20.03.2017

”Jeg tror ikke, Kina vil sænke farten, da de har hegemoniske ambitioner for det Sydkinesiske Hav, og måske endda for hele Østasien.” RÆSON har interviewet professor Tan See Seng, vicedirektør og forskningsleder på Institute of Defence and Strategic Studies, S. Rajaratnam School of International Studies, Nanyang Technological University om udsigterne for det Sydkinesiske Hav i 2017.

Interview af Nikolaj K. Andersen

RÆSON: Den kinesiske regering har gentagne gange argumenteret for, at det er den amerikanske tilstedeværelse i det Sydkinesiske Hav, der skader freden og stabiliteten i regionen, navnlig igennem deres ”Freedom of Navigation Operationer” (FONOPS), der udfordrer Kinas territorialkrav. Tror du det Sydkinesiske Hav ville blive mere stabilt, hvis USA standsede disse operationer?
USA’s FONOPS forværrer uden tvivl spændingerne i det Sydkinesiske Hav. Det er fristende at tænke, at hvis USA stoppede sine FONOPS ville det Sydkinesiske Hav stabiliseres. Men det forudsætter, at Kina vil gengælde ved at sænke farten eller fuldstændigt bremse sine genvindings- og militariseringsaktiviteter, hvilket jeg tvivler på vil ske. I sine erindringer beskrev Hillary Clinton interessant nok en fælles bekymring blandt ASEAN-landenes ledere over den kinesiske fremfærd i det Sydkinesiske Hav, hvorfor de så til USA for en strategisk forsikring. Dette tyder på, at USA var tvunget til at handle, ikke bare på grund af egne strategiske interesser, men fordi regionen ønskede det. Hvis USA sprang fra, er det derfor muligt, at nogle ASEAN-lande ville vende sig mod Japan for assistance.

RÆSON: I dit kapitel i bogen ”Origins and Evolution of the US Rebalance Toward” Asia fra 2015 afsluttede du med at citere en rapport fra den internationale tænketank Chatham House, der sagde: ”Igennem de næste 15 år kan asiater meget vel blive nødt til at vende sig til en situation, hvor USA er en meget vigtig regional aktør, men ikke den første og vigtigste anløbshavn for at fastholde sikkerhed.” Har dette forandret sig med valget af Donald Trump som præsident?
Jeg tror min konklusion er blevet bekræftet af Trumps valg! Selv hvis Trump skruer bissen på overfor Kina, hvilket det virker til, at han gør, er spørgsmålet om han får den fornødne støtte fra sine asiatiske partnere, især medlemmer af TPP [frihandelsaftale i Stillehavsregionen, red.], der føler sig forrådte af USA’s udtrædelse af aftalen. Det kan sagtens være, at asiatiske partnere ikke har andet valg, end at vende sig mod USA som deres sikkerhedsgarant, men det bliver formentligt ikke med deres gode vilje. Faktum er, at det, der gør USA attraktivt for Asien længe har været både deres marked og deres sikkerhedsmæssige tilstedeværelse.

RÆSON: Hvis asiatiske stater nu ikke vil ringe til Amerika først, hvem kan de så vende sig mod, når de føler sig truet?
Japan er en mulighed. Australien er en anden om end fjern mulighed. Indien, helt sikkert, men de er endnu mere fjerne end Australien. USA vil formentligt stadig blive anset af asiaterne som deres hovedsikkerhedsgarant, men det forhold vil sandsynligvis blive udfordret af de mange spørgsmål om Trumps troværdighed, samt hvilke strategiske forsikringer, han kan tilbyde.

RÆSON: I førnævnte kapitel argumenterede du for, at USA’s rebalancering til Asien ikke resulterede i nogen mærkbar forøgelse i amerikansk støtte til ASEAN. I dag består organisationen af to amerikanske allierede, Filippinerne og Thailand, hvoraf førstnævntes præsident Duterte har været ganske udtalt i sin kritik af USA. Derudover tæller ASEAN et antal lande, der har tættere bånd til Kina end USA. Hvordan tror du, ASEAN-landene vil placere sig individuelt og kollektivt i forhold til USA og Kina?
Støtteforholdene vil variere alt efter problemstillingerne. Selvom de fleste, hvis ikke alle ASEAN-landene, har Kina som deres primære handelspartner, ser mange mod USA som deres foretrukne sikkerhedspartner. Tvisterne i det Sydkinesiske Hav har kompliceret denne ortodoksi, men ikke meget. Min mavefornemmelse siger, at på trods af de støtteforhold, der synes at være under udvikling – fx synes Brunei, Malaysia, Laos og Cambodia at støtte op om Kina – ønsker ASEAN-landene i sidste ende friheden til at kunne afskærme sig, og det vil de fortsætte med at gøre, så længe de store magter ikke tvinger ASEAN-landene til at vælge side.

Jeg vil dog lige klargøre, hvad jeg mener med at ”afskærme”. Jeg antyder ikke, at ASEAN-landene ikke allerede vælger side på en lang række områder. Det gør de åbenlyst, og det har de gjort på trods af lang tids strategisk afskærmning. Men oftest gør de det på en måde, der ikke generer de store magter eller underminerer den interne enhed i ASEAN.

RÆSON: Tror du, det er sandsynligt, at vi i 2017 vil se stormagterne lægge større pres på ASEAN-landene, for at få dem til at vælge side?
Jeg er ikke i tvivl om, at Kina vil fortsætte med at presse ASEAN-landene til at tage Kinas parti. Trump kunne meget vel gøre det samme for USA. Skulle rivaliseringen mellem USA og Kina intensiveres og føre til større pres fra de to stormagter, ville det dog rejse en række seriøse problemer for ASEAN-landene. Det kunne få dem til at søge alternative løsninger, så som at se til Japan og Indien for at formindske presset.

I kølvandet på Trumps sejr og USA’s udtrædelse af TPP har Kina lige nu overtaget. Jeg tror ikke, at Kina vil sænke farten, da de har hegemoniske aspirationer for det Sydkinesiske Hav, måske endda for hele Østasien.
_______

 

RÆSON: Tror du, vi vil se en fortsættelse, en eskalering eller en opbremsning i Kinas territoriale udvidelser i det Sydkinesiske Hav i 2017?
Et udfordrende spørgsmål! I kølvandet på Trumps sejr og USA’s udtrædelse af TPP har Kina lige nu overtaget. Jeg tror ikke, at Kina vil sænke farten, da de har hegemoniske aspirationer for det Sydkinesiske Hav, måske endda for hele Østasien. Ved Konferencen for Interaktion og Sikkerhedsopbygning i Asien i 2014, advokerede Xi for en vision om ”Asien for asiater”, hvor han tegnede et billede af et en stærk genopblomstring af Kina.

Kina erklærede en identifikationszone i luftrummet over det Østkinesiske Hav, og gør måske det samme over det Sydkinesiske Hav, om end implementeringen af identifikationszoner er en helt anden snak.

Kina opbygger aktivt infrakstruktur så som deres ”Et Bælte, En Vej”-projekt, der vil gøre det muligt for dem at udvide deres økonomiske og politiske indflydelse på og dominans over regionen. Førende kinesiske akademikere og lærde diskuterer og retfærdiggør åbent en Kina-centreret regional orden.
Når alt dette regnes sammen, er det så udtryk for en stor strategisk målsætning og plan om kinesisk hegemoni over Østasien? Jeg kan ikke svare med sikkerhed, men som minimum virker det som en mulighed.

RÆSON: Vil vi se andre større spillere i Asien og Stillehavsområdet, såsom Japan, Indien og Australien, begynde at spille en større rolle i at inddæmme Kina? Og ville de være i stand til det?
Jeg ser de nævnte lande som forsøgende at balancere Kina. Japan har demonstreret, at de kan, hvilket jeg tror kunne være årsagen til, at Kina har søgt at nedtone deres udfordrende balancegang i det Østkinesiske Hav. Japanerne viste, at de var klar og villige til at skubbe igen. Jeg er mindre sikker, når det kommer til Indien og Australien.

Når jeg taler om balancering, henviser jeg ikke kun til militær balancering, men også økonomisk-politisk-diplomatisk balancering, hvilket involverer forsøg på at kontrollere hinanden og holde hinanden ærlige i deres bilaterale forhold og i multilaterale sammenhænge. Fra et analytisk ståsted er balancering ikke det samme som inddæmning, om end de to ikke er gensidigt udelukkende. Men i praksis ser kineserne forsøgene på at balancere Kinas betydelige tyngde som inddæmning.

ILLUSTRATION: Xi Jinping (foto: Ju Peng/polfoto)