12.01.2018

FRA RÆSON32 [Vinternummeret/December 2017].
„Opsvinget er gået i stå, og korruptionsskandalerne har oversvømmet det politiske liv. Brasilien er blevet: Succesen, der forsvandt.‟

Af Steen Fryba Christensen

At præsident Dilma Rousseff sidste år blev afsat ved en rigsretssag, bidrog til en øget politisk polarisering i Brasilien. Det centrale skel går mellem den siddende højrefløjsregering, ledet af præsident Michel Temer fra partiet PMDB, og den venstreorienterede opposition, der med Rousseffs exit mistede den magt, de har haft siden 2003. Befolkningen er dybt splittet – og en stor del af den politiske opposition betragter rigsretssagen som et kup begået af konservative kræfter.

Samtidig er der i befolkningen – og på tværs af partiskel – en udbredt politikerlede, som bunder i en række meget omfattende korruptionsskandaler i begge lejre, der dermed berører en stor del af det politiske etablissement. Dertil kommer brasilianernes utilfredshed med den kraftige økonomiske tilbagegang og voksende arbejdsløshed, der har præget landet siden 2014.

I oktober 2018 afholdes næste præsidentvalg, og landets førende politiske profiler er i disse måneder i færd med at positionere sig. Præsident Temer og den siddende regering har historisk lav opbakning. Det har åbnet en mulighed for den populistiske kandidat Jair Bolsonaro, der af nogle ses som Brasiliens Trump. Bolsonaro, der stiller op for det stærkt højreorienterede parti PSB, har ifølge de seneste meningsmålinger den næststørste opbakning blandt vælgerne – kun overgået af den tidligere præsident Luiz Inácio da Silva, også kendt som Lula, der ledede landet fra 2003 til 2010. Men hvorvidt Lula overhovedet vil kunne stille op til valget, er usikkert, da han er blevet dømt i en af de mange verserende korruptionsskandaler, der præger landets politiske liv. Efter at have appelleret dommen afventer han i skrivende stund den endelige afgørelse fra højesteret.

Succesen, der forsvandt
Siden årtusindskiftet har Brasilien været på en rutsjebanetur. Da Lula kom til magten i 2003, befandt landet sig i en periode med økonomisk stagnation, høj arbejdsløshed og stor statslig gældsætning, der skabte bekymring på de internationale finansmarkeder. Man frygtede, at Brasilien ville følge Argentinas eksempel i 2002 og erklære en betalingsstandsning. Men det lykkedes for Lula at trække landet ud af krisen og skabe økonomisk vækst. Han sikrede et stort fald i ledigheden, fattigdommen og den sociale ulighed. I 2006 genvandt han da også præsidentposten med mere end 60 pct. af stemmerne i anden valgrunde. Han fik særlig stor vælgertilslutning i de fattigste regioner og nederste indkomstgrupper. Samtidig med den positive sociale og politiske udvikling blev Brasilien stadig mere fremtrædende på den regionale og internationale politiske scene. Dette var væsentlige medvirkende årsager til, at opbakningen til den karismatiske Lula ifølge meningsmålinger var over 80 pct., da han gik af som præsident.

Efterfølgeren blev Lulas partifælle Dilma Rousseff, der i 2010 vandt præsidentvalget i anden valgrunde med 55 pct. (mod oppositionskandidaten José Serra fra centrum-højre-partiet PSDB). Hendes mål var at fortsætte Lulas politik – og under valgkampen lød hendes helt centrale budskab, at hun ville gøre en ende på ekstrem fattigdom og én gang for alle gøre Brasilien til et udviklet land.

Dilma var i begyndelsen af sin præsidentperiode yderst populær. Der var da også fortsat social og økonomisk fremgang, omend væksten gradvist aftog mellem 2011 og 2014. Til stor overraskelse både for mange iagttagere af Brasilien og ikke mindst for præsidenten og hendes regering udbrød der imidlertid en bølge af sociale protester i 2013. Der er mange bud på årsagen til denne protestbølge. Den umiddelbare anledning var en lille prisstigning på bustransport i São Paulo i juni 2013. Men som man efterfølgende kunne læse på bannere ved demonstrationer i en lang række store og mellemstore byer i landet, bundede protesterne også i utilfredshed med prioriteringen af offentlige midler og med den omfattende korruption.

