22.12.2017

Denne tekst er en udvidet version af Uffe Østergårds artikel i RÆSON32 [Vinternummeret/December 2017].

Macrons sejr i foråret gav nyt håb til dem, der håber på et stærkere EU. Nu venter den franske præsident på, at Tyskland får en regering. Og så bliver spørgsmålet: Kan Macron og Merkel genopfinde EU?

Af Uffe Østergård

Efter forårets valg af den dynamiske Emmanuel Macron til fransk præsident og Angela Merkels beslutning om at stille op til endnu en periode som kansler i Tyskland så det en tid ud til, at den tysk-franske alliance var genopstået som motor i det europæiske samarbejde. Godt nok mest i form af luftige planer fra Macrons side, som Merkel forsigtigt mumlede sin forbeholdne og uforpligtende støtte til. Hendes tøven tolkede de fleste iagttagere som valgtaktik – når først valget i september er overstået, så ruller integrationstoget, lød det.

Da resultatet af det tyske valg forelå den 24. september – uden flertal til Merkel – ventede vi tillidsfuldt på, at hun fik sammensvejset en koalition af CDU, CSU, FDP og De Grønne. Den kaldes i Tyskland for Jamaica efter farverne i østatens flag – sort, gul, grøn. Men denne regering blev – efter optimistiske meldinger fra især De Grønne – midt i november torpederet af FDP, som satser på at samle stemmer blandt de mange vælgere, der føler sig tiltrukket af AfD. Så gik Tyskland og Europa nærmest i panik. Kan vi nu ikke længere regne med, at Tyskland er stabilt, rationelt og indstillet på kompromiser? I spidsen for familien af europæiske stater, der er alt det modsatte?

I Tyskland spørger man, om den stabile forbundsrepublik er ved at gentage Weimarrepublikkens katastrofale svagheder, der førte til demokratiets undergang. Det er overdrevet, men fraværet af en handlekraftig tysk regering truer hele Macrons projekt for en relancering af EU under fransk-tysk ledelse. En relancering, han har forberedt ved at udnævne en regering med mindst tre tysktalende ministre. Kredse i Bruxelles håber, at denne genstart nu er mulig, efter de skeptiske og fodslæbende briter har forladt EU. Så tager man det roligt, at Polen, Ungarn og andre nye medlemmer stadig mere højrøstet udtrykker irritation over fransk og tysk bedrevidenhed og den fransk-tyske kritik af forholdene i de tidligere kommunistiske lande, der – set fra det gamle EU – ikke lever op til vestlige demokratiske retsstatsnormer. Under kritikken ligger en vestlig irritation over, at landene i øst vil have en selvstændig stemme på lige fod med de gamle medlemmer, og at de i det hele taget ikke er taknemmelige for at nyde godt af EU’s støtteordninger, som ikke automatisk fortsætter i al fremtid, medmindre de retter ind efter EU’s normer – hvilket Angela Merkel da også diskret har ladet Polen forstå.

 

Tilsyneladende mener den nationalpopulistiske regering i Polen, at landet kan tillade sig både at være uvenner med Rusland og Tyskland og samtidig blæse på EU’s mere eller mindre uskrevne regler
_______

 

Den nye selvbevidsthed i Øst- og Centraleuropa
At ignorere denne voksende selvbevidsthed i Øst- og Centraleuropa er dumt. Også selvom den giver sig barnlige udtryk, som da Polens stærke mand Jarosław Kaczyński pralede af, at han kun har besøgt Tyskland én gang – nemlig da han benyttede toilettet i lufthavnen i Frankfurt. Og underforstået pissede på tyskerne. Hans ‘Lov og Retfærdighedsparti’ (på polsk PiS) afviser, hvad det kalder EU’s kosmopolitiske og ateistiske værdier. Siden det kom til i 2015, har styrets mål været at ændre det politiske system og føre opgøret med den kommunistiske fortid ‘helt igennem’ med retssager mod alle overlevende ansvarlige. Kaczyński mener, at Polen siden 1989 har haft et ikke-fungerende politisk system, og ønsker at etablere en såkaldt ‘fjerde republik’. Den første republik var den polsk-litauiske ‘Respublica’ (Rzeczspospolita Polska) fra 1569 til 1795, som ganske vist nominelt var et valgkongedømme, men reelt en adelsrepublik. Den anden republik var den uafhængige polske stat, der blev genoprettet med Versailles-freden i 1919 og opløst efter den tyske sejr i 1939 med delingen mellem det nazistiske Tyskland og Sovjetunionen. I 1944 blev Polen genetableret under kommunistisk dominans – i konkurrence med en polsk eksilregering i London – men betegnelsen ‘tredje republik’ reserveres normalt for det frie Polen, der afløste det polske regime i 1989. Betegnelsen ‘fjerde republik’ – der henviser til en nationalt homogen og suveræn katolsk stat, som ikke ligger under for vesteuropæiske liberale normer – blev i 1997 opfundet af den konservative filosof Rafał Matyja og adopteret af PiS.

