27.09.2018

.

Det er en del af livet at blive syg, lide, gå igennem kriser og sorg. Det er livsbekræftende, når mennesker til trods for store udfordringer kan komme videre og leve godt, om ikke andet tåleligt, med en svær lidelse. Men når en patient når til et punkt, hvor al livslyst forsvinder pga. uhelbredelig, pinefuld sygdom uden udsigt til en skygge af forbedring eller bare lidt livskvalitet i hverdagen, men kun oplever et smertehelvede og systematisk destruktion af krop og psyke, er det kun rimeligt at tale åbent om, hvorvidt assisteret selvmord ikke har sin berettigelse. Individet må selv bestemme, hvornår en afslutning må komme på tale, så længe det afspejler et velovervejet og afklaret ønske.

Kommentar af Abir Al-Kalemji

”En dyrlæge, der tilser et tilskadekommet eller sygt dyr, skal opfordre den ansvarlige til at lade dyret aflive, hvis det ikke kan helbredes, og det vil medføre unødig lidelse at lade det leve. Aflives dyret ikke, skal dyrlægen indberette forholdet til politiet.”

Sådan lyder det i Dyreværnsloven § 20, stk. 2.

Heldigvis gælder love, som appliceres på dyr, ikke mennesker. Men lige præcis i dette tilfælde er det tankevækkende, at mennesker, der til forskel fra dyr, har højt udviklede emotionelle og kognitive funktioner, som gør smerteoplevelsen yderligere belastende for psyken, livskvaliteten og håbet, er dårligere stillede end dyr.

SOM LÆGE har jeg stødt på mange ulykkelige skæbner, hvor alle behandlingsmuligheder var udtømte, og hvor patientens krop, intellekt og psykiske helbred gradvist gik i opløsning. Jeg har bl.a. gået stuegang hos en ældre kvinde, der var svært ramt af kronisk obstruktiv lungelidelse. Hver eneste vejrtrækning, som for normale lungeraske er en ufrivillig bevægelse, som de ikke tænker over, var for hende en kamp. Den mindste aktivitet føltes som et maraton. Hun kunne lige nikke eller ryste på hovedet, når hun skulle svare ja/nej til mine spørgsmål. Når hun endelig kunne få vejret til at formulere en sætning, sagde hun: “De hundser med mig”, og refererede til de sygeplejersker, der opfordrede hende til at blive mobiliseret. Herefter måtte hun hive efter vejret resten af konsultationen. Jeg sagde et par trøstende og motiverende ord og forklarede bl.a. vigtigheden af bevægelse, selvom kvinden ikke engang kunne få luft til at tale, og at vi ellers desværre ikke havde flere behandlingsmuligheder.

Jeg gik så videre til den næste patient. Det er en evne, vi har som læger – at kunne komme videre -, selv om hver eneste patient gør indtryk på os, og er i vores tanker, når vi kommer hjem. Vi trøster os selv med, at vi gør vores bedste under de udstukne rammer. Det er afgørende for lægens virke og troværdighed at handle i overensstemmelse med loven. Med det sagt er det et paradoks, at lægen har beføjelser til at vurdere, om en patient skal have fuldt behandlingsniveau, er intensivkandidat eller gerne må genoplives, afhængigt af bl.a. sygdommens sværhedsgrad samt patientens funktionsniveau og livskvalitet, eller om yderligere behandling vil være udsigtsløs og medføre forlængelse af patientens pinsel. Men når patienten står midt i endeløs lidelse, må lægen ikke honorere et ønske om at levere den “sidste” behandling i form af professionel assistance til dødshjælp.

 

Med det sagt er det et paradoks, at lægen har beføjelser til at vurdere, om en patient skal have fuldt behandlingsniveau, er intensivkandidat eller gerne må genoplives […] Men når patienten står midt i endeløs lidelse, må lægen ikke honorere et ønske om at levere den “sidste” behandling i form af professionel assistance til dødshjælp
_______

 

DET ER naturligvis vigtigt at drøfte, hvilke uhensigtsmæssige scenarier, der kan opstå, og hvilken symbolsk betydning institutionalisering af aktiv dødshjælp indebærer. Kan samfundet blive medvirkende til at opfostre en holdning om, at vi godt må “opgive”, når tingene bliver svære? Kan vi risikere, at patienter føler pres til at gøre en ende på det hele for ikke at være til last? At svært psykisk syge, handicappede og kronisk lidende opfatter sig selv som værdiløse og hælder til aflivning? At behandlingstunge patienter vælger den “billige” løsning for ikke at trække på samfundets ressourcer? De er alle sammen legitime bekymringer udsprunget af sund tvivl, og de udgør kernen i dilemmaet om aktiv dødshjælp, mange velreflekterede står i.

Jeg har selv haft min tvivl. Men frygt for utilsigtede konsekvenser bør ikke være det afgørende her. En fornuftig lovgivning vil kunne afværge, at aktiv dødshjælp ikke praktiseres efter hensigten. Loven kan præciseres så meget, at aktiv dødshjælp udelukkende honoreres i tilfælde af en underliggende uhelbredelig og uudholdelig lidelse hos en patient, som i en apsykotisk og ikke-depressiv tilstand, udtrykkeligt gentagne gange formidler et ønske herom. Man kan opstille det som en betingelse, at patienten bliver screenet først for en psykiatrisk lidelse, der kan påvirke patientens beslutningsgrundlag. Og det skal være frivilligt for lægen at medvirke, da der er en del læger, som ikke opfatter det som deres ansvar at foretage aktiv dødshjælp, og som tilmed finder praksissen i modstrid til lægeløftet. Det skal naturligvis respekteres, selv om det er en del af lægegerningen ”at helbrede, trøste og lindre”. Lovens paragraffer kan udarbejdes så udførligt og detaljeret, at der ikke efterlades den mindste tvivl om, at aktiv dødshjælp i den pågældende situation er den sidste og mest forsvarlige og humane udvej. For at lægen ikke skal stå alene med så stort et ansvar, bør det være en konferencebeslutning, hvor flere læger involveres i accepten af patientens ønske.

