24.08.2017

„Det Internationale Atomenergiagentur fortsætter med at verificere det iranske atomprogram som civilt. Det er og har været udlægningen siden januar 2016. En gruppering i Det Hvide Hus kan måske overbevise kongressen om noget andet, og det vil måske føre til, at USA agerer unilateralt. Men det kommer ikke til at betyde, at Rusland, Kina og Europa bakker Trump op‟

„Iran vil være sikre på, at USA ikke længere har muligheden for at true andre lande der indgår handelsaftaler Iran. Så forhandlinger er ikke umulige, men lige nu ser det vanskeligt ud, og der er ikke nogen der reelt presser på for genforhandlinger. Og hvis det skete, så betyder det ikke nødvendigvis, at USA kommer ud på den anden side med en bedre aftale‟

„For Iran betyder det egentlig ikke det store i det lange løb, om det er Assad eller en af Assads håndlangere, der tager kontrollen‟

Interview af Viktor Bournonville. Engelsk version, klik her

RÆSON: Ved præsidentvalget i Iran d. 19 maj 2017 blev reformisten Hassan Rouhani genvalgt i valgkamp med Ebrahim Raisi. Hvordan vil det udfald, Rouhanis sejr, hjælpe med at sikre atomaftalen mellem USA (UK, Rusland, Frankrig, Kina og EU) og Iran?

Det vil det på forskellige måder. Først of fremmest havde Hassan Rouhani satset politisk ved at være stor tilhænger af aftalen med det hovedargument, at denne aftale ville sætte en stopper for Irans politiske isolation på den internationale scene. Aftalen ville åbne for udenlandske investeringer i Iran og dermed skabe bedre levevilkår i hjemlandet. Så han lagde meget stor vægt på de positive virkninger af aftalen. Men man er nødt til at huske på, at atomaftalen blev til noget, allerede før Rouhani blev valgt til præsident første gang i 2013. Hassan Rouhani drog fordel af, at den øverste leder i landet, Ayatollah Khamenei, allerede havde besluttet sig i forhold til forhandlingerne og for en aftale. Hvis Khamenei ikke havde ønsket en aftale, så var der aldrig kommet en sådan i stand, og Rouhani havde ikke kunnet gennemføre forhandlingerne. Det gjorde han, og Rouhanis kritikere vil udlægge det sådan: ’’Han var svag og naiv’’, ”USA udnyttede ham” og ”Han havde underskrevet en aftale, der ikke gavnede, fordi USA fandt andre måder at fastholde Iran i isolation”. Ser man bort fra det, så var atomaftalen og dens overlevelse aldrig et spørgsmål eller i fare ved valget i maj.

Hvis Khamenei ikke havde ønsket en aftale, så var der aldrig kommet en sådan i stand, og Rouhani havde ikke kunnet gennemføre forhandlingerne
_______

 

RÆSON: Rouhani indtrådte som præsident d. 3 august. Her udlagde Ayatollah Khamenei et pejlemærke ved at sige: „We can have a broad relationship with the world by helping other nations and governments, benefiting from their help as well.‟ Hvordan kommer forholdet mellem den religiøse leder, Khamenei, og reformisten Rouhani til at spille ind på den udenrigspolitiske kurs i fremtiden?

Rouhani er ikke en ægte reformist, hvorfor Khamenei ser en stor fremtid i ham. Khamenei stoler på, at Rouhani kun vil foretage beslutninger i tæt konsultation med ham. Det giver Khamenei en stor tryghed. I Mahmoud Ahmadinejads anden valgperiode [præsident fra 2005 – 2013, red.] påbegyndte han en løsrivelse fra Khamenei, men så snart han forsøgte det, nedslog militæret hårdt og marginaliserede ham. Rouhani har ikke lyst til at lide samme skæbne, og det er derfor højst sandsynligt, at han vil arbejde tæt sammen med Khamenei. Vi skal ikke forvente dramatiske overraskelser på den udenrigspolitiske eller endda den indenrigspolitiske front fra Rouhani. Hvad man kan håbe på, hvis man er reformist i Iran, er i bedste tilfælde, at Rouhani har kapaciteten til at overbevise Khamenei om at give indrømmelser på bestemte politiske problemstillinger. Men glem ikke, at i det iranske set-up har man andre grupper med egne interesser, som er bekymrede over, hvordan Rouhani vil agere. Især den Iranske Revolutionsgarde ser et problem i Rouhanis potentielle dagsorden og hans mulige evne til at kunne overtale Khamenei til at følge ham. Revolutionsgarden gør alt, hvad de kan for at bremse reformer. Især hvis det viser sig at være vejen, Rouhani vælger at tage. Det gælder reformer på den indenrigspolitiske, udenrigspolitiske, den regionale eller internationale front.