Dette budskab prædikes af den stærkt katolske Radio Maria og gennemføres nu konsekvent, efter PiS vandt absolut flertal i november 2015. Ambitionen er at ændre hele det politiske system og føre opgøret med den kommunistiske fortid til bunds med retssager mod alle overlevende fra kommunismen, men også fra tiden siden 1990, herunder præsidenten for Det Europæiske Råd, Donald Tusk. Ønsket om en total ændring mislykkedes mellem 2005 og 2007, men nu skal opgøret med den kommunistiske fortid føres helt igennem, blandt andet i form af en kampagne mod den tidligere præsident Lech Wałęsa. Uanset hvor urimelige anklagerne mod den forudgående regering under Borgerplatformen, som blev ledet af den liberal-konservative Donald Tusk, indtil han blev præsident for Det Europæiske Råd i 2014, kan forekomme, synes det nye styre beslutsomt opsat på at gennemtvinge en tilbundsgående ændring af det polske samfund. En ændring, hvor staten spiller en stor rolle, men hvor nationen er endnu vigtigere, hvilket udmønter sig i en afvisning af alle overnationale tendenser i det europæiske samarbejde.

Derfor er styret lige så afvisende over for EU, personificeret i Tysklands Angela Merkel og Frankrigs Emmanuel Macron, som det er over for den gamle fjende Rusland. PiS kræver, at jorden og al kapital skal være på polske hænder. Bevidstheden om polsk historie og den patriotiske tradition skal styrkes. Partiet tager afstand fra de såkaldt ‘vestlige’ værdier som registreret partnerskab, abort, aktiv dødshjælp og prævention. Paradoksalt nok stort set alle forhold, der var tilladt under kommunismen, men som blev afskaffet efter 1991. Baggrunden er en fundamentalistisk katolicisme kombineret med en konspirationsteori om, at det var den russiske efterretningstjeneste, der i samarbejde med den polske regering stod bag flyulykken i Smolensk i april 2010, hvor den daværende præsident Lech Kaczyński (Jarosław Kaczyńskis tvillingebror) omkom sammen med store dele af den polske militære elite, der var på vej til en mindeceremoni for de næsten 10.000 medlemmer af den polske elite, som den sovjetiske besættelsesmagt henrettede i skoven ved Katýn i 1940. Tilsyneladende mener den nationalpopulistiske regering i Polen, at landet kan tillade sig både at være uvenner med Rusland og Tyskland og samtidig blæse på EU’s mere eller mindre uskrevne regler. Denne voksende modstand mod den fransk-tyske lederrolle i øst er – selvom den er alvorlig nok – imidlertid kun én af udfordringerne for en genoplivelse af Frankrig og Tyskland som drivkraft i det europæiske samarbejde. Værre er den voksende nationalistiske modstand mod europæisk samarbejde i begge lande og Frankrigs økonomiske svaghed. Landet har ikke haft balance i statsfinanserne siden 1974, men derimod jævnt stigende gæld. En svaghed, som altså nu følges af politisk handlingslammelse i Tyskland.

 

Frankrig har ikke haft balance i statsfinanserne siden 1974, men derimod jævnt stigende gæld. En svaghed, som altså nu følges af politisk handlingslammelse i Tyskland
_______

 

Fransk og tysk i europæisk historie – Rhinen som Europas hjerte
Modsætningsforholdet mellem fransk og tysk sprog og kultur går langt tilbage. Den første sikre viden, vi har om forskellen på det tyske og det franske sprog, er den såkaldte Strasbourg ed fra 842. Karl den Stores frankiske rige var resultatet af en germansk invasion i det romerske Gallien i folkevandringstiden og hverken fransk eller tysk, men netop frankisk – dvs. en blanding af latinsk-romersk og germansk kultur. I 842 mødtes to af Karl den Stores sønnesønner, Ludvig (den tyske) og Karl (den skaldede), for at dele det rige, der tilhørte deres ældste broder, Lothar. I Nithards samtidige krønike fortælles, at de to herskere måtte sværge en ed over for den andens hær i henholdsvis “tysk og fransk tunge”. Det er det første vidnesbyrd om eksistensen af disse to sprog som forskellige – både fra hinanden og fra det latin, Nithard skrev på.

Delingen af frankerriget mellem Ludvig og Karl blev indledningen til den længstvarende konflikt i Europas historie – en konflikt, der har været næsten til vore dage. Derved minder den om kampen mellem England og Frankrig, der har varet stort set uafbrudt fra normannernes erobring af England i 1066 til 1972, da Storbritannien sammen med Irland og Danmark blev optaget i EF – og som nu er åbnet igen med dets farvel til EU. Reelt sluttede den tusind år lange konflikt mellem tyskerne og franskmændene først i 1955, da Frankrig erkendte, at det var umuligt at fratage Tyskland området vest for Rhinen med kulminerne i Saarland – eller som minimum ’europæisere’ dem. Lige siden Trediveårskrigen og den westfalske fred i 1648 havde det ellers været fransk politik at gøre Rhinen til grænse, og den politik fortsatte både i 1700-tallet og efter revolutionen i 1789. Den franske nationalsang hedder ganske vist ’Marseillaisen’, men den blev digtet den 24.-25. april af officeren Claude Joseph Rouget de Lisle som reaktion på en østrigsk krigserklæring under en våd fest i Strasbourg i 1792 for at opmuntre den franske armé til krig mod ’tyskerne’. Det forenede Tyskland opstod først som en reaktion på Napoleons ekspansion i begyndelsen af 1800-tallet snarere end som resultat af en gammel ’tysk’ drøm.

I 1600-tallet stræbte det enevældige Frankrig efter at ‘afrunde’ det ‘franske’ territoriums grænser. Det skulle ske ved, at man sikrede en række områder med hver sit sprog – flamsk, bretonsk, occitansk, katalansk, baskisk, provençalsk, tysk-(alemannisk) og italiensk. Alle disse områder befandt sig i den såkaldte ’heksagon’ (sekskant) begrænset af Rhinen, Alperne, Middelhavet, Pyrenæerne, Atlanterhavet og Den Engelske Kanal. Især den franske bestræbelse på at skubbe grænsen helt frem til Rhinen og indlemme de tysk- og flamsktalende befolkninger har sat sig dybe spor i europæisk historie. Reelt opgav Frankrig først sit forsøg på at dominere hele området vest for Rhinen, da Paris i 1955 modstræbende måtte anerkende, at befolkningen i Saarland stemte sig ind i Forbundsrepublikken Tyskland og dermed afviste en plan om at blive et europæisk ‘District of Colombia’ [byen Washington, der som USA’s hovedstad har en særstatus og ikke ligger i nogen stat, red.] for de europæiske institutioner under fransk dominans.

På visse punkter lykkedes det dog Frankrig at ‘afrunde’ sit territorium på naboernes bekostning. Den tysktalende by Strasbourg og den flamske by Lille er i dag ubestridt franske, ligesom det katalansktalende Rousillon og den baskisktalende provins omkring Biarritz nord for Pyrenæerne (på baskisk Iparralde, der betyder ’den nordlige region’, på fransk Pays basque français) samt det italienske Nizza (Nice) er det. Som en mindre indrømmelse over for historien er der nu gadeskilte på de regionale sprog (der tidligere foragteligt blev kaldt patois) i de fleste af disse territorier. Men det vidner først og fremmest om, at de er blevet så ubestridt franske, at man kan tillade sig at dyrke den regionale fortid. Selv det konservative Bretagne er blevet en fransk region – om end med kulturel og sproglig egenart – ikke en selvstændighedssøgende regional stat som Katalonien eller Skotland.

 

Det var nærliggende, at Europas forening også krævede et lederskab, men der var stor modstand mod, at Frankrig eller – helt utænkeligt – Tyskland skulle påtage sig opgaven. Storbritannien havde aldrig ambition om at forene Europa, men spillede tværtimod landene ud mod hinanden. Det var derfor logisk at lade Frankrig og Vesttyskland lede i fællesskab
_______

 

Den tysk-franske akse siden 1945
På initiativ af den tyske kansler Konrad Adenauer og den franske præsident Charles de Gaulle, der netop havde afsluttet krigen i Algier, indgik Tyskland og Frankrig i 1963 et fornuftsægteskab i form af Elysée-traktaten. Forholdet mellem de to magter var afgørende for den europæiske integration lige fra Kul- og Stålunionen i 1950 over Fællesmarkedet i 1957 og EF, der blev til EU i 1992. Herunder den fejlkonstruerede euro og Schengen-samarbejdet, der fra 1999 åbnede de indre grænser, men ikke fik beskyttet de ydre. Med Elysée-traktaten i 1963 blev samarbejdet formaliseret. Foruden politisk og økonomisk samarbejde handlede aftalen om kultur og undervisning med henblik på at øge forståelsen mellem de to arvefjender samt opstilling af nogle mindre tosprogede militærenheder. Et blivende resultat er tv-kanalen Arte (Association Relative à la Télévision Européenne) fra 1992, der blev vedtaget i 1963. Kanalen er tosproget, undertekstet (på det af de to sprog, man ikke hører) og med værter, der behersker både tysk og fransk. Artes studier ligger i henholdsvis Strasbourg og Baden-Baden og drives som to virksomheder.

Det er en historisk erfaring, at en føderation kræver en drivende magt. Ved Italiens samling 1859-70 spillede Piemonte denne rolle, og ved Tysklands samling i 1870 var det Preussen. Det var derfor nærliggende, at Europas forening også krævede et lederskab, men der var stor modstand mod, at Frankrig eller – helt utænkeligt – Tyskland skulle påtage sig opgaven. Storbritannien havde aldrig ambition om at forene Europa, men spillede tværtimod landene ud mod hinanden. Det var derfor logisk at lade Frankrig og Vesttyskland lede i fællesskab. Med præsident Charles de Gaulle og kansler Konrad Adenauer i spidsen modnedes den idé efter 1958. Og de to lande viste sig at supplere hinanden. Vesttyskland var med sit ’Wirtschaftswunder’ [økonomiske mirakel, red.] godt på vej til at blive en økonomisk stormagt med D-marken som den stærkeste valuta, mens Frankrig havde politiske ambitioner og atomvåben samt permanent plads i FN’s Sikkerhedsråd. Denne plads var et resultat af de allieredes godgørenhed over for de Gaulles såkaldte ’frie franske’, der efter nederlaget i 1940 havde kæmpet videre i eksil og først var kommet tilbage med den amerikansk-britiske invasion i 1944. Men det afspejlede ikke en reel styrke for det splittede Frankrig. Først efter de Gaulles tilbagevenden til magten som præsident i den reorganiserede femte republik i 1958 lykkedes det for Frankrig at indtage en rolle som anerkendt stormagt på niveau med Storbritannien.

Holdbarheden af dette parforhold er så meget mere bemærkelsesværdig, som de to magter er dybt uenige om mangt og meget. Deres traditioner og samfundsopfattelser er vidt forskellige, og der er på mange områder en vedvarende mistillid. Det var de Gaulle og Adenauer, der lagde grunden til den fransk-tyske akse, og det er ofte blevet påpeget, at de to politikere var på bølgelængde og respekterede hinanden. Men de var begge højt oppe i årene – bestemt ikke unge idealister – og forfulgte hver sin nationale interesse. Tyskland havde en klar interesse i at genvinde sin respektabilitet gennem europæisk samarbejde og som førende økonomisk magt et stærkt ønske om frihandel. Frankrig øjnede muligheden for en politisk lederrolle i kraft af sin status som den eneste stormagt på kontinentet, så meget mere som Tyskland efter Anden Verdenskrig var politisk og moralsk afskåret fra en sådan rolle og heller ikke ønskede den. Frankrig imødekom den tyske industris frihandelsinteresser, men sikrede til gengæld sit landbrugs interesser gennem EF’s landbrugspolitik. Fra fransk side var en underforstået forudsætning for det europæiske samarbejde, at Tyskland var delt i to – det kommunistiske DDR i øst og Forbundsrepublikken i vest. Frygten for Tysklands voksende styrke var altid til stede og spillede en vigtig rolle, da præsident Pompidou i 1969 – til forskel fra hans forgænger de Gaulle, der havde været imod – besluttede at give grønt lys for Storbritanniens optagelse i EF som modvægt mod Tyskland. Det var en beslutning, der i 1972 gjorde det muligt for Danmark at træde ind sammen med Irland. Danmark var endnu afhængigt af det britiske marked for landbrugsprodukter og vovede derfor ikke at gå ind i Fællesmarkedet alene, selvom de Gaulle havde tilbudt det til Jens Otto Krag, der en kort overgang var fristet, men blev banket på plads af sine kolleger hjemme i København.

Fra første færd var der dog mistillid mellem de to partnere. De Gaulle mistænkte tyskerne for – før eller senere – at ville slå ind på en neutralistisk kurs, fordi pacifismen var stærk i Tyskland og genoprustningen rettet mod Sovjetunionen særdeles omstridt. Adenauer mistænkte til gengæld den USA-kritiske de Gaulle for at styre i retning af en alliance med Moskva. Netop forholdet til USA var fra begyndelsen et afgørende stridspunkt mellem de to magter. Adenauer og flertallet i Forbundsdagen var svorne ’atlantister’, mens de Gaulle kæmpede med næb og klør mod USA’s dominerende rolle i NATO og ønskede et uafhængigt Europa. Kort efter underskrivelsen af Elysée-traktaten i januar 1963 kom modsætningerne så klart til udtryk, at mange iagttagere dengang ikke spåede aksen nogen fremtid. De Gaulle selv syntes uden illusioner: “Traktater har det som unge piger og roser, de har deres tid”, sukkede han samme sommer.

Trods regelmæssige rådslagninger og et minutiøst udbygget institutionelt samarbejde mellem de to lande er det gang på gang sket, at det ene land har truffet beslutninger uden at rådføre sig med det andet eller bare underrette det på forhånd. Navnlig Frankrig har forsyndet sig. Eksempler er de franske atomprøvesprængninger på Mururoa atollen i Polynesien fra 1966 til 1992, der blev genoptaget i 1995-96 og først indstillet efter voldsomme internationale protester, præsident Jacques Chiracs forsvarsreform i 1996, der afskaffede værnepligten til fordel for en professionel hær og franske militærinterventioner i Afrika. Andre eksempler er Rwanda i 1994 for at standse folkedrabet på tutsierne, men reelt for at hjælpe franske allierede blandt hutuerne, gentagne indgreb i den tidligere franske koloni Côte d’Ivoire i 1990’erne, Mali i 1990’erne og 2012 samt mange andre. Denne fortsættelse af fransk kolonipolitik blev mødt med uvilje i Tyskland, der ikke ville indblandes – før i dag, hvor tyskerne indgår aftaler med franske allierede som Tchad for at standse strømmen af immigranter gennem Sahara. Samarbejdet inden for rustningsproduktionen er præget af gentagne brud på aftaler og indgåede forpligtelser fra fransk side. Omvendt konsulterede Tyskland ikke Frankrig, før det i 1991 anerkendte Kroatiens selvstændighed fra Jugoslavien. I det hele taget var borgerkrigen efter opløsningen af Jugoslavien i 1990’erne en hård belastning for det tysk-franske forhold, idet Frankrig traditionelt var ven af serberne og ønskede at opretholde Jugoslavien, mens Tyskland og Østrig støttede det katolske Kroatien. Eller da Angela Merkel i 2011 med et slag afskaffede atomkraften i Tyskland uden at underrette sin franske partner, der fortsat satser helt på atomkraft.

Modsætningerne i forbindelse med ØMU’en (EU’s økonomiske og monetære samarbejde) er velkendte. De bunder dybest set i Frankrigs ønske om at bevare politikernes kontrol med den økonomiske og monetære politik, mens tyskerne ønsker at overlade pengepolitikken til den uafhængige Europæiske Centralbank (ECB), der i princippet er hævet over nationale hensyn og skal arbejde til det fælles bedste forstået som bekæmpelse af inflation. Fransk politisk vilje til handling tørner her sammen med tysk stabilitetsdyrkelse og inflationsfrygt, og også her glimrer den fælles strategi ved sit fravær, idet begge lande følger deres nationale interesser. Især den tyske sparepolitik er gået hårdt ud over de sydeuropæiske økonomier, samtidig med tyskerne ikke vil erkende, at de nok har overført store beløb for at klare landenes underskud, men også har tjent på samarbejdet. Eurozonens billigere valuta har givet Tyskland bedre muligheder på eksportmarkederne, end hvis de havde haft deres egen valuta, der ville være lige så dyr som den schweiziske og derfor ville have gjort tysk eksport dyrere. Med hensyn til EU-institutionerne går de franske ønsker i retning af at styrke de mellemstatslige (intergovernmentale) organer, dvs. Ministerrådet og topmøderne mellem regeringslederne i Det Europæiske Råd. Tyskland har derimod traditionelt satset på de europæiske organer, Kommissionen og EU-parlamentet. Måske har interesserne dog nærmet sig hinanden i kraft af den stærkt øgede tyske indflydelse i Det Europæiske Råd, som manifesterede sig under finanskrisen. Her så vi Merkels Tyskland som EU’s ubestridte – men ikke elskede – leder i tandem med skiftende franske præsidenter, der fik lov til at formulere de tyske beslutninger, men ikke opnåede større indflydelse på indholdet pga. den svage økonomi og deraf følgende afhængighed af Tyskland.

 

Modsætningerne i forbindelse med ØMU’en er velkendte. De bunder dybest set i Frankrigs ønske om at bevare politikernes kontrol med den økonomiske og monetære politik, mens tyskerne ønsker at overlade pengepolitikken til den uafhængige Europæiske Centralbank […]. Fransk politisk vilje til handling tørner her sammen med tysk stabilitetsdyrkelse og inflationsfrygt
_______

 

Ud af historiens skygge
At det venskabelige forhold alligevel har overlevet, skyldes et stærkt folkeligt ønske om forsoning i begge lande. De to arvefjender bekæmpede hinanden i tre blodige krige – i 1870, 1914-18 og 1939-45. Det bragte begge lande til afgrundens rand. Toneangivende kredse, især blandt kristendemokraterne i Vesttyskland, drog den lære, at fred og samarbejde var den eneste vej frem, og at krig for enhver pris måtte undgås. At det ikke har været nemt viste sig i forbindelse med 50-året for Elysée-traktaten i maj 2013, hvor de gamle stereotyper kom frem i lyset. Franske fordomme om Tyskland hviler på en blanding af beundring og frygt og er næret af et fransk mindreværdskompleks, der går helt tilbage til nederlaget til Preussen i 1870, hvor franskmændene tabte Alsace og Lorraine. Tyskerne har for deres del dårlige minder om Frankrig helt tilbage fra Trediveårskrigen 1618-1648, hvor de franske tropper hærgede Rheinland-Pfalz omkring Mosel med en brutalitet, der kostede en tredjedel af provinsens indbyggere livet. 150 år senere efterlod Napoleons hære til gengæld dybe ar i den tyske kollektive hukommelse. Efter sejren over Østrig og Rusland ved Austerlitz i 1805 omorganiserede han det tysk-romerske rige. Han oprettede en ny tysk stat i form af Rhinforbundet og ydmygede i processen Preussen og Østrig. Til gengæld blev det i Paris efter 1814 almindeligt at gøre nar ad den preussiske general Blücher, der besejrede Napoleon ved Waterloo, ved at opkalde hunde efter ham.

De tyske nederlag til Frankrig under Napoleonskrigene førte til en ny tysk nationalfølelse i 1800-tallet. Samlingen på demokratiske præmisser 1848-49 mislykkedes i første omgang, men fuldbyrdedes under den preussiske statsmand Bismarck i 1860’erne med det resultat, at potentialet for konflikt mellem det ’alt for store rige i midten af Europa’ og de øvrige stater voksede. I 1870 kom det til krig, der kostede Frankrig dyrt, selvom den var erklæret af den franske kejser Napoleon 3. Den eminente preussiske politiker Bismarck havde forberedt krigen godt og benyttede den til at samle de tyske stater under Preussens ledelse, efter den franske hær havde lidt totalt nederlag, og kejseren blev taget til fange af tyskerne ved Sedan den 1. september 1870. Hvad 1864 betød for dansk selvfølelse, medførte 1870 for franskmændenes, og den nationale nedtur fortsatte med Første Verdenskrig. Her var Frankrig ganske vist på den vindende side, men først efter at have lidt umådelige tab, der markerede begyndelsen til enden på Frankrigs stormagtsposition. Det var ikke tilfældigt, at Frankrig insisterede på, at den tyske kapitulation november 1918 skulle besegles i Glassalen i Versailles, hvor det tyske kejserrige var blevet udråbt knap 50 år før, den 18. januar 1871, mens de tyske hære belejrede Paris, hvor en revolution brød ud med Pariserkommunen.

Nederlaget i 1870 fik Frankrig til at tvivle på sig selv og beundre den tyske model. Den franske nation hviler på en universel nationalfølelse skabt af abstrakte værdier som menneskerettigheder og politiske idealer. Enhver, der tilslutter sig disse værdier, er fransk, ligesom alle, der er født på territoriet, er fransk. Jus soli som det hedder. Den tyske nationalfølelse bygger derimod på et sprogligt og kulturelt fællesskab, som man nærmest fødes ind i. Et princip, der på latin kaldes jus sanguinis. Samtidig udviklede Frankrig en stærkt centraliseret statsmagt og et hierarkisk opbygget samfund, mens den tyske samfundsmodel, især efter 1945, er decentraliseret og præget af samarbejde og kompromisdannelse. Det centralistiske Frankrig har i dag modificeret sit styre ved i 1982 at oprette 22 regioner, nu reduceret til 13, men har ikke brudt afgørende med traditionen fra enevælden og revolutionen, der samler al magt i Paris. Desuden er Frankrig grundlæggende et katolsk land, trods den officielle adskillelse mellem stat og kirke, der kaldes laicisme af laicité, verdslighed. Frankrig føler sig derfor nærmere det katolske Sydtyskland end det protestantiske Tyskland i nord og øst. Denne indstilling er ikke blevet mindre med flytningen af den tyske hovedstad fra det katolske Bonn til Berlin i det protestantiske Østtyskland, selvom Preussen ikke er genopstået. Den franske skepsis over for protestanterne går helt tilbage til Frankrigs egen religionsstrid mellem protestanter og katolikker. Da Louis 14. i 1685 ophævede Nantes-ediktet – der havde garanteret protestanter i landet trosfrihed – flygtede de franske huguenotter og fik eksil i protestantiske lande, især Preussen. Blandt de franske protestanter var mange talentfulde handelsfolk og håndværkere, som gav et løft til den tyske økonomi i 1700-tallet, mens de manglede i Frankrig – med det resultat at franskmændene lige siden har frygtet den tyske konkurrenceevne.

Disse religiøse forskelle er sandsynligvis også forklaringen på, at socialisterne i de to lande aldrig er kommet godt ud af det med hinanden. Socialistisk teori og praksis udvikledes i det store tyske socialdemokrati i 1800-tallet med Gotha-programmet i 1875 og det mere marxistiske Erfurter-program fra 1891. Ligeledes var det vesttyskerne, der med inspiration fra de nordiske lande formulerede en moderne socialdemokratisk tænkning i Bad Godesberg 1959, hvor partiet fuldførte omdannelsen fra et socialistisk arbejderparti til et moderne folkeparti. Frankrigs bidrag til socialismen var derimod primært splittelsen mellem reformister og revolutionære på kongressen i Tours i december 1920, der resulterede i et stort kommunistparti i mellemkrigstiden og igen efter 1944. Det lykkedes efter 1969 Mitterrand for en tid at udmanøvrere kommunisterne og hele splittelsen på venstrefløjen i sin periode som præsident 1981-95. Men splittelsen brød ud i lys lue igen under Macrons valgkamp i 2017, hvor Parti Socialiste som tidligere nævnt gik i opløsning, mens Jean-Luc Mélenchon samlede næsten 20 pct. af stemmerne fra den gamle venstrefløj – bl.a. de kommunister, der ikke er gået til Front National og nu truer med at sabotere Macrons reformer med demonstrationer i gaderne.

Elysée-traktaten skulle bryde med fordomme og fremme forsoning med udvekslingsprogrammer og venskabsbyer på tværs af grænserne. Disse udvekslingsprogrammer har faktisk ændret almindelige menneskers opfattelse af hinanden. Indtil begyndelsen af 1970’erne viste meningsmålinger, at tyskerne stadig var det europæiske folk, franskmændene brød sig mindst om. Men derefter ændrede billedet sig, og 1970’erne var den fransk-tyske forståelses guldalder. Mellem 1963 og 1973 var otte millioner unge på udvekslingsophold på tværs af landene, hvilket ikke blot påvirkede de unge, men også deres familier og øgede den gensidige forståelse af det andet lands sprog. En politik Macron har genoplivet med sit forslag om, at alle europæere skal lære mindst to europæiske sprog ud over deres eget.

 

Tyskland så en klar interesse i at hjælpe Frankrig gennem gældskrisen efter 2008, men oplevede samtidig Frankrig som en mindre og mindre vigtig partner – lige indtil Brexit og Macron
_______

 

Kan motoren startes igen?
I 1970’erne kom en ny generation af politikere til magten – mennesker, som både var personligt på bølgelængde og dybt engagerede i den tysk-franske forsoning som et europæisk fredsprojekt. Den gaullistiske franske præsident Georges Pompidou og den socialdemokratiske forbundskansler Willy Brandt havde svært ved at forstå hinanden, men med den borgerlige Giscard d’Estaing og socialdemokraten Helmut Schmidt indledtes en række af fransk-tyske statslederpar, der inkarnerede den fransk-tyske motor i det europæiske samarbejde på tværs af partiskel. D’Estaing og Schmidt indledte i 1974 de topmøder, der siden blev til Det Europæiske Råd, og de stod også bag det europæiske valutasamarbejde. Socialisten François Mitterrand og den kristeligt-demokratiske Helmut Kohl indgik i 1986 aftalen om det indre marked, forsonede landene symbolsk ved at optræde hånd i hånd på slagmarken ved Verdun og drev Maastricht-traktaten igennem i december 1991. Motivet var Mitterrands angst for, at den tyske genforening efter Berlinmurens fald skulle ændre styrkeforholdet i Tysklands favør. Derfor insisterede han på den umulige ØMU, der skabte en fælles valuta uden en fælles økonomisk politik. Siden fulgte den borgerlige Jacques Chirac og socialdemokraten Gerhard Schröder, der i 40-året for Elysée-traktaten i 2003 underskrev en ny venskabstraktat. De var især knyttet sammen af deres fælles modstand mod den amerikanske intervention i Irak.

I dag er Frankrig og Tyskland bundet tæt sammen på det politisk-administrative plan. To gange om året samles de to regeringer til fælles møder, og fagministeriernes embedsmænd har et nært samarbejde uanset stats- og regeringsledernes personlige forhold. Selvom relationerne mellem Angela Merkel og de franske præsidenter før Macron, Nicolas Sarkozy og François Hollande, ikke altid har været lige hjertelige, og selvom det benægtes af såvel Front National som AfD, hvor i hvert fald den første foretrækker Vladimir Putins Rusland, er de to lande dømt til at være arvevenner frem for arvefjender. I 50-året for Elysée-traktaten viste meningsmålingerne, at flere og flere franskmænd nu ser Tyskland som et venskabeligt land, hvor de gerne vil holde ferie. Men den økonomiske krise i 2008 vakte stereotyperne om tysk dominans til live igen, og samtidig genopfandt den tyske presse gamle fordomme om franskmændene som et mere livsnydende og mindre arbejdsomt folk. Tyskland så en klar interesse i at hjælpe Frankrig gennem gældskrisen efter 2008, men oplevede samtidig Frankrig som en mindre og mindre vigtig partner – lige indtil Brexit og Macron.

Før genforeningen af Tyskland i 1990 havde der været en form for ligevægt mellem Frankrig og det daværende Vesttyskland, der hver havde omkring 60 millioner indbyggere – ligesom i øvrigt Italien og Storbritannien. Vesttysklands økonomiske styrke blev opvejet af Frankrigs politiske og militære vægt. Denne balance blev regnet for en livsbetingelse for parforholdet, men gik tabt med Tysklands genforening, der med ét slag bragte landet op på 80 millioner indbyggere. Det betød, at den fransk-tyske integrationsmotor gik i stå i 1990’erne, hvor Tyskland koncentrerede sin energi om at bringe Østtyskland på fode og prøve at forene de adskilte befolkninger og genvinde sin konkurrenceevne med reformer af arbejdsmarkedet. Og netop da det var lykkedes, krævede den græske gældskrise al EU’s opmærksomhed, da den slog til i 2008-09 – ganske vist især for at redde de franske og tyske storbanker, der lå inde med græske statsobligationer, fra fallit. Den redning kaldte man redning af den græske økonomi, men det er et skønmaleri af en politik, der har reduceret det græske nationalprodukt med en tredjedel. Da Grækenland begyndte at fylde mindre i overskrifterne, meldte flygtningene fra Mellemøsten sig sammen med migranterne fra Afrika og tog al opmærksomhed. Dog ikke i Frankrig, der til gengæld blev ramt af terror. Men Tyskland blev næsten løbet over ende i 2015, hvor Merkels accept af flygtningene ændrede det politiske landskab, så Tyskland nu også har fået et stort indvandrerkritisk og EU-skeptisk parti, Alternative für Deutschland. Dermed er Tyskland på vej til at blive et ’normalt’ europæisk land uden større politiske visioner for Europa.

 

Før man undervurderer Macron, skal man erindre, at de færreste i foråret 2017 levnede ham mange chancer for at slå sine modkandidater
_______

 

Med briternes beslutning om at forlade EU er det billede på én gang forandret. I kraft af en højere fødselsrate vil Frankrigs befolkning i løbet af en halv snes år overhale Tyskland, men hvad det betyder for landenes økonomiske styrke er uklart. For indeværende forsøger den dynamiske og karismatiske Emmanuel Macron at tale den fransk-tyske alliance op igen – på trods af den tyske styrke. Men ord alene gør det ikke i længden. Her hjælper den tyske regeringskrise på det ulige magtforhold. Den har svækket Angela Merkel, mens Macron indtil videre har et solidt flertal i Nationalforsamlingen bag sig. Og da han i forvejen har langt større magtbeføjelser i kraft af den forfatning, de Gaulle designede i 1958, og som Mitterrand kaldte et statskup, indtil han selv vandt præsidentembedet i 1981, kan Macron måske gennemføre sine lovede reformer trods protesterne i gaderne. På det symbolpolitiske plan udfyldte Mitterrand præsidentembedet godt, men han fik ikke fik reformeret det stive franske samfund, sådan som Macron annoncerer, at han vil.

Kan Macron lykkes med sit europæiske reformprojekt? Med den stigende nationalisme og modstand mod EU i næsten alle landene har han unægteligt omstændighederne mod sig, og det er yderst usikkert, om han vil lykkes. Men før man undervurderer Macron, skal man erindre, at de færreste i foråret 2017 levnede ham mange chancer for at slå sine modkandidater – fra republikanernes François Fillon til Front Nationals Marine Le Pen. Macrons sejr har fået det gamle socialistparti til at gå i så total opløsning, at det har måttet sætte sit hovedkvarter til salg. Tiderne er ikke, hvad de har været. Hvis Merkel overvinder krisen, og Tyskland får en regering af CDU og SPD, som den socialdemokratiske basis har åbnet døren for i den forgangne uge, vil det måske lykkes at få genstartet den fransk-tyske integrationsmotor i kraft af den genopståede ligevægt mellem fransk politisk og idémæssig styrke og tysk økonomi. Forudsætningen er, at den tyske sparepolitik, som har kostet Sydeuropa og Frankrig dyrt, ændres. Valget af den portugisiske finansminister Mário Centeno til leder af eurogruppens nitten lande den 4. december 2017 er et opmuntrende tegn. Han er modtaget med begejstring af både den græske premierminister Alexis Tsipras og Emmanuel Macron som et tegn på, at Wolfgang Schäubles sparekurs er slut.

Centeno repræsenterer en succeshistorie for en socialdemokratisk centrum-venstre regering, der med støtte fra to venstrefløjspartier og det grønne parti har regeret Portugal siden november 2015. Den nye premierminister, António Costa, brød med den tysk dikterede sparepolitik, som havde sat Portugal årtier tilbage, ligesom i de andre sydeuropæiske lande. Regeringen øgede minimumslønnen, rullede skatteforhøjelserne tilbage og bragte lønninger og pensionsydelser tilbage til niveauet før krisen – mange offentligt ansatte havde oplevet en lønnedgang på 30 pct. De sociale ydelser for fattige familier blev sat op og en særlig luksusejendomsskat indført på de dyreste boliger. Og katastrofen udeblev. I efteråret 2016, et år efter magtskiftet, kunne regeringen prale af økonomisk vækst og en stigning i investeringer i erhvervslivet. Og siden er det blevet ved at gå fremad. Underskuddet er halveret, og Portugals økonomi er nu vokset i 13 kvartaler i træk. Portugals succes er inspirerende for centrum-venstre, men tilsyneladende også for Angela Merkel. Det tyder valget af Mário Centeno på, idet hans program er at udnævne en fælles finansminister for eurozonen for at føre en ekspansiv politik.

Den portugisiske succes giver nyt håb til Europas svækkede socialdemokratier. Efter bankkrakket omfavnede de sparepolitikken med det resultat, at de spanske socialister faldt fra 44 til 20 pct., og det græske PASOK nærmest er udslettet. I Frankrig fik socialisterne ved præsidentvalgets første runde som nævnt kun seks pct., lige så lidt som det nederlandske arbejderparti ved forsommerens katastrofevalg. Hvis centrum-højre og SPD i Tyskland vover at ændre politik i den retning, Macron ønsker, er det muligt, at EU-motoren kan genstartes med applaus fra vælgerne. Det vil til gengæld stille Danmark over for nogle alvorlige europapolitiske valg, men det er en anden og for Europa noget mindre betydningsfuld historie, der dog vil være besværlig for danske vælgere, der er varme tilhængere af europæisk samarbejde, bare det ikke går ud over den nationale suverænitet. Som Tænketanken Europa formulerer det, ønsker vi at blæse og have mel i munden. Og dét kan blive svært, hvis det lykkes at genstarte den fransk-tyske integrationsmotor. ■

 

Hvis centrum-højre og SPD i Tyskland vover at ændre politik i den retning, Macron ønsker, er det muligt, at EU-motoren kan genstartes med applaus fra vælgerne
_______

 

Litteratur:
Visby, Børge, Arvefjender – Tyskland og Frankrig efter Anden Verdenskrig, Kbh.: Gyldendal 1992
Willis, E. Roy, France, Germany and the New Europe 1945-1967, Oxford: Oxford University Press 2. Ed. 1968

Uffe Østergård (f. 1945) er professor emeritus i europæisk historie, CBS.

ILLUSTRATION: Emmanuel Macron tager imod Angela Merkel i l’Elysée-palæet i Paris, juli 2017 [foto: Stephane Lemouton/Polfoto]