06.04.2018

Det familieretlige system har brug for en revolution. Det er ellers lige blevet reformeret, men der er ikke gjort noget ved problemerne, så der er stadig brug for en revolution af både forældreansvarsloven og sagsbehandlingen, så retssikkerheden og ligestillingen sikres for alle familiemedlemmer fra start af.

Kommentar af Anahita Malakians

REVOLUTION har ikke et facit. Vi kan have mange mål og drømme efter en revolution, men vi kan ikke forudsige, om de bliver opfyldt, som vi forestillede os. Præmissen for en revolution er forandring. En proces med kaos, uforudsigelighed og evolutionære dynamikker.

Hver skilsmisse er særegen, da vi har at gøre med menneskelige relationer. Vi kan ikke altid forudsige adfærd og motiver. Enhver lille detalje er vigtig for det samlede billede af sagen, men samtidig er det samlede billede så komplekst pga. alle disse detaljer. Hvordan formår vi at indrette et system, der tager hensyn til alle detaljer, men samtidig skal handle objektivt, hurtigt og enkelt, så sagen kan komme en aftale nærmere af hensyn til børnene? Det vil kræve højere fagligt niveau i systemet, så personalet forstår at navigere i komplicerede sager, flere ressourcer for at reducere tiden af hensyn til børnene og styringsværkstøjer, som kan adfærdsregulere forældrene i højere grad. Den nye aftale rummer ingen af disse nødvendigheder.

Derfor må vi konstatere, at det nye familieretlige system, som alle Folketingets partier har underskrevet, på ingen måde er en revolution af området. Tværtimod er ord som ”enkle”, ”gennemskuelige” og ”forudsigelige” med til at understrege den manglede anerkendelse af et område, som er så komplekst, at det har brug for revolutionære tiltag frem for kompleksitetsreducering. Den nye aftale mangler en grundlæggende forståelse af, at komplekse sagsområder som det familieretlige ikke skal mødes med enkelthed, men med en ny vision og målsætning, der formår at favne og navigere i kompleksiteten.

 

Ord som ”enkle”, ”gennemskuelige” og ”forudsigelige” er med til at understrege den manglede anerkendelse af et område, som er så komplekst, at det har brug for revolutionære tiltag frem for kompleksitetsreducering
_______

 

Vi har at gøre med et område, der er så fyldt med paradokser, at enhver beslutning eller lov, der har til formål at gøre det godt for nogle, vil få fatale konsekvenser for andre. Hvordan skal vi beskytte et barns ret til samvær med sine forældre, hvis vi samtidig skal sikre børns ret til beskyttelse mod voldelige forældre? Intet er enkelt i dette system, og det er mildest talt provokerende, når vores politikere forfalder til at formulere politiske beslutninger uden den anerkendelse. Via simple tegninger i deres udspil undlader de at opstille rammer, som giver mulighed for at håndtere nogle af de ekstreme tilfælde, som jeg på det sidste har hørt om – fx trusler fra advokater, magtmisbrug, børnesagkyndige, der anklages for vold og for at være underlagt bestikkelse, og listen fortsætter. Det er tilfælde med klare brud på retssikkerheden, hvor magtesløshed gennemsyrer de involverede parter. I situationer som disse er konsekvens og straf ikkeeksisterende gloser – selv hos domstolene!

DEN NYE AFTALE virker som gammel vin på nye flasker. Strukturelt har man som udgangspunkt fjernet nogle instanser såsom Fogedretten, men kun for at trække den ind under Familieretten. Altså er processerne ikke afskaffet, men gennemsigtigheden er reduceret, fordi det nu alt sammen hører under Familieretten. Man har fundet på nye navne til statsforvaltningen (Familieretshuset), teamet af børnesagkyndige (Børneenheden) og domstolene (Familieretten). Endvidere er der indført screening af sagerne, så de lander på de rigtige hylder, som var det post med påskrevne postnumre. At pådutte sagerne etiketter kan lede til spørgsmål om, hvis svar der vejer mest, når parterne ikke er enige – måske endda optrappe en potentiel konflikt.

Man kunne godt plædere for, at den nye struktur danner ramme for mere effektiv kultur, og med disse ændringer vil sagerne gennemgå en hurtigere og nemmere proces. Men det forudsætter, at vi skifter alle involverede parter ud med motivløse og fordomsfrie robotter. Det er ikke struktur, der har ført til følelsen af manglende retssikkerhed i systemet, såsom falske anklager, der aldrig efterfølgende underlægges en injuriesag af frygt for, at konflikten eskaleres og giver bagslag – det er kultur. Det er heller ikke struktur, der har dannet baggrund for en lovgivning, hvor ligestilling og ligeværd stadig i dag er udfordret, fordi loven kønsmæssigt rammer fædrene ulige. Omkring 90 pct. af fædre ender som samværsforældre ved skilsmisser – hvor de altså har ret til samvær med barnet, som ikke har folkeregisteradresse hos dem. Det kan der være mange grunde til, men vi bør ikke glemme, at det ikke er længe siden, at mor automatisk ansås for den primære omsorgsperson. Frem for at anerkende, at kønsrollerne i dag har ændret sig, og far er blevet en mere ligeværdig forælder i et barns liv, så vælger staten stadig at bibeholde tanken om, at én forælder er bedre til at bestemme frem for to. Det er denne kulturelle forståelse, der danner præmis for en nedværdigende lov, hvor forældre tvinges til først at bære etiketter som ”bopæl” og ”samvær” og dernæst have ulige rettigheder. Ulige rettigheder, hvor bopælsforælderen fx kan beslutte – uden indblanding fra den anden forælder – sådan noget som: Den generelle omsorg af barnet, valg af daginstitution, hvor barnet skal bo – så længe det er i Danmark – og hvad barnet skal lave i fritiden.

