om psykisk vold.

Naturligvis mistrives et barn, hvis det bliver udsat for vold eller overgreb hver anden weekend. Selvfølgelig giver det langtidsskader for et barn, når det bliver tvunget til at være sammen med en forælder, som barnet frygter. Men det synes statsforvaltningen ikke at mene. Selv et overvåget samvær kan være traumatiserende for barnet.

Hvad værre er: det synes ”Selskabet for børnesagkyndige” heller ikke at mene. Man skal som barn være mere end almindelig heldig, hvis man støder ind i en børnesagkyndig, der rent faktisk mener, at der bør være grænser for, hvad et barn skal udholde under samvær. De findes derude, den slags børnesagkyndige, men det er ikke alle. Selve ledelsen af selskabet for børnesagkyndige er helt ude på overdrevet i den forbindelse. Det er en af grundende til, at man i en børnesagkyndig rapport kan læse, at selvom en far måtte udleve sadistisk pædofili overfor barnet, så skal der alligevel være samvær. Et samvær, som de fleste forældre nok ville betakke sig. Ikke mange forældre ville sende sit barn i armene på en sadistisk pædofil.

 

Problemet med Selskabet for børnesagkyndige er i øvrigt, at der ikke er nogen nævneværdig demokratisk kontrol – og dermed heller ikke noget demokratisk ansvar overfor befolkningen, hvis sager selskabet behandler
_______

 

Problemet med Selskabet for børnesagkyndige er i øvrigt, at der ikke er nogen nævneværdig demokratisk kontrol – og dermed heller ikke noget demokratisk ansvar overfor befolkningen, hvis sager selskabet behandler. Det er en selvstyrende enhed, og enhver kritisk henvendelse om en børnesagkyndig rapport bliver mødt med arrogance – og i bedste fald med tavshed, da man anser sig selv som tilsyn for sit eget arbejde.

Selskabet for børnesagkyndige hører formelt under psykologforeningen, og en børnesagkyndig kan indberettes af borgeren til psykolognævnet – men idet psykolognævnet har indført den praksis, at man ser en indberetning som en tilsynssag, får borgeren ikke en tilbagemelding om indberetningens resultat. Det gjorde man tidligere. Hvorfor psykologforeningen har ændret den praksis, kan man kun gisne om. Mit bud er, at psykologforeningen ikke ønsker at have psykolognævnets kritik af navngivne børnesagkyndige til at florere i sociale netværk, hvor systemramte borgere finder sammen i grupper for at dele erfaringer.

ÉN TING er, at Selskabet for børnesagkyndige rent fagligt er for smalt i de alvorlige sager, hvor der indgår problematikker, der overgår normal adfærd. Man kan ganske enkelt ikke forlange af en børnesagkyndig (der kan være børnepsykolog eller have en anden børnefaglig uddannelse), at vedkommende skal kunne rumme og undersøge samværsproblematikker, der ligger udenfor det børnefaglige arbejdsområde, såsom fysisk vold, psykisk vold, misbrug eller alvorlige adfærdsmæssige forstyrrelser, som eksempelvis psykopati eller narcissisme.

EN ANDEN TING er, at børnesagkyndige ikke har de formelle kompetencer til at undersøge, endsige teste forældre for farlighed endsige personlighedsteste med henblik på at fastslå, om der overhovedet er basis for udvikling.

EN TREDJE – og vel nok den værste ting – er, at Selskabet for børnesagkyndige har en stil, der lægger op til, at der skal gennemtvinges samvær under alle tænkelige forhold, og at vold, overgreb, misbrug og psykopati ikke er et parameter, der kan ændre på holdningen om samvær for enhver pris. Ledelsen af Selskabet for børnesagkyndige, ved formand Michael Kaster, har flere gange offentligt slået til lyd for, at mere ligestilling af forældrene er alfa og omega, når det gælder et nyt familieretligt system. Den holdning er udtryk for en kønspolitisk opfattelse, som den enkelte familie og det enkelte barn ikke kan bruge til noget. Hvis en far udsætter sit barn for vold, så skal barnet beskyttes imod den far. Hvis en mor udsætter sit barn for vold, så skal barnet beskyttes imod den mor. Det bør ikke overtrumfes af et ligestillingsperspektiv mellem kønnene. I den enkelte familie og hos det enkelte barn er der brug for at se de reelle problemer og undersøge sagen ud fra det pågældende barns konkrete livssituation. Der er ikke brug for et automatisk fokus på forældres rettigheder i almindelighed, eller fædres rettigheder i særdeleshed. Hvert enkelt barns situation skal behandles holistisk og individuelt. Hvis en far eller en mor helt uden grund skubber den anden forælder ud af barnets liv, så er DET problemet og ikke kønnet.

 

Med de politiske udmeldinger fra Selskabet for børnesagkyndige kan jeg tvivle på dets evne til at rette ind efter en politisk aftale, der går imod selskabets egen kæphest – nemlig ligestilling frem for trivsel og beskyttelse
_______

 

Med de politiske udmeldinger fra Selskabet for børnesagkyndige kan jeg tvivle på dets evne til at rette ind efter en politisk aftale, der går imod selskabets egen kæphest – nemlig ligestilling frem for trivsel og beskyttelse.

