05.08.2018

Fjendtligheden mellem Kina og Indien er på det højeste siden konflikten i 1960’erne. Men Indien har fået forbundsfæller i en konflikt, som få omtaler, men som, de fleste ved, er en realitet. Denne nye virkelighed begyndte for 25 år siden, da Kina rejste et monument i Jiegao og for første gang i seks århundreder besluttede sig for at etablere og sikre sin tilstedeværelse i Det Indiske Ocean.

Af Bertil Lintner

På den sydlige side af en bro over en flod i det sydvestlige Kina findes et statsligt monument. Det forestiller fire figurer, som skjuler et stort, hjullignende objekt mellem sig. Deres alvorlige, bestemte ansigter er rettet mod syd, og de kinesiske skrifttegn, som er indgraveret i monumentets bund siger: ”Enhed! Nedbryd vejene! Gå fremad!”

Broen fører fra den kinesiske by Ruili til Jiegao, en lille enklave, som tilhører Kina. På flere steder danner Ruili-floden en grænse mellem Kina og Myanmar, og Jiegao, der kun er lidt over to kvadratkilometer, er helt omgivet af Myanmars territorium. Moderne højhuse og luksushoteller rejser sig over Jiegao. Her findes butikker og stormagasiner, som sælger alle tænkelige forbrugsvarer. I et hjørne af enklaven kan man finde verdens største jademarked. Jade, en ædelsten, som kun findes i sin bedste grønne form i det nordlige Myanmar, fragtes over grænsen og sælges til spekulanter fra hele Kina. Hver morgen kører karavaner af store lastbiler lastet med alle tænkelige varer gennem grænsekontrollen og videre til byen Muse på Myanmars side af grænsen og senere videre til Lashio, Mandalay, Yangon og andre steder længere inde i landet. En del fortsætter hele vejen til Moreh på grænsen til Indien. Kinesiske varer oversvømmer nu markederne i de nordøstlige indiske delstater Manipur, Nagaland, Mizoram og Assam.
Kun få kilometer fra Jiegao går to rørledninger over grænsen. De fragter gas og olie fra Myanmars kyst gennem landet til den kinesiske provins Yunnan. Ved at anvende en genvej gennem Myanmar får Kina et alternativ til ruten gennem det smalle og trafikerede Malaccastræde, hvor der importeres olie fra felter i Mellemøsten. Nu kan olien og gassen fragtes til en ny havn i Kyaukpyu på Myanmars kyst, som blev bygget med hjælp fra Kina. Byggeriet blev påbegyndt i 2007 og er stadig i gang.

Grænseovergangen fra Jiegao til Muse er Kinas port til Syd- og Sydøstasien, så det er ikke bemærkelsesværdigt, at monumentet står her. Monumentet blev opført i 1993. Her fandtes der intet andet end bambushytter og rismarker. Broen og monumentet var det første, som blev bygget. Sidenhen kom højhusene og alt det andet. Der var allerede en langsigtet plan for en økonomisk ekspansion sydover, og den har nu fået en større og bredere betydning i kraft af det såkaldte ’Belt and Road Initiative’ [Bælte- og Vej-initiativet, kaldet ”Den Nye Silkevej”, red.], som blev lanceret af Kinas præsident, Xi Jinping, i september og oktober 2013.

I forbindelse med Bælte- og vej-initiativet skal Kina bygge veje, jernbaner, broer og havne i hele regionen til en værdi af flere billioner dollars. Kinas forbindelser med Rusland og Tyrkiet skal forbedres, og den ’økonomiske korridor’, som allerede eksisterer gennem Myanmar, skal udbygges gennem Pakistan for at sikre adgangen til Det Indiske Ocean. Planerne omfatter også landruter til Thailand og videre til Singapore for til sidst at ende ved Middelhavet og Europa. De samlede omkostninger forbundet med projekterne forventes at udgøre et tocifret billionbeløb målt i danske kroner.

