28.11.2017

”Hvis gabet imellem det man siger og det man gør bliver for stort, så mister borgerne tilliden til politikerne. Man mister også tilliden til de journalister, som påstår, at de vil give den bedst opnåelige version af sandheden. Og hvis man har en opfattelse af, at rigtig meget journalistik overdriver eller farver virkeligheden i en retning, da mister man troværdigheden til dem”, forklarer Ulrik Haagerup, tidligere nyhedsdirektør ved DR og nu direktør for The Constructive Institute.

Interview af Caroline Borring

RÆSON: Hvad er journalistikkens største udfordringer i dag?
UH: Den største udfordring er todelt: Den ene er, at vi journalister ikke skaber mening. Det vi laver, er ikke meningsfyldt for rigtige mennesker. Og hvis det ikke er meningsfyldt, er det meningsløst og dermed værdiløst. Og det er derfor, finansieringsmodellerne eroderer hurtigt. Og det andet er, at vi skaber et gab mellem virkeligheden, og det folk tror, er virkeligheden. Fordi vi, som følge af kulturen blandt journalister og nyhedsfolk, sorterer i virkeligheden på en måde, som ikke er løgn, men hvor ambitionen heller ikke bliver at gøre det rigtigt – altså at give det fulde billede, men i stedet vinkle på det, som vi kalder ’den gode historie’. Og så kommer vi til at vinkle på noget, som er meget ekstremt, konfliktfyldt og dramatisk.

„Vi sorterer i virkeligheden på en måde, som ikke er løgn, men hvor ambitionen heller ikke bliver at gøre det rigtigt – altså at give det fulde billede, men i stedet vinkle på det, som vi kalder ’den gode historie’. Og så kommer vi til at vinkle på noget, som er meget ekstremt, konfliktfyldt og dramatisk“
_______

 

RÆSON: Er det grundlæggende et problem, at der kommer det gab mellem journalister og befolkning?
UH: Ja. Og reaktionen bliver, at vi gør mere af det, som i virkeligheden ikke virker, og vi gør det i højere grad for at tiltrække opmærksomhed, og vi gør det på kortere tid, og med færre mennesker. Det er ikke en god opskrift på succes.

RÆSON: Hvordan kan den konstruktive journalistik rette op på disse ting?
UH: Konstruktiv journalistik er et forsøg på at minde os om, hvad journalistik er: Opgaven er at give et retvisende billede. Og den stopper ikke nødvendigvis, når vi har dokumenteret, hvad der er sket og fundet ud af, hvem der har ansvaret for et væsentligt samfundsproblem. Det er også en journalistisk opgave, men hvis journalistikken skal være meningsfuld for vores samfund, skal den også være med til at inspirere til mulige løsninger. Man må ikke misforstå det og sige, at vores opgave udelukkende er at pege på, hvad løsningerne er, for det er en politisk eller aktivistisk opgave. Man må ikke som journalist påstå, at man er journalist, hvis man i virkeligheden er politisk eller aktivistisk, og ønsker at bruge den magt, man har, fordi man kan sortere i virkeligheden og præsentere den på en særlig måde. Vi må godt sige, at vi ønsker at gøre samfundet bedre, men det er ikke os, der er valgt til definere, hvad et bedre samfund er. Men vi kan godt skabe rummet om det, og spille en rolle, hvor vi trækker eksempler ind, og hvor vi gør hinanden klogere på, hvad man kan gøre bedre.

„Man må ikke som journalist påstå, at man er journalist, hvis man i virkeligheden er politisk eller aktivistisk, og ønsker at bruge den magt, man har, fordi man kan sortere i virkeligheden og præsentere den på en særlig måde“
_______

 

RÆSON: Hvad mener du da om politikernes aktive deltagelse i nyhedsstrømmen på sociale medier?
UH: Det, at alle mennesker har adgang til information alle steder er jo en fantastisk demokratisering af medierne. Medier kommer af latin og betyder ‚gennem‘, dvs. vi er en slags grossistvirksomhed. Man skal ind til medierne for at kunne komme videre ud til folk. Så det er der fantastisk meget godt at sige om. Men det har også en ulempe, og det begynder at gå op for os, at det har nogle konsekvenser for sammenhængskræften og sandhedsværdien, når fx en amerikansk præsident primært bruger et direkte redskab med 140 tegn til at kommunikere til verden. Og på en måde kan han undgå, at der kommer nogen og stiller spørgsmål på offentlighedens vegne. Det er ikke nødvendigvis sundt.

