19.05.2017

Islamisk Stats irakiske højborg Mosul er ved at falde mens syriske kurdere er i gang med at omringe gruppens syriske hovedsæde Raqqa. Men er Vestens militære engagement virkelig ved at vinde ’krigen mod Islamisk Stat’ og andre jihadister?

Af Tore Refslund Hamming

Hvis målsætningen for den internationale koalition i Syrien og Irak er, at Islamisk Stat ikke i fremtiden skal kontrollere større byer i Mellemøsten og Nordafrika, så er der realistisk mulighed for, at indsatsen mod gruppen kan kaldes en succes i løbet af det kommende år. Men hvis målet derimod er at nedkæmpe den lokale og globale trussel fra jihadistiske grupper generelt eller adressere de samfundsmæssige spændinger, som er den primære forklaring på gruppernes opblomstring, så er det et rungende nej. På trods af at Islamisk Stat har oplevet tilbagegang i stort set samtlige af de områder, gruppen er aktiv, så har dens statsprojekt vist, at den militante islamistiske ideologi i hvert fald midlertidigt kan overkomme det internationale politiske system og det giver blod på tanden. Samtidig står al-Qaida anno 2017 stærkere end nogensinde, selvom det siden 2001 har været Vestens primære sikkerhedsprioritet at nedkæmpe gruppen.

I et nyligt interview med RÆSON udtalte Paul Salem, administrerende leder af policy og research på Middle East Institute i Washington, at al-Qaida ”lader Islamisk Stat tage alle slagene, mens de fokuserer på at opbygge alliancer. Og det har de succes med”.
Det er korrekt, at Islamisk Stat og al-Qaida har valgt to vidt forskellige strategier for deres jihadistiske projekt og at al-Qaida post-2015 har vist sig at være den succesrige af de to, men Salem tager fejl i sin analyse af, hvordan konflikten faktisk udspiller sig samtidig med at han negligerer, hvorfor de i første omgang startede. Vi har længe snakket meget om Islamisk Stat, men i takt med at organisationens statsprojekt er ved at fragmentere og dens popularitet er faldende, så er det ved at være tid til, at vi skal tilbage og snakke mere om særligt al-Qaida og andre militante rebelgrupper. Og netop denne genopstandelse af al-Qaida og andre radikale islamistiske grupper viser, hvor galt vi er på den, når vi stort set udelukkende prioriterer den militære kamp mod Islamisk Stat.

Netop denne genopstandelse af al-Qaida og andre radikale islamistiske grupper viser, hvor galt vi er på den, når vi stort set udelukkende prioriterer den militære kamp mod Islamisk Stat.
_______

 

Den militære kamp mod Islamisk Stat
Kampen mod Islamisk Stat er igennem længere tid blevet framet som om, at det blot er et spørgsmål om tid før sejren er sikret. Lige nu er fokus på at generobre Mosul i det nordlige Irak og efterfølgende er det hensigten at indtage Raqqa i Syrien. Begge byer vil blive erobret med tiden, men som det er set før, så vil en militær decimering af en gruppe ikke medføre, at ideologien forsvinder. Islamisk Stat vil således trække sig tilbage til den syriske og irakiske ørken, hvorfra de vil forsøge at genopbygge organisationen.

Offensiven mod Islamisk Stat i Mosul har nu varet 215 dage og selvom irakiske sikkerhedsstyrker kun mangler af tilbageerobre nogle få områder i den vestlige del af byen og igennem længere tid har sagt, det kun er et spørgsmål om et par uger endnu, så vil der nok gå længere tid inden Mosul er helt fri for Islamisk Stat. Det var aldrig realistisk at tro, at Mosul uden de store anstrengelser kunne tages tilbage, men at offensiven har taget så længe, som det er tilfældet, er alligevel overraskende og det viser, hvor stærke Islamisk Stat er til at udnytte kompleksiteten forbundet med krig i urbane omgivelser. De mere end 200 dages offensiv står derfor også i skarp kontrast til de seks dage, det i juni 2014 tog Islamisk Stat at indtage millionbyen fra irakiske sikkerhedsstyrker.

Mens det blot er et spørgsmål om tid før Mosul er generobret, så venter næste udfordring allerede i horisonten. Syriske kurdere er i gang med forberedelserne til at angribe Raqqa (seneste information lyder på at kurdiske tropper er blot fire km fra Raqqa), men der venter ikke nogen nemmere opgave her end i Mosul-offensiven. Talsmanden for den amerikansk-ledede koalition udtalte tidligere i maj, at de forventer, at der er omkring 4000 Islamisk Stat krigere i Raqqa. I Mosul var vurderingen, at der var et sted mellem 3500-6000, men da byen er betydeligt større end Raqqa, så betyder det, at koncentrationen af krigere i den syriske højborg er højere end i Mosul. Derfor er det også forventeligt at Raqqa-offensiven bliver en langstrakt affære, som dog med tiden ganske sandsynligt vil ende med at Islamisk Stat fordrives.

Selvom Islamisk Stat godt selv er klar over, at de er ved at miste kontrollen over deres to største urbane centre, og dermed kilden til en stor del af deres indtægtskilde og legitimitet, så fokuserer gruppen meget på hvordan kampen mellem dem og den internationale koalition italesættes. I den 80. udgave af sit ugentlige magasin an-Naba (udkom 11. maj 2017) var der inkluderet en infograf over det (økonomiske) omfang af Vestens bombninger af gruppen. Det skete i anledning af, at den vestlige koalition i 1000 dage har kastet bomber mod Islamisk Stat i Syrien og Irak. Infografen (som ses nedenfor) viser, at der over 1000 dage er blevet foretaget 21.767 luftangreb, som er estimeret til at have kostet 15,6 milliarder US dollars. Pointen her er ikke så meget, om de konkrete tal er 100 procent nøjagtige, men mere fremstillingen af, hvor vanskeligt det har været for en bred international koalition med tæt på uendelige økonomiske og militære midler at fravriste en relativt lille antal autodidakte krigere kontrollen i Syrien og Irak.

Det er blot et spørgsmål om tid før både Mosul, Raqqa og andre urbane centre er tilbageerobret, men det ensidige fokus på et militært engagement mod Islamisk Stat viser, at vi ikke har lært nok fra snart årtiers bekæmpelse af lignende grupper i regionen.
_______

 

Det er blot et spørgsmål om tid før både Mosul, Raqqa og andre urbane centre er tilbageerobret, men det ensidige fokus på et militært engagement mod Islamisk Stat viser, at vi ikke har lært nok fra snart årtiers bekæmpelse af lignende grupper i regionen. Det her skal ikke opfattes som et pacifistisk manifest, for militært engagement er skam nødvendigt, men den hidtidige erfaring burde have lært os nødvendigheden af at reflektere mere over hvem og hvordan vi angriber militært og hvordan vi supplerer det militære engagement med andre politiske tiltag.

Symptombehandling
Paul Salems drømmescenarie er, at konflikten fastfryses over en længere periode, da det vil være i adskillige landes interesse og da man så senere hen nemmere vil kunne løse konflikten. Udover at Salem ikke virker til at overveje, hvorvidt sådan en fastfrysning vil være i syrernes og irakernes interesse, så fanger han tydeligvis heller ikke, hvor lidt sådan et scenarie vil bidrage med i forhold til at løse de underliggende problemer.

Problemet er, at den kontekst grupper som Islamisk Stat og al-Qaida er et resultat af i både Syrien og Irak ikke har ændret sig bemærkelsesværdigt siden konflikterne brød ud. Syrien er ligesom for seks år siden stadig ledet af Bashar al-Assad, og årene imellem har blot understreget hvor afhængig og styret al-Assad er af eksterne aktører som Iran og Hezbollah. Det sekteriske element er selvfølgelig endnu stærkere i Irak, hvor netop den sekteriske skævvridning i landets magtstrukturer er en af de primære årsager til de sociale spændinger i landet, som jihadisterne har udnyttet. Indtil nu har det internationale samfund udvist minimal interesse for disse essentielle problematikker.

Lidt firkantet kan man fremføre to forklaringer på denne passivitet: Enten at vi stadig ikke forstår, hvad der forårsager, at militante grupper som Islamisk Stat ser dagens lys og udvikler sig til relativt populære folkelige bevægelser. Eller at den dominerende logik i det internationale politiske system sætter nogle rammer for, hvordan man som ekstern aktør kan intervenere i en konflikt. Som altid er svaret et sted midt imellem. Men faktum er bare, at hverken Syrien eller Irak vil opleve fred og stabilitet før disse grundlæggende problematikker løses og derfor er hvad man er i færd med fra international side ikke andet end symptombehandling eller, som fra russisk side i Syrien, forsøg på at forværre konflikten.

