12.06.2017

„Trump er ikke et opgør med det etablerede system, men et kontrarevolutionært svar på de protestbevægelser, der netop udfordrer det nuværende politiske system i USA. Han er et forsøg på at afspore disse bevægelser og redde en kriseramt amerikansk kapitalisme.‟ Interview med Mikkel Bolt, kunsthistoriker og debattør, og aktuel med bogen ‚Trumps kontrarevolution‛.

Interview af Emma Inge Hansen

RÆSON: Ofte når vi diskuterer Trump, bliver han fremstillet som et oplagt eksempel på en anti-establishment tendens. Hvordan forholder du dig til det?

Der er ikke tvivl om, at Trump formåede at kanalisere en masse utilfredshed mod det etablerede system. Valget af Trump var en protest mod et politisk-økonomisk system, der forårsagede finanskrisen, men lod befolkningen i USA betale regningen. Men Trump er i virkeligheden ikke et opgør med dette system, men i virkeligheden en protest mod den nye protestbølge, der så dagens lys i 2011 i USA med Occupy-bevægelsen og som senere fortsatte som Black Lives Matter. Min analyse er at forstå Trump som en protest mod protesterne. Occupy-bevægelsen var den første store protestbevægelse i USA i mere end 30 år. Efter tre årtier uden nogen større protester dukkede Occupy op som et lyn fra en klar himmel, og pludselig blev tre årtiers neoliberalt hegemoni udfordret. Mit forslag er således, at læse Trump som et kontrarevolutionært svar på etableringen af protestbevægelser, der udfordrer det nuværende politisk system i USA. Trump er et forsøg på at afspore disse bevægelser og redde en kriseramt amerikansk kapitalisme.

RÆSON: Hvad er det helt præcist man overser, hvis man bare ser Trump som en protest og ikke en protest mod protesterne?

Man overser de egentlige alternativer. I stedet for at tro at valget stod mellem Trump og Clinton eller Trump og Bernie Sanders, jamen så er pointen, at der er et andet politisk subjekt, nemlig protestbevægelserne, og det er dem vi skal tage udgangspunkt i, hvis vi skal forstå den igangværende historiske proces. Protestbevægelserne udgør et alternativ.

RÆSON: Men hvis vi kigger på de her græsrods- og protestbevægelser, så har en del af dem til tider været temmelig uorganiserede og ustrukturerede, og der er også nogle som fx Occupy Wall Street, som er brændt ud igen. Hvad er det græsrodsbevægelserne kan som fx Hillary Clinton, som havde et velsmurt apparat bag, ikke kan?

Det er netop hele problemet: Clinton er en del af den allerede etablerede politiske horisont. Hun er 100 pct. indskrevet i et system, som har store problemer med at udstikke en kurs for fremtiden. Det er jo det, vi ser, uanset hvor vi kigger hen. De etablerede politiske positioner bryder sammen og har stort besvær med at reproducere sig. Se på Brexit, Brasilien, Spanien, Grækenland, Frankrig, over det hele ser vi en form for politisk sammenbrud i slow-motion. Så det handler om et brud med det system, glem alt om velsmurte apparater og politiske partier. Det er netop en del af problemet.

RÆSON: Men når nu du så aktivt går ud og peger på græsrodsbevægelserne frem for de etablerede partier som der, hvor vi skal kigge hen, så er det jo også nærliggende at spørge: kan sådan en græsrodsbevægelse administrere og finde ud at opbygge en modstand, eller er det bare en masse energi, som ikke er struktureret ordentligt?

Der er jo ikke nogen, der siger, at det er nemt.

RÆSON: Nej?

Mine pointer er også, som den britiske kulturkritiker Mark Fisher omtaler som kapitalistisk realisme, at kapitalismen i dens neo-liberalistske udformning ikke bare blev dagsordensættende, men også blev den eneste ideologi. Det er sværere at forestille os en anden indretning af samfundet end den kapitalistiske, end det er at forestille os, at kloden går under pga. klimakatastrofen. Så det siger noget om, hvor svært det er at forestille sig politiske alternativer.

Så selvfølgelig er det mega-svært at opstille et alternativ til kapitalismen, men det er også derfor de her nye bevægelser er vigtige. Det er en form for højintens læringsproces, hvor folk sætter sig ned og diskuterer og organiserer sig og forsøger at formulerer en kritik af den verden vi lever i, fordi de kan se, at der er nogle ting, der slet ikke hænger sammen. Perspektivet er selvfølgelig et opgør med nationalstaten og vareøkonomien.

Trump er i virkeligheden ikke et opgør med det etablerede system, men i virkeligheden en protest mod den nye protestbølge, der så dagens lys i 2011 i USA med Occupy-bevægelsen og som senere fortsatte som Black Lives Matter. Min analyse er at forstå Trump som en protest mod protesterne.
_______

 

RÆSON: Du argumenterer for, at der er en totalitær og nationalistisk dimension i demokratiet. Hvordan kan det være?

Demokratiet er i dag forankret i nationalstaten. Det er et problem. Som Giorgio Agamben og andre peger på, så kan vi se problemet ved nationaldemokratiet tydeligt, når folk flygter, dvs. fraskriver sig deres statsborgerskab på grund krige, klimaproblemer, politiske spændinger og lignende. Når du ikke har statsborgerskab, kan du heller ikke stemme i de repræsentative demokratier vi har i dag, og sådan kan du blive udelukket fra demokratiet som flygtning. Derfor er demokrati også ekskluderende, så længe det har noget at gøre med nationalstaten at gøre. Som Agamben forklarer, har vi at gøre med en grundlæggende uklarhed i forestillingen om demokrati og folk, hvor demokrati både er konstituerende magt og regeringsmåde, og folket både det konstitutive subjekt og de ekskluderede. Folket er det danske folk, helt og ubrudt, men også supplementet og de marginaliserede, der ikke passer ind, men tværtimod truer folket som sammenhængende subjekt. Denne uklarhed indfinder sig hele tiden: Folket er det konstitutive politiske subjekt, men folket er også det nøgne liv, det lille folk eller folket med lille ‚f‛, som på en eller anden måde skal disciplineres eller fjernes. I den nuværende politiske situation i USA vil det være de sorte, mexicanere og latinoer, de politisk korrekte, feminister, seksuelle minoriteter, altså alle dem, der ikke høre hjemme i Trumps forståelse af folket.

Trump forsøger at genskabe en gammel klassealliance mellem den hvide arbejderklasse og den hvide kapitalistklasse, der sikrer den hvide arbejderklasse privilegier, som den farvede arbejderklasse ikke har adgang til. I en situation, hvor den amerikanske kapital trækker sig sammen og er tvunget til at ekskludere arbejdere, kan de hvide sikre sig selv, sikre at de bliver de sidste til at smidt ud af kapitalens kredsløb.

RÆSON: For nogle år tilbage kritiserede du venstrefløjen for at være tandløse og for at mangle en grundlæggende systemkritik. Er der stadig en ukritisk forståelse af demokrati på venstrefløjen?

Ja, der er en ukritisk forståelse. Man ender med at abonnere på et rammeværk, der på forhånd umuliggør reelle ændringer. Hvis venstrefløjen vil være systemkritisk, så er den nødt til at forholde sig kritisk til nationalstaten og nationaldemokratiet. Og det ser jeg ikke så forfærdelig mange steder. Det er i hvert fald ikke det, der sker, hvis man bare mener, at vi skulle have valgt Bernie Sanders i stedet for Clinton.

Enten må vi opgive tanken om venstrefløjen som systemkritisk og sige åbent, at den er systembevarende, eller også skal vi forstå venstrefløjen som noget andet, dvs. en antikapitalistisk position, og det er hverken partiyderfløjene i fx Frankrig og Tyskland, eller Enhedslisten i Danmark et eksempel på, men det er Occupy Wall Street og Black Lives Matters til gengæld.

RÆSON: Så du mener, at et parti som Enhedslisten også bare er systembevarende?

De er helt sikkert systembevarende, ja. De indgår rastløst i det nationaldemokratiske system og konkurrerer om stemmer med de andre partier i Folketinget. Den forbindelse mellem gaden og parlamentet, som var så vigtig for de vesteuropæiske arbejderpartier, er helt væk for Enhedslisten. Partiet er bare endnu et politisk parti som alle de andre og indgår i et nationaldemokratisk system, hvis vigtigste funktion er at undgå reelle alternativer. Vælgerne får hele tiden at vide, at politik er meget kompliceret og at det er bedst at overlade det til politikerne og eksperterne. Demokrati er på den måde i dag lig med passivering.

Enten må vi opgive tanken om venstrefløjen som systemkritisk og sige åbent, at den er systembevarende, eller også skal vi forstå venstrefløjen som noget andet.
_______

 

RÆSON: Men hvad mener du at venstrefløjen rent faktisk skal gøre? Hvis det er at køre et program til næste valg på at ville vælte kapitalismen, så taber de jo?

Nej, det er klart, det skal de ikke. Så jeg vil altid sige, at man ikke skal acceptere den politiske blackmail, som et folketingsvalg er. Det er derfor, jeg ikke peger på et bestemt parti eller er synderligt interesseret i de forskellige politiske partier. Det, jeg er interesseret i, er den helhedskritik, som Occupy Wall Street og Black Lives Matters i hvert fald forsøger at artikulere i en amerikansk kontekst. Og den kritik kan du ikke fremsige inden for rammerne af det politiske demokrati.

RÆSON: Det virker nærmest til, at demokrati kan bruges som en form for trick i debatten. Kan du prøve at forklare nærmere, hvad der ligger i det?

Nationaldemokratiets vigtigste funktion i dag er at undgå oprør. Derfor afvises enhver radikal kritik som latterlig og helt skør. Vi præsenteres for forskellige versioner af det samme. Nu er krisen imidlertid så fremskreden, at der skal nye boller på suppen, og det er Trump. Men han er der for at redde systemet. Trump er på én gang anderledes og det samme. Han er en protest og anderledes, fordi han fremturer med en ultra-nationalistisk retorik og på grund af hele afvisningen af politisk seriøsitet og de daglige Twitter-udfald. Men han er også kontinuitet og det samme. Han er et nationalistisk løsningsforslag på en kriseramt kapitalisme. Han skal sikre, at der ikke sker nogen grundlæggende ændringer, at de rige beholder deres penge. Trump kommer ikke udefra. Nationaldemokratiet har selv mulighed for at foretage den her form for stramning, som Trump er et udtryk for.

RÆSON: Du siger også, at der er klare fascistiske elementer at spore hos Trump. Hvor er det helt præcist du ser dem henne?

Ja, jeg argumenterer for, at Trump er et udtryk for, hvad jeg kalder sen-kapitalistisk fascisme. Pointen med den beskrivelse, er at insistere på en forbindelse med mellemkrigstidens fascisme, men også redegøre for det nye ved Trumps fascisme. Ligesom Hitler og Mussolini opererer Trump med en forestilling om et nationalt forfald, der skal overvindes gennem eksklusion gennemført af den stærke leder. Nationalt fællesskab, forfald og genfødsel og den stærke leder er tre fascistiske temaer, der går igen i Trumps taler. I min bog analyserer jeg hans indsættelsestale, hvor de tre motiver eksemplarisk kommer til udtryk i fortællingen, om at der er fundet et forfald sted, hvor USA er blevet forvandlet til en slagmark og den politiske elite, Washington DC, har tilladt fremmede magter som Kina og Mexico at berige sig på USA’s bekostning. Trump beskriver sin egen indsættelse som noget helt særligt – som et systemskifte, hvor folket nu får magten. Nu skal Amerika gøres stort igen. Det oversete folk, der er den hvide arbejderklasse, skal gøres synlige igen, de skal til at vinde igen. Det sørger Trump for. Han er den stærke leder, han er familiefaderen, der genskaber en naturlig orden, han lover at vende tilbage til en tid, hvor tingene var på deres plads. Trump er lederen, han præsenterer sig selv som en stærk og succesfuld forretningsmand, der har mange penge, som alle gerne vil i seng med. Og samtidig sviner han sine modstandere til ved at kalde dem svage.

Politik kommer til at handle om, hvem der er stærk og hvem der er svag.

ILLUSTRATION: Donald Trump i Bruxelles, 25. maj 2017 (foto: Alexey Vitvitsky/Sputnik)

Mikkel Bolt (f. 1973) er uddannet kunsthistoriker og lektor i moderne kultur ved Københavns Universitet. Han beskæftiger sig med emner i grænsefeltet mellem politik og kultur, og på venstrefløjen er han kendt som en skarp kritiker og argumenterer bl.a. for en marxistisk revolution. Han har udgivet adskillige bøger og artikler bl.a. ‚Avantgardens selvmord (2009)‛, ‚En anden verden‛ (2011) og ‚Krise til opstand‛ (2013). I juni 2017 udgiver han bogen ‚Trumps kontrarevolution‛, hvor han analyserer Trump i relation til hans samtid.

Emma Inge Hansen (f. 1992) læser cand.mag. i journalistik ved SDU og har en bachelor i filosofi fra Københavns Universitet og Freie Universität i Berlin. Hun har tidligere arbejdet i fagbevægelsen, siddet i bestyrelsen for Dansk Magisterforening og er redaktør for et kulturtidsskrift. Til august 2017 starter hun som praktikant på Deadline.