Jeg kan godt forstå, at politikere gør det, men det har nogle ulemper. Og det er også klart, at nogle af de her store teknologigiganter, der sidder på distributionsplatformene, er ved at udvikle sig til de mest magtfulde medier, og de mest magtfulde chefredaktører. Hvad er det da for nogle ting de styrer, og vi får lov at se? Alt dette er ved at gå op for os nu, og vi kan se, hvor magtfulde disse organisationer er, uden at de måske ønsker at være det. Men det understreger to ting: Der er brug for en opdragelse af fremtidige generationers medieforbrugere til at kunne navigere i alt dette. Og så er der brug for en forståelse i vores branche, fordi har folk ikke brug for medier, har de så heller ikke brug for journalistik? Dette mener jeg ikke er tilfældet. Der er mere brug for journalistik end nogensinde før. Journalistik er en feedbackmekanisme til at hjælpe samfundet med at korrigere sig selv. Journalistikkens opgave er at lægge ting frem, som er væsentlige for samfundet og at facilitere en debat om et bedre ’i morgen’. Journalistikkens rolle er at sortere for folk, fordi de nu har adgang til alle informationer alle steder. Og det er der jo ingen, som kan overskue. Derfor er det journalistikkens rolle at sortere og formidle dette – hvad er nyt, hvad er gammelt, hvad er sludder og hvad er fakta.

RÆSON: Hvorfor tror du ikke, at borgerne stoler på journalisterne og politikerne?
UH: Hvis gabet bliver for stort imellem det, man siger og det man gør, så mister borgene tilliden til politikerne. Man mister også tilliden til de journalister, som påstår, at de vil give den bedst opnåelige version af sandheden. Hvis man har en opfattelse af, at mange journalister overdriver eller farver virkeligheden i en retning, da mister man troværdigheden til dem. Journalisterne og journalistikken skal være en autoritet i samfundet. I et samfund, hvor der ikke er nogle autoriteter tilbage, er det den, som råber højest, og den med flest likes, som løber med opmærksomheden – og så er det, at Donald Trump bliver præsident. Vores felt har selv været med til at nedskyde enhver autoritet. Vi stoler ikke selv på nogen som helst, og nok med rette. Men hvis man heller ikke kan stole på journalisterne, hvem er det så egentlig, man som menneske i et såkaldt oplyst samfund kan gå til? Og stole på, at her er nogen, der virkelig tilstræber at give et billede af, hvordan tingene rent faktisk ser ud? Kan vi stole på, at medicinalindustrien gør det? Eller fagforeningerne? Eller NGO’erne? Politikerne har deres måde at farve virkeligheden på. Hvis folk har en opfattelse af, at journalistikken gør det samme, så stoler de ikke på den. Det, der sker i disse år, er, at man ser en handelsskolelogik, hvor journalistikken bare er et produkt, som skal sælges. Så skal man bare definere sin målgruppe og give dem, hvad de vil have. Succeskriterierne er nu at få så mange delinger og clicks som muligt.

„Journalisterne og journalistikken skal være en autoritet i samfundet. I et samfund, hvor der ikke er nogle autoriteter tilbage, er det den, som råber højest, og den med flest likes, som løber med opmærksom-heden“
_______

 

RÆSON: Hvordan kommer man væk fra den tendens?
UH: Ved, som journalist, at minde sig selv om, at hvis man arbejder for et publicistisk medie, uagtet om det er public service eller kommercielt, så skal man turde at være kritisk over for sig selv. At se sig selv i spejlet og spørge, om man nu giver det retvisende billede, og om man kan stole på éns arbejde? Er vi farvede i den måde, vi dækker flygtninge og indvandring på, i den måde vi filtrerer virkeligheden på? Laver vi i virkeligheden kun noget, som vores ’ghetto’ synes, er virkeligheden? Er meningen at servicere abonnenternes verdensbillede, eller er det at give et retvisende billede? Udfordrer vi også folks verdensbillede? Det kan man fx se mangel på i Tyskland, hvor mange medier har været bekymrede for at fremstille det problematiske ved en stor integration, hvor mange kommer til landet med en anden baggrund. For hvilke positive og negative indvirkninger har det? Der har man været bange for, med den historie Tyskland har – at skubbe til kræfter, som smager af 1930’erne og fascisme. Derfor har man måske undertrykt dele af virkeligheden, fordi man har været bange for, hvad det vil føre til. Det samme har man gjort i Sverige og Frankrig. Der er en pointe i, at vi måske ikke har behandlet bestemte demokratisk valgte partier, som de partier vi selv vil stemme på.