I Syrien kræver en løsning på konflikten al-Assads afgang. Det skulle det internationale samfund have sikret langt tidligere, men frygten for hvem der ville tage over efter al-Assad fraholdte videre handling. Vi ved dog nu, at alternativet – lige meget hvad det havde været – ville have været et bedre onde. Argumentet om ikke at blande sig i nationale staters interne anliggender holder selvfølgelig ikke vand lige meget hvor ofte det fremføres, da internationale aktører allerede på jævnlig basis intervenerer, og desuden har toneangivende aktører i det internationale samfund erklæret, at de i den syriske kontekst ikke anerkender al-Assad som landets retmæssige leder. I Irak er det nødvendigt, at det internationale samfund presser på for at ændre den nationale magtkonstellation, så landets Sunni-befolkning føler sig tilstrækkeligt repræsenteret ikke kun lokalt men også nationalt. Siden den amerikansk-ledede af-baathificering i 2003 og støtte til et sekterisk og autokratisk Shia-ledet regime har Iraks sunnier følt sig mere og mere udstødt socialt og politisk.

Det er selvfølgelig forsimplet at tro, at hvis blot al-Assad træder tilbage og Irak får en bedre Sunni og Shia balance i landets magtstrukturer, så vil de to landes respektive konflikter ophøre, men det er naivt i det mindste ikke at betragte disse som grundvilkår for mere stabile samfund, hvor militante grupper som al-Qaida og Islamisk Stat ikke har samme fundament for succes. Når vi som internationalt samfund agerer, som vi gør, er vi derfor med til at bevare samfundsstrukturer, som var betydningsfulde for opblomstringen af militante Islamistiske grupper. For at forstå dette er det nødvendigt at ændre vores syn på jihadistiske grupper fra en eksklusiv opfattelse af dem som terrorgrupper til at se dem som et udtryk for contentious politics som fra tid til anden benytter sig af terrorhandlinger som metode.

Mens Islamisk Stat har travlt med at være i defensiven i både Syrien og Irak, så har Hayat Tahrir al-Sham ledet adskillige offensiver mod syriske regeringsstyrker gennem de seneste måneder.
_______

 

Konflikten på jorden
Det er nærmest en umulighed at følge udviklingen i konflikten på jorden i Syrien. Det store antal nationale grupper og bizarre alliancer mellem internationale aktører, som begge konstant er i udvikling gør billedet mudret. Indtil nu har de involverede internationale aktører ageret præcist som enhver IP realist ville have forudset. Skuffende fra et humanitært perspektiv selvfølgelig, men ganske forventeligt. Den forventelige adfærd betyder dog ikke, at det er nemt at navigere i relationerne mellem de forskellige aktører.

Mere interessant er det syriske rebellandskab, hvor kompleksiteten kun er blevet værre det seneste halve år på grund af nye forskydninger i samarbejdet mellem syriske rebeller. Det drejer sig særligt om etableringen af den nye gruppe Hayat Tahrir al-Sham (Committee for the Freedom of Sham, HTS), primært bestående af mange tidligere al-Qaida (Jabhat al-Nusra) folk og den ideologiske hårde kerne af Ahrar al-Sham, som efterfølgende har haft store kontroverser med netop Ahrar al-Sham og Jaysh al-Islam. Da HTS sammenslutningen blev etableret i februar 2017 blev det vurderet, at den havde en styrke på omkring 31.000, hvilket gør den til den største og mest indflydelsesrige rebelgruppe i Syrien – Islamisk Stat inklusiv. Stadigvæk er det dog Islamisk Stat som trækker mediernes overskrifter og det internationale samfunds fokus. Mens Islamisk Stat har travlt med at være i defensiven i både Syrien og Irak, så har Hayat Tahrir al-Sham ledet adskillige offensiver mod syriske regeringsstyrker gennem de seneste måneder. Det gælder særligt i Damaskus-forstaden Eastern Ghouta og i Hama.