Under valgkampen i 2014 udvekslede Rousseff og hendes udfordrer fra oppositionspartiet PSDB, Aécio Neves, beskyldninger om korruption. Neves satte fokus på en omfattende korruptionsskandale i det kæmpestore (og delvist offentligt ejede) olieselskab Petrobras, som skulle have bestukket politikere fra regeringspartiet. Under valgkampen lovede han derfor, at han ville ’befri’ brasilianerne fra arbejderpartiet PT’s korrupte regime. Men i sin tid som guvernør for delstaten Minas Gerais – en af de mere udviklede delstater i det rige sydøstlige Brasilien – var han dog også selv kommet under mistanke for omfattende korruption.

Dilma sejrede – i samarbejde med sin daværende koalitionspartner PMDB, hvis leder, Michel Temer, fik posten som vicepræsident. Med blot 51,3 pct. af stemmerne i anden valgrunde var sejren dog meget snæver. Og valgresultatet viste en klar tendens til en større splittelse mellem den rigeste og den fattigste del af befolkningen. Dilma Rousseff vandt således en kolossal sejr i det fattige Nordøstbrasilien, mens Neves opnåede størst opbakning i de sydøstlige regioner. Delstaten Minas Gerais – hvorfra begge kandidater stammer, og hvor Neves havde været guvernør fra 2003 til 2010 – var en undtagelse. Her vandt Dilma – simpelthen fordi mange betragtede Neves som korrupt.

Men fra begyndelsen af den nye præsidentperiode stod Dilmas regering over for store økonomiske udfordringer. 2014 havde budt på økonomisk stagnation, og regeringen havde på grund af vigende indtægter svært ved at overholde sine budgetmål. Situationen blev kun værre i 2015, hvor priserne på Brasiliens råvarer og naturressourcer faldt drastisk, hvilket førte til et stort dyk i landets eksport. Dette skabte en række problemer og førte til et større fald i landets bruttonationalprodukt – et fald, som fortsatte i 2016. Som svar på problemerne gennemførte regeringen en række tiltag med henblik på at begrænse det statslige budgetunderskud. Men trods større besparelser voksede underskuddene og pressede gældsætningen opad. Og den økonomiske nedtur førte til kraftige stigninger i arbejdsløsheden, som ellers var blevet bragt ned på under 5 pct. i 2011.

De økonomiske problemer svækkede regeringens popularitet, og samtidig kørte der i retssystemet en række korruptionssager mod højtstående politikere, hvor særligt Petrobras-skandalen har vist sig at være ekstremt omfattende. Og samtidig anklagede oppositionen nu Dilmas regering for at have pyntet på de statslige budgetopgørelser for 2014 – med den hensigt at stå stærkere i valgkampen det år. Dette førte til en rigsretssag mod præsidenten, der i august 2016 endte med at blive dømt og afsat.

At genvinde tilliden til økonomien
Vicepræsident Michel Temer overtog – som den brasilianske forfatning foreskriver – præsidentposten og droppede samtidig samarbejdet med koalitionspartneren PT. På den måde stod Brasilien nu med en meget anderledes regering end den, der blev stemt til magten i slutningen af 2014 – ikke mindst fordi Temers parti, PMDB, indgik en koalition med det mere højreorienterede parti PSDB. Denne udvikling førte til store protester fra PT-støtter, der betragtede omdannelsen som et statskup – andre påpegede, at hele processen havde fulgt forfatningens bestemmelser. Uanset hvad, førte afsættelsen af Dilma Rousseff til en stærk optrapning af en allerede polariseret politisk situation.

Mange analytikere har fremhævet, at problemet med den misvisende opgørelse af statsbudgettet ikke var den egentlige årsag til afsættelsen af Dilma. Hendes exit bundede nærmere i et ønske om at komme af med hende og PT – og regeringens lave popularitet og den økonomiske krise gjorde det lettere at komme igennem med en rigsretssag. Måske var mange af de politikere, der stemte for at afsætte Dilma, nervøse ved de verserende korruptionssager mod højtstående politikere, som den tidligere præsident virkede opsat på at få gennemført? Den nye præsident, Temer, har allerede i løbet af sin korte periode i embedet ved to lejligheder stået over for mulige rigsretssager, som han dog har fået afværget ved hjælp af opbakning fra parlamentet.

Temer-regeringen har fokuseret på behovet for at genvinde tilliden til den brasilianske økonomi. Midlet: budgetansvarlighed og økonomisk liberalisme. Dette indebærer et opgør med en række af de politikker med et nationalistisk islæt, som blev igangsat under Lulas og Dilmas regeringer – fx mistede den statslige olie- og gasvirksomhed Petrobras sin fortrinsstilling ved auktioner/koncessioner af nye oliefelter.

