26.03.2018

“Jeg forventer ikke, at Putin vil bryde med politisk kontinuitet på det sociale eller økonomiske område, men der er mulighed for at forbedre de eksterne relationer, enten i Syrien eller i Ukraine. Dette kunne meget vel forbedre forholdet til Vesten, hvis det bliver gjort ordentligt”

Interview af Raurel Adams

RÆSON: De baltiske medlemmer af EU – Estland, Letland og Litauen – har været omtalt som ’energi-øer’ siden 1991 og frem til ca. 2008. Begrebet opstod, fordi langt størstedelen af deres energi blev importeret fra Rusland. Balternes dagsordenen har længe været at opnå en større grad af energi-uafhængighed fra Rusland. Hvor langt er man kommet?
PIEBALGS: Først og fremmest mener jeg, at det i dag ville være forkert at kalde de baltiske stater for energi-øer, da de er forbundet med Polen, Sverige og Finland. Det er sandt, at disse er såkaldte ’ryg-til-ryg’ forbindelser, men det er tydeligt, at graden af energisammenkobling med andre EU-lande er høj. Noget, der måske stadig halter, er gasforbindelserne, hvor der lige nu kun er planer om at forbinde Finland med Estland og Polen med Litauen. Men selv på gasområdet har man mulighed for at importere flydende gas fra andre kilder. Af den årsag kan man stadigvæk godt sige, at der er sket en energidiversifikation. De seneste fremskridt handler om synkroniseringen med det europæiske (elektriske) kontinentalnet, som har været længe undervejs.

RÆSON: Hvad angår elektricitet fremskriver de seneste estimater, at balterne vil være uafhængige af det russiske el-net (IPS/UPS) inden 2025. Hvis alt går som planlagt, og de baltiske lande tilslutter sig det europæiske kontinentalnet, kunne det slukke strømmen i Ruslands Kaliningrad, da regionen ikke vil kunne få strøm gennem Baltikum, som ville operere under det nye system. I tilfælde af, at det sker, hvordan tror du Rusland vil reagere?
PIEBALGS: Det er en meget teknisk problemstilling. Men hvis Rusland besluttede sig for at slukke for den baltiske el-stabilitet, ville det ikke resultere i et blackout, men der ville være behov for yderligere kapaciteter til at håndtere store forsyninger, osv. Det var ikke en konkret russisk trussel som formede beslutningen om at tilslutte sig det europæiske kontinentalnet, men snarere filosofien: Hvis du er et medlem af EU, så skal du være et fuldgyldigt medlem af EU. Men de teknologiske udfordringer er grunden til, at det tog så lang tid at træffe den beslutning, udover det faktum, at processen også er enormt dyr. En anden faktor var desuden, at der aldrig har været problemer med Rusland, hvad angår samarbejdet på det elektriske område. EU-kommissionen har desuden informeret Rusland om projektet, så det er ikke nogen hemmelighed. Russerne kan ikke sige, at de er overraskede. Jeg tror, at Vladimir Putin sagde: ”Folkens, systemet fungerer, så hvorfor forlade det?” Jeg synes rent faktisk, at reaktionen var ganske moderat. Jeg kan tilmed forstå ham, fordi hvis alt fungerer, som det skal i hans optik, hvorfor er der så behov for at ændre det?

Men uanset hvornår projektet bliver realiseret, så skal det tage hensyn til de politiske risici associeret med mulige strømafbrydelser i Kaliningrad; hvad end der bliver gjort, skal det gøres på en måde, hvor Kaliningrad ikke lider skade. Teknisk set er dette muligt, og jeg mener, at gennemsigtighed og åbenhed hjælper med at overkomme de politiske udfordringer. Personligt ville jeg blive meget overrasket, hvis Rusland ville reagere aggressivt. Rusland har haft andre planer i lang tid.

 

“Det var ikke en konkret russisk trussel, som formede beslutningen om at tilslutte sig det europæiske kontinentalnet, men snarere filosofien: Hvis du er et medlem af EU, så skal du være et fuldgyldigt medlem af EU”
_______

 