Uanset hvor god en politisk aftale man kan lave fra Christiansborg, uanset hvor god en lovgivning der skabes, og uanset hvad man kalder et nyt system, så står og falder det hele med, om den enkelte medarbejder i den enkelte sag udviser loyalitet overfor det enkelte barn eller sine egne personlige holdninger. Det er svært at drøfte en samværsordning med en børnesagkyndig, der er grænseløs i sin opfattelse af, hvad et barn skal kunne holde til. Og hvis man som forælder er uenig i denne grænseløshed og tilbageholder sit barn, så hedder det bøde, tvangsfuldbyrdelse eller fængsel – eller for nogle menneskers vedkommende flugt. Det er ikke fair.

HVIS ET NYT system efter hensigt skal virke til beskyttelse af voldsramte børn, så kræver det ikke blot en omlægning af strukturen, men i høj grad også medarbejdere, der kan lægge hovedet på blokken for barnets trivsel og beskyttelse. Til at udrede forældrene i de alvorlige skilsmisser, er der brug for helt andre evner end dem, man ser hos Selskabet for børnesagkyndige i dag. Man kan godt undersøge og teste et menneske for psykopati og narcissisme – se blot i retspsykiatrien, der bliver bragt i spil, når de mest bestialske mord bliver begået – for at teste farlighed og lave en risikovurdering. Men det kræver naturligvis viden og evner, ellers fortsætter weekendsamvær med forældre, der deler personlighedsstruktur med selv de mest bestialske mordere, vi kender.

På overfladen ser forslaget til et nyt familieretligt system fornuftigt ud. Skilsmisserne skal fordeles i tre forskellige kategorier. Den grønne kategori er de skilsmisser, der ikke er problematiske, og hvor forældrene kan blive enige uden indblanding fra myndighederne, og hvor der ikke er optræk til nogen konflikt. Det er langt den største kategori. Den gule kategori er de skilsmisser, hvor der er potentiale for konflikt, men hvor begge forældre er indenfor tilstrækkelig pædagogisk rækkevidde til, at det kan give mening at iværksætte rådgivning og mægling. Den røde kategori er de skilsmisser, hvor den ene eller begge forældre har adfærdsmæssige problemer, der gør det umuligt at samarbejde om barnet, og hvor den ene eller begge forældre har manglende forældreevne.

Skilsmisserne skal screenes og fordeles i grøn, gul eller rød ved indgangen til det nye familieretshus, og de tunge, røde sager skal sendes i familieretten, hvor barnets livssituation skal belyses grundigt, og barnet skal beskyttes imod mistrivsel, vold og overgreb.

 

Så langt så godt ser strukturen fin ud. Men når man bevæger sig ned i den praktiske udmøntning, opstår mine bekymringer
_______

 

Så langt så godt ser strukturen fin ud. Men når man bevæger sig ned i den praktiske udmøntning, opstår mine bekymringer.

Statsforvaltningen bliver nedlagt, og den del af statsforvaltningen, der tager sig af skilsmisser, overgår til Familiehuset. Det samme gør medarbejderne. Jeg kan frygte, at medarbejderne og ledelsen tager den gamle automatpilot fra statsforvaltningen med sig. Frygten er derfor, at den eneste ændring, der finder sted i praksis, er, at skiltet bliver udskiftet ved indgangen – et forandringsarbejde som en tømrer kan lave på en eftermiddag.

Der bliver oprettet børnehuse, der skal undersøge barnets forhold, specielt i de alvorlige røde sager og der lægges i forslaget endnu større vægt på de børnesagkyndige som fagpersoner, der skal støtte juristerne, når de skal lave afgørelser. På papiret ser det fornuftigt ud, men filmen knækker, hvis et kønspolitisk selskab for børnesagkyndige får endnu mere magt i det nye system – hvis afgørelserne i familieretshus og familieretten fortsat udelukkende baseres på børnesagkyndige undersøgelser. De er ikke dækkende, når problemets kerne ligger et helt andet sted, såsom vold, overgreb, misbrug eller psykopati. Selskabet for børnesagkyndige er i sin nuværende form urørlige, også når en børnesagkyndig arbejder stik imod lovgivningen og til skade for et barns trivsel, som der ses flere eksempler på i et høringssvar til den nye lov om forældremyndighed fra firmaet Litehouse Consult.

Det nye system står og falder med, at der foregår en forsvarlig og loyal screening, at der iværksættes en relevant og kompetent undersøgelse af barnets livssituation, og at der træffes en afgørelse, der rent faktisk beskytter barnet. Men dette fordrer, at myndigheden rent faktisk erkender, at nogen børn skal beskyttes imod enhver form for samvær. Og det fordrer, at selskabet for børnesagkyndige ændrer fokus, og det kræver – for mig at se – en ny ledelse af selskabet som det allermindste.

Allerhelst så jeg gerne, at man i stedet for Selskabet for børnesagkyndige oprettede et tværfagligt udvalg, der specielt har sine kompetencer indenfor det retspsykiatriske felt. ■

 

Allerhelst så jeg gerne, at man i stedet for Selskabet for børnesagkyndige oprettede et tværfagligt udvalg, der specielt har sine kompetencer indenfor det retspsykiatriske felt
_______

Apropos denne artikel:

Rasmus Emborg: Vi må se i øjnene, at Ruslands gamle imperiedrømme er ved at blive til virkelighed

Jens Ladefoged Mortensen: Trumps toldkrig viser, at tyngdepunktet har flyttet sig væk fra Vesten – hvis det overhovedet findes længere

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne