28.07.2018

Alt peger på, at sejren i overmorgen går til Emmerson Mnangagwa, der sidste år overtog præsidentposten efter 37 år med Mugabe. Men iagttagere advarer mod at forvente radikale omvæltninger i landet

Af Anne Kirstine Rønn

Den 21. november sidste år var gaderne foran parlamentet i Zimbabwes hovedstad, Harare, fyldt med mennesker. Dansende med hænderne i vejret fejrede befolkningen, at landets øverste leder igennem 37 år, Robert Mugabe, var trådt tilbage.

Den 94-årige tidligere guerillaleder havde i tiden forinden taget nye skridt til at overdrage magten til sin 41 år yngre kone, Grace Mugabe. Blandt andet havde han smidt sin tidligere højre hånd og vicepræsident Emmerson Mnangagwa på porten. Det fik militæret og den rivaliserende fløj i regeringspartiet til at igangsætte en aktion imod ham, der af observatører betegnes som et “blødt statskup”. Da Mugabe en uge senere meldte sin afgang, håbede mange, at en ny politisk æra var begyndt.

Den 30. juli, godt otte måneder senere, afholdes der præsidentvalg. Tidligere vicepræsident Mnangagwa, der afløste Mugabe som midlertidig leder, er den klare favorit til at vinde. Men den feststemning, der herskede i november, er for manges vedkommende afløst af tvivl: Kan og vil Mugabes tidligere højre hånd skabe politisk fornyelse? Eller markerer det kommende valg blot begyndelsen på fortsættelsen af Mugabes politik?

 

Kan og vil Mugabes tidligere højre hånd skabe politisk fornyelse?
_______

 

Forandring kræver opgør med udskældte reformer
Zimbabwe har en rig jord. Der er store forekomster af metaller og diamanter, og landbrugsforholdene er gunstige; så gunstige, at landet engang blev kaldt Afrikas kornkammer. Staten, derimod, er fattig, og de seneste årtier har landets økonomi været plaget af store kriser. Den værste og mest kendte af disse kriser er hyperinflationen, der på sit højeste niveau i 2008, nåede op på næsten 80.000 milliarder pct. Det tal gør ifølge eksperter Zimbabwes hyperinflation til verdenshistoriens næsthøjeste inflation, kun overgået af Ungarn efter Anden Verdenskrig.

Robert Mugabes politiske reformer bliver – særligt i Vesten – betragtet som hovedårsagen til landets fejlslagne økonomi. Siden Mugabe blev præsident, var hans mål at omfordele land fra hvide landmænd til den oprindelige zimbabwiske befolkning. I år 2000 indførte han en lov, som satte fart på denne proces. Loven gjorde det muligt at fratvinge hvide landmænd deres ejendom uden kompensation, og resultatet var, at hvide zimbabwere blev uddrevet med vold, imens landbrugssektoren blev lagt i hænderne på mennesker, der stort set ingen erfaring havde med at drive landbrug. Samtidig indførte Mugabe lovgivning, der gjorde det praktisk talt umuligt for udenlandske investorer at drive og eje virksomheder i landet.

Resultatet af reformerne var, at økonomien gik i stå, og de internationale sanktioner, der blev nedlagt som reaktion på den voldelige uddrivelse af hvide landmænd, gjorde kun situationen værre. Skal Zimbabwes økonomi genoprettes, må landbruget reformeres og økonomien åbnes op for udenlandske investeringer, og det kræver et brat opgør med Mugabes politikker.

Et opgør med fortidens politik var netop, hvad Mnangagwa lovede, da han blev indviet som præsident efter kuppet. Foran et stadion fuldt af jublende tilhørere erklærede han i sin tiltrædelsestale et ønske om at kompensere de hvide farmere, hvis land var blevet taget under Mugabes landreformer, og om at genskabe Zimbabwes relationer til omverdenen.

 

Et opgør med fortidens politik var netop, hvad Mnangagwa lovede, da han blev indviet som præsident efter kuppet
_______

 

Spæde forandringer i Mnangagwas første tid
Løftet om en ny politisk kurs kan virke paradoksalt, taget i betragtning af, at Mnangagwa har været en del af Mugabes magtfulde inderkreds siden selvstændigheden i 1980. Han har haft adskillige vigtige ministerposter og blev i 2014 udpeget som vicepræsident. Dermed har han været dybt involveret i at indføre de selvsamme politiske doktriner, som han nu lover at gøre op med. Måske endnu mere paradoksalt, omtaler han stadig Mugabe som sin kammerat, fader og mentor. Mnangagwa er altså langt fra en typisk oppositionsfigur. Han er en mand af Mugabes korrupte og økonomisk inkompetente system, hvilket er en af grundene til, at mange tvivler på hans vilje og evner til at lede Zimbabwe mod forandring.

