22.07.2017

Efter otte års venten fik Libanon i juni omsider en ny valglov til stor hyldest fra det internationale samfund. Den nye lov skal i princippet forbedre repræsentation og proportionalitet i forbindelse med de parlamentsvalg, der skulle have været afholdt i 2013, men er blevet udskudt til 2018. Trods de høje forhåbninger og politikernes retorik om fremgang mod en moderne og proportionel valglov, er den nye lov reelt et skridt tilbage mod mønstre fra borgerkrigstiden. Den er designet til at sikre genvalg til de korrupte eliter, der har siddet på magten siden borgerkrigen, og vil uddybe sekteriske skel i Libanon snarere end at overkomme dem, og det udgør en trussel mod landets nuværende stabilitet.

Analyse af Rasmus Jacobsen, medstifter og -ejer af sikkerhedsanalyse- og konsulentfirmaet Atlas Assistance (der leverer ydelser til NGO’er, ambassader og private virksomheder med operationer overalt i Mellemøsten

Sikkerhedssituationen i Libanon er på nuværende tidspunkt mere stabil end på noget andet tidspunkt siden 1960’erne, og i kontrast til sin historie er landet nu et af de mest stabile i den arabiske verden uden for Golfen. Men nu har Libanons politikere taget skridt mod at undergrave denne stabilitet ved at uddybe landets sekteriske skillelinjer på et tidspunkt, hvor sekterisk konflikt ellers har bredt sig som en steppebrand gennem regionen. I et land, der bevæger sig minutiøst fra den ene krise til den anden, har Libanons nye parlamentariske valglov ikke overraskende været på en meget lang og besværlig rejse. I 2008 stod Libanon i en dyb krise, og med væbnede kampe mellem militser i Beirut syntes landet på randen af en ny borgerkrig. Til mange iagttageres overraskelse lykkedes det Qatar at forhandle en stor politisk aftale på plads mellem de libanesiske partier, der indebar valget af Michel Suleiman som præsident og afholdelse af parlamentsvalg det efterfølgende år. De nye parlamentarikere blev valgt på baggrund af en kontroversiel men politisk acceptabel lov fra 1960, som trods minimal opbakningen i befolkningen passede de politiske eliter fint. Loven indebar nemlig flertalsvalg i små valgkredse med hver mellem to og ti repræsentanter i parlamentet, hvilket favoriserede store etablerede partier og eliter, ekskluderede ikke-sekteriske græsrodsalternativer og bidrog til Libanons ekstreme korruption, inklusive køb af stemmer. Det var derfor bredt indforstået, at en ny lov skulle vedtages inden de næste valg i 2013. Men sådan skulle det ikke gå.

Libanons politikere har taget skridt mod at undergrave [sin egen] stabilitet ved at uddybe landets sekteriske skillelinjer på et tidspunkt, hvor sekterisk konflikt ellers har bredt sig som en steppebrand gennem regionen
_______

 

I maj 2013 stod Libanon i en krise af mindst samme omfang som 2008. Hezbollah havde annonceret sin indtræden i den syriske konflikt tidligere på året, premierminister Najib Mikatis regering var kollapset i april, og de sekteriske spændinger i landet havde nået nye højder på grund af konflikten i Syrien. Kampe mellem forskellige militser var stigende i hyppighed og intensitet, og de libanesiske parlamentarikere mente ikke, at sikkerhedssituationen i landet tillod at afholde parlamentsvalg. Derfor forlængede de 31. maj deres eget mandat med 17 måneder – i modstrid med den libanesiske forfatning. Hezbollah’s intervention i Syrien havde imidlertid udløst en bølge af selvmordangreb overalt i Libanon begået af syriske oprørsgrupper, der ville tvinge den libanesiske bevægelse til at opgive støtten til Bashar al-Assad. Bølgen begyndte i august 2013 og ramte især Beirut, hvilket fik det libanesiske parlament (der ikke var nået nogen vegne i udarbejdelsen af en ny lov) til at forlænge sit mandat yderligere 31 måneder til 20. juni 2017.

Trods næsten et årtis betænkningstid nåede de libanesiske parlamentarikere kun lige akkurat at vedtage en ny lov, fem dage før deres forlængede mandat udløb. De libanesiske politikere hyldede loven som ’moderne’, en ’sejr for nationen’ osv. Samtidig udvidede de deres egen embedsperiode for tredje gang, nu med 11 måneder i en såkaldt ’teknisk forlængelse’. Denne term dækker i princippet over, at politikerne og embedsmændene skal have tid til at klargøre afholdelse af valg efter et helt nyt system, inklusive brug af elektroniske valgkort. Reelt afspejler den lange forlængelsesperiode snarere, at politikere har brug for tid til at danne politiske alliancer og finde ud af, hvordan den nye lov kan bøjes, omgås og brydes i jagten på genvalg i overensstemmelse med libanesisk politisk tradition. For selvom den nye lov er kompleks, er den dog primært gearet til at sikre genvalg til de siddende eliter. Derudover tyder meget på, at den vil uddybe landets sekteriske spændinger – den primære årsag bag landets ekstremt voldelige historie.