Hvis Bælte- og vej-initiativet går efter planen, kommer det til at være et større bistandsprojekt end Marshallhjælpen, som USA indførte for at genopbygge Europa efter Anden Verdenskrig. Dette er Kinas seneste forsøg på at blive verdens ledende økonomiske magt, og det omfatter projekter i 60 lande. Det var her på grænsen mellem Kina og Myanmar, at det hele begyndte for 25 år siden.

Hvis Bælte- og vej-initiativet går efter planen, kommer det til at være et større bistandsprojekt end Marshallhjælpen
_______

 

Vejene til havet
Ønsket om at skabe en økonomisk korridor gennem Myanmar og sikre sig adgang til Det Indiske Oceans havne er til dels drevet af Kinas geografi, da Kina er et enormt land, men har en relativt kort kystlinje. Da Kina i 1980’erne begyndte at skifte fra en socialistisk planøkonomi til rendyrket kapitalisme, var udviklingsmodellen afhængig af eksport af billige forbrugsvarer til omverdenen. Kystprovinserne oplevede derfor hurtigt stor økonomisk vækst, mens de indre, landbundne provinser sakkede bagud i en sådan grad, at man frygtede, at det kunne udvikle sig til et internt sikkerhedsproblem.

Allerede den 2. september 1985 gjorde den tidligere vicetransportminister Pan Qi folk opmærksom på dette i en artikel for det officielle ugentlige nyhedsmagasin Beijing Review. Han mente, at transportleddene gennem Kina fra provinserne i sydvest såsom Yunnan og Sichuan var for lange, og at Kinas havne var for optaget af at eksportere kystprovinsernes egne varer, til at en lignende økonomisk udvikling kunne ske længere inde i landet. Løsningen, skrev Pan Qi, var at skabe en økonomisk korridor gennem Myanmar ned til Det Indiske Ocean. Artiklen indeholdt endda et kort over Myanmars veje og jernbaner og de floder, som potentielt kunne bruges til at fragte kinesiske varer til havnene ved kysten.

Myanmar er den ene af Kinas to naboer, som har kyst ud mod Det Indiske Ocean. Den anden er Pakistan, og allerede i 1970’erne blev der bygget en vej fra Xinjiang over Karakoram-bjergene ned til det pakistanske lavland. Vejen er strategisk vigtig, men Xinjiang ligger langt mod vest og befinder sig hermed langt væk fra de andre tætbefolkede områder inde i Kina. Myanmar var derfor et bedre alternativ.

Alt det, Pan Qi foreslog, er i dag blevet til virkelighed. Kinas planer blev muliggjort i kølvandet på et landsomfattende oprør for demokrati i Myanmar i august og september 1988. Millioner af mennesker gik på gaderne i den daværende hovedstad Yangon og andre steder i både byer og på landet for at kræve en ende på det militærdominerede diktatur, der havde hersket i landet siden et kup i 1962. Regimet svarede med vold, og tusindvis af demonstranter blev skudt, da militæret brugte automatvåben til at åbne ild mod folkemængderne. Urolighederne resulterede i et militærkup den 18. september 1988, hvorefter en ny militærjunta overtog magten.

Hele den vestlige verden fordømte blodbadet i Myanmar, og der blev efterfølgende indført boykot og sanktioner. Kina havde dog allerede i august 1988 – mens hele landet blev rystet af demonstrationer – underskrevet en grænsehandelsaftale med Myanmar. Man kunne derfor ikke forvente sanktioner eller andre straffeforanstaltninger fra Kinas side. I stedet solgte Kina enorme mængder af våben og anden militær udrustning til den nye militærjunta. Samtidig blev grænsen åbnet for handel. I løbet af nogle år, og efter at Jiegao blev erklæret en økonomisk frizone, steg handlen til en værdi af 6-7 mia. danske kroner om året. Denne type økonomisk magt leder imidlertid næsten altid til politisk indflydelse i de pågældende lande. Som resultat heraf udviklede handelssamarbejdet mellem Myanmar og Kina sig til et militært samarbejde for at beskytte Kinas investeringer og sikre den politiske indflydelse i landet.

