22.06.2017

Hvordan det end ser ud, er Trump ikke i færd med at indlede en krig mod Assad. Til gengæld viser situationen i Syrien – herunder Ruslands rolle i konflikten – at USA er ved at miste grebet om den unipolære verdensorden, vi har befundet os i siden Murens fald. Hans slogan om at genrejse USA (’Make America Great Again’) kan foranledige én til at tro, at Trump vil modarbejde et fald i USA’s globale magt. Men hvadenten han er klar over det eller ej, er det præcis den udvikling, han fremskynder. For USA’s magtposition bygger på den liberale regelbaserede verdensorden, som Trump foragter, og som han skridt for skridt forsøger at underminere.

International kommentar af Jakob Kromann

DEN SYRISKE BORGERKRIG er gået ind i sit syvende år. Op mod 450.000 er døde og over 10 mio. er flygtet fra deres hjem – 4 mio. af dem uden for landets grænser. Undervejs har de vestlige lande med USA i spidsen ageret famlende og forsøgt at finde den rigtige strategi. Kritiske stemmer vil påstå, at det aldrig rigtigt er lykkedes. Det har i det store hele betydet, at Vesten efterhånden har spillet sig selv af banen, når det kommer til løsningen af konflikten og udformningen af et kommende Syrien. Men hvordan er det kommet så vidt? Hvorfor er Vesten ikke brudt ind og har stoppet det helvede, der udfolder sig? USA’s forhold til konflikten deles op i to perioder: Obamas og Trumps. For de to præsidenter har så forskellige verdenssyn, at det er helt grundlæggende forskellige mekanismer, der er i spil, når man skal forklare deres Syrien-politik.

Obama først. Da han blev valgt til sin første periode i 2008, var det med et klart ønske om at trække USA ud af Mellemøsten. Han ville afslutte de forfejlede krige i Irak og Afghanistan, og han ville orientere den amerikanske udenrigspolitik mod Asien. Det viste sig dog at være sværere end som så, og USA er som bekendt stadig tilstede begge steder. Derfor var Obama også tøvende med at sætte handling bag de støttende ord, da det Arabiske Forår brød ud, for hvis der var noget, han ikke ville, var det at engagere USA i en ny krig et sted i Mellemøsten, som landet ikke kunne slippe ud af igen. Den overvejelse har spillet en meget stor rolle i USA’s halvhjertede engagement i interventionen i Libyen og den udprægede passivitet i Syrien.

Men det er ikke de eneste forhold, der har spillet ind i Obamas beslutningsproces. I det hele taget havde Obama ikke den store tiltro til traditionel militær magt som middel til at opnå udenrigspolitiske mål. Han var bestemt ikke pacifist, hvilket ses af hans hyppige brug af droneangreb, men han havde – på baggrund af Irak og Afghanistan – opnået en erkendelse af, at store omfangsrige militæraktioner kan ende med at gøre mere skade end gavn. Konfliktløsning skal være inkluderende, forstående og diplomatisk. På sin vis har Obama haft en pointe, for en amerikansk militær intervention rettet mod Assad ville have været afsindigt kompliceret at gennemføre. Den ville have indeholdt et hav af faldgruber, uanset om man lavede sikre zoner, no fly-zones, eller hvad der ellers har ligget af muligheder på tegnebrættet (se f.eks. Mikkel Vedby Rasmussen i RÆSON her). Det har alt sammen fået den ellers meget humanitært orienterede Obama til at opgive enhver militær indgriben over for Assad-styret.

Trump ser ikke nogen gevinst i den liberal verdensorden
Med Trump er det en helt anden sag. Politisk kan han på mange måder ses som en direkte modreaktion på den progressive Obama, og det afspejles også i hans udenrigspolitiske forståelse. Trump ser ikke nogen gevinst i den liberale verdensorden, hvor USA har til opgave at løse alle andre landes problemer for dem og skal blande sig i konflikter, som ikke truer USA’s egne sikkerhedsinteresser. Alligevel er Trump i sine første måneder som præsident gået hårdere til Assad-styret, end Obama nogensinde gjorde. Først sendte han 59 Tomahawk-missiler mod den luftbase, som få dage forinden havde organiseret et kemisk angreb mod en gruppe oprørere, i maj bombede amerikanske styrker en af Assad-regimets militærkonvojer, der kom for tæt på gruppe vestlige specialstyrker, som samarbejdede med en oprørsgruppe, og i søndags har et amerikansk kampfly skudt et syrisk bombefly ned nær byen Tabqah ikke langt fra IS’ syriske ’hovedstad’ Raqqa, om hvilken det endelige slag forventes i de kommende måneder. Det var det første ’air-to-air’-angreb udført af USA i den syriske borgerkrig.

Denne intensivering skyldes ikke idealistiske idéer om udbredelse af demokrati, forsvar af menneskerettigheder eller humanitære forpligtelser. Det skyldes nærmere, at når Trump siger ”America First”, så mener han ikke blot, at han vil kæmpe for amerikanske interesser og ressourcer – han vil også sikre respekten for USA’s image som en ”great power” på den internationale scene. Men at få præsident Assad afsat fra magten i Syrien? Det ser Trump ikke den store værdi i, så længe Assads præsidentskab ikke øger risikoen for terror i USA. Grundlaget for, at Trump ønsker et amerikansk engagement i Syrien, drejer sig nemlig om terrorbekæmpelse. Han har et meget klart erklæret mål om at nedkæmpe Islamisk Stat og lignende terrorgrupper, og han ser det som én af sine ypperste opgaver som præsident at beskytte USA mod den islamiske terrortrussel. Det betyder også, at han ikke vil tillade, at Assad blander sig i fuldførelsen af den mission, og det er netop, hvad der har udløst USA’s seneste angreb mod Assad. Regimets styrker er kommet for tæt på og har forstyrret USA’s terrorbekæmpelse, og så har Trump vist Assad på den hårde måde, at det vil han ikke acceptere – den måde, som Obama aldrig tyede til. Således kan Trumps syn på Assad karakteriseres ud fra devisen om, at ’hvis du passer dit, så passer jeg mit’. Hvis Trump havde et ønske om at vælte Assad, havde han ageret langt mere konfrontatorisk og aggressivt over for ham – både retorisk og militært.

Trump vil sikre respekten for USA’s image som en ”great power” på den internationale scene. Men at få præsident Assad afsat fra magten i Syrien? Det ser Trump ikke den store værdi i
_______

 

USA’s tætteste allierede er de vesteuropæiske lande. Overordnet betragter de Syrien på samme måde som USA: Assad er en illegitim diktator, som burde gå af, men det vigtigste er nu engang terrorbekæmpelsen og kampen mod Islamisk Stat. Når alt kommer til alt, står de europæiske lande imidlertid overfor langt større direkte sikkerhedstrusler skabt af den syriske borgerkrig end USA. Internt i den vestlige blok er det nemlig ikke USA, borgerkrigen rammer, men Europa. Det er de europæiske lande, der oplever de massive flygtningestrømme, som de febrilsk prøver at håndtere. Det er Europa, der må leve med et ustabilt kaos i baghaven. Og det er Europa, der i langt højest grad oplever den terrortrussel, der følger med. Europa har altså klart flere sikkerhedsinteresser investeret i konflikten. Problemet er bare, at de europæiske lande ikke besidder de militære kapaciteter – og dybest set heller ikke den politiske vilje – der skal til, for at gennemføre nogle af de militære operationer, som Obama ikke turde risikere at kaste sig ud i, og som Trump ikke ser nogen nævneværdig værdi i. Europas usikkerhed har dermed været med til at skabe den fastlåste situation, Vesten som helhed har befundet sig i, når det kommer til Syrien.

Syriens grundlæggende problemet forbliver uløst
Resultatet? Det er blevet en halvhjertet løsning i form af intervention fra luften mod Islamisk Stat, som dybest set er symptombehandling, der ikke tager fat i problemstillingens rod. Årsagen til den temmelig brede opbakning, som radikale islamistiske grupper (herunder IS) oplever fra den sunnimuslimske del af lokalbefolkningen, ligger nemlig i Assads magtposition. For det, der i første omgang fik borgerkrigen til at bryde ud, var utilfredshed med regimets brutale og undertrykkende metoder. De moderate oprørere og Den Frie Syriske Hær er der dog ikke mange, der snakker om længere, fordi de med tiden er blevet totalt nedkæmpet og opløst. De havde fra konfliktens begyndelse en klar forhåbning om støtte fra Vesten – en støtte, som aldrig er kommet i overbevisende grad. Det har betydet, at det nu er svært at se et moderat alternativ for de sunnimuslimske oprørere, som i stigende grad har tilsluttet sig de ekstremistiske grupper.