RÆSON: Kan du give eksempler på nutidige situationer, hvor en mere konstruktiv journalistik vil være til gavn?
UH: Hvis man eksempelvis tager dækningen af Krim. Den ser vi fra et vestligt synspunkt. De kilder, vi har til denne situation, er vestlige, og med dem bekræfter vi en dæmonisering af Rusland. Jeg mener ikke nødvendigvis, at billedet er forkert, men jeg mener, at journalistikkens opgave er at give det retvisende billede, og så skal man også se verden med begge øjne. Så skulle man også stille sig op på Den Røde Plads og se, hvordan det ser ud derfra. Så ville man få øje på, at der foregik et demokratisk valg i Ukraine, som blev væltet af en revolution, notorisk støttet af efterretningstjenester og bevægelser i Vesten, som indsatte et regime, som et stort mindretal af russiskfødte på Krim var dybt bekymrede for. Og der var en meget stor del russere, som var bekymrede. Jeg siger ikke, at dét er det retvisende billede, men at det kan nuancere billedet. Og det er vigtigt, at medierne også placerer sig der og ser det nuancerede billede.

RÆSON: Foregår der noget, hvor en konstruktiv journalistik kunne have givet en anden dækning?
UH: Man kan herhjemme tage diskussionen om prostitution. Vi er i en gråzone, hvor vi ikke ved, om vi skal kriminalisere det eller ej. Den måde, vi normalt dækker konflikten på, er historien om ’den lykkelige luder’ eller den ’handlede kvinde’. Men i virkeligheden er det en dybt kompliceret sag, som man godt kan blive i tvivl om, hvis man først vil undersøge, hvad det rigtige er at gøre. Danmarks Radio lavede sit politiske magasin, som hed ”Langt fra Borgen” om, da jeg var der. Konceptet var tvivl og nysgerrighed og ikke kritik, i stedet for at få to modsatrettede synspunkter til at slå på hinanden. Jeg tror, det har en værdi, at man laver nogle andre rammer, hvor målet er noget andet, end at meninger skal brydes. Og så bliver alle klogere – for det andet er jeg ikke sikker på, at vi bliver klogere af. Men fokus på ”hvad så nu og hvordan?” er vi ikke nødvendigvis gode til. Vi er gode til at sige, ”hvem har ansvaret?”, men egentlig handler det om at se på ’i morgen’. Og med historien om prostitution var det interessant at tage to politikere fra hver sit parti, med hver sin grundlæggende holdning til prostitution og placere dem ude på et bordel, hvor de snakkede med prostituerede og med kunder. Pludselig kom de i tvivl om deres egne holdninger, fordi det var svært at være for eller imod prostitution, alt efter med hvem man snakkede med på bordellet. Og så sidder seeren også og bliver i tvivl om sin egen holdning. Det har vi været dårlige til i journalistikken; at lade folk komme i tvivl, for vi har villet fortælle folk, hvem der er ofrene, og hvem der er skurkene.

„Det har vi været dårlige til i journalistikken; at lade folk komme i tvivl, for vi har villet fortælle folk, hvem der er ofrene, og hvem der er skurkene“
_______

 

RÆSON: Hvorfor er det netop nu, der er brug for konstruktiv journalistik?
UH: Jeg tror, at det går op for flere i mediebranchen, at vi har brug for noget andet. Vi har været vant til, at hvis nogen ville kritisere journalistik, så var det for at opnå noget. Vi er derfor dårlige til at tage imod kritik. Men når man kan mærke, at det her (konstruktiv journalistik, red.) kan lykkes, så er det fordi, der er så meget desperation i branchen, fordi der sker så store ændringer. Det går op for mediebranchen, at hvis kerneydelsen er noget, der er meget af, så er ’supply and demand’- logikken, at prisen falder, og så er løsningen ikke bare at råbe højere. Da skal man gøre noget andet, levere noget andet og skabe noget af værdi til folk. I et samfundsmæssigt perspektiv tror jeg, at der har været nogle begivenheder, som har været så skelsættende, at enhver, som interesserer sig for samfundet, kan læse statistikker over, hvor lidt demokratisk tillid der er i Danmark og de lande, vi sammenligner os med. Vi kan forsøge at forstå, hvordan et af verdens mest magtfulde nationer ved et demokratisk valg kunne vælge Donald Trump. Hvordan kunne et flertal af briterne beslutte sig for at melde sig ud af EU uden at kunne overskue konsekvenserne? Jeg siger ikke, at Trumps politik er forkert, eller at det var forkert Storbritannien meldte sig ud. Jeg mener bare, at de folk, som interesserer sig for samfundet, må stille sig selv det spørgsmål: Hvordan kunne det lade sig at gøre, at man traf så væsentlige beslutninger i vores såkaldte oplyste demokratier på et så uoplyst grundlag? Hvorfor vandt følelsesargumenterne denne gang? Og hvad har journalistikkens rolle været i det?