I løbet af 1990’erne udviklede Myanmar sig til en kinesisk lydstat, og Kinas politiske indflydelse strakte sig nu til Det Indiske Ocean. Denne udvikling bekymrede andre magter med strategiske interesser i samme havregion, herunder Indien, Japan, USA, Australien og Frankrig. Med det ambitiøse Bælte- og vej-initiativ er disse bekymringer blevet forstærket, hvilket har resulteret i en række konflikter i Det Indiske Ocean.

Kapløb i Det Indiske Ocean
At Kina i dag har interesse i at sikre de strategisk vigtige handelsruter i Det Indiske Ocean, er ikke overraskende. Mere end 60 pct. af verdens olietransport går gennem Det Indiske Ocean fra Mellemøstens oliefelter til Kina, Taiwan, Japan, Sydkorea og andre stærke økonomier i regionen. Det er også her, man transporterer de mineraler, som Kina importerer fra Afrika. Dertil kommer 70 pct. af al containertrafik fra de asiatiske industrilande og resten af verden. Handel over Stillehavet er mere eller mindre uforandret, men imens transporten over Atlanterhavet er faldet, er handlen via Det Indiske Ocean steget.

Især Japan og Indien har længe været mistroiske over for Kina – lang tid inden Kina blev en økonomisk stormagt. I 1962 udkæmpede Indien en grænsekrig med Kina, hvilket resulterede i en sejr for Kina, og grænsetvisten er fortsat uløst. Japan er ligeledes involveret i en tvist med Kina om, hvem der har ret til en øgruppe i det østasiatiske hav (Senkaku på japansk og Diaoyutai på kinesisk). Bælte- og vej-initiativet har forøget fjendtligheden og medført uformelle alliancer med andre lande, der deler Japan og Indiens bekymring om, hvad Kinas øgede magt i regionen kan få af konsekvenser. Sidste år begyndte Kina at bygge sin første militærbase i udlandet. Basen blev bygget i Obock i Djibouti på Afrikas Horn med den begrundelse, at man ønskede at bekæmpe pirater i området. Der er imidlertid ikke meget tilbage af de gamle piratbander, der florerede ud for Somalias kyst. Mistanken er derfor, at flådebasen i Djibouti blot er begyndelsen på en kinesisk militær ekspansion i regionen i og omkring Det Indiske Ocean. Kina har allerede forsøgt at påbegynde et militært samarbejde med Maldiverne og Seychellerne, to mindre og svage østater i området. Kina har ligeledes store økonomiske interesser i Mauritius, hvor båndene til Indien traditionelt har været stærke på grund af den store etnisk indiske befolkning på øen. Kina har ydet lån til Mauritius til at udvide landets lufthavn, og Kina har investeret i en ny økonomisk zone, som skal lette Kinas handel med Afrika.

Kina har også investeret i en række havneprojekter i regionen såsom Kyaukpyu i Myanmar, Chittagong i Bangladesh, Hambantota i Sri Lanka og vigtigst af alt Gwadar i Pakistan. Både Gwadar, som giver det vestlige Kina en forbindelse til Det Indiske Ocean, og basen i Djibouti kommer til at have landingspladser, hvilket øger det kinesiske flyvevåbens mobilitet uden for landets grænser. USA har desuden også en base i Djibouti ved siden af den større base på Diego Garcia og i småstaterne i Den Persiske Golf.

Samtidig er kinesiske ubåde blevet observeret i Det Indiske Ocean, hovedsagelig omkring Andamanerne og Nikobarerne – to indiske øgrupper nord for indgangen til det smalle Malakkastræde. Det er en helt ny udvikling i en region, hvor det moderne Kina aldrig tidligere har være til stede. Handlen og olietransporten via Malakkastrædet er en af Kinas største bekymringer. I tilfælde af en konflikt med USA vil passagen blive blokeret. For at undgå belastninger til søs har Kina derfor bygget to rørledninger til transport af olie og gas gennem Myanmar fra kysten af Bengal-bugten til Yunnan.