Hvis man ser nærmere på selve valgloven, opererer den med to lag af valgdistrikter. Libanon består af 15 store valgdistrikter, som igen er opdelt i 27 sub-distrikter. Nogle store distrikter har kun ét subdistrikt, mens andre har op til fire sub-distrikter. Metn er således et stordistrikt med kun ét sub-distrikt, hvorimod de fire sub-distrikter Batroun, Koura, Zgharta og Bcharre tilsammen udgør ét stordistrikt. Alle libanesiske vælgere skal afgive to stemmer: én stemme på stordistriktsniveau, hvor de stemmer på en liste (en eller flere partier i alliance), som er den samme i alle sub-distrikterne i stordistriktet, og samtidig én stemme til en individuel kandidat på sub-distrikt niveau. Det vil fx sige, at vælgere i henholdsvis Batroun og Koura kan stemme på samme lister med deres stemme på stordistriktsniveau, men ikke samme individuelle kandidater.

På stordistriktsniveau vinder listerne pladser proportionelt i forhold til deres antal af stemmer hvorimod de individuelle kandidater på sub-distriktniveau ikke tildeles pladser proportionelt. I stedet vælges de efter, hvor stor en procentdel af stemmerne de får i deres eget sub-distrikt. De individuelle kandidater i hver af de 27 sub-distrikter er således i konkurrence med kandidater fra samme stordistrikt, og dem med størst procentuel opbakning i vinder. Dvs. en kandidat med 33% af 15,000 stemmer (5,000 nominelt) i Batroun sub-distrikt vil vinde over en kandidat, der får 30% af 33.000 stemmer (10,000 nominelt) i Zgharta sub-distrikt. Store uligheder i befolkningstal favoriserer kandidater fra små sub-distrikter. Da sub-distrikterne er næsten identiske med de gamle valgkredse, betyder det i praksis, at individuelle kandidater vælges i noget, der minder meget om flertalsvalg i de eksisterende kredse, hvor siddende eliter holder stærkt på magten og kan maksimere muligheder for genvalg med alle midler.

De nye sub-distrikter er næsten identiske med de gamle valgkredse. Det betyder i praksis, at individuelle kandidater vælges i noget, der minder meget om flertalsvalg i de eksisterende kredse, hvor siddende eliter holder stærkt på magten og kan maksimere muligheder for genvalg med alle midler
_______

 

Derudover er grænserne for de 15 stordistrikter trukket efter klare sekteriske linjer. Det vil uddybe skellet mellem Libanons religiøse grupper snarere end at udviske dem, som det ellers er stipuleret i Taef-aftalen, der afsluttede den libanesiske borgerkrig i 1990. Libanons kristne politikere har længe ment, at den tidligere valglov lod muslimsk-dominerede partier kontrollere pladser reserveret til kristne, og de har derfor ført an i bestræbelserne på at udarbejde en ny valglov. For at øge deres egen kontrol med det kristne segment – og samtidig tilbyde de forskellige muslimske partier at konsolidere magten inden for deres egne sekter – har de kristne partier derfor søgt at skabe så mange sekterisk homogene stordistriker som muligt ved at slå sekterisk ensarterede subdistrikter sammen. Også selvom det betød oprettelsen af valgkredse uden nogen historisk præcedens, i hvad der er åbenlys politisk manipulation af valgdistriktsgrænser. Nordlibanon er de sunnimuslimske sub-distrikter Tripoli og Dinniyeh for første gang slået sammen i ét stordistrikt. I Sydlibanon er det shia-muslimske sub-distrikt Zahrani blevet afkoblet fra sin geografiske og administrative nabo – den sunnimuslimske by Saida – for at blive tilkoblet et shia-muslimsk stordistrikt med byen Tyre. Samme mønster gør sig gældende i andre dele af landet.

Samtidig er etnisk diverse områder blevet isoleret og marginaliseret, og i fleste tilfælde er heterogene subdistrikter blevet opgraderet til også at udgøre et stordistrikt alene. Eksempelvis er Akkar-distriktet i Nordlibanon således blevet et stordistrikt i sig selv, fordi området med et sunni-flertal og et stort kristent mindretal ikke passede ind i de homogene stordistrikter, der grænser op til Akkar. Den sekteriske logik er mest udtalt i stordistriktet Beirut. Her er de gamle sub-distrikter blevet ophævet, og byen er nu inddelt i to sub-distrikter adskilt nøjagtigt langs frontlinjen, som gik mellem den muslimske og kristne del af byen under borgerkrigen. Politikerne har med andre ord genoplivet borgerkrigens militære skillelinjer i Beirut i vælgernes bevidsthed og den politiske virkelighed.

