01.02.2017

Sydafrikas regeringsparti African National Congress (ANC), der med Nelson Mandela i spidsen vandt Sydafrikas første demokratiske valg, er i sin hidtil største krise. Internt er partiet splittet, og efter 23 år ved magten har det ikke formået at løse de store udfordringer landet står over for. For sydafrikanerne er problemet, at de hverken kan komme på ret kurs med eller uden ANC.

Analyse af Klaus Kristensen

Sydafrika står i dag over for kæmpe sociale, økonomiske og politiske udfordringer. Socialt er landet opdelt, dels mellem de gamle apartheid-kategoriseringer: hvid, sort, farvede og asiater, men i endnu højere grad mellem den store klasse af fattige og arbejdsløse, den mindre middelklasse og de få rige. I et land hvor raceopdeling har været samfundsfundamentet i 43 år, kan man ikke undsige at hudfarve og socioøkonomisk klasse til en vis grad overlapper. Men der eksisterer også en sort middelklasse samt en snæver sort rigmandsklasse, der ofte har bygget formuerne på politiske forbindelser.

Økonomisk står det skidt til. Ifølge data fra Verdensbanken er BNP per indbygger faldet med næsten 30 pct. fra 2011 til 2015, den officielle arbejdsløshed ligger på omkring 25 pct., landet har været i recession flere gange over de seneste par år, og den sydafrikanske valuta er kun netop begyndt at stabilisere sig efter 4 års frit fald. I store træk er dette et resultat af faldende efterspørgsel på råstoffer fra landets største eksportpartner Kina, en række fejlagtige reformer og stadig stigende politisk ustabilitet.

ANC og Sydafrika
Politisk hænger ANC og Sydafrika uløseligt sammen. Formanden for ANC bliver Sydafrikas præsident, da der ikke bliver afholdt et separat præsidentvalg, men kun et parlamentsvalg, hvor de 400 parlamentsmedlemmer vælger præsidenten ved simpelt flertalsvalg. Siden demokratiet blev indført i 1994, har ANC aldrig haft mindre end 249 sædet i parlamentet, og trods utalige interne stridigheder stemmer parlamentsmedlemmerne altid inden for partilinjerne. Embedsværket og ANC hænger også uløseligt sammen. Som Adam Habib, professorer i statskundskab ved Wits University, har understreget flere gange, bliver ANC-medlemmer indsat på vigtige poster i embedsværket baseret på partiloyalitet og ikke merit. Det medfører, at statsansatte er ansvarlige overfor partiet i højere grad end over for landets velbefindende. Lagt sammen med et højt korruptionsniveau i både embedsværket og inden for partiet, resulterer det i en ineffektiv stat, hvor ANC’s interne politik har enorm indvirkning på landets politik og fremtidsudsigter.

Allerede da Zuma tiltrådte præsidentposten, havde han næsten 800 anklager rettet mod sig. Anklagerne er hovedsagligt korruptionssager i forbindelse med den notoriske våbenhandel i 1990’erne.
_______

 

Et parti i krise
ANC er splittet. I 2016 ledte præsident Zuma partiet til det værste lokalvalgsresultat nogensinde. Borgmesterposterne i både Pretoria og Johannesburg, henholdsvis den administrative og finansielle hovedstad, blev vundet af oppositionspartiet den Demokratiske Alliance. I prologen til valget havde Zuma dog også roteret tre finansministre på 4 dage, nægtet at tilbagebetale de omtrent 100 million kroner i offentlige midler brugt på sin private residens, og indfløjet 200 bryllupsgæster for en af sine kendte forretningsforbindelser, familien Gupta. Ved udgangen af 2016 fremlagde Sydafrikas ombudsmand en rapport, hvor Zuma blev kædet sammen med ulovlige finansielle transaktioner mellem Gupta-familien og statsejede virksomheder, foruden at have givet rigmandsfamilien carte blanche til udveksling af ministerposter for politiske tjenester.

Allerede da Zuma tiltrådte præsidentposten, havde han næsten 800 anklager rettet mod sig. Anklagerne er hovedsagligt korruptionssager i forbindelse med den notoriske våbenhandel i 1990’erne, hvor det sydafrikanske forsvar indkøbte for 30 milliarder rand (ca. 30 milliarder kroner) militærtudstyr. ANC’s problemer relaterer sig ikke kun til Zuma: Op til lokalvalget fandt 25 politisk motiverede drab sted, alle sammen inden for ANC’s egne rækker i kampen for lokale lederposter. Resultater er, at de mange interne stridigheder og skandaler har kostet ANC moralsk opbakning, og grundet de udeblivende socioøkonomiske forbedringer for størstedelen af befolkningen, har partiet mistet legitimitet.

Formandsvalg i ANC
Zuma blev valgt som formand ved ANC’s nationale kongres i 2008, og selv om ANC ikke har tidsbegrænsning på formandsposten, er præsidentembedet begrænset til to perioder. ANC vælger derfor helt naturligt en ny formand til at lede partiet til parlamentsvalget i 2019.

Ved fejringen af ANC’s 105-års fødselsdag den 8. januar blev det klart, at partiet er mere optaget af det kommende formandsvalg i november end af partiets dalende popularitet. Zuma undgik fuldstændigt at nævne landets kæmpe udfordringer og prædikede i stedet ”unity in action,” altså et stærkere og mere forenende ANC. To kandidater har meldt sig i kampen om formandsposten: Den ene den nuværende forkvinde for den Afrikanske Unions Kommission og Zumas ekskone, Nkosazana Dlamini-Zuma, som har støtte fra de regionale ledere i partiet. Den anden er vicepræsident Cyril Ramaphosa, som til gengæld har støtte fra kabinettet. På rygtebørsen hedder det sig, at Dlamini-Zuma, hvis hun vinder, vil beholde sin eksmand som præsident helt indtil parlamentsvalget i 2019, og han kan derved udskyde en eventuel rettergang for de tidligere korruptionsanklager og fremtidige anklager i forbindelse med ombudsmandens rapport. Ramaphosa forventes derimod at lade ham gå før tid, indsætte en midlertidig præsident, og Zuma vil dermed få sin dag for retten.

Begge kandidater har dog skeletter i skabet. Dlamini-Zuma havde tætte forbindelse til forhenværende præsident Mbeki, og blev derigennem rodet ind i benægtelsen af HIV/AIDS-epidemien som kostede millioner af sydafrikanere livet i 00’erne. Ramaphosa er mest kendt som fagforeningsmanden, der gav afkøb på sine idealer til fordel for bestyrelsesposter i diverse mineselskaber, og i 2012 blev involveret i Marikana-massakren, hvor politiet skød og dræbte 34 strejkende minearbejdere. Med den baggage virker det ikke sandsynligt, at nogen af dem for alvor kan vende krisen og genskabe ANC’s legitimitet.

ANC har på 23 år ikke formået at indfri de store drømme, der fulgte af Mandelas demokratisering, og der er ikke noget, der tyder på, at de vil kunne gøre det indenfor en overskuelig årrække. De næste par år kommer derfor højst sandsynligt til at være præget at forsat politisk ustabilitet og udeblivende socioøkonomisk fremgang for langt størstedelen af Sydafrikas befolkning.
_______

 

En svag opposition
På trods af ANC’s historisk dårlige lokalvalg sidste år står de to centrale oppositionspartier svagt. Den Demokratiske Alliance har konsolideret sin stemmerbase i to af landets ni provinser: Western Cape og Gauteng, og har borgmesterposter i begge, men vil have svært ved at tiltrække flere stemmer. Deres stemmer kommer fra middelklassen, som de har godt fat i, men som ikke er særlig stor. Deres liberale budskaber og associering med den hvide middelklasse har svært ved at få tag i størstedelen af vælgerne, nemlig den lavere sorte middelklasse samt fattige og arbejdsløse i slumområderne og i landdistrikterne.

Samtidig har det relativt nye oppositionsparti, Economic Freedom Fighters, formået at overhale ANC venstre om. Partiets formand Julius Malema taler direkte til de fattige og arbejdsløse. Hans fokus på omfordeling af ejerskab over jorden, nationalisering af minerne, opgør med kapitalismen og jobs til masserne går rent ind, men runger hult, når man tager hans besøg på dyre natklubber og korrupte forhistorie med i betragtningen. Malema blev smidt ud af ANC efter en disciplinærhøring i forbindelse med voldelige protester og anti-hvide protestråb. Derudover har han været anklaget for ejerskab af skyggefirmaer, som er etableret for at byde på offentlige udbud uden at fuldføre opgaver, samt skatteunddragelse og hvidvaskning. Partiet har heller ingen erfaring med regeringsledelse og har brugt deres få pladser i parlamentet til at forstyrre dagsordenen uden at bidrage positivt.

ANC er fremtiden
Selv med en svag opposition og et regeringsparti, der er optaget af internt splid, er der kun et show i Sydafrika, og det hedder ANC. Frihedspartiet er landets umiddelbare fremtid, uafhængigt af om præsidenten hedder Dlamini-Zuma eller Ramaphosa, til trods for at ingen af de to ser ud til at kunne vende skuden. ANC har på 23 år ikke formået at indfri de store drømme, der fulgte af Mandelas demokratisering, og der er ikke noget, der tyder på, at de vil kunne gøre det indenfor en overskuelig årrække. De næste par år kommer derfor højst sandsynligt til at være præget at forsat politisk ustabilitet og udeblivende socioøkonomisk fremgang for langt størstedelen af Sydafrikas befolkning.

ILLUSTRATION: Sydafrikas præsident, Jacob Zuma (foto: World Economic Forum / Eric Miller)

Klaus Stig Kristensen (f. 1987) er Master of Social Science i International Relations fra University of Cape Town. Han har skrevet speciale om regeringsførelse i Nigeria og oprørsgruppen Boko Haram. Derudover har han arbejdet som politisk analytiker i Sydafrika og beskæftiger sig i dag med uafhængig forskning på det sydlige Afrika.