Resultatet? Det er blevet en halvhjertet løsning i form af intervention fra luften mod Islamisk Stat, som dybest set er symptombehandling, der ikke tager fat i problemstillingens rod
_______

 

Bundlinjen er dermed den samme, som den har været i flere år: Utilfredsheden – og dermed de islamistiske oprørsgruppers rekrutteringsgrundlag – forsvinder først, når Assad er sat fra magten, og en ny og mere inkluderende model for fremtidens Syrien kan formes. En vestlig militæroperation rettet alene mod Islamisk Stat vil således aldrig kunne eliminere terrortruslen, men alene kunne begrænse den. Det er svært at se for sig, hvad Vesten skal stille op militært i Syrien, når Islamisk Stats højborg Raqqa er indtaget, og så vil den vestlige indflydelse i Syrien for alvor reduceres.
Det har resulteret i, at USA efterhånden har sat sin lid til de kurdiske styrker, som har vist sig at være de dygtigste til at bekæmpe Islamisk Stat. Men det er heller ikke uproblematisk på grund af kurdernes anspændte forhold til den tyrkiske regering. Tyrkiet udgør nemlig en central allieret for USA, både på grund af landets position som NATO-medlem, dets geografiske placering som brohoved mellem Europa og Mellemøsten og på grund af de tyrkiske luftbaser, som gør kampen mod Islamisk Stat langt nemmere for amerikanerne. Men det er en utroligt delikat og nærmest umulig balancegang simultant at støtte kurderne og Tyrkiet, da deres interesser i Syrien er så modstridende. Derfor har USA også i flere omgange ageret tøvende på dette område.

Bundlinjen er dermed den samme, som den har været i flere år: Utilfredsheden – og dermed de islamistiske oprørsgruppers rekrutteringsgrundlag – forsvinder først, når Assad er sat fra magten, og en ny og mere inkluderende model for fremtidens Syrien kan formes
_______

 

Forholdet til Iran har også været medvirkende til at skubbe USA væk fra en intervention i Syrien. Det iranske præstestyre er nemlig en erklæret og aktiv støtte for Assad-styret, og det vil derfor se meget negativt på en systematisk amerikansk militæroperation mod dét. Mod slutningen af sin tid i præsidentembedet fik Obama påbegyndt en normalisering af forholdet til Iran med atomaftalen fra 2015 som det helt centrale omdrejningspunkt. En amerikansk intervention mod Assad ville dengang have skadet disse forhandlinger betragteligt, og for Obama var Irans atomprogram altså et større problem end Assads position i Syrien. Han ville hellere sluge en større iransk indflydelse i regionen end indkassere et sammenbrud i atomforhandlingerne. Med Trump som præsident i USA virker forholdet til Iran dog ikke til at spille den store rolle, da han allerede selv er i gang med at forværre det betydeligt. Han har tydeligt markeret, at han ønsker at styrke relationerne til de sunnimuslimske magter i regionen, og han har ikke den store interesse i den såkaldt ’shiamuslimske akse’ (anført og skabt af Iran), som, han ikke vurderer, kan bidrage effektivt til den vitale kamp mod terror.

Ruslands rolle i konflikten har haft særdeles langsigtede konsekvenser for USA
_______

 

Den liberale verdensorden er i krise
Syrien er et tegn på den liberale verdensorden i krise. For Ruslands rolle i konflikten har haft særdeles langsigtede konsekvenser for USA. Den er nemlig udtryk for nogle mere generelle udviklinger i det internationale system. Gennem hele konflikten har Rusland været med til at forme begivenhederne, men den russiske position er stille og roligt blevet styrket gennem årene. Allerede i 2013 fik landet gjort sig til en helt afgørende spiller, da det faciliterede den aftale om fjernelsen af Assad-styrets kemiske våben, som gav Obama en undskyldning for ikke at bombe regimet (der dengang ifølge FN havde krydset den meget omtalte ’røde linje’ ved at gennemføre kemiske angreb mod oprørerne). I midten af 2015 var styret tæt på at kollapse, hvilket fik Rusland til at intervenere ganske solidt. Senest har Rusland sat sig i spidsen for de fredsforhandlinger mellem Iran, Tyrkiet og landet selv, som må anses for at være det mest seriøse forhandlingsspor for øjeblikket. USA er ikke inviteret med.

Ved nogle få skelsættende episoder har Rusland formået at placere sig i midten, når konflikten skal løses – landet har iscenesat sig selv som en aktør, man ikke kan komme udenom. Samtidig er USA blevet mere og mere marginaliseret og isoleret til kun at have indflydelse på bekæmpelsen af Islamisk Stat. Men USA har selv skabt den situation ved sin vedblivende tøven og ubeslutsomme tilgang. For USA har selv efterladt det magttomrum, som Rusland og forskellige andre regionale aktører har kunnet udfylde.

