16.07.2017

Denne artikel er, som de andre indlæg i RÆSONs Kommentarserie, gratis. Fuld adgang til RÆSONs site kræver abonnement: Et årsabonnement (inklusiv 4 trykte magasiner sendt med posten og nye betalingsartikler hver uge) koster blot 250 kr., 200 for pensionister, 200 for studerende

_______

Hvis vi skal lykkes med integrationen, skal staten ikke begrænse individers og kulturers udfoldelsesmuligheder gennem forbud mod særlige beklædningsgenstande, som eksempelvis burkaer, eller påbud om særlige madvarer, som eksempelvis frikadeller i daginstitutioner. Tværtimod skal vi holde fast i vores moderne arv og omgås hinanden med større frihed og mere mangfoldighed. Den liberale stats opgave er at understøtte denne frihed og mangfoldighed gennem stærke tværkulturelle fællesskaber. Det begynder i skolen og fortsætter i arbejdslivet.

Kommentar af Svend Thorhauge, Landsformand for Radikale Venstre

JEG HAR SELV svært ved at forstå, hvorfor nogle vælger at bære burka eller niqab. Og det vrider sig i mig, når jeg ved, at nogen gør det mod deres egen vilje. Det går imod alle de idealer, jeg sætter højt. Jeg mener ikke, at en person skal gemmes væk, og jeg bryder mig ikke om tvang, der afskærer mennesker fra at kunne være dem, de gerne vil være. Men jeg vil ikke være med til at indføre et forbud, da det er symbolpolitik, som næppe hjælper de få, den sigter på. Samtidig synes forslaget fra Dansk Folkeparti nok engang at være et alibi for at ramme vores muslimske medborgere, også dem, der aldrig kunne finde på at gå i burka. Den slags politik hjælper ikke på de reelle integrationsudfordringer, vi har i Danmark, hvor for mange indvandrere har svært ved at blive aktivt deltagende i de store tværkulturelle fællesskaber.

Det liberale demokrati i Danmark forudsætter, at vi er frie mennesker. Det enkelte individs ret til at være den, man er, og udfolde sine muligheder, er det afgørende fundament. Men individet kommer ikke ud af ingenting. Det er altid nedfældet i en kultur, rundet af en tradition og forankret i et fællesskab. Som mennesker beskriver vi vores individualitet, og dermed vores frihed, ved at fortælle om alt det, vi er bundet af. Dette paradoks skal både håndteres af individet og fællesskabet: at vi altid er frie gennem fællesskaber, vi ikke uden videre kan frigøre os fra, men som vi pågående identificerer os i forhold til. Familien er det første og bedste eksempel på dette. Men også arbejdet, uddannelsen og fanklubben tjener som illustration. Jo flere mulige fællesskaber, man kan tage del i, jo større variations- og udviklingsmuligheder og dermed frihed for det enkelte individ.

En kultur er identitetsskabende. Men for det moderne menneske må den være det på en måde, så det er muligt for den enkelte at koble sig til og fra
_______

 

I Danmark har vi hidtil håndteret denne tilblivelse af unikke individer med en række universelle rettigheder og pligter samt en nogenlunde fælles kultur, en fælles religion og en række fælles institutioner; folkeskolen er et godt eksempel på sidstnævnte. Vi har haft tillid til, at integrationen nok skulle lykkes, blot man som tilflytter blev oplyst om de fælles rettigheder og pligter. Måske har vi faktisk haft den selvforherligende tanke, at der ville springe en traditionel dansker ud af en velintegreret tilflytter. Derfor har vi i alt for høj grad satset på, at man indledningsvist skulle integreres og først efterfølgende deltage i uddannelses- og arbejdsfællesskaber.

DER ER FLERE grunde til, at integration i dag kræver særlig omtanke. For det første er der ikke i samme grad som tidligere en enhedskultur i Danmark. Det skyldes ikke så meget indvandring og nytilkommere, men snarere en generel pluralistisk tendens i den vestlige verden. Den kan man begræde og forsøge at imødegå med diverse kanons over danskhed. Eller man kan – som vi gør i Radikale Venstre – se pluralismen som en forudsætning for det enkelte individs frihed. Det at kunne forpligte sig i forskellige sammenhænge er en væsentlig del af det moderne menneskes frihedsudøvelse.

For det andet kommer der ikke blot individer, men kulturer til vores land. Vi skal altså finde en integrationsform, som både muliggør en fælles kultur og en mangfoldighed af kulturer. Samtidig må vi sikre, at den fælles kultur er inkluderende fremfor ekskluderende, så flere bliver aktive medborgere. Løsningen kan aldrig være at definere en stadigt smallere danskhed, som det kun er de færreste forundt at falde indenfor.

For det tredje er der ideologier og traditioner, som ikke ønsker demokratiet og aktivt modvirker den udvikling, som ligger til grund for de åbne samfund og vores omgangsformer. Vi må ikke være naive. Vi skal gøre alt for, at den slags tankegange ikke får fodfæste. Vi skal ikke være smagsdommere, men omvendt skal vi sikre, at alle, der bor i Danmark, har mulighed for at nyde de frihedsgrader, som er grundlaget for vores demokrati.

Vi skal ikke være smagsdommere, men omvendt skal vi sikre, at alle, der bor i Danmark, har mulighed for at nyde de frihedsgrader, som er grundlaget for vores demokrati
_______

 

Den store udfordring ligger i at kunne fastholde en flerkulturalitet og omgangsform mellem de enkelte kulturer og individer, som sætter mennesket frit. Staten er individets sikring i det spørgsmål. Ikke gennem forbud, men gennem fordringer og tilbud. En kultur er identitetsskabende. Men for det moderne menneske må den være det på en måde, så det er muligt for den enkelte at koble sig til og fra. Vi skal altså kunne skelne mellem social kontrol og kulturelle tilhørsforhold.

Derfor er et forbud mod burka ikke en løsning. Det flytter fokus fra de egentlige problemer og erstatter blot én form for tvang med en anden. De, der selv vælger klædedragten, bliver ikke fri. Og de, der ikke ønsker den, befries kun fra tøjet, men ikke fra undertrykkelsen, og holdes nu måske hjemme. Dertil kommer alle de praktiske problemer med definitioner og sanktioner. Med et forbud risikerer vi, at burkaen i endnu højere grad anvendes symbolsk som et statement mod systemet. Derfor skal vi i stedet modarbejde de radikaliserede fællesskaber ved at tilbyde alternative fællesskaber, der bygger på demokratiske elementer som samtale og frisind. Særligt bør vi støtte de indsatser i civilsamfundet, som tilbyder samvær og rådgivning. Netop disse fællesskaber har vi en stærk tradition for i Danmark.

Integration kan kun lykkes gennem reelle muligheder. Muligheder bliver reelle, når de tager afsæt i det enkelte menneskes konkrete livsvilkår og herudfra giver handlingsalternativer. Man må lægge indsatsen dér, hvor det enkelte menneske er. Det sidste er helt grundlæggende. Ingen bliver frie danske borgere af et forbud, som de måske ikke kan overholde, men derimod af at kunne sproget og at kunne bidrage med noget til det fælles. Det er derfor, at selvforsørgelsen for Radikale Venstre altid har været så vigtig en forudsætning for det enkelte menneskes frihed. 

Ingen bliver frie danske borgere af et forbud, som de måske ikke kan overholde, men derimod af at kunne sproget og at kunne bidrage med noget til det fælles
_______

 

Integration begynder med store forventninger til hinanden. Den begynder med fælles skolegang for de mindste og fælles arbejdsliv for de større. Vi må møde hinanden dér, hvor vi får indsigt i og bliver klogere på vores fælles virkelighed, og dér, hvor vi skaber noget sammen. I de to store fællesskaber, skolen og arbejdslivet, bidrager vi alle og kan være nok så forskellige, uden at det bliver et problem. Derfor skal vi sikre, at vi både lever sammen, men også lærer sammen, og vi skal begynde integrationen med at stille forventninger og fordringer om, at alle har noget at bidrage med. Både skoleliv og arbejdsliv har den styrke, at de er opbyggelige for både den enkelte og for fællesskaberne. Det skaber reel integration, det gør begrænsende symbolpolitik ikke.

Svend Thorhauge (f. 1971) er landsformand for Radikale Venstre og foredragsholder. Forhenværende højskoleforstander, kulturnatsleder og teaterproducent. Uddannet på statskundskab og teologi i Aarhus, opvokset i Danmark og på Grønland. Sidder i en række bestyrelser for frie skoler og arbejder til dagligt med talentudvikling i gymnasieskolen. Gift og har tre børn. ILLUSTRATION: Kim Vadskjær

Denne artikel er, som de andre indlæg i RÆSONs Kommentarserie, gratis. Fuld adgang til RÆSONs site kræver abonnement: Et årsabonnement (inklusiv 4 trykte magasiner sendt med posten og nye betalingsartikler hver uge) koster blot 250 kr., 200 for pensionister, 200 for studerende