28.06.2018

FRA RÆSON34 [Sommernummeret/Maj 2018]

Af Asker Voldsgaard

Trumps sejr efterlod Demokraternes politiske platform i ruiner. Hillary Clinton havde tabt valget, der på forhånd var vurderet som en walkover. Partiorganisationen var miskrediteret, efter det kom frem, at Clinton-kampagnen styrede organisationen, allerede inden primærvalgene var afgjort. De simultane nederlag i Kongressen og ved præsidentvalget var en underkendelse af partiets valgprogram, der havde kombineret en videreførelse af Obamas politik med en betragtelig dosis appel til identitetspolitik. Det fængede ikke. Vælgerne ønskede et handlekraftigt budskab om at genskabe velbetalte jobs til middelklassen på amerikansk jord – hvad end det kom fra Trump eller Bernie Sanders. Alt andet end ’mere af det samme’.

Men i dette forår begynder en ny politisk platform at tegne sig i det iturevne demokratiske parti. Ledende skikkelser har i løbet af de seneste måneder annonceret, at de vil præsentere lovforslag om det varmeste emne på den amerikanske venstrefløj: en jobgaranti.

 

En jobgaranti ville med ét udrydde ufrivillig arbejdsløshed og indføre en ny minimumsstandard for løn- og arbejdsvilkår på arbejdsmarkedet
_______

 

Ifølge Washington Post vil partiets store progressive stemme Bernie Sanders snart præsentere en plan, hvor alle, der kan og vil, beskæftiges til 15 dollars i timen. De skal bidrage til produktion af infrastruktur, uddannelse og social service. Planen er at oprette 12 ’jobdistrikter’ på tværs af landet, hvorigennem USA’s eksisterende 2.500 jobcentre skal sende foreslåede lokale jobprogrammer til godkendelse og koordinere ansættelserne. Programmerne oprettes af kommuner, delstater samt lokalstyrer i de indianske reservater. Deltagerne vil både blive tilbudt beskæftigelse, træning af professionelle færdigheder, sundhedsdækning og pensionsbidrag. De godkendte programmer vil blive føderalt finansieret og vil dermed ikke belaste lokale budgetter.

Den populære senator Cory Booker har fremlagt et lignende lovforslag om at oprette et treårigt pilotprogram, hvor arbejdsministeriet skal oprette zoner med jobgaranti. Lovforslaget har prominente medunderskrivere som senatorerne Kirsten Gillibrand og Elizabeth Warren, der begge vurderes at være stærke kandidater til Demokraternes præsidentnominering i 2020.

En jobgaranti ville med ét udrydde ufrivillig arbejdsløshed og indføre en ny minimumsstandard for løn- og arbejdsvilkår på arbejdsmarkedet. I dag er den føderale minimumsløn 45 kroner – om end nogle delstater egenhændigt har hævet den.

Et strategisk skifte
En ny konsensus er dermed undervejs blandt partiets mest populære senatorer – både om en jobgaranti og en udvidelse af Medicare til sundhedsdækning af alle aldersgrupper. Dette signalerer det første grundlæggende strategiske skifte i partiet, siden Bill Clinton kom til magten.

Demokraterne er nemlig ved at blive et parti, hvor de politiske mål er vigtigere end de finansielle statistikker – nøjagtig som det republikanske parti. Republikanerne har i årtier som opposition foregivet stærk bekymring for statens underskud. Denne noble rolle har Republikanerne imidlertid resolut droppet, når de har genvundet magten over Kongressen og Det Hvide Hus. Uden agt for finansielle begrænsninger har de gennemført store skattelettelser og dyre angrebskrige som i Afghanistan og Irak. Reagan, Bush og Bush senior har alle excelleret i denne disciplin. Det seneste eksempel er præsident Trumps top- og selskabsskattelettelser.

Obama brugte også markant flere penge, end han opkrævede i skat, men ikke så meget for at finansiere sine egne politiske satsninger. Det var mere en følge af vigende skatteindtægter efter finanskrisen, krigene, som han arvede i Afghanistan og Irak, samt en forlængelse af Bush’s skattelettelser. Sundhedsreformen blev derimod suppleret af højere skatter, hvorfor reformen muligvis vil resultere i overskud samlet set.

Obama brugte statens budget til at stimulere økonomien efter krisen, men ifølge økonomer som Paul Krugman og Joseph Stieglitz gjorde han for lidt. I den sidste del af Obamas tid ved magten indfandt der sig en desillusion blandt de demokratiske vælgere, da ”Yes we can” i løbet af otte år blev til ”No we could not”. Dette skyldtes til dels den manglende opbakning i Kongressen, men også Obamas egen opfattelse af begrænsningerne – fx sagde han i 2009: ”Well, we are out of money now”.

 

Demokraterne vil forsøge at vende deres skuffelse ved igen at tænke stort
_______

 

Men nu er det Republikanernes målorienterede tilgang til politik, Demokraterne er ved at tilegne sig. Fokusset på bundlinjen er væk, og blikket er nu rettet mod de samfundsforandringer, man vil opnå som politiker. I stedet for at diskutere, hvordan man vil reducere underskuddet, vil Demokraterne nu fokusere på, hvad de vil opnå politisk med underskuddene. Som førnævnte senator Gillibrand bemærkede til Trumps nylige skattelettelser: ”Hvis Republikanerne kunne give 1,5 billiarder dollars i skattelettelser til virksomheder og de rigeste iblandt os, hvorfor kan vi så ikke investere et tilsvarende beløb i en jobgarantiplan for almindelige amerikanere, der er arbejdsløse og villige til at arbejde for at forbedre deres lokalsamfund?”.

Dette skifte vil ændre debatten før midtvejsvalgene i november og præsidentvalget i 2020. I stedet for at debattere balancen mellem udgifter og indtægter vil debatten handle om, hvilken konkret politik man vil gennemføre.

Demokraterne vil forsøge at vende deres skuffelse ved igen at tænke stort. Jobgarantien er en tilbagevending til den historiske mærkesag i amerikansk politik om at sikre fuld beskæftigelse, både af hensyn til materielle levevilkår og af hensyn til det, der i dag betegnes som identitetspolitik. Under Roosevelts New Deal i 1933-35 blev millioner af amerikanere beskæftiget i jobgaranti-lignende programmer, hvor lufthavne, hospitaler og infrastruktur blev bygget.

For borgerrettighedsforkæmperen Martin Luther King i 1960’erne var det en central målsætning at få iværksat en føderal jobgaranti, så hverken sorte eller hvide skulle rammes af usikkerheden ved tidens automatisering af økonomien. Og automatiseringen af arbejdsmarkedet er et emne, der i den grad er tilbage på dagsordenen. Det var klart for King, at diskriminationen af afroamerikanere på arbejdsmarkedet krævede nye økonomiske rettigheder til den enkelte som en forudsætning for at kunne bekæmpe den bredere, kulturelle racisme i samfundet.

Dette førte i 1978 til, at borgerrettighedsaktivister, herunder Kings kone, Coretta S. King, var med til at få gennemtrumfet en lovmæssig forpligtelse til at maksimere beskæftigelsen i USA for Den Amerikanske Centralbank. Dette er eksempelvis ikke et krav til Den Europæiske Centralbank, som Nationalbanken følger.

Det er denne historiske arv, som Demokraterne nu søger at genfinde forbindelsen til med jobgarantien. Det sker med analysen af, at den amerikanske økonomi ikke skaber jobs til alle af sig selv, at mange fuldtidsstillinger ikke giver en indkomst, man kan leve af, og at økonomien har hang til kriser med jævne mellemrum.

I denne forstand er anprisningen af jobgarantien også et signal om et ideologisk opgør med Clintons centrumsøgende ’tredje-vej-politik’, hvor tiltroen til markedets selvregulerende kræfter var høj. Hvor økonomen Guy Standing vil imødekomme den stigende skrøbelighed på arbejdsmarkedet med borgerløn, vil Demokraterne tilbyde arbejde, der giver den mest udsatte del af arbejdsmarkedet et andet valg end fx at køre for Uber.

Omkostning eller købekraft?
De 15 dollars i timeløn vil udgøre den effektive minimumsløn på arbejdsmarkedet og dermed sætte virksomheder, der betaler mindre, under pres. Kritikere frygter, at dette vil svække eksisterende virksomheder på grund af højere lønninger og bedre arbejdsvilkår. Fortalerne, herunder forfatterne af en nylig rapport om jobgaranti fra Center on Budget and Policy Priorities, ser det samme argument som godt nyt. De påpeger, at kritikerne primært anser lønninger som en omkostning og derfor undervurderer, at lønningsniveauet også er kilden til efterspørgslen, der sikrer virksomhedernes omsætning. Hvis en enkelt virksomhed hæver lønningerne, vil den muligvis få problemer, men et generelt højere lønniveau giver et andet resultatet. I Seattle er man i færd med at hæve minimumslønnen til 93 kroner, og væksten er i top. Seattles problemer er ikke på omkostningssiden, men det er fx svært at finde tilstrækkelig faglig og ufaglært arbejdskraft til at imødekomme efterspørgslen og samtidig etablere ny velfungerende infrastruktur til at håndtere væksten.

