09.08.2018

Sydsudan har i flere år forgæves forsøgt at afslutte den borgerkrig, der har plaget landet siden 2013. I søndags blev det seneste bud på en fredsaftale underskrevet. Men hvad er udsigterne til, at den bliver overholdt? Og kan aftalen rette op på landets kritiske humanitære situation?

Af Anne Kirstine Rønn

Der blev jublet i forhandlingslokalerne i Sudans hovedstad, Khartoum, da den sydsudanesiske præsident, Salva Kiir, og hans rival, Riek Machar, søndag d. 5. august underskrev en fredsaftale, der skal markere enden på fem års borgerkrig. Som leder af Sydsudans største rebelgruppe vender Marchar med aftalen tilbage fra sit eksil i Sydafrika og overtager sin tidligere post som vicepræsident. Der bliver indsat en transitionsregering af tre års varighed med fire øvrige vicepræsidenter, og i 2021 skal der afholdes valg.

Parterne har erklæret, at de på ny vil dedikere sig til at forene det sydsudanesiske folk – og ny dedikation er præcis, hvad der er brug for. Det er ikke mere end seks uger siden, det seneste forsøg på fred forliste. Den 27. juni underskrev Kiir og Machar en permanent våbenhvileaftale, men få timer efter aftalen var trådt i kraft, udbrød der nye kampe.

Søndagens aftale er intet mindre end den tolvte våbenhvile og den anden magtdelingsaftale, som er indgået mellem parterne i den sydsudanesiske borgerkrig siden 2013. De foregående aftaler endte alle i sammenbrud, og mange tvivler derfor på, at den nye aftale vil holde.

 

De foregående aftaler endte alle i sammenbrud, og mange tvivler derfor på, at den nye aftale vil holde
_______

 

Sydsudans katastrofale skæbne
Sydsudan er verdens yngste stat. Landet opnåede selvstændighed i 2011 ved en folkeafstemning, hvor 99 pct. af befolkningen stemte ja til uafhængighed fra nabolandet Sudan i nord. Selvstændigheden afsluttede en 22 år lang konflikt mellem de to regioner i det daværende Sudan, men desværre markerede den også starten på en ny strid.

Parterne, som havde kæmpet side om side for selvstændighed fra Sudan, kunne ikke opnå enighed om at deles om magten i deres nye land, og i 2013 – blot to år efter uafhængigheden – brød en borgerkrig ud. Regeringen, anført af Salva Kiir, beskyldte den daværende vicepræsident, Riek Machar, for at planlægge et plot. Anklagerne resulterede i, at Kiir fyrede Machar, hvorefter kampe brød ud mellem støtter af de to parter.

Konflikten udviklede sig hurtigt til en etnisk borgerkrig. Kiir og Machar tilhører nemlig hver af de to største etniske grupper i Sydsudan: dinkaerne og nuerne, og de brugte hadefuld retorik til at spille de to befolkningsgrupper ud mod hinanden.

De sidste fem år har Sydsudan befundet sig i en konstant vekslen mellem korte våbenhviler og blodige kampe. Omtrent 50.000 har mistet livet, imens en fjerdedel af landets befolkning på 12 millioner er drevet på flugt. Det høje antal fordrevne indbyggere har fået FN’s Flygtningehøjkommissariat til at betegne Sydsudans konflikt som den værste flygtningekrise i Afrika siden folkemordet i Rwanda i 1994.

Krigen har ligeledes forværret den humanitære situation indenfor Sydsudans grænser. Omkring 40 pct. af befolkningen er i fødevarekrise, og FN erklærede i 2017 hungersnød i store områder af landet. Fredsaftalen er dermed ikke kun en potentiel løsning på konflikten mellem bevæbnede grupper. Den er et forsøg på at løse en humanitær katastrofe og en regional flygtningeproblematik.

 

Fredsaftalen er dermed ikke kun en potentiel løsning på konflikten mellem bevæbnede grupper. Den er et forsøg på at løse en humanitær katastrofe og en regional flygtningeproblematik
_______

 

En problematisk aftale
Bekymringerne om aftalens holdbarhed findes både blandt internationale observatører, sydsudanerne og fredsaftalens partnere selv. Den primære skepsis drejer sig om, at aftalen koncentrerer magten i landet i hænderne på en lille elite.

Blandt mindre grupper involveret i den sydsudanesiske konflikt hersker der utilfredshed over, at aftalen giver for meget magt til Kiirs og Machars to hovedfløje. Den nye overgangsregering vil godt nok, foruden Kiirs og Machars støtter, inkludere seks ministre fra andre grupper. Men det er ikke nok til at tilfredsstille oppositionsgrupperne.

South Sudan Opposition Alliance, en koalition, som omfatter ni forskellige grupper, nægtede indtil sidste øjeblik at skrive under på søndagens aftale, fordi de ikke mente, at deres krav var blev inkluderet tilstrækkeligt. Bangasi Joseph Bakosoro, som leder en af koalitionens grupper, udtalte til mediet Voice of Africa, at han kun skrev under, efter den sudanske udenrigsminister havde forsikret om, at han i den kommende forhandlingsrunde vil genåbne diskussionerne om nogle af fredsforhandlingernes kritiske udeståender.

Et andet problem er, at de grupper, som skrev under på aftalen, langt fra repræsenterer alle parterne i Sydsudans borgerkrig. Der er anslået 40 af mindre organiserede lokale militser, og nye dukker op konstant. Hvorvidt disse grupper vil stoppe deres kampe efter en fredsaftale, de ikke selv har underskrevet, kan der sås tvivl om. Og hvis kampene mellem dem fortsætter, er det op til Sydsudans splittede og dårligt uddannede hær at inddæmme dem.