I 2015 havde Dilma indledt en stram budgetpolitik for at få den finansielle situation under kontrol, men Temer-regeringen igangsatte hurtigt en række kontroversielle økonomiske reformer, som står i kontrast til Dilmas linje. Det gælder bl.a. en arbejdsmarkedsreform, der skal gøre det lettere at fyre ansatte og i det hele taget gøre arbejdsmarkedet mere ’fleksibelt’ med det mål at sikre en større konkurrencedygtighed for den brasilianske økonomi. Oppositionen opfatter reformen som konservativ politik, der tjener eliterne og rammer arbejdstagerne. Samtidig ønsker regeringen at promovere en reform af det sociale system med fokus på pensionsområdet. For det offentlige pensionssystem kører med enorme underskud, der er årsagen til en meget stor del af statens budgetunderskud og voksende gældsætning. Oppositionen ser også dette som et anslag mod velerhvervede rettigheder, der har været med til at skabe social fremgang i landet. Temer-regeringen argumenterer tværtimod for, at de store underskud fra pensionssystemet går ud over de fattigste grupper i landet.

Comeback til Lula?
Valgkampen forud for næste års præsidentvalg er så småt i gang, og meningsmålingerne har bølget frem og tilbage. På et tidspunkt var Marina Silva fra Brasiliens grønne, miljøorienterede parti REDE i spidsen, men nu står Lula stærkest. Ifølge meningsmålingerne ser Lula ud til at ville kunne slå en hvilken som helst modstander – til trods for at han, som nævnt, er blevet dømt i en korruptionsskandale. Såfremt dommen stadfæstes i højesteret inden valget, vil han ikke kunne opstille som præsidentkandidat. Hvis Lula forhindres i at opstille til præsidentvalget på baggrund af en dom ved højesteret, må man forvente, at venstrefløjen vil mene, at der er sket et højreorienteret komplot vendt mod den venstreorienterede opposition. For nuværende er der, hvis Lula ryger, ingen alternativ kandidat for PT.

På andenpladsen i meningsmålingerne finder man nu, som nævnt, den højreorienterede Jair Bolsonaro, der er medlem af parlamentet. Da han havde stemt for afsættelsen af Dilma Rousseff, dedikerede han sin stemme til den mand, der havde været ansvarlig for den tortur, som hun blev udsat for, da hun sad fængslet under militærdiktaturet i 1970’erne. Bolsonaro bliver ofte sammenlignet med Trump – det er han godt tilfreds med og bemærker, at den vigtigste forskel er, at han er rigere end manden i Det Hvide Hus.

Det er umuligt at sige, hvad der vil ske ved valget. I krisetider som dem, Brasilien gennemlever i disse år, kan man ikke udelukke, at en outsider uden for det politiske etablissement kan gå hen at vinde. Det skete i 1990, da Fernando Collor de Melo under en dyb økonomisk krise blev valgt til præsident. På den anden side har Brasiliens valgsystem med sine to valgrunder tendens til at stille ekstreme kandidater svagt i anden valgrunde. Her foretrækker vælgerne typisk det mere sikre og kendte i form af en kandidat fra et parti fra centrum-højre eller centrum-venstre.

Det er også fortsat muligt, at Lula kan undgå at blive dømt ved højesteret inden valget. I så fald er det ret sandsynligt, at han vil vinde – i det mindste som meningsmålingerne ser ud nu. For han nyder stadig bred støtte i befolkningen – især i de fattige samfundsgrupper, der betragter ham som en af deres egne. Lula ses som manden, der byggede et mere socialt, inkluderende og lige samfund – og i det nuværende polariserede klima vil mange derfor se bort fra mistanken om korruption. De mener, anklagerne er fabrikeret af en presse, der langt hen ad vejen er på elitens side og derfor ønsker at underminere Lulas muligheder for at komme til magten ved at få ham dømt. Fuldstændig ligesom Dilma Rousseff. ■

Steen Fryba Christensen (f. 1963) er lektor ved Institut for Kultur og Globale Studier, Aalborg Universitet. Han har udgivet flere forskningsartikler og bogkapitler om brasilianske forhold, særligt inden for Brasiliens udvikling og internationale relationer. Med Marie Kolling har han skrevet Brasilien-kapitlet i RÆSONs nye bog, ’Verdens Magter’: www.verdensmagter.dk.

ILLUSTRATION: Protester under en generalstrejke i Rio de Janeiro, Brasilien, førte til sammenstød med politiet, april 2017 [foto: Leo Correa/AP/Polfoto]