15.12.2018

.

EU27 er kun statister i det, der for længst har udviklet sig til en nedsmeltning af britisk politik.

Kommentar af Anne Sofie Allarp

”What the heck is going on?” Det ønskede Hannah Bardell fra det Skotske Nationalparti svar på i et syngende angreb på Theresa May i det britiske Underhus i sidste uge. Selv min seksårige søn trak på smilebåndet, da vi hørte Bardell under en af de mange debatter i Underhuset, der synes at være den eneste formildende omstændighed ved det kaos, der har præget de sidste 28 måneders britisk politik. Formildende – for som denne her proces buldrer mod slutdatoen, den 29. marts 2019, så er den naturlige reaktion på begivenhederne netop: Hvad hulen foregår der?

I løbet af den sidste uge har Theresa May udskudt afstemningen om Brexit-aftalen i Underhuset, været udsat for en mistillidsafstemning i sit eget parti og rejst frem og tilbage mellem europæiske hovedstæder og endnu et EU-topmøde. Konklusion må være, at de europæiske forhandlere står på sidelinjen i en britisk, uafsluttet intern magtkamp, som de alligevel ikke har mulighed for at påvirke i den ene eller anden retning.

 

De europæiske forhandlere står på sidelinjen i en britisk, uafsluttet intern magtkamp, som de alligevel ikke har mulighed for at påvirke i den ene eller anden retning
_______

 

Storbritannien har været i krise siden folkeafstemningen. Og der er ikke nogen formular, eller et andet løsen, som EU kan troppe op med, som ændrer på den situation. Litauens ligefremme præsident, Dalia Grybauskaite, gentog torsdag på Twitter, hvad hun havde sagt på topmødet i oktober – dét topmøde, hvor et aftaleudkast mellem Storbritannien og EU burde have ligget til drøftelse for deltagerne, men hvor det allarede stod klart fra starten, at der ikke ville foreligge noget papir. Og ved ankomsten til middagen stoppede Grybauskaite derfor op, henvendte sig til journalisterne og sagde dét, alle tænkte: ”Det er svært at forhandle med en part, der ikke selv ved, hvad den vil opnå med forhandlingerne. Vi vil meget gerne vide, hvad Storbritannien ønsker. Det er på tide”. I denne uge skrev hun blot: ”BREXIT-christmas-wish: finally decide what you want and Santa will deliver.”

Dét er hele pointen. For 28 måneder efter den folkeafstemning, der var udset til at løse EU-striden i det konservative parti, synes den mere bitter end nogensinde. Partiet er splittet, for parlamentsgruppens vedkommende med stemmerne 200/117, og premierministeren har annonceret sin afgang før næste valg, og er derfor en selverklæret overgangsfigur – til hvad vides ikke, der er ikke nogen oplagt samlende lederskikkelse i kulissen.

Men striden om tilknytningen til EU rækker nu langt ud over det konservative partis rækker.
Folkeafstemninger er som bekendt noget, fanden har skabt. De splitter mere end noget andet demokratisk instrument, og de politiske kampagner forud for afstemningsdagen degenerer let til frygtpropaganda og overbud. Og så er der det værste: Man hænger på udfaldet. Daværende premierminister David Cameron havde store, men fuldt ud fantasifulde og virkelighedsfjerne forventninger til, at en folkestemning ville sætte endeligt punktum for de politiske uenigheder om forholdet til EU. Det var naivt. I stedet cementerer folkeafstemninger delte positioner, de aktiverer og mobiliserer splittelse.

Udskrivningen af folkeafstemningen var et vanvittigt projekt; en politisk selvmordsmission med bind for øjnene, men det satte også en destruktiv spiral i gang i Storbritannien, som stadig og med ufortrøden kraft slider på enheden, tilliden, trygheden og så selvfølgelig økonomien. Brexit-planerne koster lige nu det britiske samfund 500 millioner pund om ugen, ifølge den londonske, pro-europæiske tænketank The Centre for European Reform. (https://www.cer.eu/insights/cost-brexit-june-2018)

 

En politisk selvmordsmission med bind for øjnene, men det satte også en destruktiv spiral i gang i Storbritannien, som stadig og med ufortrøden kraft slider på enheden, tilliden, trygheden og så selvfølgelig økonomien
_______

 

På topmødet i denne uge, var det som om, at EU’s statistrolle var ved at gå op for stats- og regeringscheferne. Det er ved at være meget klart, at EU har deltaget i et eller andet ceremonielt forløb, som formentlig fra starten har været dødsdømt.

Og bitterheden spores – også i EU. Den østrigske kansler, Sebastian Kurz, blev spurgt hvad der kunne vinde Mays kritikere over. Det er, svarede han, svært at vide, hvad de såkaldte Brexiteers ønsker – for deres argumenter er ikke rationelle. Fra Mark Rutte, den hollandske premierminister, lød det mere diplomatisk, at aftalen med Storbritannien ikke kunne være anderledes, fordi briterne jo selv havde defineret rammerne.

Efter to års kaotiske forhandlinger med Bruxelles forsøgte May i sommer at samle sin regering og definere en enkel fælles forhandlingstilgang til Brexit. Men det udløste splittelse og spontan desintegration af regeringen, hvorefter en række nøgleministre gik af. Noget lignende skete, da der forelå en konkret aftale med EU i efteråret. Og debatten i Underhuset – op til den afstemning tirsdag, som endte med at blive aflyst – illustrerede til fulde, at der er cirka lige så mange fortolkninger af Brexit, som der er medlemmer af huset.

 

Debatten i Underhuset – op til den afstemning tirsdag, som endte med at blive aflyst – illustrerede til fulde, at der er cirka lige så mange fortolkninger af Brexit, som der er medlemmer af huset
_______

 

Det står lige så klart i dag, at EU ikke kan hjælpe Storbritannien med at blive enig med sig selv. Det kan kun briterne selv. ■

Anne Sofie Allarp (f. 1972) er cand.jur., international redaktør på radio24syv og vært på kanalens daglige udlandsmagasin Datolinjen. ILLUSTRATION: Theresa May [foto: Andy Rain/Scanpix]