27.03.2018

„Vi kan gøre os gældende, hvis vi vil, og det synes jeg primært gælder ude i partierne. Der må man sørge for at sige ”meld dig ind, vi vil gerne føre dig frem og sørge for, at du bliver valgt til borgmesterkandidat” eller lignende. Men vi kan ikke sidde som kvinder og vente på, at det sker af sig selv‟

Interview af Cecilie Stampe

RÆSON: Hvilken politiker – død som levende – beundrer du mest?
HANSEN: Det har i mange år været Connie Hedegaard. Jeg ved godt, at hun er konservativ, så når jeg beundrer hende, er det, fordi jeg har fulgt hendes politiske karriere: Ind og ud af politik, så ud og lave noget andet, tilbage i politik igen, osv. Jeg tager hatten af for dem, der både har modet til at stille op, men også har modet til at stoppe for at gå ud og gøre noget andet – og så komme tilbage til den politiske verden.

RÆSON: Beundrer du kvindelige politikere mere, fordi du selv er kvinde, og du dermed bedre kan sætte dig ind i deres måde at føre politik på?
HANSEN: Det er ikke sådan, jeg tænker. Men når jeg oplever kvindelige politikere på højt niveau, så tænker jeg på, hvordan de får det til at hænge sammen. Det tænker jeg ikke om mandlige politikere. Der kan man tænke, at jeg er gammeldags, men jeg har selv været der. Så tænker jeg: ”Gad vide, om de har små børn? Gad vide, om de har en mand, der bakker op? Og gad vide, hvordan de har valgt ikke at have så stor en venne- og venindekreds?‟ Så bliver jeg nysgerrig på, hvordan de forvalter den politiske rolle. Det tænker jeg ikke over ved mandlige politikere.

 

„Når jeg oplever kvindelige politikere på højt niveau, så tænker jeg på, hvordan de får det til at hænge sammen. Det tænker jeg ikke om mandlige politikere‟
_______

 

RÆSON: Godt 42 pct. af stemmerne ved kommunalvalget i 2017 i Frederikshavns kommune gik til dig personligt. Hvad tror du, at din succes skyldes?
HANSEN: Den skyldes, at jeg arbejder hårdt. Det bliver man belønnet for i Nordjylland. Jeg deler så at sige borgmesterjobbet op i to: Den repræsentative del og den politisk/økonomiske del. Og den politisk/økonomiske del passer jeg også. Jeg går til alle de møder, jeg skal. Jeg har gruppeformandsmøder, udvalgsformandsmøder. Jeg tager til møder i KL. Jeg har ministerbesøg, byrådsmøder, osv. Jeg passer alle de ting, men det ser borgerne ikke rigtig.

Så er der den anden halvdel, som er den repræsentative. Den ser borgerne, og der er dem, der siger, at jeg fører valgkamp hele tiden. Jeg kalder det at arbejde, og det er jo, fordi borgerne ikke ser, at jeg sidder til politiske og økonomiske møder. De ser, når jeg er ude og klippe en snor. De ser mig, når jeg er ude på et ældrecenter, eller når jeg er på virksomhedsbesøg. Jeg er ude på vores skoler, jeg er ude i vores børnehaver. Jeg kommer rigtig meget ud – jeg prioriterer det repræsentative rigtig højt, og det kan borgerne godt lide. Det kan godt være, at jeg ikke deler en masse gaver ud, men jeg kan arbejde hårdt, jeg stiller op, når borgerne kalder, og jeg tager dialogen – også når det er svært. Et eksempel er, at vi havde nogle lærere, der nedlagde arbejdet på en skole. Jeg kørte derind og bankede på til lærerværelset, hvor de sad, og spurgte dem, om de gav en kop kaffe. Det kan da godt være, at hjertet sad lidt oppe i halsen, men da vi gik fra hinanden – lærerne og jeg – der smilede vi og gav hinanden hånd på, at vi skulle løse det her. Lige efter valget følte jeg et forventningspres, men jo mere, jeg tænker over det, jo mere sikker bliver jeg på, at de mange stemmer også er en kvittering for den måde, som jeg har arbejdet på de sidste fire år. Hvis det er det, jeg har gjort de sidste fire år, borgerne forventer mere af fra deres borgmester, så kender jeg jo linjen.