Hvor oppositionen og internationale observatører er bekymrede over en koncentrering af indflydelse, bekymrer præsident Kiir sig om det modsatte. Han frygter, at der med den nye aftale bliver for mange om at dele magten og de privilegier, der hører til. Den nye overgangsregering skal ifølge planen rumme intet mindre end 35 ministre og 550 lovgivere. “De har alle brug for sikkerhed, de har brug for biler og huse. En person har brug for en kortege på fem biler. Hvor skal jeg skaffe dem fra?” udtalte Kiir til pressen fredag, blot to dage inden aftalen blev underskrevet.

 

Kiirs nuværende tilfredshed markerer dermed en forandring fra hans tidligere retorik. Spørgsmålet er, om han taler sandt, når han siger, at aftalen ikke er et resultat af tvang
_______

 

Et spagt tegn på forandring
Kiir er dog overbevist om, at fredsaftalen vil holde, fordi den ikke var påtvunget parterne udefra ligesom de foregående aftaler. Ved fredsforhandlingerne i 2015 gjorde Kiir det klart, at han var dybt mistænkelig omkring resultatet, som, han mente, var forceret igennem af afrikanske lande, FN og USA. “Denne fredsaftale indeholder så mange ting, vi må afvise,” udtalte han efter at have underskrevet den og tilføjede, at der skulle seriøse reservationer til, før den kunne overholdes. Kiirs nuværende tilfredshed markerer dermed en forandring fra hans tidligere retorik. Spørgsmålet er, om han taler sandt, når han siger, at aftalen ikke er et resultat af tvang.

Det er fortsat svært at svare på, fordi forhandlingerne har fundet sted bag lukkede døre. I et interview til magasinet Deutsche Welle afviser Sydsudaneksperten Douglas Johnson, at aftalen er indgået uden internationalt pres. Han ser snarere Kiirs udtalelser som et tegn på, at den sydsudanesiske præsident ikke har i sinde at bruge international tvang som en undskyldning for at forkaste aftalen senere hen: “Jeg tror, vi må erkende, at den koalition, der har holdt Kiir på magten, er faldet fra hinanden,” forklarer Johnson og tilføjer, at den politiske svækkelse gør ham dårligere i stand til at bryde den nuværende aftale.

 

Faktisk er økonomien så presserende et problem, at observatører fremhæver det som en af årsagerne til, at Kiir og Machar var villige til at mødes endnu en gang ved forhandlingsbordet
_______

 

Kan fredsaftalen løse den økonomiske og humanitære krise?
Hvis aftalen holder, presser et nyt spørgsmål sig imidlertid på: Vil freden mellem de store militser løse den humanitære krise? Ifølge FN’s kontor for humanitære affærer er op til 2,4 millioner børn uden for skolesystemet. Infrastrukturen er ødelagt. De mange flygtninge i nabolandene har ikke gode økonomiske udsigter at vende hjem til. Der mangler åbenlyst penge til at genopbygge landet. Faktisk er økonomien så presserende et problem, at observatører fremhæver det som en af årsagerne til, at Kiir og Machar var villige til at mødes endnu en gang ved forhandlingsbordet.

Sydsudans økonomi hviler i høj grad på olie. Ifølge Verdensbanken udgør olieproduktion 60 pct. af landets BNP, hvilket gør det til det mest olieafhængige i verden. Ved fredsaftalens annoncering bekendtgjorde Sudans præsident, Omar al-Bashir, at han fra 1. september vil foretage nye olieindkøb fra Sydsudan. Måske kan denne oliehandel bidrage med en tiltrængt økonomisk indsprøjtning. Men tiden må vise, om handlen kan finde sted, og om den vil blive forvaltet på en måde, der kommer befolkningen til gode.

Endelig rejser der sig spørgsmålet, om freden mellem de dominerende militser vil lægge en dæmper på den etniske konflikt mellem nuere, dinkaer og de øvrige 62 etniske befolkningsgrupper i landet. Den stort anlagte, men fejlslagne fredsaftale fra 2015 rummede planer for konfliktløsning og forsoning. Der skulle oprettes en kommission for sandhed, forsoning, heling og statsopbygning samt en domstol, hvor ansvarlige for drab og tyveri af land skulle stilles for en dommer.

Sådanne institutioner er ikke inkluderet i den aftale, som netop er blevet indgået, og det efterlader et behov for retfærdighed og regnskab urørt. De problemer vil ikke bare forsvinde med tiden ifølge Awol K. Allo, som er lektor i jura på det britiske Keele University. I en kronik i Al Jazeera advarer han om, at manglen på erkendelse af ansvar kan komme til at stå i vejen for en forsoningsproces.

Selvom aftalen er underskrevet, mangler der en ny fase af forhandlinger. Kenyas præsident, Uhuru Kenyatta, er blevet bedt om at nedsætte et hold af eksperter, der skal hjælpe med at få de sidste detaljer på plads. Med oppositionens utilfredshed og de uafklarede spørgsmål om økonomi og forsoning er der stadig en del at tage fat på, før Sydsudan kan vide sig sikker på varig fred. ■

 

Med oppositionens utilfredshed og de uafklarede spørgsmål om økonomi og forsoning er der stadig en del at tage fat på, før Sydsudan kan vide sig sikker på varig fred
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland