13.07.2018

Trump gør ikke livet let for Japans Shinzo Abe. Men den lurende usikkerhed om den gamle alliances ukrænkelighed afspejler Japans vanskelige situation i verden.

Af Asger Røjle Christensen, Tokyo

Shinzo Abe er nok den statsleder i verden, som mest konsekvent har lagt sig op ad Donald Trump og helt fra starten forsøgt at være hans bedste og mest fortrolige ven uden for USA’s grænser. Abe besøgte ham i Trump Tower i New York allerede umiddelbart efter valgsejren i november 2016. De har den ene gang efter den anden spillet golf i stor gemytlighed, og gennem Trumps første 11 måneder ved magten havde de ikke færre end 13 telefonsamtaler om verdenssituationen – flere end Abe og Obama, som ikke var perlevenner, havde i løbet af Obamas sidste fire år ved magten.

Denne målrettede indsats for at skabe en nær og forpligtende relation til Trump har givet Abe mange politiske point på hjemmebanen. Japanerne er vant til, at deres premierminister står yderst til højre eller venstre på ethvert topmødefoto og ikke gør det store væsen af sig, så de kan godt lide en leder, som tilsyneladende kan begå sig på verdens scener.

Men nu viser det sig, at Trump uanset de to herrers gevaldige venskab skånselsløst gennemfører den hårde linje over for Japan i sin handelspolitik, som han i sin tid gik til valg på. Og her i foråret og forsommeren 2018 har Trump tilsyneladende set stort på sin gamle allierede i hele forløbet omkring de diplomatiske forhandlinger og topmøder med Nordkoreas leder, Kim Jong-un.

Den japanske regering havde intet hørt og var ikke blevet taget med på råd, da udmeldingen om et planlagt topmøde mellem Trump og Kim Jong-un kom i marts. Et forløb, som har skabt chok og usikkerhed i regeringskontorerne i Tokyo.

 

Den japanske regering havde intet hørt og var ikke blevet taget med på råd, da udmeldingen om et planlagt topmøde mellem Trump og Kim Jong-un kom i marts
_______

 

70 års partnerskab
I hele efterkrigstiden har Japans udenrigs- og sikkerhedspolitik været baseret på landets alliance med USA. Og sådan er det stadig. Abe-regeringen har ganske vist et ønske om at ændre spillereglerne – og om muligt ændre landets pacifistiske efterkrigsforfatning – således at Japan kan spille en større rolle og få en højere militær og sikkerhedspolitisk profil i regionen. Det har resulteret i de såkaldte ’krigslove’: en række sikkerhedspolitiske reformer fra 2016, som bygger på en ny tolkning af forfatningen, der blev vedtaget året før, samt en accept af, at Japan i princippet godt kan deltage i såkaldt ’kollektivt selvforsvar’, altså i forsvaret af alliancepartneres borgere og soldater.

Alt det sker utvetydigt inden for alliancen med USA. Yderligtgående røster til højre og venstre argumenterer for en ophævelse af sikkerhedsaftalen med amerikanerne, som var meget omstridt og gav anledning til kæmpe protester og demonstrationer, da den blev indgået i 1960’erne. Men alle de toneangivende fraktioner i japansk politik accepterer reelt, at alliancen med USA er ubrydelig og udgør fundamentet for en hvilken som helst politik, man ellers måtte gå ind for at føre. Aftalen har været grundlaget for den førte politik så længe, at ingen rigtig har fantasi til at forestille sig noget andet.

Derfor er det en ny situation – og en ny og stor udfordring for den japanske regerings politik – at have fået en så uforudsigelig leder i Det Hvide Hus som Donald Trump.

Efter at have fået sat sig lidt ind i tingene efter at være blevet valgt – og efter gode råd fra sine rådgivere – siger Trump nu også altid pæne ting om sikkerhedsaftalen med Japan, når han bliver spurgt. Hans valgløfte om, at Japan skulle betale en væsentligt større andel af byrden, har ikke umiddelbart fået indflydelse på den førte politik. Forhandlingerne om byrdefordelingen er altid vanskelige, men det er en kendsgerning, at Japan i forvejen betaler mere end nogen anden alliancepartner. Det har nogen fortalt Trump.

Men i disse tider, under parolen om ’America First’, er der hele tiden en lille tvivl om, hvor vigtigt hensynet til USA’s gode, trofaste gamle allierede er for Trump i hans udenrigspolitik. Også i selve USA er der fra tid til anden bitter kritik fra udenrigspolitiske veteraner af, hvordan Trump skalter og valter med USA’s alliancer.

 

Også i selve USA er der fra tid til anden bitter kritik fra udenrigspolitiske veteraner af, hvordan Trump skalter og valter med USA’s alliancer
_______

 

Flere problemer, mere alene
Den lurende usikkerhed om den gamle alliances ukrænkelighed afspejler Japans vanskelige situation i verden. Det sikkerhedspolitiske helle fra alverdens stridigheder – skabt af USA-alliancen, den amerikanske atomparaply og fredsforfatningen i syv årtier – virker ikke helt så trygt som tidligere. Kinas øgede magt på alle felter og Nordkoreas atomvåben er for Japan nye udfordringer , som ikke eksisterede under Den Kolde Krig, da forfatningen blev skrevet, og USA-aftalen indgået.