RÆSON: I Frederikshavns byråd er 11 ud af 29 kvinder. Ville en lige fordeling mellem mænd og kvinder ikke være at foretrække?
HANSEN: Måske. Vi er på vej, der sker jo noget efter hvert valg. Flere og flere kvinder kommer til. Jeg ved, at der er et bedre arbejdsklima, når vi er både kvinder og mænd. Der kommer altså nogle andre nuancer. Vi udfordrer hinanden, og det giver et bedre klima. Fx prøver vi også at få nogle kvinder ind i teknik- og miljøudvalget, i planudvalg, i affaldsselskaber og lignende. Vi prøver at sige: ”Skulle du ikke ind i plan- og miljø eller i teknisk udvalg?” til nogle af kvinderne, fordi det giver nogle nuancer og nogle andre synsvinkler. Men vi siger også til nogle af mændene: ”Skulle du ikke sidde i socialudvalget eller børne- og ungdomsudvalget?” Jeg synes, vi er nogenlunde på vej. Jeg har samtidig stor respekt for, hvis hovedparten af kvinder ikke gider det og ikke interesserer sig for det. Så er der plads til nogle af os andre.

 

„Flere og flere kvinder kommer til. Jeg ved, at der er et bedre arbejdsklima, når vi er både kvinder og mænd. Der kommer altså nogle andre nuancer‟
_______

 

RÆSON: Der er 14 kvindelige borgmestre i Danmark og 84 mandlige. Hvad tænker du om den fordeling?
HANSEN: Det starter ved os kvinder selv. Der er en bane, og vi kan bare tage den, hvis vi vil. Det er jo ikke sådan, at mændene står og lægger armene over kors og siger, at man skal komme i habit eller snakke mandesprog. Vi kan gøre os gældende, hvis vi vil, og det synes jeg primært gælder ude i partierne. Der må man sørge for at sige ”meld dig ind, vi vil gerne føre dig frem og sørge for, at du bliver valgt til borgmesterkandidat” eller lignende. Men vi kan ikke sidde som kvinder og vente på, at det sker af sig selv. Jeg er ikke så meget til kønskvoter i erhvervslivet og sådan nogle ting. Jeg synes, vi har muligheden, det gælder bare om, at vi tager den.

Men jeg vil rigtig gerne være med til at arbejde for at forbedre de arbejdsvilkår, vi har i det kommunale – fx for forældre med små børn. Jeg er en benhård mødeleder. Jeg siger, at vi skal prøve at holde mødetiden, så det passer, hvis nogen skal hente børn eller til forældresamtale. Jeg synes, vi skylder hinanden at huske, at det ikke er alle, der er over 60 og er gift med en, der laver maden, handler og vasker tøjet. Så når vi planlægger møderækkerne for udvalgene, så spørger jeg, hvordan det hænger sammen for udvalgsmedlemmerne. Vi skal hjælpe hinanden med at fortælle, hvis der går nogle – det kunne være kvinder – og tænker, at de ikke kan få det til at hænge sammen, at det kan vi gøre en masse ved. Men jeg synes, at udfordringen er den samme for de yngre mænd med små børn, fordi vi heldigvis er kommet så langt, at alle tager del i det derhjemme.

RÆSON: Vægter kvinderne nogle andre værdier som fx børn eller familie højere end mændene?
HANSEN: Ja! Og det er ikke en kritik af, at kvinder ikke er kommet længere. Men jeg oplever, at mødrene fortsat spiller en stor rolle i forhold til at få familielivet til at hænge sammen. Vi ser det også i forhold til, hvor langt kvinder er villige til at køre til deres arbejdsplads. Der er lavet undersøgelser om, at mænd er villige til at have to timers transport, mens kvinder kun vil have én, fordi de skal nå hjem og hente børn og den slags. Det kan godt være, at manden handler, men hvem har skrevet indkøbssedlen? Det har kvinderne.

RÆSON: Kan kvinder noget i politik, som mænd ikke kan? Hvordan fører kvinder måske en anden politiske karriere end mænd?
HANSEN: Det er svært at generalisere, for vi er vidt forskellige som individer. Men fx har to kvindelige borgmestre spurgt, om de må komme op og snakke med mig i en slags erhvervspraktik og blive inspireret. Det er påfaldende, at det er kvinder, der spørger om det. Jeg bruger rigtig meget det at invitere folk ind. Det kan være et byrådsmedlem eller en erhvervsmand, der har noget på hjerte. Så byder jeg dem ind på en kop kaffe, og så snakker vi om det, vi skal, men jeg spørger også ind til, hvordan det går.