Politikerne har med andre ord genoplivet borgerkrigens militære skillelinjer i Beirut i vælgernes bevidsthed og den politiske virkelighed
_______

 

Den sekteriske homogenitet af valgdistrikterne på begge niveauer vil tvinge lister og kandidater til at gå til valg på en mere sekterisk platform, end der havde været tilfældet i mere diverse valgdistrikter. Det vil skabe en mere hård sekterisk diskurs under valgkampen og formentlig sørge for, at de mest sekteriske kandidater bliver valgt. Det udgør på længere sigt en trussel mod Libanons nuværende, men skrøbelige stabilitet.
Samtidig vil de nye sekteriske spændinger vække minder om fortiden. I de sidste 5-10 år har den sekteriske konfliktlinje været mellem sunni- og shia-muslimer – anført af henholdsvis Hezbollah (shia) og Mustaqbal (sunni) – med de kristne politiske partier opdelt 50/50 mellem de sunni- og shia-ledte politiske blokke. Men en alliance indgået for 18 måneder siden mellem to kristne rivaler fra borgerkrigen har forenet de to største kristne partier og dermed taget et stort skridt mod at samle Libanons kristne. Det er sket med en rigelig mængde sekterisk retorik om marginalisering og tilsidesættelse af kristnes rettigheder (dog uden eksplicit at nævne det iboende i anklagen: nemlig at denne marginalisering begås af muslimer). Som arkitekterne og hovedsponsorerne bag den nye valglov har de to største kristne partier derfor ikke overraskende fremlagt et format, der øger deres chancer for øget politisk indflydelse ved at uddybe skellene mellem kristne og muslimer i Libanon. Dette står i kontrast til resten af regionen, hvor den primære sekteriske skillelinje er mellem sunni- og shiamuslimer, og bringer Libanon på en rejse tilbage i tid til borgerkrigsæraens konfliktlinjer.

Udover at valgloven i praksis er en maskeret form for flertalsvalg i små valgkredse med øget vægt på sekteriske skel mellem muslimer og kristne, er der en række andre aspekter, der yderligere gavner den siddende elite. Trods gentagne løfter om det modsatte, har politikerne i den nye lov ikke fundet plads til kvoter til kvinder. Ministeren for Kvindelige Anliggender (der er en mand) forklarer dette med uspecificerede ’komplikationer’. Den nye valglov indfører desuden en spærregrænse i hvert stordistrikt svarende til antallet af registrerede vælgere delt med antallet af pladser i distriktet. Så i et stordistrikt med 150,000 registrerede vælgere og 10 tildelte pladser indebærer det en de-facto spærregrænse på 10%, hvilket ikke fremmer små partiers chancer. Dermed svækkes repræsentativiteten.

Derudover har den nye lov hævet loftet for valgkampsudgifter for hver individuel kandidat med 100% til 1,4 million kr. og per registreret vælger per liste i hvert stordistrikt fra 16 til 23 kr., hvilket beløber sig til ca. hundrede millioner kroner per liste per stordistrikt. Samtidig er prisen for at registrere kandidater til valget firedoblet til 37.500 kr. Endelig tillader den nye lov, at ”velgørenhedsorganisationer” tilknyttet politiske partier leverer ”ydelser” til vælgere helt op til valget, hvilket mere eller mindre blåstempler køb af stemmer. Disse reguleringer af de finansielle aspekter af valgkampen favoriserer udelukkende etablerede partier og siddende magthavere, mens progressive politiske kræfter med mod på at reformere det politiske system forhindres i at opnå repræsentation.

Kort sagt er den nye lov kun proportionel på overfladen. Reelt bevares flertalsvalgsystemet, samtidig med at Libanons sekteriske skillelinjer uddybes. Derudover gavner loven udelukkede de siddende eliter, der har haft magten siden borgerkrigen og gør det ekstremt svært for progressive kræfter at opnå repræsentation. Selvom den nye valglov er blevet budt hjerteligt velkommen af det internationale samfund, løser den dermed ingen af Libanons nuværende problemer, men ser snarere ud til at kunne genoplive fortidens udfordringer i fremtiden.

Kort sagt er den nye lov kun proportionel på overfladen. Reelt bevares flertalsvalgsystemet, samtidig med at Libanons sekteriske skillelinjer uddybes. Derudover gavner loven udelukkede de siddende eliter, der har haft magten siden borgerkrigen og gør det ekstremt svært for progressive kræfter at opnå repræsentation
_______

 

Rasmus Jacobsen (f. 1986) er cand.scient.pol. fra Syddansk Universitet med speciale i Mellemøsten og bosat i Beirut med regelmæssige rejser til Syrien. Han er medstifter og -ejer af sikkerhedsanalyse- og konsulentfirmaet Atlas Assistance, der leverer ydelser til NGOer, ambassader og private virksomheder med operationer overalt i Mellemøsten. ILLUSTRATION: Vælgere med libanesiske flag og balloner fejrer valget af den kristne, 81-årige Michel Aoun til præsidentposten sidste år [31. oktober 2016. foto: AP Photo/Hassan Ammar/Polfoto]