Kigger man på Mnangagwas politik indtil nu, har han – på nogle punkter – realiseret sine løfter om politisk forandring. Han har afskaffet dele af den lovgivning, som forbød udlændinge at eje virksomheder i Zimbabwe, forhandlet nye handelsaftaler med blandt andre Rusland og Kina og taget indledende skridt til at blive genoptaget i det såkaldte Commonwealth-netværk af tidligere britiske kolonier, som landet blev suspenderet fra i 2003.

For den almindelige zimbabwer er der imidlertid ikke meget fremgang at spore. Det fortæller Nick Branson, som forsker i afrikansk politik på School of Oriental and African Studies i London: “Leveforholdene har ikke forbedret sig mærkbart, og dagligdagsproblemer som manglende adgang til kontanter er stadig store,” siger han til RÆSON.

Branson understreger, at Mnangagwas løfter var urealistiske for enhver leder. Det frikender ham dog ikke, tilføjer Branson: “Hvis vi skal tillægge Mnangagwa ansvar for ikke at have skabt fremgang de sidste otte måneder, er mineindustrien et oplagt sted at rette fokus mod.” Trods sin iver efter at åbne Zimbabwe op for omverdenen, har Mnangagwa nemlig undladt at tillade udlændinge at investere i diamant- og platinindustrien, som er de to mest attraktive sektorer i Zimbabwe. „Han vil muligvis gemme nogle af de store reformer til efter valget,” fortæller Branson, men peger dog på en anden og mindst lige så plausibel forklaring: Mnangagwa har mange personlige forbindelser i mineindustrien, så man kan også spekulere over, om han undlader at indføre reformerne, fordi han ønsker at begunstige disse relationer.

Den sidste forklaring bakkes op af en omfattende rapport fra organisationen Global Witness fra sidste år, som afslører, at en stor del af indtjeningen fra Zimbabwes minedrift havner i lommerne på landets militære elite. Hvis Mnangagwa åbner mineindustrien op, lægger han sig ud med sine politiske allierede.

Mnangagwa er afhængig af at fastholde sine gode relationer til militæret, som han selv kommer af, fortæller Branson: “Det var i bund og grund militæret, som installerede Mnangagwa ved magten sidste år, og generalerne kan hypotetisk set fjerne ham fra præsidentposten igen, hvis han indfører politikker, som reducerer deres indflydelse.” Udover det, fortæller Branson, har Mnangagwa sammen med landets højtstående generaler været involveret i flere historiske skandaler. En af disse skandaler er folkedrabet på den såkaldte Ndebele-stamme, der mellem 1983 og 1987 krævede op mod 30.000 dødsofre. Den fælles rolle styrker loyalitetsbåndet mellem dem.

 

“Det var i bund og grund militæret, som installerede Mnangagwa ved magten sidste år, og generalerne kan hypotetisk set fjerne ham fra præsidentposten igen, hvis han indfører politikker, som reducerer deres indflydelse”
_______

 

Magtbalancen mellem diktatoren og systemet
Det tætte bånd mellem militæret og det politiske lederskab er essentielt at forstå, hvis man vil besvare spørgsmålet om, hvor ens Mugabe og Mnangagwa er, mener Branson. For selvom Mugabe havde et rygte som egenrådig diktator, besad han ikke den altoverskyggende magt i Zimbabwe. Landet styres altså både af den politiske elite og af militæret, og det gør, at præsidenten ikke kan bestemme alene. Af samme grund lyder et kendt ordsprog blandt zimbabwere, at Mugabe ikke er en mand, men et system, fortæller Branson.

Mugabe blev dæmoniseret af Vesten for sin forfølgelse af hvide landmænd og for at prædike en ideologi, som står i diametral modsætning til den åbne, markedsbaserede politik, som Emmerson Mnangagwa lover at føre. I virkeligheden var Mugabe dog ikke så ideologisk, som mange observatører anså ham for at være, siger Nick Branson: “Da han overtog magten i 1980, prædikede han forsoning og tolerance og udpegede endda en hvid zimbabwer som landbrugsminister. I næsten to årtier førte han desuden en åben, globalt konkurrencedygtig politik.”

Det var først da han kom under stort pres internt i Zimbabwe, at Mugabe begyndte at føre de udskældte politikker, fortæller Branson: “Mugabe havde arbejdet sig op i en krog, hvor han var nødt til lave reformer, der gjorde det umuligt at investere i landet og føre en hård retorik mod Vesten for at bevare sin legitimitet.”

Landreformerne bliver af flere eksperter eksempelvis beskrevet som et redskab for Mugabe til at sikre sine magtfulde allieredes loyalitet i en tid, hvor hans parti, ZUNA-PF’s, popularitet var faldende, og hvor en ny oppositionsbevægelse, Movement for Democratic Change (MDC), så dagens lys. Med andre ord: Den jord, Mugabe fratvang de hvide landmænd, blev brugt som betaling til hans allierede. Det fremgår blandt andet i en rapport, som blev udarbejdet af det zimbabwiske nyhedsbureau ZimOnline i 2010. Ifølge rapporten var 40 pct. af de 14 millioner hektar, som Mugabe havde overtaget fra hvide landmænd, ejet af en snæver elite på godt to tusinde mennesker.