Desuden kommer jeg let til at røre ved folk, og det er ikke altid en fordel. Det ser jeg også andre kvinder gøre, men det kan jeg se, at nogle mænd synes er lidt grænseoverskridende. Vi skal passe på med, hvilke signaler vi sender som kvinder. Jeg lægger selv mærke til, hvis jeg synes, der er kvindelige politikere, der er udfordrende klædt. Jeg synes, det tager fokus fra det, der kommer ud af munden på os. Der er et eller andet med, hvordan vi forvalter den her rolle.

Jeg har lagt mærke til, at de kvindelige politikere, jeg har mødt, nogle gange trækker husmorkortet og siger, ”at kartoflerne skræller jo ikke sig selv”. Der kan jeg se, at nogle mænd vender øjne. For at komme det sidste stykke vej til magten lod jeg være med den slags.

 

„Jeg har lagt mærke til, at de kvindelige politikere, jeg har mødt, nogle gange trækker husmorkortet […]. Der kan jeg se, at nogle mænd vender øjne. For at komme det sidste stykke vej til magten lod jeg være med den slags‟
_______

 

RÆSON: Skævvridningen i forhold til kønnene ser vi også i Folketinget, hvor 63 af 179 folketingspolitikere er kvinder. Ser du nogen problemer ved den skævvridning?
HANSEN: Jeg vil gerne starte et andet sted. Jeg synes, at de kvinder, der er valgt, er rigtig dygtige. De gør sig gældende. Det var jo skønt at se, da vi havde tre kvinder med Margrethe Vestager, Helle Thorning-Schmidt og Anette Vilhelmsen som regeringens partiledere. Det bliver også prioriteret at få nogle kvinder med, når der skal udpeges ministre til en ny regering. Vi ser det også i forhold til formænd for udvalg, og du ser kvindelige partiformænd i Enhedslisten og i mit eget parti. Så jeg synes, de gør det godt, og det er dejligt. De er dygtige, og de bliver rollemodeller. De kommer til at gå foran i en proces, hvor flere kommer med.

RÆSON: Så i virkeligheden synes du ikke, at skævvridningen er et stort problem, så længe de kandidater, man har, er dygtige?
HANSEN: Ja, og at de får – og tager – nogle udvalgsposter. Derfor er det godt, at man tænker det ind i udpegningen af ministre, udvalgsformænd og ordførerskaber, og at de stiller op, når pressen spørger. Så har kvinderne også en pligt til ikke at sætte sig på bagerste række, men at bruge albuerne rigtig meget. Det synes jeg, de gør, og de er dygtige.

RÆSON: I Helle Thorning-Schmidts regering var der 15 kvindelige ministre ud af 37, og i dag er der ni ud af 22, så fordelingen her er mere lige end i kommunalpolitik eller i Folketinget generelt. Hvad tænker du om det?
HANSEN: Der er slet ingen tvivl om, at den til enhver tid siddende statsminister tænker over at udpege kvinder. Det er et godt signal, og borgerne forventer det. Helt tilbage til den første kvindelige minister i verden, den socialdemokratiske undervisningsminister Nina Bang i 1924, tror jeg, at man tænkte over, at man her havde en dygtig kvinde. Især kvinderne forventer det.

RÆSON: Man har tidligere talt om den såkaldte mæthedshypotese, som består af, at partier og vælgere mener, at de nu har nået et mæthedspunkt i forhold til antallet af kvindelige politikere, og derfor efterspørger de ikke flere. Tror du, at der er hold i den hypotese?
HANSEN: Måske. På en partiliste er det ikke en kvalitet i sig selv at være kvinde. Det tror jeg, det var, da jeg startede for 17 år siden. Jeg blev også båret lidt af, at min far var en kendt kommunalpolitiker i Sæby. Men jeg tror også, at der dengang i 2001 var behov for en lidt yngre kvinde med nogle små børn. Det kunne jeg høre, og det var med til næsten at få valgt mig ind første gang, jeg overhovedet stillede op. Der var sådan en sultfølelse efter yngre kvinder med små børn, fordi vi havde nok af de midaldrende mænd i habit.

 

„På en partiliste er det ikke en kvalitet i sig selv at være kvinde. Det tror jeg, det var, da jeg startede for 17 år siden‟
_______

 

RÆSON: Men tænker du så, at det har vendt nu? Vi har de kvindelige politikere, vi skal have, og de er dygtige nok?
Hansen: Det er rigtig interessant. Når vi skal lave liste til kommunalvalgene i mit parti, tænker vi på, om vi har nogle kvinder. Vi tænker også på, om vi har nogle med en anden etnisk baggrund, der kunne tænke sig at stille op. Altså vi prøver virkelig at lave en liste, så vi har nogle lidt yngre, lidt ældre og nogle fra andre lande. Men jeg hørte ikke en efterspørgsel efter kvinder på listerne i sidste valgkamp. Til gengæld synes jeg, at de kvinder, der så kommer ind i politik, ofte går efter indflydelse og magtfulde poster. De ved godt, hvad de vil. Så jeg tror også, at vi gør os gældende.

RÆSON: Har kvinder nemmere ved at komme ind på den politiske scene end mænd?
HANSEN: Nej. Sådan er det i hvert fald ikke i mit parti, hvor vi ofte er ude i urafstemninger blandt alle medlemmer. Det handler om, hvad står man for, hvad der kommer der ud af munden på én, og hvad man har af netværk. Jeg synes ikke, at man kan smide et kvindekort i politik, tværtimod.

RÆSON: Hvorfor tænker du overvejende ikke, at det kan være så attraktivt for kvinder at gå ind i politik?
HANSEN: Jeg bliver mødt af borgere, venner og familie, der undrer sig over, at jeg gider. Så prøver jeg at udfordre, hvorfor de siger det. De begrunder det med, at der er mange tæsk i luften som politiker, og det er også rigtigt. Jeg får mange sure mails og kommentarer på Facebook. Jeg har også fået en dødstrussel. Men der er også mange, der siger tak, fordi jeg gider. Derfor tror jeg også, at os, der har været med til at opleve, hvad politik kan flytte, har en særlig forpligtelse til at fortælle om, hvor vigtigt det er, at der er nogen, der gider at engagere sig i det. Når jeg får en sur henvendelse, så byder jeg tit på kaffe, for jeg bliver nødt til at fortælle dem om nuancerne. Så bruger jeg rigtig meget tid på at forsvare og forklare, hvad kommunalpolitik er, og hvorfor vi gør, som vi gør. Det har vi en forpligtelse til. Vi bliver nødt til at fortælle, hvorfor vi er med i kommunalpolitik, for ellers kan vi ikke ændre vores meget kedelige ry: At kommunalpolitik er gamle mænd i habit, der sidder og holder møde fra morgen til aften uden fremdrift. Når vi får gjort op med det image, vil der være flere, der har interesse for det.

RÆSON: Så hvis man skal lokke flere kvinder ind i politik, skal det så gøres ved at fortælle, hvad det indbefatter, at man har brug for kvinderne, og at de kan bidrage med nogle andre ting?
HANSEN: Kvinder gider ikke noget, der ikke er fremdrift i. De gider ikke noget, hvor man ikke kan se handling og løsninger. Det kan godt være, at mænd siger, at vi snakker meget, men så har vi til gengæld også været rundt om emnerne, og så er vi klar til at træffe en beslutning. Vi er nødt til at fortælle, at der er fremdrift i tingene. Men det sker ikke af sig selv! Vi bliver nødt til at tage ud. Vi bliver nødt til at give den fuld hammer i valgkampe med plakater og pjecer og få fortalt folk, inklusive unge mennesker, at kommunalpolitik betyder noget. ■

 

„Vi bliver nødt til at fortælle, hvorfor vi er med i kommunalpolitik, for ellers kan vi ikke ændre vores meget kedelige ry: At kommunalpolitik er gamle mænd i habit, der sidder og holder møde fra morgen til aften uden fremdrift. Når vi får gjort op med det image, vil der være flere, der har interesse for det‟
_______

 

Birgit Hansen (f. 1967) er borgmester (S) i Frederikshavn Kommune. ILLUSTRATION: Birgit Hansen [foto: Henning Bagger/Scanpix]