I denne konflikt er Kinas største regionale modstander Indien, der længe har anset Det Indiske Ocean som sin ’egen sø’/en del af sit territorium. Sidst Kina var til stede i Det Indiske Ocean, var i 1400-tallet, da søfareren Zheng He, en muslimsk eunuk fra Yunnan, sejlede med sin flåde fra Kina til Indien, Arabien og Afrika. I dag findes der statuer af Zheng He i Yunnan og mange andre steder i Kina. Det er hans sejladser, som har inspireret Kinas marine silkevej som en del af Bælte- og vej-initiativet, på trods af at det er omkring 600 år siden.

 

I denne konflikt er Kinas største regionale modstander Indien, der længe har anset Det Indiske Ocean som sin ’egen sø’/en del af sit territorium
_______

 

En uformel alliance blandt Kinas rivaler
Indien, Asiens anden stormagt og verdens officielt næstfolkerigeste land, har indgået en uformel alliance med Japan, USA, Frankrig og Australien for at modbalancere denne nye udvikling. Særligt vigtigt er samarbejdet mellem Indien og Japan. Allerede i 2007 gennemførte Indien, Japan, USA, Australien og Singapore en kombineret flådemanøvre under navnet Exercise Malabar.

I december 2012 overtog Shinzo Abe premierministerposten i Japan, og i maj 2014 blev Narendra Modi Indiens premierminister. Det skærpede modsætningerne mellem Kina på den ene side og Japan og Indien på den anden. Under deres lederskab er det militære samarbejde mellem især Indien og Japan øget markant. I 2015 blev den årlige Exercise Malabar-manøvre opgraderet som følge af en aftale mellem Indiens premierminister, Modi, og USA’s daværende præsident, Barack Obama. Den årlige manøvre havde førhen været et løst arrangement, som foregik i havet ud for Japan, men i 2015 blev flådemanøvren opgraderet til en mere organiseret flådemanøvre, der foregik i Den Bengalske Bugt. Dette var første gang, at USA, Indien og Japan udførte en fælles flådemanøvre i Den Bengalske Bugt.

Indiens flåde er den stærkeste i regionen med hangarskibe, ubåde og over 90 fartøjer af anden slags. Indien bygger mange af sine fartøjer selv, men teknologien kommer delvist fra andre lande såsom Rusland og Frankrig. Flåden gennemgår netop nu en modernisering med egne ubåde og nye fartøjer, der er beregnet til at patruljere farvandet og opdage fremmede ubåde, hvilket er drevet af bekymring og usikkerhed om Kinas indtrængen i Det Indiske Ocean.

Frankrigs deltagelse er værd at bemærke, da Frankrig også er en vigtig magt i Det Indiske Ocean. Her, ligesom i Stillehavet, er små øterritorier med store Exclusive Economic Zones (EEZ) strategisk vigtige. Der findes to beboede franske départmements d’Outre-mer (oversøiske territorier, red.) i Det Indiske Ocean. De oversøiske territorier er henholdsvis Mayotte og Réunion, som hermed også er en del af EU. Desuden kontrollerer Frankrig den relativt store ø Kerguelen, de mindre St. Paul og Amsterdam-øer, Crozet-øhavet og en række småøer omkring Madagaskar. Disse øer har ingen fastboende befolkning, men der er franske videnskabsmænd og militærpersonel på flere af øerne, og derudover er der en satellitovervågningsstation på Kerguelen. Sammenlagt omfatter Frankrigs EEZ over 2,5 millioner kvadratkilometer i den sydlige del af Det Indiske Ocean.

Den franske flåde og hær har personel på Réunion, og en enhed fra fremmedlegionen befinder sig på Mayotte. Dertil kommer Djibouti, hvor Frankrig også har en militærbase. Djibouti, tidligere kaldet Fransk Somaliland, var fransk frem til 1977, og her har Frankrig sikret sin militære indflydelse som i mange andre af sine tidligere kolonier. Yderligere personel fra det franske militær kan findes i De Forenede Arabiske Emirater. Frankrig er en næsten ukendt magt i Det Indiske Ocean, men Frankrig bør ikke undervurderes, på trods af at landet indtil videre holder lav profil i regionen.