 

Jeg har selv haft min tvivl. Men frygt for utilsigtede konsekvenser bør ikke være det afgørende her. En fornuftig lovgivning vil kunne afværge, at aktiv dødshjælp ikke praktiseres efter hensigten
_______

 

NOGLE PÅSTÅR, at man kan smertedække sig ud af alle lidelser. Det er heldigvis også muligt i mange tilfælde, og nogle patienter sover ind som bivirkning til morfin og ser fredfyldte ud. Den tragiske udgang føles på den måde mere skånsom, og efterlader de pårørende med rum til sorgprocessen. Men desværre er det ikke altid tilfældet. Der er patienter, der tydeligvis er forpinte. Fx er patienter med knoglesmerter pga. metastaser ofte stærkt forkvalmede og lever af føde gennem sonder, imens hverdagen handler om at overleve den næste opkastning og smerteanfald. Jeg har set pårørende, der har mistet livslyst, er traumatiserede og opgivende, men som bevarer masken. Det er ikke magtesløsheden over for en uhelbredelig sygdom, som dræner dem, og de vil mere end gerne være ved deres udkårnes side til den sidste vejrtrækning. Men det er den frygtelige lidelse, hvor man kan se, at det kun går ned ad bakke på en morbid facon, der virker opslidende. Hvem siger, at det er meningen, det skal være på den måde?
Ifølge visse etiske og religiøse argumenter må mennesker ikke have kontrol over døden. For hvad ved vi dødelige sammenlignet med de højere magter, der har bestemt, at i smerte skal Eva føde, med møje skal Adam skaffe føden og tilsyneladende, at patienter med udsigtsløs behandling skal dø lidende? De religiøse argumenter mod aktiv dødshjælp afspejler en egocentrisk trang til at være talerør for en ophøjet magt og pådutte andre deres egen version af meningen med døden. Kan det virkelig passe, at vi stadig diskuterer på det niveau og efter et normsæt, der er så ude af trit med viden om menneskets biologi, psykologi og autonomi? Hvad med empatien og respekten for patientens egen tro, autonomi og etik? De religiøse beskytter deres overbevisning. Lægeforeningen beskytter læger. Muskelsvindfondens og andre handicaporganisationer er modstandere af aktiv dødshjælp af frygt for, at midlerne til handicappede vil blive beskåret. Etisk råd frygter en glidebane. Det er på mange måder forståelige reaktioner. Men hvem har patientens interesse? Hvorfor preller befolkningens overvældende ønske om legalisering af aktiv dødshjælp af på politikere? I de fleste vestlige lande går 70-80 pct. af befolkningerne ind for aktiv dødshjælp, ifølge Læger for Aktiv dødshjælp. 72 pct. svarer nej til spørgsmålet, om Danmark bør fastholde et forbud mod aktiv dødshjælp, mens kun 11 procent svarer ja, og 17 procent svarer ved ikke. Det viser en spørgeskemaundersøgelse foretaget blandt 1009 danskere af analyseinstituttet You-Gov for Kristeligt Dagblad.

JEG FORSTÅR den brede opbakning til aktiv dødshjælp i befolkningen. Var det mit familiemedlem, der var uhelbredeligt syg og lidende til trods for massiv smertestillende behandling, så vil jeg være der, uanset hvor hårdt det opleves. Men hvis syge selv er så forpinte, at de ikke orker mere, ikke finder en mening med at fortsætte, vil jeg opfatte det som dybt egoistisk at forvente, at han eller hun skal slæbes igennem unødig lidelse for min skyld eller for en etisk eller religiøs betragtning. Og jeg ville som pårørende sætte pris på en lov, der giver de professionelle mulighed for at assistere, i stedet for at risikere, at en pårørende hjælper den syge til tvivlsomme lidelsesfyldte og ensomme selvmordsmetoder. Aktiv dødshjælp handler om at hjælpe de hjælpeløse ud af en håbløs situation. Det giver ikke mening at lade et lidende menneske, som ikke er deprimeret eller befinder sig i en utilregnelig affekttilstand, trygle sundhedsprofessionelle og pårørende om hjælp til at afslutte en endeløs, pinefuld lidelse. Det er både uværdigt og inhumant. ■

 

Det giver ikke mening at lade et lidende menneske, som ikke er deprimeret eller befinder sig i en utilregnelig affekttilstand, trygle sundhedsprofessionelle og pårørende om hjælp til at afslutte en endeløs, pinefuld lidelse. Det er både uværdigt og inhumant
_______

 

Abir Al-Kalemji (f. 1974) er læge, PhD og klummeskribent. Oprindeligt fra Irak og Syrien. Skriver primært om integration og sundhed. ILLUSTRATION: Hospitalsgang på Odense Universitetshospital [foto: Carsten Andreasen/Scanpix]