Hvad man kan håbe på, hvis man er reformist i Iran, er i bedste tilfælde, at Rouhani har kapaciteten til at overbevise Khamenei om at give indrømmelser på bestemte politiske problemstillinger
_______

 

RÆSON: Tidligere i år har Iran testet sit ballistiske missilprogram. Den 27. juli affyrede Iran missiler med potentialet til at sende satellitter i kredsløb. Det, mener USA, er et brud på resolutioner bestemt af FN’s sikkerhedsråd. USA svarede derfor med sanktioner. Rouhani har svoret, at han vil gengælde alle sanktioner og amerikanske virksomheder blev efterfølgende sanktioneret. Hvad er Rouhanis muligheder som modsvar på amerikanske sanktioner, hvis det fortsætter?

Han har ikke anden mulighed end at fortsætte med at teste missilprogrammet og håbe på, at USA ikke vil finde opbakning i det internationale samfund til at disse tests er et brud på resolutioner. Og der er ingen overensstemmelse på det område. Det står klart, at Kina og Rusland ikke er enige i den amerikanske position, og så længe de har vetoret i sikkerhedsrådet, så er der ikke meget, USA kan gøre på et internationalt niveau. Hvad USA kan gøre, er at agere unilateralt. Hvis USA agerer på egen hånd, så har Iran lært at leve med amerikanske sanktioner. Hvad Iran frygter, er internationale sanktioner. Det faktum, at Fredericia Mogherini [EU’s udenrigschef, red.] sad med ved indsættelsen af Rouhani efter disse missiltests, det er et vigtigt budskab og havde stor symbolsk værdi. Europa skifter kurs i forhold til Trump administrationen. EU ønsker en kritisk dialog med Iran.
På det seneste har Iran og Rouhani erklæret, at de hurtigt vil bakke ud af den stående atomaftale, hvis USA indfører nye sanktioner.

Kina og Rusland er ikke enige i den amerikanske position, og så længe de har vetoret i sikkerhedsrådet, så er der ikke meget, USA kan gøre på et internationalt niveau
_______

 

RÆSON: Irans udenrigsminister, Mohammad Javad Zarif, sagde til Iran Primer d. 19 juli, at det ikke vil føre noget med sig, hvis Iran og USA startede genforhandlinger af en ny og bedre atomaftale, som er hvad Trump administrationen presser på for. Hvad er chancerne for en genforhandling?

Jeg tror, at en hel del siger, at det er umuligt, fordi Iran aldrig vil gå med til det. Iran vil muligvis gå med til det, men problemet for Trump administrationen er, at de ønsker flere indrømmelser fra Iranerne. Men Iran vil ikke komme tilbage til forhandlingsbordet blot for at give flere indrømmelser. De vil også have noget den anden vej. Iran vil være sikre på, at USA ikke længere har muligheden for at true andre lande der indgår handelsaftaler Iran. Så forhandlinger er ikke umulige, men lige nu ser det vanskeligt ud, og der er ikke nogen der reelt presser på for genforhandlinger. Og hvis det skete, så betyder det ikke nødvendigvis, at USA kommer ud på den anden side med en bedre aftale. Fx ser jeg ikke Iran opgive deres ballistiske missilprogram under nogen omstændigheder. Så spørgsmålet er i virkeligheden, hvad er pointen med genforhandlinger, hvis USA ikke kan gennemtvinge deres ønsker, men er nødt til at indgå i en dialog med Iran. En politisk dialog, der bliver rodet, og hvad Trump ønsker, er den nemme sejr. Han afgav et løfte under valgkampen om, at han ville lægge denne Iran-aftale i graven. Han ønsker at sige: ”Jeg gjorde det”. Som tingene står nu, får han ikke den mulighed, så det vil være bedst for ham ikke at forsøge at bryde aftalen op.

Hans alternativ er krig. Hvilket ikke er et brugbart alternativ, fordi man på hjemmefronten ikke ser frem til endnu en amerikansk krig i Mellemøsten. Og slet ikke med et land så stort som Iran. Skal han undgå denne krig, har han muligheden for at overtale det internationale samfund til at genindføre sanktioner, men der er intet, der tyder på, at man tror på USA’s advarsler om det iranske atomprogram. Det Internationale Atomenergiagentur fortsætter med at verificere det iranske atomprogram som civilt. Det er og har været udlægningen siden januar 2016. En gruppering i Det Hvide Hus kan måske overbevise kongressen om noget andet, og det vil måske føre til, at USA agerer unilateralt. Men det kommer ikke til at betyde, at Rusland, Kina og Europa bakker Trump op. Faktisk tror jeg ikke, at har Trump ikke gjort sig selv en tjeneste ved at fremstå aggressiv på den politiske scene eller så kaotisk i forhold til, hvad han ønsker. Med andre ord har han ikke meget politisk kapital at drage nytte af i forhold til at skabe opbakning omkring holdningen til Iran.

[Trumps] alternativ er krig. Hvilket ikke er et brugbart alternativ, fordi man på hjemmefronten ikke ser frem til endnu en amerikansk krig i Mellemøsten. Og slet ikke med et land så stort som Iran
_______

 

RÆSON: Når vi snakker om, at Trump vil påvirke Europa til at stoppe forhandlinger med Iran, så har der været flere kilder, der påpeger, at det var det, USA prøvede op til G20-topmødet i maj. Har det noget på sig, og hvordan skal det tolkes?

Det foregik ved G20-topmødet i Hamborg, og det er blevet bekræftet af flere, blandt andre den Iranske udenrigsminister Mohammad Javad Zarif. Europa lytter tydeligvis ikke til Trump. Total (fransk multinationalt olie- og gasselskab, red.) har underskrevet en aftale til en værdi af $5 mia. dollars om retten til iranske gasfelter. Renault (fransk bilproducent, red.) har underskrevet en aftale til en værdi af $800 millioner dollars, Tyskland agerer fornuftigt, Italien køber iransk olie, det samme gør Spanien, Grækenland, endda Sverige og Danmark. De europæiske lande ser Iran som et sted, hvor der potentielt kan tjenes penge. Trumps fremlægning til G20-lederne var: ”Lad være med at handle med Iran”. Sandheden er bare, at 18 af 20 lande [EU sidder samlet med, men flere europæiske lande har aftaler, red.] til stede allerede var involveret økonomisk i Iran eller havde implementeret eller lå i forhandlinger om aftaler med Iran. Kun USA og Saudi-Arabien var og er ikke økonomisk involveret og i forhandlinger med Iran. Det fortæller lidt om afstanden mellem, hvad Trump ønsker skal være et internationalt standpunkt i forhold til Iran, og hvad resten af verden faktisk ser i Iran.

De europæiske lande ser Iran som et sted, hvor der potentielt kan tjenes penge
_______

 

Irans politik i Mellemøsten er bekymrende, men at bekæmpe Irans dagsorden i Syrien, Irak og Mellemøsten som sådan, er en ting. At optrevle en atomaftale uden at have et solidt grundlag for et alternativ i stand først, det er noget helt andet. Det er, hvad verden holder øje med. I Paris, London, Berlin og Tokyo ser man en Trump administration, der ikke har en reel strategi for Iran. Det amerikanske udenrigsministerium mener stadig, at atomaftalen er en god aftale, og Pentagon er ikke interesseret i at gå i krig med Iran. Du har altså en gruppe af mennesker i Det Hvide Hus, som ikke nødvendigvis er de største eksperter på hverken Iran – eller Mellemøsten for den sags skyld – der ønsker politisk handling, fordi det var, hvad Præsident Trump lovede i løbet af valgkampen. Men hvis man vælger at gå i krig med Iran, som er en reel mulighed, så er konsekvensen et Irak 2.0. Spørgsmålet er så, om det er den smarteste måde at konfrontere Iran på?

Iranerne er stærkt involverede i Iraks politik, sikkerhed og you name it. USA bør forsøge at skabe et bedre grundlag for irakiske shia- og sunnimuslimer samt irakiske kurdere til at leve sammen som irakere indenfor Iraks grænser. Når USA kan det, og forhåbentlig vil Irak lytte til rådet, så vil Irans og andre regionale aktørers mulighed for at influere Iraks politik mindskes. Hvad gør man i det lange løb for, at Irak skal blive et fungerende multietnisk og multireligiøst samfund, som er sekulært og uden en religiøs autoritær leder på toppen? Som ikke kigger mod Iran som inspirationskilde? Hvornår når man til det punkt? Det er ekstremt svært, men det burde være politikken fremfor at sige: ”Lad ikke iranerne komme ind i Irak”, fordi det er ønsketænkning. Du kan ikke få Iran ud af Irak, hvis ikke Irak selv indser, at de vil være bedre stillet uden iransk indflydelse. Og der er mange fælles aftaler mellem Iran og Irak, der går helt tilbage til 2005. Så det er ikke et nyt fænomen, og iransk indflydelse eksisterer i højere grad under overfladen, end hvad fælles aftaler og udmeldinger fortæller. Man kan til et vist punkt sige, at Iran er så magtfulde i Irak, at de har afgørende indflydelse på, hvem der bliver den næste statsminister [april 2018, red.]. Det er niveauet af indflydelse. Iran er på mange måder, når det gælder udefrakommende indflydelse, kongemagerne i Bagdad.

Iran er så magtfulde i Irak, at de har afgørende indflydelse på, hvem der bliver den næste statsminister
_______

 

RÆSON: Astana-forhandlingerne mellem Tyrkiet, Rusland og Iran har haft til mål at skabe enighed omkring fire deeskalerings zoner i Syrien, som et første skridt i at lægge en dæmper på den Syriske borgerkrig. Tyrkiet har været modvillig til at indgå i en aftale indtil nu. Hvad skal der ske før næste møde, sidst i august, før denne koalition når frem til en aftale?


Du har så mange forskellige aktører. En af dem er de syriske grupper: Hvad ønsker de? Hvad ønsker USA? USA har haft modstridende positioner på netop det spørgsmål og dets støtte til den syriske opposition. Tyrkiet prøver at balancere sine interesser. Tyrkiet står fast på, at Kurdistan ikke kan være selvstændigt. En holdning de deler med Iran. Så er der spørgsmålet om Assads fremtid, hvor man i denne koalition skal finde en fælles linje. Hvad skal der ske med Syrien? Beholder man det som et land? Deler man det op? Det er stadig ikke til at sige endnu.

RÆSON: Hvis vi går ud fra den situation, at IS er overvundet, så melder spørgsmålet sig om hvem der skal overtage kontrollen i området – både i Syrien og i området omkring Mosul i det nordlige Irak. Hvor står Iran strategisk i den balance mellem Rusland, kurderne og Irak?

For Iran er det langt nemmere at definere et nederlag, end det er at definere, hvad der vil være en strategisk sejr. Jeg tror ikke, at Iran endnu ved, hvordan en sejr ser ud. Men et nederlag vil være, at Saudi Arabien eller en gruppe med saudisk support overtager Damaskus, dræber Assad, fjerner regimet og overtager magten. Det ville være et klart iransk nederlag i Syrien. Men faktum er, at man er et stykke fra den situation lige nu. Man er nok nærmere i den anden ende af det spektrum. Assad vil højst sandsynligt forblive ved magten, Saudi-Arabien og golfstaterne vil tabe interessen og i stedet have travlt i Yemen.

Jeg tror ikke, at Iran endnu ved, hvordan en sejr ser ud. Men et nederlag vil være, at Saudi Arabien eller en gruppe med saudisk support overtager Damaskus, dræber Assad, fjerner regimet og overtager magten
_______

 

Rusland og Iran har vist sig at være en stærk støtte for Assad, selvom de har deres spændingerne og rivaliseringer. Det har ingen kunne udfordre Rusland og Iran har vundet krigen for Assad på jorden. Og så snart IS er endegyldigt udryddet, begynder det hårde diplomatiske arbejde. Kan Rusland og Iran så stadig blive enige? Der går rygter om, at iranerne og russerne er uenige om, hvordan fremtiden for Syrien ser ud. Skal det blive en mere sekulær stat, eller skal det minde mere om Iran? Det bliver der stor uenighed om. Men vi er ikke nået til dette punkt endnu. Spørgsmålet for tyrkerne er: Kan de være del af den samtale med russerne og iranerne? Jeg tror godt, at de kan. Russerne og iranerne ønsker oprigtigt, at Tyrkiet skal deltage. Det betyder ikke, at Tyrkiet får lov til at bestemme, hvad der skal ske i Syrien, men de vil have noget at skulle have sagt. Og det tror jeg, er bedre for Tyrkiet end at blive ekskluderet.

RÆSON: Rent hypotetisk, når vi rammer det punkt, hvor forhandlingerne starter, hvad vil så være Irans end-game og mål?

Maksimal indflydelse i Damaskus. For Iran betyder det egentlig ikke det store i det lange løb, om det er Assad eller en af Assads håndlangere, der tager kontrollen. Iran er ikke dedikerede til Assad eller hans familie. Iran er dedikeret til bibeholdelsen af maksimal indflydelse i et så strategisk vigtigt land som Syrien. Det er konsekvensen.

RÆSON: Lige præcis omkring indflydelse i Syrien, har vi set tilstedeværelse af iranske proxy-grupper i den sydlige del af Syrien. Hvordan har tilstedeværelsen af iransk militær og Hezbollah i krigen indflydelse på det iranske udenrigspolitiske råderum?

Jeg ved ikke, hvorfor Hezbollah og den iranske hær er så ivrige efter at operere i nærheden af Golanhøjderne og den syriske grænse tæt ved Israel, når målet er at holde Assad i live og ved magten samtidig med at bekæmpe IS. Men det har tvunget Israel til at involvere sig. Og den tilstedeværelse eller retorik som føres af proxy-grupperne mod Israel, er ikke med til at hjælpe Iran, når den netop har den effekt, at den mobiliserer Israel og Israel-venlige lande mod Iran. På den internationale scene vil Iran komme til at fremstille sig selv som et risikabelt land at investere i, når det ser ud som om, at de bliver indblandet i endnu en krig i regionen ved at provokere Israel. Det skaber tvivl hos internationale spillere, hvis den regionale tilstedeværelse og retorik bliver for voldsom, og det har Iran ikke råd til. De er nødt til at sikre sig, at de har det internationale samfunds tillid, og at Iran er og ser ud til at være et fornuftigt land at placere penge i. Et engagement i projekter, der kunne ligne militære udvidelser eller fordrer en ondskabsfuld retorik, giver det helt forkerte image af Iran.

[Iran] er nødt til at sikre sig, at de har det internationale samfunds tillid, og at Iran er og ser ud til at være et fornuftigt land at placere penge i
_______

 

Alex Vatanka er seniorforsker på Middle East Institute med speciale i Mellemøsten og regional sikkerhed med et særligt fokus på Iran. Han arbejder i øjeblikket på bogen: “The Making of Iranian Foreign Policy: Contested Ideology, Personal Rivalries and the Domestic Struggle to Define Iran’s Place in the World.”
ILLUSTRATION: Nyvalgt præsident Hassan Rouhani holder tale i forbindelse med sin regerings indsættelse, Teheran, Iran, 20. august 2017 [foto: Fatemeh Bahrami/Anadolu Agency/Polfoto]