Australien har Juleøen syd for Indonesiens Java samt Cocosøerne (også kaldet Keelingøerne) med en samlet befolkning på lidt over 3.000. Juleøen er mest kendt for, at den indtil for få år siden var bosat af bådflygtninge, som forgæves havde forsøgt at få adgang til det australske fastland. På Cocosøerne findes der imidlertid en stor lufthavn, og der er omfattende installationer til elektronisk overvågning og satellit-rekognoscering. USA siges at have planer om at anvende Cocosøerne som base for droner, som skal overvåge havtrafikken i regionen, hvilket kineserne uden tvivl vil opfatte som en trussel mod dem. Der er også blevet fremsat forslag om at lade den indiske flåde gøre brug af faciliteterne på Cocosøerne.

Kinas langsigtede planer om tilstedeværelse i Det Indiske Ocean er endnu uklare. Det er således stadig uvist, om der vil blive bygget flere havne, og om de vil blive brugt af det kinesiske militær. Kinas tilstedeværelse har dog under alle omstændigheder resulteret i en oprustning af Indiens flåde og en uformel alliance mellem en række stormagter, der er bekymret for udviklingen. Situationen i Det Indiske Ocean er dog langtfra så anspændt som konflikten i det Syd- og Østkinesiske Hav. Der hersker dog ingen tvivl om, at situationen er på vej til at udvikle sig til et brændpunkt i en konflikt, hvor Kina står over for Vesten, Japan og Indien.

Indiens modsvar til etableringen af den kinesiske base i Djibouti er planer om en egen base på Seychellerne. I 2015 nåede man en aftale, da Modi besøgte øerne, men det var først i begyndelsen af året, at det så ud til at blive en realitet. I henhold til aftalen skal Indien bygge en flådebase på Assumption Island, som er en af øerne i Seychellerne. Ikke alle på Seychellerne, en lille øhavsrepublik med næsten 100.000 indbyggere, er positivt indstillet over for planerne. Folk, der ikke ønsker, at Seychellerne skal blive inddraget i en konflikt mellem regionens stormagter, demonstrerede således i hovedstaden, Victoria.

De problemer, som Indien konfronteres med på Seychellerne, er imidlertid relativt små sammenlignet med Kinas. Som sagt har Kina satset på en økonomisk korridor gennem Myanmar og Pakistan, som er to af regionens mest politisk ustabile lande. I løbet af december 2017 har Kina klaget over korruption i Pakistan og faren for islamisk ekstremisme, og Myanmar har set den største flygtningekrise i moderne tid. Mindst 800.000 muslimske rohingyer er flygtet fra staten Rakhine i det vestlige Myanmar til Bangladesh. Disse uroligheder truer Kinas interesser, da de foregår tæt på rørledningerne til transport af olie af gas og truer den planlagte dybhavshavn i Kyaukpyu og den økonomiske zone, som skal oprettes der.

 

De problemer, som Indien konfronteres med på Seychellerne, er imidlertid relativt små sammenlignet med Kinas
_______

 

Derfor har Kina ledt efter et tredje alternativ for at undgå at skulle krydse Malaccastrædet – en kanal tværs over den smalle landtunge i det sydlige Thailand, der fører ned til Malacca-halvøen. Projektet, som kaldes Kra-kanalen efter navnet på landtungen, er ingen ny idé, men det er blevet afvist af thailænderne, der mener, at kanalen ville afskære de konfliktramte sydlige provinser fra resten af landet. Singapore er også urolig for, at kanalen ville mindske deres betydning som mellemmand for regionens havtrafik.

Hertil kommer Kinas kontroversielle indblanding i småstaternes indre anliggender. At dømme ud fra Kinas tidligere økonomiske eventyr i eksempelvis Stillehavet har korruption haft stor betydning i jagten på økonomiske fordele. I december 2017 underskrev Maldiverne en 1.000 sider lang frihandelsaftale med Kina efter blot en times diskussion. Kina lovede at importere fisk fra Maldiverne og udvikle landets infrastruktur, og til gengæld gav Maldiverne sin fulde støtte til Bælte- og Vej-initiativet. Den svage opposition på Maldiverne protesterede og påpegede, at aftalen indeholdt detaljer, som burde være blevet diskuteret grundigt, inden landet forpligtede sig til et så tæt samarbejde med Kina.