I takt med at HTS er blevet den dominerende oprørsgruppe i Syrien på bekostning af Islamisk Stat er det essentielt at forstå, hvad gruppen er for en størrelse, og hvordan den netop symboliserer, hvor forkert en tilgang, det internationale samfund har haft til konflikten. HTS udspringer som nævnt af al-Qaidas syriske gruppe Jabhat al-Nusra. Nusra eller Nusra-Fronten, som gruppen ofte blev omtalt, var ideologisk ganske tæt på Islamisk Stat men havde dog et radikalt anderledes syn på hvilken strategi man skulle forfølge. Fra dag ét af den syriske konflikt har det således været en prioritet for Nusra at blive embedded, eller rodfæstet, i den syriske befolkning og resultatet må siges, at være overraskende positivt taget gruppens ekstreme ideologi i betragtning. Særligt omkring Aleppo og i Idlib-Provinsen, hvor gruppen var stærkest, lykkedes det at blive en integreret og accepteret del af befolkningen på en måde, som det aldrig lykkedes Islamisk Stat. Det vil på sigt betyde, at gruppen bliver vanskeligere at slippe af med end det er tilfældet med Islamisk Stat.

Men hvad vil det sige at rodfæste sig i befolkningen? Udover at være fortalere for en radikal Islamistisk ideologi, så har Nusra og nu HTS formået at fremstille sig som beskyttere af den almene syrers bekymringer. Det drejer sig særligt om at skabe sikkerhed og velfærd for den lokale befolkning i de områder, de kontrollerer, men også at være bannerfører for en urokkelig opposition til al-Assad regimet. Hvor utroværdigt det end må lyde i mange vestliges ører, så har det ikke desto mindre vist sig effektivt. Det betyder at lokale i områder som Aleppo og Idlib i langt højere grad stiller sig bag HTS, hvilket vanskeliggør internationale angreb mod gruppen, da det vil stille det internationale samfund i et dårligt lys. Af utallige omgange, særligt ved Obamas passivitet med sin ’røde linje’, russiske bombardementer til støtte for Assad og senest amerikansk åbenhed over for at al-Assad bliver på posten, har internationale aktører hjulpet HTS godt på vej til at blive befolkningens beskytter, mens gruppen langsomt socialiserer befolkningen ind i dets religiøse og ideologiske verdenssyn.

Tidligere var dette Ahrar al-Shams rolle og det var da også meningen, at Ahrar al-Sham skulle have været en del af den stort anlagte rebelsammenslutning, som i februar 2017 udmøntede sig i HTS. Men da gruppens aktuelle leder (de skifter årligt), Ali al-Umar, står for en blødere linje og prioriterer tæt alliance med Tyrkiet, så endte Ahrar al-Sham med at splitte i to, hvor den hårde ideologiske kerne sluttede sig sammen med den al-Qaida-affilierede gruppe Jabhat Fath al-Sham, som Jabhat al-Nusra ændrede navn til i juli 2016. HTS kan derfor nu lukrere på den tillid, som både Nusra og Ahrar al-Sham havde opbygget tidligere og fremstå som en bred alliance af syriske oppositionsgrupper, som mere end deres individuelle ideologiske projekter har Syriens ve og vel på sinde.

HTS og det nye al-Qaida
Et relevant spørgsmål er, om HTS blot er et nyt navn for al-Qaida i Syrien som erstatning for Jabhat al-Nusra? Det nemme svar ville være ’ja’ og det er da også den amerikanske indstilling. Virkeligheden viser sig måske at være en smule mere kompliceret, da det er i gang med at åbenbare sig, at navneændringen fra Jabhat al-Nusra til Jabhat Fath al-Sham tilbage i juli sidste år faktisk medførte en organisatorisk splittelse mellem den syriske gruppe og den centrale al-Qaida organisation. Jabhat Fath al-Sham og senere HTS har derfor oplevet en opdeling meget lig Ahrar al-Sham, hvor den mere ekstreme kerne forlod HTS fordi de mente, det var forkert at forlade al-Qaida.

Hovedparten af HTS’ medlemmer har dog en fortid i al-Qaida og derfor er det stadig rimeligt at opfatte gruppen som meget tæt på al-Qaida på et ideologisk plan. HTS vil derfor i grove træk stadig forfølge en strategi og ideologi, som støttes af al-Qaida, hvilket selvsagt ikke er i Vestens interesse. Men hvor efterlader det al-Qaida? Trods splittelsen med HTS så fremstår gruppen stadig stærkere end nogensinde før og det gælder næsten samtlige af de områder, hvor den er aktiv. At det primært har været Islamisk Stat og ikke al-Qaida, som har været afsenderen på mange af de eksterne terrorangreb i Vesten gennem de seneste tre og halvt år er således ikke nødvendigvis et udtryk for al-Qaida er svækket, men snarere en helt bevidst strategi. Idéen fra al-Qaidas side har været at fokusere på at opbygge lokale alliancer, vinde de lokales tillid og etablere et mere ’moderat’ image som alternativ til Islamisk Stats brutalitet. Gruppen har forsøgt at blive ’spiselige’ i de lokales øjne, hvilket i stor udstrækning er lykkes.

Siden 2014 har det kun været angrebet mod Charlie Hebdo, som har kunne kædes sammen med al-Qaida, men hvor det indtil nu har været strategien at holde lav profil, så har ledende medlemmer fra al-Qaida de seneste måneder endnu engang italesat vigtigheden af angreb mod Vesten.
_______

 

Det er dog ikke en optimal situation for al-Qaida ikke at have en egentlig organisation i hverken Syrien eller Irak. Rygter går da også på, at al-Qaida overvejer at etablere en ny gruppe, som primært vil tiltrække de al-Qaida veteraner, som allerede er i området og tidligere forlod Jabhat al-Nusra, og potentielt afhoppere fra Islamisk Stat. Grunden til at Syrien og Irak er vigtige områder for jihadistiske bevægelser er, at konteksten er ideelt i forhold til rekruttering og til at popularisere jihadisternes projekt. Det bekræftes af folk fra både al-Qaida og Islamisk Stat i mine interviews.

En anden grund til, at al-Qaida ønsker en officiel gruppe i området hænger sammen med gruppens stigende fokus på igen at intensivere angreb i Vesten. Siden 2014 har det kun været angrebet mod Charlie Hebdo, som har kunne kædes sammen med al-Qaida, men hvor det indtil nu har været strategien at holde lav profil, så har ledende medlemmer fra al-Qaida de seneste måneder endnu engang italesat vigtigheden af angreb mod Vesten. Det gælder lederne af al-Qaidas grupper i Sahel (AQIM), Yemen (AQAP) og det indiske subkontinent (AQIS holder til i Indien, Bangladesh, Myanmar og Pakistan) samt Usama bin Ladens søn, Hamza, som er ved at blive kørt i stilling til at overtage lederskabet af al-Qaida. Så sent som i sidste uge kom Hamza bin Laden med den mest dedikerede opfordring til angreb i Vesten fra al-Qaidas side i adskillige år. Et officielt organisatorisk setup i Syrien og Irak vil således bidrage til al-Qaidas genfundne internationale fokus.

Hvad vi kan forvente i Syrien og Irak de kommende år
Trumps udenrigspolitiske linje er umulig at spå om de kommende år og hvem ved, hvor længe han forbliver i embedet. Den generelle forventning til de indflydelsesrige internationale aktører i Syrien og Irak vil dog være, at de fortsat vil forfølge en politisk linje, som udelukkende er styret af nationale politiske og (imaginære) sikkerhedshensyn. Rusland vil forsøge at fastholde al-Assad på præsidentposten og demonstrere over for den vestlige politiske elite, at man ikke lader sig styre. Iran og Hezbollah vil intensivere støtten til Haidar al-Abadi og al-Assad for at sikre fortsat shiapolitisk dominans fra Iran til Middelhavet. Tyrkiet vil alliere sig med hvem end der er interesseret i bekæmpelsen af kurdiske forsøg på at ekspandere i både Syrien og Irak.

Mere end nogen andre er de internationale aktører derfor skyldige i, at konflikterne i både Irak og Syrien lande vil fortsætte adskillige år endnu. Med mindre disse toneangivende aktører enten deeskalerer deres engagement eller på forunderlig vis begynder at adressere de mere grundlæggende problemer bag konflikterne, vil både Syrien og Irak fortsætte med at være arnested for jihadister. Hvis vi altså ikke begynder at tage de mere fundamentale problematikker seriøst, så vil Paul Salems 10 års fastfrysning ikke være nok til at afslutte konflikten i hverken Syrien eller Irak. Det er velkendt, at folks mest basale prioritet er sikkerhed, men for store dele af både den syriske og irakiske befolkning er de eksisterende samfundsstrukturer så uacceptable, at de nødvendigvis må ændres før de accepteres.

Tore R. Hamming (f. 1987) er PhD kandidat i Politisk Sociologi med fokus på Jihadisme ved European University Institute i Firenze samt visiting fellow ved Sciences Po Paris og DIIS. Han er desuden grundlægger af analysebureauet MENA Analysis (www.menaanalysis.com). På Twitter: @ToreRHamming

ILLUSTRATION: Irakiske styrker kæmper mod Islamisk Stat i Mosul, marts 2017 (foto: Felipe Dana/AP)