06.06.2018

Det frækkeste og bedste svar til Mette Frederiksen ville have været: ”Ingen taburetter, ingen kage”. Men i stedet for at gå til valg på en rolle som mulig kongemager, ved at stille sig frit og i en optimal forhandlingsposition overfor to statsministerkandidater, har de Radikale spildt muligheden. I stedet lever de Radikale – og Folketingets andre små partier – i illusionen om at der stadig findes to blokke, centreret omkring to statsministerkandidater med væsensforskellige projekter. Den tid er – for længst – forbi.

Opinion af Anne Sofie Allarp

SOCIALDEMOKRATERNE går til valg med henblik på at danne en et-parti-regering med sig selv og uden de radikale. Det sker i erkendelse af rød og blå blok er i opløsning, lyder det fra Mette Frederiksen. Opsigtsvækkende? Nej, egentligt ikke. Rød og blå blok er jo ikke ”i opløsning” – de er for længst historie. Det opsigtsvækkende er derfor ikke, at S her mit i partiets ”sort er det nye sort”-fase, har kastet de radikale fra sig, nej, det spektakulære her er reaktionen fra Morten Østergaard.

 
DET FRÆKKESTE og bedste svar ville have været: ”Ingen taburetter, ingen kage”. Men i stedet for at gå til valg på en rolle som mulig kongemager, ved at stille sig frit og i en optimal forhandlingsposition overfor to statsministerkandidater, der jo i øvrigt gør alt, hvad de overhovedet kan, for at lyde fuldstændig ens, så lød svaret: ”Ok, men så peger vi på jer, men når I har lavet jeres S-regering, så vil vi kræve indflydelse.”
 
Ufatteligt. Når Morten Østergaard er færdig med – selvpinerisk – at spilde sin chance kan han lige tjekke med Enhedslisten, hvordan det gik med at spille farlig i årene 2011-2015. Hvis man vil have indflydelse for sine mandater, så er det ulige nemmere at gøre den indflydelse gældende forud for en regeringsdannelse.  

Det er også nemmere for de radikale, at fortælle deres vælgere, at de vil lægge deres vægt til der, hvor der er størst konkret indflydelse at hente. I stedet for at forsøge at bilde vælgerne – både sine egne og andres – ind, at de stadig har et reelt valg mellem to væsensforskellige retninger for landet ved folketingsvalg. Det er op ad bakke, for man skal mere eller mindre have ligget i koma det sidste årti for at kunne opretholde den illusion.

Dansk politik er forandret voldsomt. Midten er væk
_______

 

DANSK POLITIK er forandret voldsomt. Midten er væk. Tre store partier udfolder en uskøn ballondans omkring identiske synspunkter et sted ude til højre. 

På venstrefløjen er Enhedslisten forandret fra et intellektuelt, principfast og samfundsforandrende parti, til et kommunikationsstrømlignet, velfærdskonservativt parti. Socialistisk Folkeparti er en mytterihærget slæbebåd til Socialdemokratiet, der efter sig trækker en toksisk suppedas af ideologisk brakvand.  De Konservative veksler mellem at være konservative, nationalkonservative og nyliberale, det er et stort spænd i et efterhånden så lillebitte parti. Liberal Alliance ligner mere og mere et parti for fortrinsvis vrede, ældre mænd, der engang mente at en topskattelettelse var svaret på alle samfunds-onder, og som nu mener et eller andet andet. 

 
Og så er der de Radikale. Der stædigt, om end lidt forvirret, danser til musikken fra en anden tid end den illiberale og upragmatiske periode, som vi lever i nu.

At det endnu kun er Alternativet, der limegrønt og lykkeligt smilende, har luftet muligheden for at pege på Lars Løkke efter et valg, må derfor tilskrives, at de andre partier i opposition lider af nostalgi eller en uvilje til at se virkeligheden i øjnene. Og den virkelighed er, at Lars Løkke Rasmussen ikke er et specielt effektivt oprørende fjendebillede for støttepartier i opposition. Og at Mette Frederiksen ikke er noget potent fjendebillede for partier i regeringen. 

Rædslerne fra Helle Thornings regering og fra Mette Frederiksens oppositionsperiode viser, at Socialdemokraterne får svært ved at overbevise nogen, om at der står et ”rødt alternativ” til en ”blå blok”. Vi husker alt for godt en socialdemokratisk finansminister på tv forsvare regeringens salg af statens ejendom til et selskab i skattely med en formulering om, at den slags er ”normalt”. Vi husker en socialdemokratisk statsminister skyde en konservativ tysk kanslers ide om en europæisk finansskat ned. Vi så Mette Frederiksen selv stå for en historisk strammerkurs overfor kontanthjælpsmodtagerne. Og vi så hende introducere princippet om, at flygtningebørn ikke har ret til at være sammen med deres forældre, et princip, der under Lars Løkke – og med socialdemokratiske stemmer – er blevet udvidet og cementeret med Othello-kage. 

Vi så Mette Frederiksen selv stå for en historisk strammerkurs overfor kontanthjælpsmodtagerne. Og vi så hende introducere princippet om, at flygtningebørn ikke har ret til at være sammen med deres forældre
_______

 

LIGE NU SIDDER Socialdemokraterne og Venstre sidder og forhandler om en ghetto-pakke som indeholder fundamentale brud med danske retsstatsprincipper, og en forrykkelse af magtbalancen mellem borger og stat. Det sker med tanken om at lægge dobbelt straf på en forbrydelse, hvis den er begået der, hvor de fattige bor. Og tanken om at staten kan tvinge forældre til at sætte deres mindste i vuggestue. Sidstnævnte forslag har oprørt mange, men ikke S, V eller (selvfølgelig) DF, som nok skal lægge stemmer til pakken, på trods af, at den i deres optik gerne måtte indeholde mere statstvang overfor borgerne.   

 
To tredjedele af folketingets mandater synes primært at arbejde på at falde i ét med hinanden på disse væsentlige, retningssættende og identitets-definerende områder. Naturligvis må det have konsekvenser for det taktiske spil.

 
Radikale vælgere er ikke tjent med en leder, der står som en hund ude i regnen, mens Socialdemokraterne holder flæskegilde med deres nye bedste venner i DF. De er tjent med en leder, der står lunt og tørt på sin position parat til at veksle sine stemmer med maksimal indflydelse.  

 
Under den sidste S-ledede regering måtte Enhedslisten konstatere, at partiet for sin opbakning ikke modtog så meget som blot høflig interesse fra regeringens side. Den ene finanslov, Thorning indgik med rød blok, lignede mest af alt et valgtaktisk figenblad. 

 
Hvorfor tøver de mindre partier tøver med at gøre sig frie? At de gør det tyder på en traditionsbundenhed, der ikke tjener deres vælgeres interesser og ikke gør noget godt for dansk politik. Det er tid til at partierne går til valg på deres politik, i stedet for at fortsætte illusionen om at der stadig findes to klar definerede fløje på Christiansborg. ■

 

Det er tid til at partierne går til valg på deres politik, i stedet for at fortsætte illusionen om at der stadig findes to klar definerede fløje på Christiansborg
_______

 

ILLUSTRATION: Folketingets åbning (foto: Jens Dresling/Ritzau/Scanpix)