 

Man kunne godt plædere for, at den nye struktur danner ramme for mere effektiv kultur […] Men det forudsætter, at vi skifter alle involverede parter ud med motivløse og fordomsfrie robotter
_______

 

FOR AT IMØDEKOMME ligestillingen har de ambitiøse politikere i den nye aftale valgt at ændre på bopæls- og samværsetiketterne og i fremtiden give enige forældre ret til begge at være bopælsforældre. Det er godt for ligestilling, men uklart hvordan det i praksis skal fungere. For vil man nu ændre forældreansvarsloven, så bopælsforældre ikke længere har ret til at bestemme udenom den anden, når de nu også er bopælsforældre? Hvordan skal det i praksis gøres, hvis den ene bopælsforælder ønsker at flytte 300 km væk inden for landets grænser? I dag har de nemlig ret til det uden at tage hensyn til samværsforælderen. Vil den nye lov sætte en begrænsning af kilometerafstand op, eller vil man forlade sig på, at forældrene selv finder en fælles løsning? Hvordan skal systemet håndtere enige forældre, der pludselig bliver uenige, men har lige rettigheder? Dette paradoks vil sikkert lede en til at tage udgangspunkt i barnets perspektiv, men uanset hvilken løsning man vælger, så vil man krænke den ene forælders rettighed. Og lad os indrømme fra start, at enige og samarbejdende forældre, for hvem disse tiltag er godt, vil højst sandsynligt aldrig stifte bekendtskab med systemet.

Og dette system bør netop ikke være til for forældre, som er enige! Det er ikke forældre som mig og min eksmand, der godt kan finde ud af at kommunikere, samarbejde, dele børnechecken og vil sætte vores behov til side for børnene, som har brug for statens hjælp. Det er et system, der er til for de mennesker, som er ulykkelige, som er grådige, og som foragter hinanden. Systemet er for de svage, der ikke kan selv, og for de psykisk syge, der ikke ved bedre. Det er disse typer mennesker, som gør, at systemet skal være differentieret og standhaftigt. Det er i disse tilfælde, hvor ret og lov ikke må fejle sit ansvar.

INTET AF DETTE har den nye aftale rørt ved. Der er stadig ingen sanktioner mod dem, der fremsætter falske anklager. Der er ingen, der bliver sagsøgt for injurier til trods for, at æreskrænkelse kan finde sted for alle involverede parter. Der er heller ikke oprettet noget tilsyn med de ansatte for at sikre sig, at alle handler efter et fælles værdigrundlag og ikke forfalder til subjektive holdninger, der kan gå ud over retssikkerheden i systemet. Der er ikke gjort noget ved de amoralske advokater, der tjener styrtende på at føre sager efter faste procedurer og metoder og endda på statens regning. Metoder, hvor mødre rådes til at tilrane sig bopælsretten ved at afholde far fra samvær i længere tid, så han mister sin tilknytning til barnet. Amoralske handlinger, hvor der indgås forlig på vegne af klienten, til trods for klientens manglende accept. Og ikke mindst er der ikke gjort noget ved de advokater, der bevidst medvirker til et højt konfliktniveau, så sagen trækker ud i længere tid end nødvendigt. Der er ikke gjort noget for, at der kommer sandfærdige referater fra møder med jurister, dommere og børnesagkyndige. Der er heller ingen garantier om sagsbehandlingstider, så vi netop undgår flerårige sager til skade for børnene. Endelig er der ikke en genuin ambition hos de politiske partier om, at vi i dette land bør lave lovgivning, som bunder i en af de værdier, de dagligt prædiker: Ligestilling mellem kønnene. En ligestilling, som i barnets tidlige alder giver begge forældre lige ret ved at anskue ansvaret for barnet ligeværdigt fra start. En ligestilling, hvor fædre eksempelvis ikke får dumpekarakterer på baggrund af mors dårlige præstation i samarbejdet – eller omvendt.

Denne aftale er langt fra den revolution, som området har brug for, og ingen af de løsninger, der er kommet, løsner op for de virkelige problemer, som forældre i systemet skriger efter. Desværre! ■

 

Endelig er der ikke en genuin ambition hos de politiske partier om, at vi i dette land bør lave lovgivning, som bunder i en af de værdier, de dagligt prædiker: Ligestilling mellem kønnene
_______

 

Anahita Malakians (f. 1983) er fhv. folketingskandidat for Venstre i Københavns omegnskreds. Hun er født i Iran og opvokset i Smørum, forstad til København. Hun studerer cand.soc. PKL på CBS og har egen tøjbutik på Frederiksberg. ILLUSTRATION: Den nye skilsmisseaftale offentliggøres af bl.a. børne- og socialminister Mai Mercado, marts 2018 [foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning

Alberte Bové Rud i RÆSONs nye trykte nummer: Skal Meloni samle Vesten?