Samtidig er der sket en udvikling i amerikansk politik i retning af skepsis ved militære aktioner i fjerne lande, som allerede var tydelig længe inden Trump. Obama trak amerikanske soldater hjem fra Afghanistan og Irak, og det er svært for såvel militære analytikere som nationalistiske politikere i Japan at forestille sig, at nogen amerikansk præsident indenrigspolitisk vil kunne slippe afsted med at ofre unge soldaters liv i et forsvar af nogle dødssyge klippeøer på Japans vegne, som Kina eventuelt en dag i fremtiden måtte sætte sig på ved en afgrænset militærmanøvre.

På USA’s vegne har skiftende præsidenter og forsvarsministre bedyret, at sikkerhedsaftalen står ved magt, og at USA derfor VIL forsvare Japan i tilfælde af et militært angreb på Japan – også selvom det kun drejer sig om de såkaldte Senkaku-øer (kineserne kalder dem Daioyu) nord for Taiwan, som Japan kontrollerer, men som Kina hævder er en del af kinesisk territorium. Men usikkerheden er der hele tiden. Kan man nu stole på det? Og denne usikkerhed er mildest talt ikke blevet mindre under Trump.

For nylig var der således en rapport fra Washington, der hævdede, at Trump som en del af sine forberedelser til sit topmøde med Nordkoreas leder havde spurgt det amerikanske forsvarsministerium i Pentagon, hvor mange amerikanske soldater der ville kunne trækkes hjem fra Seoul, ifald forhandlingerne fortsat ville gå fint, og spændingerne i regionen for alvor ville blive mindre.

Rapporten skabte stor bekymring i både Seoul og Tokyo, og Trump måtte lynsnart rykke ud med en forsikring om, at amerikansk tilbagetrækning fra Sydkorea absolut og aldeles ikke var en del af dagsordenen for topmødet med Kim Jong-un – og heller ikke ville blive det.

Men hvad hvis topmødet mellem Trump og Kim bliver til noget og ligner et lige så stort skridt i retning af afspænding og forsoning som topmødet mellem Kim Jong-un og Sydkoreas præsident, Moon Jae-in, i slutningen af april? Så vil det være helt naturligt for en præsident som Trump at se sig om efter besparelser og dermed styrkereduktioner i USA’s militære engagement i regionen – måske ikke med det samme, men i løbet af de kommende finansår. Hvorfor skulle han ikke sætte ’America First’?

 

En amerikansk militær neddrosling i regionen vil i givet fald forrykke de eksisterende magtbalancer, således at alle USA’s allierede vil blive mere sårbare over for Kinas tiltagende aggressive politik på mange områder
_______

 

En amerikansk militær neddrosling i regionen vil i givet fald forrykke de eksisterende magtbalancer, således at alle USA’s allierede vil blive mere sårbare over for Kinas tiltagende aggressive politik på mange områder – og over for Nordkorea, hvis den opnåede afspænding her i foråret 2018 krakelerer på et senere tidspunkt.

Allermest sårbart: Japan. I hvert fald så længe landet er omfattet af sine historisk bestemte begrænsninger for, hvad det kan tillade sig militært uden for sine grænser. Begrænsninger, som erfaringerne fra japansk indenrigspolitik har vist, at det ikke bare lige kan lade sig gøre at lave om på. Det vil stadig være vanskeligt – og tage sin tid – selv hvis en sådan helt ny og endnu mere skærpet sikkerhedspolitisk situation i Østasien skulle opstå.

Men den øgede usikkerhed i Trump-æraen – også på andre områder end Nordkorea –kan for Østasiens regeringer også skabe et mere pragmatisk fokus på at skabe stabilitet og afspænding. Efter mange års hårdknude har der over det seneste halve år været mange rapporter om forbedrede forhold mellem Kina og Japan – og erklæringer fra begge sider om, at det er det, man ønsker.

’Diplomati’ kalder Japans nationalistiske politikere denne tendens. ”Det er blot diplomati”. De opfatter stadig et endnu stærkere og mere aggressivt Kina som Japans væsentligste modstander i fremtiden – særligt efter at den aktuelle trussel fra Nordkorea på et tidspunkt er afviklet på den ene eller anden måde.

Hvad med premierminister Shinzo Abe? I forvejen er han alvorligt svækket som regeringsleder af en stribe skandaler. Hans umiddelbare reaktion på det aktuelle dilemma består i, at han ihærdigt forsøger at redde, hvad reddes kan, af sin diplomatiske indsats over for Trump og USA gennem det seneste halvandet år. Hvor han tidligere troede, at de to mænd var enige om en hård og dialogafvisende linje over for Nordkorea, så er han begyndt at nedtone sit krav om et ’maksimalt pres’ på regimet og rose det diplomati fra sydkoreansk og amerikansk side, der har ført til de aktuelle topmøder. Det sidste, han har brug for nu, er en krise med sin store allierede. ■

 

[Abes] umiddelbare reaktion på det aktuelle dilemma består i, at han ihærdigt forsøger at redde, hvad reddes kan, af sin diplomatiske indsats over for Trump og USA gennem det seneste halvandet år
_______

 

Asger Røjle (f. 1956) er journalist, forfatter og analytiker med base i Tokyo, Japan. Han skriver jævnligt i Kristeligt Dagblad og andre danske medier, og han udgiver nyhedsbrevet www.forkant.nu om udviklingen i Japan og regionen. ILLUSTRATION: Shinzo Abe og Donald Trump afholder pressemøde [foto: Doug Mills/The New York Times/Scanpix]