21.05.2018

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge m.m.)

At fasten er forbundet med fare for omgivelserne, bør Støjberg fremstille videnskabeligt belæg for, før hun henvender sig til landets muslimer med en opfordring, der frarøver dem retten til at praktisere deres religion og dermed benytte deres religionsfrihed.

Kommentar af Abir Al-kalemji

Udlændinge- og integrationsministeren, Inger Støjberg, advarer i et blog-indlæg i BT i dag om, at det er farligt for os alle, når muslimske ansatte faster og samtidig passer deres job, som fx. buschauffører, fabriksarbejdere eller sundhedsprofessionelle. Hun opfordrer derfor praktiserende muslimer til at holde ferie under ramadanen.

Det kan have en teologisk, sundhedsfaglig og socioøkonomisk interesse at diskutere fastens fordele og ulemper. Det er da også et emne, der allerede har mødt stor opmærksomhed både internationalt og i lokale muslimske kredse, hvor forskellige vinkler på sagen debatteres, ikke mindst med henvisning til undersøgelser på området. Men var ministeren oprigtigt interesseret i at afklare ramadanens sundheds- og sikkerhedsmæssige implikationer for individ og samfund, ville hun nok have bragt nuancerne ind i problemstillingen i stedet for at stille sig tilfreds med udokumenterede postulater.

Fastende muslimer er teoretisk set forpligtede til at agere ekstra hensynsfuldt, empatisk, produktivt og ydende over for omgivelserne under ramadan. Den fastende skal i en måned lære udholdenhed, sætte sig ind i de fattiges kår og udfordre kroppens behov ved at præstere på trods af manglende føde- og væskeindtag. Der er dog fysiske begrænsninger, og uden mad og drikke duer helten ikke, hvorfor der kan være en negativ korrelation [sammenhæng] mellem faste og produktivitet. Men at fasten er forbundet med fare for omgivelserne, bør Støjberg fremstille videnskabeligt belæg for, før hun henvender sig til landets muslimer med en opfordring, der frarøver dem retten til at praktisere deres religion og dermed benytte deres religionsfrihed.

Desuden kan det undre, at en minister vælger at bruge energi og taletid på et afgrænset fænomen som en bestemt religiøs praksis, der ikke er til gene for andre. Vi har mig bekendt ikke tal, der viser, hvor mange muslimer i Danmark som reelt holder ramadan. Men det drejer sig formentlig om en lille procentdel, eftersom mange grupper er undtaget: gravide, ammende, børn, ældre, syge, kronikere, diabetikere med fast behov for medicin osv. Det er således afgørende ifølge de religiøse forskrifter, at man kun faster, hvis fysikken og helbredet tillader det, ellers er det uforsvarligt. Alligevel slår Støjberg alarm og betegner fasten som farlig for det danske samfund.

Har ministeren indberetninger om uheld, der er opstået som følge af faste? Evidens viser, at vedvarende stress kan føre til angst, depression og dårlig præstation på jobbet, målt bl.a. på utilsigtede hændelser. Landets læger, socialrådgivere og gymnasielærere er de mest stressede samfundsgrupper. Ifølge Støjbergs logik bør de måske holde ferie, indtil ministeren finder en løsning? Eller er dette omfattende problem mindre væsentligt og ikke tilstrækkeligt populistisk?

 

Landets læger, socialrådgivere og gymnasielærere er de mest stressede samfundsgrupper. Ifølge Støjbergs logik bør de måske holde ferie, indtil ministeren finder en løsning?
_______

 

Integrationsdebatten har længe været dysfunktionel, uinspirerende og ude af proportioner. Fornuft og fakta må vige tilbage til fordel for affektprægede holdninger og symbolpolitik. Der er ikke længere tale om, hvordan integration kan forbedres – men om, hvordan den kan afvikles. Det mest foruroligende er, hvordan det bliver stadig mere acceptabelt at en minoritet diskrimineres. Nu skal minoriteten fx leve med, at deres børn tvinges ind i vuggestuer allerede som etårige, hvor de skal lære om grundloven og demokrati. Ellers vil disse børn ifølge regeringen vokse op i et parallelsamfund uden adgang til fri tænkning og respekt mellem kønnene. Men undersøgelser viser bare, at der er større ønske om ligestilling blandt nydanskere end blandt etniske danskere.

Nydanskere må leve med at blive opfordret til at holde ferie under deres hellige måned. De må ikke bede i det offentlige rum, man begrænser deres adgang til dansk statsborgerskab på trods ihærdige forsøg om at tilegne sig sprogkundskaber og tilknytning til arbejdsmarkedet. De straffes økonomisk ved højt skolefravær, tilkendes dobbeltstraf for ulovligheder og forhindres i at bo, hvor de vil (som led i ’afghettoisering’). Alle er tiltag, der underminerer retssamfundet, borgerrettighederne og demokratiet. Man udstiller en minoritet som mindre værd og diskriminationsberettiget.

Der er ingen, der forventer, at Støjberg, som Canadas premierminister Justin Trudeau, går ud og ønsker muslimer en velsignet og fredfuld ramadan. Ingen forventer, at hun fjerner fokus fra indvandringens udfordringer – men vi kunne ønske, at hun, i kraft af sin post, også anerkender den positive udvikling, hvor færre fx begår kriminalitet og markant flere flygtninge kommer i arbejde, (og en del tager vagterne i december, så kolleger kan nyde julen). I stedet bruger hun kun statistikken selektivt, hvor det tjener en stemmemaksimerende dagsorden.

Det ville være ønskværdigt, hvis ministeren bidrog konstruktivt til integrationsopgaven, ved at løse de væsentlige problemer. Som f.eks. social kontrol, hvor unge mennesker af anden etnisk baggrund har brug for støtte og opbakning til deres sunde oprør mod forældregenerationens utidssvarende opfattelser omkring kønsroller, homoseksualitet, kæresteri, interkulturelle ægteskaber og uddannelsesvalg. På samme måde som man støtter unge etniske danskere i deres frigørelsesproces, bare uden at systematisk at udskamme deres kulturelle og religiøse baggrund, som ministeren konsekvent drager ind i alle sociale problemer hos indvandrere.

Og det ville være optimalt, hvis ministeren viste en smule forståelse for, hvilke kampe den ældre indvandrergeneration fører for at blive delagtiggjort i samfundet, på trods af en traumatiseret baggrund og diverse psykiatriske diagnoser, i stedet for kun at iværksætte stramninger, og pålægge dem eksempelvis tolkegebyr, der komplicerer behandlingsprocessen og forhaler raskmeldingen.

Generelt ville det være klædeligt, hvis Inger Støjberg også fremhævede de gode eksempler og samarbejdede med de velintegrerede kræfter for at forstå baggrunden for succeshistorierne, og hvordan det kan appliceres på de socialt belastede udlændinge. Det handler om at løse reelle udfordringer. Ramadan er ikke en af dem. Og ministeren har tabt fokus på kerneopgaven: vellykket integration. ■

 

Det handler om at løse reelle udfordringer. Ramadan er ikke en af dem. Og ministeren har tabt fokus på kerneopgaven: vellykket integration
_______

 

Abir Al-kalemji er mor, læge, PhD og klummeskribent. 43 år. Oprindeligt fra Irak og Syrien. Skriver primært om integration, sundhed og udenrigspolitik. ILLUSTRATION: Inger Støjberg besøger afpresset bager Ali Parnian i Tingbjerg og bageriet Kaj [foto: Henning Hjorth/Scanpix]