Et andet problem, som Bælte- og Vej-initiativet medfører, er spørgsmålet om arbejdskraft. Når Kina påbegynder et udviklingsprojekt i udlandet, anvendes der næsten altid kinesiske arbejdere og teknikere. Der bliver sjældent skabt arbejdspladser til den lokale befolkning, og der tages ikke højde for, hvad den lokale befolkning mener. Det kan føre til antikinesiske strømninger, hvilket blandt andet kom til udtryk i 2008, da Kina påbegyndte opførelsen af et kæmpe vandkraftværk i det nordligste Myanmar. Efter demonstrationer og andre protester besluttede Myanmars regering sig for at suspendere hele projektet i september 2011. Projektet havde betydet, at 600 kvadratkilometer land i det nordlige Myanmar ville være blevet oversvømmet.

Myanmar: et eksempel på Kinas nye styrke
Men udviklingen i Myanmar er også et skoleeksempel på, hvordan Kinas indflydelse stiger, falder og stiger igen på bekostning af Vesten. Myanmars tætte økonomiske og politiske afhængighed af Kina blev tydelig, efter at Vesten indførte boykot og sanktioner mod Myanmar. Allerede i 2003 cirkulerede der et hemmeligstemplet dokument inden for Myanmars militær med titlen Et studie af relationerne mellem USA og Myanmar. Det var skrevet af en oberst ved navn Aung Kyaw Hla, men det var med høj sandsynlighed et pseudonym for en gruppe højtstående personer i militæret, der tilsammen udarbejdede det 346-sider lange dokument. Kort fortalt konkluderede forfatterne, at Myanmar er så afhængigt af Kina, at landets selvstændighed er i fare.

For at mindske Kinas dominans og forbedre forholdet til Vesten foreslog de, at man indførte en række foranstaltninger. Myanmar havde først og fremmest brug for en forfatning og en valgt regering. Det var derfor problematisk, at demokratilederen Aung San Suu Kyi sad fængslet under husarrest, da hun hermed blev fokus for omverdenens interesse for Myanmar. Hvis man ønskede at ændre dette syn, var man nødt til at frigive de politiske fanger og skabe et mere åbent politisk klima.

Det var få, der havde kendskab til dokumentet på daværende tidspunkt, men det er tydeligt, at anbefalingerne er blevet fulgt – dog uden at militæret reelt behøvede at opgive sin magt. Efter en farcelignende folkeafstemning blev der vedtaget en forfatning i maj 2008. Som følge af valgfusk i november 2015 sikrede militærets eget parti, the Union Solidarity and Development Party (USDP), sig selv en jordskredssejr. Thein Sein, en general, som tidligere var premierminister og medlem af juntaen, blev landets præsident. Der fandtes et valgt parlament, og selvom parlamentet var fuldstændig domineret af USDP, havde militæret ret til at udpege en fjerdedel af alle parlamentsmedlemmer.

For at ændre forfatningen, hvor militæret har en dominerende rolle i politik og retten til at tage direkte kontrol i en krisesituation, skal over tre fjerdedele af parlamentsmedlemmerne stemme for. Ikke nok med det. Forslaget skal derefter til en landsdækkende folkeafstemning. Militæret kan med andre ord de facto ændre den forfatning, der giver dem magt. Hertil kommer, at det er militæret og ikke parlamentet, der udpeger de tre vigtigste ministre inden for forsvars-, indenrigs- og grænsespørgsmål. Forsvarsministeriet behandler spørgsmål om militæret selv, og indenrigsministeriet kontrollerer politiet, den interne sikkerhedstjeneste og al lokal administration ude i landet. Selv i tilfælde af, at et fremtidigt valg ikke skulle blive til fordel for USDP, er der således en forfatning, der sikrer militærets magt i fremtiden.