RÆSON: Burde danske medier se mod de medier, der i dag praktiserer konstruktiv journalistik?
UH: Der bliver lavet mange spændende eksperimenter rundt omkring. Jeg var på et tidspunkt meget begejstret for Huffington Posts måde at forsøge at give et balanceret billede på. Men så gik de imod sig selv og tog meget entydigt stilling til Donald Trump. Jeg synes, at De Correspondant i Holland laver nogle interessante ting. Washington Post er begyndt at lave interessante ting og det samme med San Francisco Chronicle.

Vi har lige uddelt en pris til Sveriges Radio, som var det mest grumpy sted i Skandinavien, tror jeg, indtil vi begyndte at snakke med dem om konstruktiv journalistik. Nu har de lavet et fantastisk godt projekt, som sætter ord og lyd på svenskernes udfordringer, men også på, hvordan de kan inspirere til løsninger. Og der kommer også til at ske meget godt hos TV2 og hos Danmarks Radio i fremtiden.

RÆSON: Kan hele begrebet om konstruktiv journalistik ikke blive misforstået? Det handler vel ikke kun om at skrive positivt?
UH: Det er der stadig nogen, som gør. Vi havde en konference for to uger siden, hvor vi bl.a. havde inviteret to meget dygtige journalister, John Hansen (Forening for undersøgende journalistik, red.), som arbejder på Politiken og dernæst Niels Hansson, som er mesteren inden for undersøgende journalistik i Skandinavien og arbejder på SVT. Vi havde en debat om journalistikkens rolle, hvor Hansen mente, at enhver journalists rolle er at stå op om morgenen og sige ”Hvorfor lyver de for mig?”, og hvor Hanssons opfattelse var, at undersøgende journalistik er vigtigt men trænger til en fornyelse. Når man har afdækket et problem, skal man se på dets væsentlighed og på, hvad man kan gøre for samfundet der fra. Han så ingen konflikt mellem undersøgende og konstruktiv journalistisk. Det gør jeg heller ikke, men jeg er imod den undersøgende journalistik, som udelukkende bliver lavet for at vinde en pris og få seere. HPV-vaccinen er et godt eksempel på en historie, som efter min mening var katastrofal. Den var velfortalt og velproduceret og sagde intet forkert, men den var båret af usandhed – præmissen om, at pigerne var blevet syge af en vaccine, de fik mod kræft. Der var ingen dokumentation for det, men efterfølgende gjorde det, at mange ikke tog vaccinen. Det var uansvarlig journalistik. Jeg har også selv været med til at lave den slags journalistik, hvor intentionen bare var at lave en god historie i stedet for at tegne et retvisende billede.

„Jeg er imod den undersøgende journalistik, som udelukkende bliver lavet for at vinde en pris og få seere“
_______

 

RÆSON: Er det en udfordring at forklare, at det, at være konstruktiv stadig indebærer at være kritisk?
UH: Ja, det er en udfordring. Der er mange i verden, som deler diagnosen om, at journalistik giver et forvredet billede af virkeligden. Nogen svarer til dette, at løsningen er positiv journalistik. Det er jeg rædselsslagen over for, fordi lige nu er man enig om at lukke det ene øje og kun kigge ud med det andet på det, som ikke virker. Så er løsningen ikke, at vi skal lukke det andet øje og kun se det, som virker. Jeg taler om journalistik med begge øjne åbne og med nuancer. Så vi skal ikke droppe alting. Vi skal ikke være mere positive. Vi skal være mere retvisende og velorienterede. ■

Ulrik Haagerup (f. 1963) er uddannet ved Danmarks Journalisthøjskole og har bl.a. været chefredaktør for Jyllands-Posten og direktør for DR Nyheder. Nu er han direktør hos The Constructive Institute Aarhus, som arbejder på at udbrede konstruktiv journalistik som begreb og redskab til hele mediebranchen: Nyheder mangler sandheder og løsningsforslag på relevante samfundsproblemer.

ILLUSTRATION: Ulrik Haagerup [foto: Mik Eskestad/Polfoto]