RÆSON: Rusland er allerede i gang med at bygge sit baltiske atomkraftværk i Kaliningrad, i håbet om at gøre regionen energi-uafhængig, hvilket betyder, at den vil være upåvirket i en situation, hvor den frakobles IPS/UPS. I 2009 demonstrerede russerne desuden deres villighed til at afskære gasforsyningen til Europa på baggrund af politiske uoverensstemmelser, da man lukkede Druzhba-gasledningen – som allerede var blevet afskåret fra Letland i 2003 og Litauen i 2006. Er balterne ikke bange for, at Rusland vil gøre det samme med deres elforsyning?
PIEBALGS: Når det gælder atomkraftværket, fortalte den russiske energiminister Sergei Shmatkó mig i 2008, at de ville have to atomkraftværker færdigbygget i Kaliningrad inden 2009. ”Det er jo næste år!” sagde jeg dengang. I dag skriver vi 2018, og der er stadigvæk ikke sket noget. Rusland fremstiller stolt sig selv som en energisupermagt, men de mangler de teknologiske midler, og Kaliningrad udgør en lille del af det totale energiforbrug. Jeg synes, at vi skal være forsigtige med at give russerne et påskud for en barsk reaktion, da hele projektet om baltisk energitransformation er en teknisk problemstilling, som Rusland kunne overkomme ret nemt. Til grund for at bygge et massivt energikraftværk ligger desuden princippet, at man har forbrugere, der efterspørger den producerede strøm. Men Kaliningrad er ikke en stor energiforbruger, og den generelle trend i energiforbrug er for nedadgående. Det forstærker argumentet imod, at Rusland skulle bygge atomare kapaciteter i netop det område. Der, hvor jeg til gengæld ser en potentiel risiko, er i forhold til muligheden for en barsk politisk reaktion, når den egentlige afsynkronisering finder sted. Indtil da vil der være rimeligt stille.

RÆSON: Du var energikommissær i EU fra 2004-2009. Hvad er de store udfordringer, som Kommissionen konfronteres med i dag i forbindelse med deres støtte til en baltisk bevægelse væk fra Rusland og russisk energi?
PIEBALGS: Det vigtigste element i forhold til alle de projekter, som blev skabt dengang, var Kommissionens evne til at gå forrest med nye forslag. De var de eneste, som evnede at transcendere de typiske politiske skænderier, som altid fandt sted, og det er grunden til, at vi fx har en forsyningsforbindelse mellem Polen og Litauen i dag. Selvom udfordringerne måske har ændret sig en smule, er Kommissionens rolle stadigvæk meget vigtig. Jeg vil nævne et eksempel fra et andet felt, som du muligvis har hørt om: Rail Baltica [projekt, som vil skabe en direkte jernbanelinje gennem de baltiske lande og ned til Polen, red.]. Uden et stærkt skub fra kommissionen, kunne projektet nemt være blevet droppet. På energiområdet er Kommissionens rolle mindre åbenlys, men det tog lang tid at beslutte, om vi skulle synkronisere med de nordiske- eller centraleuropæiske lande. Eftersom vi allerede har en høj grad af sammenkobling med de nordiske lande, ville jeg have fortsat i den retning. Hvorfor den endelige afgørelse blev at skabe forbindelsen til Centraleuropa i stedet, ved jeg ikke.

Beslutningsprocessen tog for lang tid. Med den øgede konkurrence og tendensen til at udbyde tjenester i form af pakkeløsninger er enhver reform af energisektoren blevet meget nemmere at udføre. Hvis vi sammenligner 2004-2009 med 2018, er der sket kæmpe fremskridt på vejen mod markedsliberalisering, mere progressiv tænkning, og et bedre målrettet samarbejde imellem de baltiske lande. De tekniske udfordringer er markant mindre alvorlige.

RÆSON: Vil der komme et tidspunkt, hvor EU vil blive tvunget til at genoverveje sin støtte til yderligere integration af de baltiske lande? For eksempel i lyset af de spændinger, der måtte opstå mellem dem og Rusland?
PIEBALGS: Jeg tror ikke, at der kommer et punkt, hvor EU vil skubbe i den anden retning. Om noget tror jeg faktisk, at de baltiske lande selv kunne være mere ambitiøse i forhold til at integrere yderligere. Når det handler om forholdet til Rusland, tror jeg generelt ikke, at Baltikums synkronisering til det europæiske kontinentalnet vil have en påvirkning. Men det ville være farligt ikke at opretholde kontakten med russerne. Desto mere gennemsigtighed og diskussion des bedre, for selvom der kan opstå uenigheder, er det bedre at have dialog, når praktiske tiltag føres ud i livet.

 

“Om noget tror jeg faktisk, at de baltiske lande selv kunne være mere ambitiøse i forhold til at integrere yderligere”
_______

 

RÆSON: Med Baltikums manglende problemer med russerne på det elektriske område taget i betragtning, hvorfor presser EU på både politisk og økonomisk for at støtte frakoblingen?
PIEBALGS: I EU er der en sympati over for de mindre medlemmer af unionen, særligt over for dem, som er tiltrådt i nyere tid. I begyndelsen af deres medlemskab er landenes opmærksomhed rettet mod de umiddelbare behov. Der var en forståelse, særligt i forhold til gas, om, at der var en mulighed for, at balterne kunne blive mobbet på energimarkedet, og hvis deres energisituation var afhængig af gas, kunne der hurtigt opstå problemer. Men jeg tror nu også, at der var et andet mål. Her bliver du nødt til at se på de begivenheder, der finder sted i det sydøstlige Europa, hvor integrationen ikke har været stærk. Denne region er langt mere kompliceret rent strategisk grundet det faktum, at Balkanlandenes udvikling har været langsom. En del af forklaringen var, at alle var meget fokuserede på gas. I den forbindelse spillede Gazprom en forsigtig rolle i kulisserne i et forsøg på at holde konkurrencen for porten – med det resultat at landende ikke kunne komme til enighed om en løsning. Kommissionen begyndte at bruge sin erfaring med de baltiske lande og fandt til sidst en løsning.

RÆSON: Hvordan tror du, at EU kan formå at stå fast på beslutningen om at sanktionere Rusland på den ene side, og samtidig forsøge at skabe en gnidningsfri overgang når det handler den fortsatte integration af dets medlemmer – væk fra russisk eksport?
PIEBALGS: EU’s forhold til Rusland er bestemt ikke optimalt, hvilket jeg desværre ikke tror, kommer til at ændre sig på kort eller mellemlang sigt. Jeg tror den primære betingelse vil være, at Rusland anerkender Ukraines grænser, som de var før den russiske intervention. Jeg ser ikke nogen betydningsfuld ændring ske, før Rusland tager dette skridt. Det lyder optimistisk, men mit gæt er, at det vil ske. I min egen erfaring med Rusland har de altid set Ukraine som en del af sig selv. Den Eurasiske Økonomiske Union var i den grad baseret på ideen om, at Ukraine skulle være tæt integreret i den russiske økonomiske stat. Men som tingene udvikler sig, og som Ukraine bliver mere modent, stabilt og velstående, tror jeg ikke, at Ukraine vil vende sig mod det historiske forhold, hvilket vil være et vendepunkt. På alle andre områder er Europa og Rusland gået i modsatte retninger de sidste 10 år. Der kunne godt være investeringer EU og Rusland imellem, ikke fjernt fra det forhold EU har med Kina, men det ville som sagt kræve, at Ruslands udenrigspolitik ændrer sig i forhold til Ukraine. Hvad vi ikke har brug for, er at marginalisere Rusland, for i sidste ende grænser det op til Europa.

RÆSON: Men Rusland har oprustet, bl.a. med missiler i Kaliningrad, og NATO har sendt tropper til Baltikum, så hvornår ser du mulighed for, at forholdet til Rusland kan forbedres?
PIEBALGS: Jeg tror, at tidsvinduet, hvor forholdet til Rusland kan ændres, er inden for de første to år efter præsidentvalget. Nu efter valget har Putin et mandat til at gøre tingene anderledes. Fra mit synspunkt er det ikke vanskeligt for Rusland at ændre sin politik. I virkeligheden er det kun et stædigt ønske om at bevare den nuværende politik, som forstærker den fjendtlige opfattelse generelt. Hvis der til gengæld ikke sker ændringer i løbet af den tid, ser jeg dem slet ikke komme i den overskuelige fremtid.

RÆSON: Hvad har du noteret om det kommende valg, og hvordan kunne det nye mandat, som du snakker om, se ud?
Piebalgs: Som jeg ser det, er Putin i gang med at afkoble sig fra det regerende parti. Det kunne gøre hans politik mere fleksibel. For det andet har jeg lagt mærke til, hvordan der er et meget aktivt forsøg på udelukkende at eksponere positive ting i de russiske medier: Så snart en russer fx vinder en medalje i de olympiske lege, fejres han som havde han vundet noget, der var ti gange vigtigere end en guldmedalje. De prøver at skabe en positiv bølge før valgkampen, som jeg tror, vil blive fulgt op af nogle hårde beslutninger. Jeg forventer ikke, at Putin vil bryde med politisk kontinuitet på det sociale eller økonomiske område, men der er mulighed for at forbedre de eksterne relationer, enten i Syrien eller i Ukraine. Dette kunne meget vel forbedre forholdet til Vesten, hvis det bliver gjort ordentligt. Et andet interessant aspekt af valgkampen er den negative tendens i forhold til deltagelse, som formentlig har noget at gøre med, at den økonomiske stagnation i Rusland har ledt til en generel social træthed. Det taler for, at der er et seriøst behov for, at Putin formår at mobilisere den russiske befolkning bag politiske forbedringer, hvilket ikke kan initieres af hverken EU eller USA. ■

 

“Jeg forventer ikke, at Putin vil bryde med politisk kontinuitet på det sociale eller økonomiske område, men der er mulighed for at forbedre de eksterne relationer, enten i Syrien eller i Ukraine”
_______

 

Andris Piebalgs (f. 1957) er tidligere politisk leder for Vienotība (”Enhed” på dansk), EU’s kommissær for energi fra 2004-2010 og EU’s kommissær for Udvikling fra 2010-2014. ILLUSTRATION: Vladimir Putin [foto: Mikhail Metzel/Ritzau Scanpix]