Det er dog ikke sådan, at USA efter Trumps indsættelse har en særlig forståelse med Rusland om en bestemt fordeling af opgaver eller ressourcer i Syrien. Rusland kan til gengæld ses som en umiddelbar forlængelse af Assad-styret, og derfor er Trumps tilgang til Rusland meget lig hans tilgang til Assad: De må mere eller mindre gøre, hvad de vil, så længe det ikke går udover USA’s terrorbekæmpelse.

Udviklingen i Syrien skal ikke nødvendigvis læses som et tegn på, at Rusland er ved at vokse til en global supermagt – det vil de færreste mene er tilfældet. Men det ER et tegn på, at USA er ved at miste grebet om den unipolære verdensorden, vi har befundet os i siden Murens fald. USA kan ikke længere – på samme suveræne måde som før – til hver en tid opretholde den liberale verdensordens dogmer og tilsidesætte andre stormagters nationale interesser i processen. Det betyder, at flere stormagter vil kunne få deres præferencer tilgodeset, og at USA’s interesser vil møde modstand i langt højere grad end før – ikke bare i Syrien, men på en uhyre lang række områder. Løsningen af internationale problemstillinger og konflikter vil bære mere præg af, at flere betydningsfulde interesser skal afbalanceres. Afhængigt af, hvor kvalificeret stormagterne og andre varierende aktører vil mestre en sådan udvikling, vil det føre til øget respekt og forståelse for forskellige standpunkter – eller øgede internationale spændinger, som vi ser det i Syrien.

Udviklingen i Syrien skal ikke nødvendigvis læses som et tegn på, at Rusland er ved at vokse til en global supermagt – det vil de færreste mene er tilfældet. Men det ER et tegn på, at USA er ved at miste grebet om den unipolære verdensorden, vi har befundet os i siden Murens fald
_______

 

Det er en erkendelse, man også må gøre sig i Washington. Dilemmaet for Obama var, om han skulle engagere sig i en ny uoverskuelig mellemøstlig krig – for at kunne klynge sig til idéen om USA som verdens suveræne supermagt. Eller om han skulle holde sig fra at indlede en sådan krig og dermed begynde at give afkald på USA’s unipolære status. Det ville betyde, at han skulle acceptere bevægelsen mod nogle mere balancerede globale magtforhold.

For Obama var det ikke en svær beslutning, for hele hans udenrigspolitiske doktrin baserede sig på en erkendelse af, at det internationale system og de indlejrede globale magtforhold ER under voldsom forandring. Spørgsmålet er så, hvor vi står med Trump i spidsen for verdens trods alt stadigt eneste supermagt. Hans slogan om at genrejse USA (’Make America Great Again’) kan foranledige én til at tro, at Trump vil modarbejde et fald i USA’s globale magt. Men hvadenten han er klar over det eller ej, er det præcis den udvikling, han fremskynder. For USA’s magtposition bygger på den liberale regelbaserede verdensorden, som Trump foragter, og som han skridt for skridt forsøger at underminere. Hvis Trump udvider interventionen i Syrien til at rette sig mod præsident Assad, vil det i hvert fald ikke være med opretholdelsen af en liberal verdensorden som begrundelse. Men det er der nu heller ikke meget, der tyder på, at han gør. Så længe Assad ikke komplicerer kampen mod terror unødigt, vil Trump lade ham sidde på magten.

Trumps sslogan om at genrejse USA (’Make America Great Again’) kan foranledige én til at tro, at han vil modarbejde et fald i USA’s globale magt. Men hvadenten han er klar over det eller ej, er det præcis den udvikling, han fremskynder
_______

 

Jakob Kromann (f.1992) studerer statskundskab på 8. semester på Aarhus Universitet, hvor hans fokus er på internationale relationer, udenrigspolitik og konfliktløsning. Han har tidligere været aktiv i foreningen International-Politik NU. I efteråret 2017 skal han i praktik i den politisk/økonomiske afdeling på den danske ambassade i Riga. Han har tidligere været aktiv i Venstres Ungdom som bl.a. udenrigs- og forsvarsordfører. ILLUSTRATION: Trump under pressekonference med Erdogan, 18. maj 2017 [foto: Michael Reynolds/Photoshot/Polfoto]