Ingen havde forventet meget af Thein Sein, men så kom de overraskende initiativer. Aung San Suu Kyi blev frigivet fra husarrest, og næsten alle politiske fanger blev frigivet. Pressecensuren blev afskaffet, og politiske partier fik lov til at arbejde frit. Så kom den store konflikt – i september 2011 havde man besluttet sig for at suspendere det kinesiske vandkraftværk i Myitsone i det nordligste Myanmar.

Alt dette, og i særdeleshed nyheden om Myitsone, var musik i Vestens ører. Bare to måneder efter at Thein Sein fremlagde beslutningen i parlamentet i den nye hovedstad, Naypyidaw, fløj USA’s daværende udenrigsminister, Hillary Clinton, til Myanmar. Et år senere kom præsident Barack Obama på besøg i landet, og i maj 2013 tog han imod Thein Sein i Det Hvide Hus i Washington D.C. Den vestlige verdens pariastat var kommet ind i varmen, og adskillige ledere, som tidligere havde fordømt undertrykkelsen i Myanmar, flokkedes nu for at yde bistand til, hvad man troede var en overgang til demokrati, og for samtidig at se sig om efter investeringsmuligheder.

Optimismen steg, efter at Aung San Suu Kyis parti, the National League for Democracy (NLD), i 2015 vandt det første frie valg i Myanmar siden 1960. En paragraf i forfatningen fra 2008 fastsatte, at ingen, der har nære familiemedlemmer, som er udenlandske statsborgere, kan bestride embedet som præsident. Paragraffen var i høj grad rettet mod Aung San Suu Kyi, eftersom den ene af hendes to sønner er britisk, og den anden amerikansk statsborger. Dette blev imidlertid løst ved at indføre en ny titel som statskansler. Aung San Suu Kyi fik den nye titel som statskansler og blev i realiteten ny regeringschef, der var hævet over præsidenten. Præsidenten blev NLD-medlemmet Htin Kyaw.

Vesten var euforisk, men lykken varede ikke længe. Efter at militante islamister angreb politistationer og en hærpost i den vestlige stat Rakhine, indledte Myanmars hær den 25. august 2017 det, man kaldte en ’oprydningsaktion’. Mere end 800.000 rohingyer blev drevet på flugt til Bangladesh, hvor de viderebragte historier om massemord, voldtægter og hele byer, som blev brændt ned. Vesten protesterede og fordømte militærets handlinger. Man begyndte at tale om at indføre sanktioner, og man snakkede endda om at stille Myanmars øverstbefalende general Min Aung Hlaing for Den Internationale Domstol i Haag.

Mange i omverdenen håbede på, at Aung San Suu Kyi i sin egenskab af statskansler ville forsøge at stoppe overgrebene. Det var først her, at det gik op for omverdenen, at der ikke var sket nogen reel overgang til demokrati i Myanmar. Magten lå stadig hos militæret, og landets statskansler havde ikke mulighed for at gribe ind. Hun blev imidlertid mødt af kritik, da hun på trods heraf kunne have anvendt sin moralske autoritet til at sige noget, hvilket hun ikke gjorde. Hun sad dog i en umulig situation. Havde hun sagt noget, havde ikke blot militæret vendt sig imod hende, hun ville også have fået størstedelen af befolkningen imod sig, da der er meget lidt sympati for rohingyerne, som de fleste anser for at være illegale indvandrere fra Bangladesh. Valgte hun derimod ikke at sige noget, ville omverdenen fordømme hende, hvilket man tydeligt har set. Hendes glorie er for længst sygnet bort, og hun er blevet en tragisk figur, som i højere og højere grad er isoleret fra de personer, der engang hyldede hende som en helt på linje med Mahatma Gandhi, Martin Luther King og Nelson Mandela.