Den største forskel mellem Mnangagwa og Mugabe ligger altså ikke i deres ideologi, slår Branson fast. Den ligger derimod i det spillerum, de har for at føre politik: “Manangagwa står over for den samme type af strukturelle begrænsninger som Mugabe,” fortæller han og tilføjer: “Men han har mere ideologisk og politisk frihed og er mindre sårbar over for interne trusler, end Mugabe var. Mnangagwa har et blank stykke papir at arbejde med.”

Mugabe var desuden fysisk svækket i sin sidste tid som regent og blev flere gange taget i at sove under møder og snuble under statsbesøg. Han kæmpede siden årtusindskiftet med legitimitetsproblemer, og i de senere år var hans parti dybt splittet over, hvem der skulle efterfølge den gamle leder.

Analytikere har stadig svært ved at afgøre, hvor populær Mnangagwa egentlig er. Han har stadig fjender i sit eget parti, og så sent som i sidste måned blev han udsat for et attentatforsøg, som støtter af Grace Mugabe formodes at stå bag. Men denne rivaliserende fraktion er svag, og militæret står samlet bag ham.

Netop fordi han skal kæmpe med færre trusler end Mugabe, kan Mnangagwa efter valget føre mere pragmatiske politikker, som åbner økonomien og privatiserer nogle af de organisationer, der under Mugabes kontrol blev brugt til at kanalisere penge ud af statsøkonomien og ned i lommerne på landets elite. Derfor får Zimbabwe ikke nødvendigvis en Mugabe version 2.0.

 

Netop fordi han skal kæmpe med færre trusler end Mugabe, kan Mnangagwa efter valget føre mere pragmatiske politikker, som åbner økonomien og privatiserer nogle af de organisationer, der under Mugabes kontrol blev brugt til at kanalisere penge ud af statsøkonomien
_______

 

Oppositionen er vejen til større forandringer
Selvom Mnangagwa har mulighed for at føre politik, som Mugabe var afgrænset fra, skal man dog ikke forvente dramatiske omvæltninger. Sådanne omvæltninger ville nemlig kræve, at der kommer nye kræfter ind i Zimbabwes politiske lederskab, som ikke står i den samme gæld til militæret som Mnangagwa. De kræfter findes i landets opposition.

I forgrunden for oppositionen står Nelson Chamisa; en ung, relativt ukendt figur uden nogen nævneværdig lederskabserfaring, som tog over for den tidligere oppositionsleder, Morgan Tsvangarai, der døde i februar i år.

Hvor stærkt oppositionen står op til valget, er svært at vurdere i et land som Zimbabwe, hvor troværdige meningsmålinger er sjældne, om end ikke umulige at opstøve. I en uofficiel meningsmåling fra Zimbabwes næststørste by Bulawayo, der blev udgivet af the Mass Public Opinion Institute i juni, ville 31 pct. stemme på Chamisa. Nick Bransons vurdering er den samme: Chamisa har formået at samle mange støtter, men nogen reel chance for at slå Mnangagwa i det kommende valg har han ikke.

Udover solid politisk opbakning råder Mnangagwa desuden over et væld af kreative taktikker, som han kan sætte i spil for at sikre sig sejren. Selvom han – af hensyn til sit internationale image – ikke bruger vold, er der ingen tvivl om, at han vil intimidere vælgere og finde smutveje gennem valgsystemet. Eksempelvis er han af oppositionen blevet beskyldt for at fuske med vælgerregistret.

Ifølge Branson er Chamisas nuværende strategi derfor at bruge sin tid på at styrke sit omdømme og blive en stærkere kandidat til valget om fem år. “Jeg tror, hans håb er, at Mnangagwas helbred vil være så svagt om fem år, at han lader sin vicepræsident, generalen Constantine Chiwenga, stille op, og at folket vil se Chamisa som en bedre kandidat til præsidentposten end en pensioneret general,” spår Branson. Men for nuværende ser det ud til, at Zimbabwes præsident bliver Mnangagwa.

Fremtiden med Mnangagwa er muligvis lysere end fortiden med Mugabe, men radikalt anderledes bliver den ikke. Og spørgsmålet, der forbliver åbent, er: vil Mnangagwa ligesom sin forgænger, give afkald på sine visioner, hvis han kommer under større politisk pres? ■

 

Fremtiden med Mnangagwa er muligvis lysere end fortiden med Mugabe, men radikalt anderledes bliver den ikke
_______

Apropos denne artikel:

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden

Rasmus Brun Pedersen i RÆSONs nye trykte nummer: Her er USA's plan for Grønland

Per Kalvig i RÆSON SØNDAG: EU vil grave sig til forsyningssikkerhed. Det er baseret på en misforståelse

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen