26.05.2017

Der er næppe nogen, der har svaret på, hvordan fællesskabet eller nærmere fællesskaberne vil tegne sig om 5-10-20 år, men vi taler som besatte om det lige nu. Vi taler formentlig om det, fordi vi føler, vi er ved at miste det. Virkeligheden er imidlertid, at fællesskabet er gået tabt.

Kommentar af Niels Christian Barkholt

At rode sig ud i at favne, hvad fællesskab er, hvad det har været og skal være i fremtiden er en svær opgave. Det er en vanskelig analyse. Vi er imidlertid nødt til at stille de store og grundlæggende spørgsmål for ikke bare at skrue på de samme knapper. Der er på mange måder brug for at udvikle et nyt rationale, fordi samfundet, ja verden, er i hastig forandring.

Fællesskab er en flydende betegner. Vi lægger alle noget forskelligt i det, men jeg tror på, at der er noget, som mange er enige om: Vi skal fortsat udvikle og forankre et stærkt fællesskab, som både tager hånd om mennesker, når de kommer i problemer, men som også fungerer som en platform, hvorfra det gode liv udspringer.

Der er næppe nogen, der har svaret på, hvordan fællesskabet eller nærmere fællesskaberne vil tegne sig om 5-10-20 år, men vi taler som besatte om det lige nu. Vi taler formentlig om det, fordi vi føler, vi er ved at miste det. Det er en intuitiv registrering af, at vi er ved at miste noget ekstremt værdifuldt, som gør temaet og en søgen efter det voldsomt aktuelt.

Virkeligheden er imidlertid, at fællesskabet er gået tabt. Det er allerede atomiseret ud i forskellige ghettoer. Fx ser man en sociokulturel ghetto på Frederiksberg og en anden to kilometer væk på Nørrebro. Læg også mærke til, hvordan vores omgangskredse er sammensatte. Hvor mange kender en anden generations taxachauffør på den yderste del af Frederikssundvej? Kun ganske få. Folk vil gerne, det er ikke af ond vilje, men det bliver bare tydeligt, hvordan vores omgangskreds er sammensat sociologisk set. Dvs. at idéen om fællesskabet og sammenhængskraften begynder at blive flimrende.

Der har nemlig aldrig været så mange fællesskaber at melde sig ind i, som der er i dag. Zygmunt Bauman taler om den flydende modernitet, hvor intet ligger fast og alt kan se anderledes ud i morgen. På den ene side kan vi iagttage en champignonagtig knopskydning af nye mindre fællesskaber, hvor en hel del er baseret på ønsket om at opfinde en alternativ livsform i forhold til den dominerende model. Det må man bifalde og sige, det er strålende. Det er også et tegn på en længsel efter at opfinde nye fællesskaber.

På den anden side vil en skeptiker eller kyniker kunne kalde det en fornyet atomisering af ghettoisering. Det skaber et øjeblikkeligt skel mellem dem, som er lykkelige medlemmer af fællesskabet og alle dem, som står udenfor. Dér må vi tilbagevise skeptikeren. Vi må registrere, at den længsel er der og arbejde videre med de kræfter, der går i den retning.

Den traditionelle forståelse af fællesskab er under pres fra flere sider. En af dem er den stigende ulighed i samfundet. Gabet bliver større og større pga. ulighedsskabende mekanismer, der på kort tid er blevet indført.
_______

 

Den traditionelle forståelse af fællesskab er under pres fra flere sider. En af dem er den stigende ulighed i samfundet. Gabet bliver større og større pga. ulighedsskabende mekanismer, der på kort tid er blevet indført. Eksempelvis integrationsydelse, kontanthjælpsloft og 225-timersregel. Ginikoefficienten herhjemme er steget stille og roligt. Vi får større og større relativ grad af økonomisk ulighed mellem rige og fattige.

”Konkurrencesamfundet” skaber også et pres. Det viser sig på uddannelsesområdet med fremdriftsreformen, hvor vi tvinger unge til at foretage valg, som deres hjerner slet ikke er parate til. Accelererede uddannelsesforløb, hyppige afprøvninger og skarp konkurrence ved indgangen til drømmestudiet. Vi har ”12-tals pigerne” og ”de svage drenge”. Det er en stor zone, hvor samfundet faktisk er med til at producere social afvigelse.

Der er også den udvikling, hvor børn og unge i alarmerende stigende grad har brug for det psykiatriske system. At vi aldrig før har haft så mange børn og unge med angst, depression, selvskadende adfærd og ensomhed er også en klar indikation på, at noget er gået tabt ved fællesskabet.

Foran os ser vi også en teknologisk udvikling, som foregår i så højt et tempo, at store dele af debatten lige nu beskæftiger sig med, hvilke fremtidsscenarier fremtiden byder på. Hvornår får vi selvkørende biler, hvornår bliver store dele af adskillige fagprofessioner udskiftet med robotter, vil penge i fremtiden alene være bitcoins på nettet?

Vi kunne også pege på boligområdet, som også bliver mere og mere opdelt. Mennesker i andelsboliger og ejerboliger tjener på kort tid så mange penge, at det proportionelt afviger stærkt fra den situation, som tusindvis af andre mennesker befinder sig i. Høje huslejer og enorme vanskeligheder i at få et budget til at hænge sammen. Det forværrer en ghettoisering af fællesskabet.

Vi kunne også tage den ændrede demografi som afsæt. I fremtiden vil vi se mange flere ældre mennesker og børn og færre voksne i den arbejdsduelige alder. Det vil skabe et større pres på den offentlige sektor og finanserne, som igen vil påvirke skatten og forbruget.

Sådan kunne man blive ved. At tale om fællesskab og presset på fællesskabet har mange ansigter og indgange.

Den besatte optagethed af forestillingen om fællesskab og sammenhæng hænger sammen med en kun halvt bevidst fornemmelse af, at sammenhængen og fællesskabet er i opløsning. Fællesskabet er også meget detaljeret indlejret i globaliseringen. Der bliver skabt nye forbindelser mellem eliter på kryds og tværs af landegrænser. Der vil være endnu mere atomiserede underklasser rundt omkring i verden, som i endnu mindre grad er i forbindelse med hinanden og kan samle sig om noget overhovedet.

Fællesskab er både et nationalt fænomen, men også et transnationalt fænomen, hvor man begynder at interessere sig for idéen om fællesskab og sammenhæng, fordi man mærker, at det hele er ved at blive revet fra hinanden i et stort muterende globalt væv, som ikke rigtig er præget af noget fællesskab endnu.
_______

 

Fællesskab er både et nationalt fænomen, men også et transnationalt fænomen, hvor man begynder at interessere sig for idéen om fællesskab og sammenhæng, fordi man mærker, at det hele er ved at blive revet fra hinanden i et stort muterende globalt væv, som ikke rigtig er præget af noget fællesskab endnu.

Man har forsøgt sig med større fællesskaber, som betegnende nok er i kæmpe krise. EU er ved at falde fra hinanden, FN bliver sat skakmat igen og igen, NATO står et ømtåleligt sted. Det må fungere som en del af konteksten bag den nationale besathed af idéen om fællesskabet, for så bliver reaktionen kompensatorisk. Verden er ved at falde fra hinanden, globaliseringen er ret rædsom, men så kan vi i det mindste her skabe fællesskab i vores lille hjørne af verden.

Samtalen om fællesskab kan bruges til at forstå, hvor er det egentlig, vi hører til og hvilken fællesskabskontrakt, hvilken pagt, skal vi hver især byde ind på lokalt, nationalt og globalt for at opnå et godt liv. Man kan kalde det en tillidskontrakt. Jeg giver en masse, jeg forpligter mig, men det gør jeg, fordi jeg har tillid til, at jeg får en masse ud af det. Det er det, som gør, at man kan acceptere et højt skattetryk, som bliver betalt med glæde.

Det er tankevækkende, at der stadig er adskillige socialdemokratiske velfærdssamfund, som står relativt stærkt i forhold til England og USA. Men det er også tankevækkende, at alle fornuftige mennesker i de lande peger på Skandinavien som idealsamfund. Der er ingen tvivl i deres sind. Det er det, vi skal arbejde i retning af, siger de.

Et lands velbefindende såvel som dets evne til at konkurrere er ifølge den amerikanske historiker og politolog Francis Fukuyama ”betinget af en enkelt gennemtrængende kulturel faktor, nemlig det iboende tillidsniveau i samfundet”. Fukuyama siger, at samfund med en høj grad af tillid, tryghed og sammenhæng tjener langt flere penge end de samfund, hvor der er konkurrence og alles krig mod alle. De har ikke alene langt større social stabilitet, velvære, tryghed, ro og lighed, de bliver også rigere.

Det unikke er, at Fukuyama slår benhårdt på det økonomiske. Han fremlægger en empirisk dokumentation af, at netop de samfund tjener flere penge. Men i verden lige nu viser det sig, at 8 individer ejer det samme som 50 procent af hele jordens befolkning. Det skaber ikke stabilitet, tillid og tryghed, men nærmere en følelse af kommende konflikter, uro og ekstremisme.

Når vi taler om et stærkt tillidsfuldt fællesskab i fremtiden, så kommer vi ikke udenom en stærk offentlig sektor, hvor alle bidrager til en fælles kasse. Samtidigt med at forpligte sig til fællesskabet, så forbedrer vi også vore egne chancer. Den offentlige sektor er dermed en dybere afspejling af styrken i vort demokrati – dvs. en sammenhængskraft eller måske bør vi udskifte det ord med en samhørighed mellem mennesker. Den er en garant for fællesskabet, som håndterer de livsafgørende ting; adgang til føde, sundhed, sikkerhed, dannelse, uddannelse. Vi er betinget til at samarbejde. Vi har skabt kultur og viden, som samfundet skal administrere og administrere adgangen til. Den offentlige sektor bidrager med viden og læring, som er forudsætninger for at deltage i demokratiet.

Når vi taler om et stærkt tillidsfuldt fællesskab i fremtiden, så kommer vi ikke udenom en stærk offentlig sektor, hvor alle bidrager til en fælles kasse. Samtidigt med at forpligte sig til fællesskabet, så forbedrer vi også vore egne chancer.
_______

 

Skal vi rette blikket udad, så ser vi aktuelt en stor frygt og en orientering `tilbage til nationen´. Man vil passe på sine egne i en stor og farefuld verden. Nogen siger, at Danmark ikke kan løse verdens problemer. Vi skal ikke løse verdens problemer, men der er problemer, der er globale, som også rammer os og vi kan kun løse dem, hvis vi samarbejder med andre. Det er forfærdelig naivt at tro, at man kan lukke byportene i. De klimaforandringer og flygtningestrømme, vi oplever nu, er intet i forhold til, hvad vi kommer til at se. Store oversvømmelser, varmen stiger, Antarktis smelter hurtigere end forventet. Vi vil formentlig have mange millioner af mennesker på flugt inden for nær fremtid. Hvad er det så, man tror en grænsebom kan?

At skabe fremtidens fællesskaber handler i bund og grund om at forene politiske ambitioner om at sikre den offentlige sektor, så den er en toptunet velfærdsmotor, at sikre et udviklende arbejdsmarked med vækst og plads til mangfoldige kompetencer, at sikre basale rettigheder hos mennesker, der stemmer overens med den samfundskontrakt, de har betalt ind i gennem et langt liv – det er en opgave, der samler alle partier. Men omvendt, hvis de ikke samler sig og hvis polariseringen fortsætter for uformindsket styrke, så vil jeg frygte den dag, jeg bliver gammel. Jeg vil frygte for, hvilken verden og velfærdssamfund, som mine børn, vil vokse op i. Jeg vil frygte, at vi får et land med større frustration og indbyrdes konflikt og uro mellem befolkningsgrupper. Jeg kan frygte, at ulighedens kræfter tager over.

Niels Christian Barkholt (f. 1971) er uddannet socialrådgiver (1999) og cand.scient.soc. fra Aalborg Universitet (2007). Han har været næstformand i Dansk Socialrådgiverforening siden 2012. Han er politisk ansvarlig for området for udsatte børn og unge, psykiatri, handicap, uddannelse og forskning. Som socialrådgiver har han i mere end ti år specialiseret sig inden for det myndighedsudøvende arbejde med udsatte børnefamilier i kommunerne.

ILLUSTRATION: Niels Christian Barkholt (Foto: Kristian Sønderstrup-Granquist/socialraadgiverne.dk)