 

Kina vandt i sidste ende kampen om Myanmar, og Indien har hele tiden haltet langt bagefter
_______

 

For Kina, der havde set sin indflydelse dale efter 2011, var dette et oplagt tidspunkt at generobre sin rolle som Myanmars bedste og stærkeste forbundsfælle.
Kina fordømte ikke handlingerne i 2017, men lovede i stedet at bruge sin vetoret til at blokere alle forsøg på at tage spørgsmålet op i FN’s sikkerhedsråd. Både Min Aung Hlaing og Aung San Suu Kyi rejste til Beijing, hvor de blev modtaget med stor fanfare. Kina var tilbage. Handelsruterne sydpå fra Jiegao og især Kyaukpyu var sikret. Hermed var Kinas hovedinteresser i Myanmar sikret, eftersom den økonomiske korridor er en af de vigtigste komponenter i Bælte- og vej-initiativet.
Kina vandt i sidste ende kampen om Myanmar, og Indien har hele tiden haltet langt bagefter. Efter massakren i 1988 stod Indien bag den demokratiske bevægelse. Det var dog hovedsagelig af strategiske årsager, fordi Kina bakkede op om militærjuntaen. I 1990’erne stod det dog klart, at demokratibevægelsen ikke ville komme til magten, og Indien valgte således at nærme sig juntaen. I dag synes Indien ikke at have nogen klart defineret Myanmar-politik – hverken med hensyn til udviklingen efter valgene i 2011 og 2015 eller i forhold til rohingya-krisen.

Styrkeprøven
Indiens sikkerhedspolitik betoner, at landet er stærkere i Det Indiske Ocean end i nogen af nabostaterne. Grænsekonflikten med Kina og frem for alt det hårde nederlag ved krigen i 1962 er indprentet i Indiens psyke. Til tider opstår der konfrontationer, men de har indtil videre ikke haft en decideret militær karakter. Kina gør fortsat krav på store dele af det nordøstlige Indien, og forsøgene på at løse konflikten gennem forhandlinger har ikke været succesfulde. Krigen i 1962 markerede begyndelsen på en konflikt mellem Indien og Kina, som fortsat er i gang i dag. Der har ikke været nogen krig i Himalaya siden 1962, men Indien og Kinas hære står bogstavelig talt ansigt til ansigt med hinanden. Den virkelige oprustning sker dog inden for flåden, og de uformelle alliancer med andre stater i Det Indiske Ocean har stor betydning.

Under Modi har Indien indtaget en mere aktiv rolle i regional politik. Den mere aktive rolle viser sig dog primært i reaktioner på, hvad Kina gør, og der er ingen større selvstændige initiativer fra Indiens side. Som følge af mindsket indflydelse i lande som Maldiverne og Nepal er Indiens indflydelse i regionen relativt svag. Indiens nærmeste allierede er i stedet lande som USA og Japan og til en vis grad Australien og Frankrig. Disse lande deler Indiens bekymring over Kinas tilstedeværelse i Det Indiske Ocean og ser Indien som en vigtig allieret i forsøget på at begrænse den kinesiske indflydelse.

Vil de nye konflikter i Det Indiske Ocean føre til en væbnet konfrontation? Der findes økonomiske faktorer, der kan forhindre dette. Handlen mellem Indien og Kina udgør op mod 70 mia. dollars om året. Indien eksporterer først og fremmest mineraler til Kina, mens Kina eksporterer maskiner og elektroniske produkter til Indien. En åben krig kunne hermed føre til økonomisk krise i begge lande.

En af Indiens forbundsfæller i den uformelle alliance, Australien, er også økonomisk afhængig af Kina, som er en stor importør af australske mineraler. Australien har derfor holdt lav profil i alliancen for ikke at komme på kant med Kina

Fjendtligheden mellem Kina og Indien er på det højeste siden konflikten i 1960’erne. Den her gang har Indien dog forbundsfæller i en konflikt, som få omtaler, men som de fleste ved er en realitet. Denne nye virkelighed begyndte for 25 år siden, da Kina rejste et monument i Jiegao og for første gang i seks århundreder besluttede sig for at etablere og sikre sin tilstedeværelse i Det Indiske Ocean. ■

 

Handlen mellem Indien og Kina udgør op mod 70 mia. dollars om året. Indien eksporterer først og fremmest mineraler til Kina, mens Kina eksporterer maskiner og elektroniske produkter til Indien. En åben krig kunne hermed føre til økonomisk krise i begge lande
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland