14.07.2017

ET ÅR EFTER KUPPET fortsætter en af det 21. århundredes største politiske udrensninger. Erdogan regerer nu med hård hånd over Tyrkiet, men han regerer også over et mere polariseret og skrøbeligere Tyrkiet. Et Tyrkiet hvis udenrigspolitik er ligeså rodet som dets indenrigspolitiske affærer.

Analyse af Ferhat Gurini, RÆSONs Mellemøstredaktør

15. juli markerer årsdagen for det forfejlede kupforsøg i Tyrkiet i 2016. Det fejslagne kupforsøg blev startskuddet til en række fundamentale strukturelle ændringer i landets politiske landskab. Et år efter kupforsøget har Erdogan for alvor cementeret sin stilling som Tyrkiets superpræsident, og landet står nu potentielt over for en regional isolering som den, administrationen forinden havde brugt godt et år på at arbejde sig ud af.

Et af Erdogans største indenrigspolitiske projekter er den igangværende udrensning af al politisk opposition. Det sker under dække af, at der renses ud blandt de formodede kupmagere, navnlig Gülen-bevægelsen. Ikke overraskende har udrensningen skabt røre og international kritik – dog ingen konkret respons. Næsten 140.000 mennesker er blevet afsat, over 2.000 skoler, kollegier og universiteter lukket, mere end 8.000 akademikere har mistet deres arbejde, godt og vel 4.500 dommere og anklagere gjort arbejdsløse, omkring 150 nyhedsmedier lukket, 33.000 folkeskolelærere fyret, 1080 mennesker har fået en dom over at fornærme Erdogan alene i 2016 og 269 journalister arresteret – mere end Kina, Iran og Egypten til sammen. Ingen kan vide sig sikre, og både topfolk inden for internationale NGO’er, folkevalgte politikere med et stærkt mandat og FN-embedsfolk står nu over for livslange domme. Alt fra at have downloadet ByLock-app’en, som angiveligt blev brugt som kommunikationsmedie under kupforsøget, til et fingeraftryk på en bog, som har forbindelse til Gülen-bevægelsen, er nok til at blive dømt partisk domstol. Det ironiske i hele denne situation er, at Tyrkiet, som ifølge EU er stabilt nok til at huse verdens største antal flygtninge, har set 4.000 af dets egne statsborgere søge asyl i Tyskland i frygt for politisk forfølgelse.

Det ironiske i hele denne situation er, at Tyrkiet, som ifølge EU er stabilt nok til at huse verdens største antal flygtninge, har set 4.000 af dets egne statsborgere søge asyl i Tyskland i frygt for politisk forfølgelse.
_______

 

Situationen for Tyrkiets politiske opposition og civilsamfund synes uden meget håb, og det er også den umiddelbare konklusion, man skal drage. Det står dog på ingen måde stille i oppositionen. Den 14. juni blev Enis Berberoglu, parlamentariker for det største oppositionsparti, CHP, idømt en 25 år lang fængselsdom for medvirken i at publicere billeder af Tyrkiets efterretningstjeneste, som angiveligt forsynede jihadister i Syrien med våben – et faktum, som den tyrkiske regering benægter. Det fik Kemal Kilicdaroglu, CHP’s formand, til at arrangere en ”Retfærdighedsmarch” på 450km fra Ankara til Istanbul over 25 dage. Marchen mundede ud i en større demonstration på Istanbuls asiatiske side, og det anslås, at mere end 1,5 millioner mennesker deltog. Demonstrationen var et kraftigt signal til AKP-regeringen om, at oppositionen og befolkningen stadigvæk eksisterer, trods tydelig udmattelse efter både undtagelsestilstand og udrensningerne i kølvandet på kupforsøget.

Mindst ligeså vigtigt er det, at marchen også demonstrerede en voksende solidaritet internt blandt partierne i oppositionen. Det pro-kurdiske HDP deltog i marchen, og i ugerne før havde Kilicdaroglu besøgt HDP’s hovedkvarter i Istanbul for første gang nogensinde. Med andre ord ser det ud til, at Tyrkiet inden for den sidste måned har opbygget en mere solidarisk og sammenhængende opposition, der kan udfordre Erdogan. I hvert fald for nu. Næste udfordring for Kilicdaroglu er at holde gang i det politiske momentum og oversætte den millionstore opbakning ved demonstrationen til stemmer ved præsidentvalget, der er planlagt til at finde sted i 2019.

En mere prominent tyrkisk opposition forbliver dog et svagt håb for nu. AKP-regeringen har sat sig tungt på på landets magtcentre og juridiske institutioner og parlamentet bliver forbigået under undtagelsestilstanden uden tegn på nogen form for demokratisk opblødning. Og det helt store spørgsmål er, om Erdogan overhovedet vil tillade en fredelig magtovergang, selv hvis han på bedste demokratisk vis bliver slået ved et præsidentvalg i 2019 – hvor man også kan forvente en ufair valgkamp og potentielt decideret valgsnyd. Under alle omstændigheder har Erdogans udrensninger muligvis givet ham næsten total magt over det politiske system i Tyrkiet – men det er sket på bekostning af, at Tyrkiet nu er et væsentligt mere ustabilt og konfliktpræget land.

Det helt store spørgsmål er, om Erdogan overhovedet vil tillade en fredelig magtovergang, selv hvis han på bedste demokratisk vis bliver slået ved et præsidentvalg i 2019 – hvor man også kan forvente en ufair valgkamp og potentielt decideret valgsnyd.
_______

 

På den udenrigspolitiske front scorer Tyrkiet heller ikke topkarakterer. Krisen i Qatar er efter alt at dømme blevet håndteret impulsivt og uden at tage højde for den diplomatiske deadlock konflikten potentielt, og på nuværende tidspunkt, synes at have udviklet sig til. I starten af 2016 indså tyrkerne, at det var bedst at holde sig gode venner med nogle af de regionale magter. Nu står Tyrkiet potentielt til at blive isoleret. Den helt basale fejl var at forsøge at mægle en fred som en upartisk tredjepart, når man var tydeligt partisk og havde sin egen dagsorden. Hvordan Golf-krisen udspiller sig, er endnu uvist, men der er tegn på opblødning. Alligevel kan Tyrkiet på længere sigt blive hevet ned i dybet.

Men det er ikke kun en diplomatisk konflikt i Golfen, tusind kilometer væk fra Tyrkiet, som tynger Ankara. Den største trussel finder man i nabolandet Syrien, som Tyrkiet deler en 822 km lang grænse med. Den de facto kurdiske statsdannelse på Tyrkiets sydøstlige grænser udgør i øjeblikket den største trussel i Ankaras optik. En måned efter kupforsøget i juli 2016 igangsatte Tyrkiet ”Operation Eufrats Skjold” – en begrænset militær intervention i Syrien med tyrkiske støvler på jorden under FN-Charterets artikel 51. Operationen var multifacetteret. Officielt havde den først og fremmest til formål at fjerne Islamisk Stat fra det tyrkisk-syriske grænseland. Dernæst ville den styrke oprørernes position i den syriske borgerkrig i kølvandet på Assads fremgang i konflikten. Og vigtigst af alt ville man fra tyrkisk side indsætte en geografisk stopklods mellem de vestlige og østlige kurdiske kantoner (selvstyreområder) i det nordlige Syrien. Målene lykkedes stort set, og Tyrkiet slukkede de største brænde i det umiddelbare nærområde. Men ”Eufrats Skjold” forblev en kortsigtet ad hoc-løsning snarere end et korrektiv til Tyrkiets forfejlede Syrien-politik. Operationen endte også pludseligt d. 29. marts 2017, fordi det syriske regime havde etableret en bufferzone mellem tyrkisk-kontrollerede oprørsområder og YPG-kontrolleret territorium i Manbijj. Dermed blev Tyrkiets begrænsede armplads i den syriske konflikt endnu engang udstillet.

Den de facto kurdiske statsdannelse på Tyrkiets sydøstlige grænser udgør i øjeblikket den største trussel i Ankaras optik.
_______

 

I øjeblikket vokser spændingerne endnu engang i det nordvestlige tyrkisk-syriske grænseland, Afrin-kantonen og Shehba-regionen, som er kontrolleret af SDF. Udveksling af både tungt artilleri og maskingeværild er eskaleret i de sidste par uger, og Tyrkiet har sendt både tropper og pansrede køretøjer ind i de oprørskontrollerede områder i Syrien, som grænser op til Afrin. Flere pro-regeringsmedier rapporterer om en ”uundværlig” ny tyrkisk offensiv. D. 27. juni hævdede Yeni Safak, et større medie, der fungerer som regeringens talerør, at ”Afrin-planen, som den Tyrkiske Hær arbejder på, er ved at færdiggøres”. Igen har Ankara dog måttet indse sine begrænsninger i en konflikt, hvor de gang på gang er blevet sat på sidelinjen. Afrin-invasionen er afhængig af, at man finder en løsning i forhold til de foreslåede ”de-eskaleringszoner”, der af nogen betragtes som en de facto-opdeling af Syrien. Russiske tropper er imidlertid formentligt fortsat stationerede i Afrin, og da Afrin-invasionen afhænger af grønt lys fra russerne, ser det ud til, at Tyrkiet spiller forgæves med musklerne.

Kort sagt er Tyrkiets udenrigspolitik fortsat en usammenhængende affære, der styres af, snarere end styrer, regionale begivenheder, som har høj prioritet i Ankara. Og selvom Erdogan indenrigspolitisk unægteligt sidder tungere på magten end nogen civil tyrkisk regeringsleder har gjort siden landsfaderen Atatürk, står det ligeså rodet til indenfor som udenfor Tyrkiets grænser. Erdogans klamren til magten kan læses som desperation og en reaktion på en fejlslagen udenrigspolitik, et tiltagende polariseret samfund og en økonomi, der lider under høj inflation, krig og tiltagende nervøse investorer. Erdogan styrer i dag Tyrkiet mere direkte, end han gjorde før kupforsøget d. 15.-16. juli 2016. Men han styrer også et svagere og mere skrøbeligt Tyrkiet. Og så længe Tyrkiet fortsat ser en koncentration af magten i en mands hænder, vil landets udenrigspolitiske blundere og spændingerne langs det indenrigspolitiske skillelinjer kun tage til.

Selvom Erdogan indenrigspolitisk unægteligt sidder tungere på magten end nogen civil tyrkisk regeringsleder har gjort siden landsfaderen Atatürk, står det ligeså rodet til indenfor som udenfor Tyrkiets grænser.
_______

 

Ferhat Gurini (f. 1995) studerer international politik ved London School of Economics. Han er RÆSONs Mellemøstredaktør og er i øjeblikket i Bruxelles i praktik som Tyrkiet-analytiker ved tænketanken Carnegie Europe. Han har skrevet for og optrådt i artikler om Mellemøsten for internationale såvel som danske medier samt tænketanke, bl.a. Voice of America, Jerusalem Post og London School of Economics Mellemøstcenter.
ILLUSTRATION: Folkemængde byder Præsident Erdogan velkommen i Sanliurfa, Tyrkiet, 23. juni 2017 [foto: Rauf Maltas/Anadolu Agency/Polfoto]