Demokraterne satser på, at de højere lønninger vil generere den efterspørgsel, der kan betale for lønningerne. Dog kan der forventes at komme en enkeltstående justering af prisniveauet, der spiser noget af lønstigningen.

En anden fremhævet fordel ved jobgarantien er, at den vil give en kraftig automatisk stabiliserende effekt på den amerikanske økonomi ved at sikre indkomster, når den private sektor går i recession, på samme vis som dagpenge- og kontanthjælpssystemet gør det i Danmark. Samtidig – og i modsætning til dagpenge- og kontanthjælpssystemet – vil man udnytte arbejdskraften for dem, som bliver fyret fra den private sektor, indtil de private virksomheder igen har brug for dem. Ved at holde de afskedigede beskæftiget undgår man, at de mister arbejdsevne, så den samlede kapacitet i økonomien er højere i næste opgangstid. I økonomjargon kaldes det at hæve økonomiens fartgrænser.

 

Er det økonomisk ansvarligt ikke at sørge for fuld beskæftigelse og lønninger, man kan leve af?
_______

 

Et spørgsmål om ansvarlighed
Men hvad med den økonomiske ansvarlighed? Hvis hverken Republikanerne eller Demokraterne kan forventes at arbejde for at reducere underskuddet, vil USA så gå fallit?

USA’s statsgæld er vokset fra 62 pct. af BNP i 2007 til 105 pct. i 2017, og USA betaler 3 pct. på sine 10-årige statsobligationer. Man ser derfor ofte billeder af det galoperende ’gælds-ur’. Men er det meget eller lidt gæld, i forhold til hvad staten kan holde til?

Til sammenligning har Japan 253 pct. statsgæld i forhold til BNP og betaler under 0,5 pct. på sine 10-årige obligationer. Forskellen i de 10-årige renter afspejler til dels, at USA’s centralbank siden 2015 har 13-doblet sin korte rente fra 0,15 pct. til 2 pct., mens Japan stadig holder sin rente tæt på nulpunktet. USA har dermed selv sendt et opadgående pres på sine obligationsrenter. Det er derfor en reel mulighed, at USA vil kunne have dobbelt så stor gæld, uden at det smittede af på rentesatserne, ligesom det gælder for Japans vedkommende.

De nye forslag om jobgaranti har ikke vokset i den demokratiske have over de seneste 20 år, men blandt økonomer, der mener, at frygten for underskud er stærkt overdrevet. Økonomen Stephanie Kelton, der har arbejdet som cheføkonom i Senatets budgetkomité og som økonomisk rådgiver for Bernie Sanders, mener grundlæggende, at offentligheden har misforstået, hvordan de offentlige finanser fungerer i USA. Hun og en gruppe ligesindede økonomer bygger på økonomen Hyman Minskys planer fra 1960’erne om en permanent jobgaranti til at stabilisere den kapitalistiske økonomi. Minsky opnåede stor berømmelse under finanskrisen i 2008, da hans arbejde tilbød en forklaring på krisen ved at forklare den finansielle sektors tendens til at underminere sig selv i gode tider.

Med denne tænkning forsøger disse profiler i det demokratiske parti at vende spørgsmålet om økonomisk ansvarlighed på hovedet: Er det økonomisk ansvarligt ikke at sørge for fuld beskæftigelse og lønninger, man kan leve af? ■

 

Bernie Sanders vil snart præsentere en plan, hvor alle, der kan og vil, beskæftiges til 15 dollars i timen. De skal bidrage til produktion af infrastruktur, uddannelse og social service
_______

 

Asker Voldsgaard (f. 1991) er kandidatstuderende i statskundskab på Københavns Universitet. ILLUSTRATION: Bernie Sanders under et “Our Revolution” møde i Boston, Massachussets, 31. marts 2017 [foto: Scott Eisen/Getty Images/AFP/Scanpix]