15.03.2017

MEDIERNES FREMTID/FREMTIDENS MEDIER Susanne Hegelund (tidl. chef på bl.a. “Deadline”, nu konsulent og forfatter) er blandt de 20+ oplægsholdere på RÆSONs 4-timers-aftenkonference mandag 3. april 15-19 i selskab med bl.a. Rune Lykkeberg, Jesper Tynell, Martin Krasnik, Christian Jensen, Tom Jensen, Mads Brügger og kulturminister Mette Bock (LA). Billetpris: 495 kr.

Interview af Mathias Blædel Lorenzen

Hvad mener du er journalistikkens største udfordring nu?
Der er en stor magtforskydning på vej. Mediernes monopol på at sætte dagsordener er ophævet. Kilderne har udviklet sig til meget stærke konkurrenter, som har egne store newsrooms [redaktioner] med lige så dygtige journalister som dem, der er i medierne, hvorfra der så bliver leveret stof, meninger og nyheder via egne platforme og andres kanaler. Kilderne bliver konkurrenter. Det kan betyde at i forhold til her og nu kan enhver gå ud og sende live på Facebook for eksempel. Under den seneste bz-demonstration kunne man jo godt forestille sig, at nogle af demonstranterne havde gjort dét – hvad der jo så enten ville have overtaget vores dækning herhjemme eller i hvert fald ville have suppleret os, der sad og kiggede på TV2 News. Det udfordrer jo medierne, og kan jo i sidste ende blive ganske alvorligt. Professionelle og alle andre kan gå ud og selv levere stoffet. Hvis de gør det – hvad skal vi så bruge de etablerede medier til?

Kritikere mener, Brexit og Trumps sejr har afsløret de traditionelle medier som elitære og out-of-touch. Er det fair?
Politikerne behøver jo ikke nødvendigvis medierne længere. Trump er et godt eksempel. Der er 26 mio. mennesker, der følger ham på Twitter og 21 mio på facebook. Lars Løkke er også en sand mester i den her kategori. På den måde får medierne konkurrence. Tidligere havde medierne monopol på at lave nyheder, perspektivere og facilitere alle debatter. I dag kan en præsident, en statsministerkandidat eller en journalist gå ud og blande sig med en smartphone. I de fleste tilfælde er det med kæmpestore newsrooms. Det er ikke nødvendigvis, fordi medierne er elitære, de har bare fået konkurrence fra en ny slags mediefolk. Medierne har fået et modspil, som udfordrer troværdigheden. Når Donald Trump bliver ved med at sige til sine 26 mio. Facebook-følgere, at medierne ikke er troværdige, så skaber det debat. Det, man skal finde ud af, er, hvad man kan gøre ved det.

En af løsningerne kunne være nichemedier, som udfylder et rum. Det kunne være medier med en sponsor i ryggen. En arbejdsplads for eksempel. Det kunne også være nichemedier som WatchMedierne [MediaWatch m.fl., en del af JP-Politikens Hus, red.], Altinget.dk eller Politiko. Medier, som nørder igennem inden for bestemte områder. I virkeligheden er det en genopfindelse af den gamle fagmedarbejder, som ikke findes i samme omfang som tidligere. Før i tiden var der specialmedarbejdere inden for hvad som helst. Medarbejdere, som vidste alt om deres stofområder. Der er en betalingsvillighed efter nørderi. Spørgsmålet er, hvad man gør ved dem, der ikke har en sponsor i ryggen? Mainstreammedierne kan du få gratis.

De danske medier skal til at tage sig sammen. I toppen af dagbladsverdenen foregår der lige nu noget barnagtigt, hvor man peger fingre, mens man burde tænke samlet på Danmark, danskernes fremtid og dannelse. I stedet fokuserer man på, om DR kan undvære et par mand. DR lader sig tromle fuldstændig ned og har mistet mælet.

De danske medier skal til at tage sig sammen. I toppen af dagbladsverdenen foregår der lige nu noget barnagtigt, hvor man peger fingre, mens man burde tænke samlet på Danmark, danskernes fremtid og dannelse.
_______

 

Hvad er den vigtigste egenskab, en journalist bør have om 10 år?
Hvad er en journalist om 10 år? Er en journalist en dagblads eller tv-journalist. Eller er en journalist én, der sidder i en privat organisations newsroom og arbejder der? Hvem ved, om der findes klassiske journalister ansat af DR eller Politiken om 10 år eller 25 år?

Nichemedierne vil der være et behov for, er jeg sikker på. Men den samlede danske medieverden skal tage sig sammen og stoppe det der æv og kævl, så kan det betyde, at andre kan tage over og levere lige så gode produkter med de journalistiske dyder, som skal til. Ting, som kritisk sans og de klassiske journalistiske kriterier. Men der er ingen, der siger, at Politikens Hus eller de mediehuse, vi kender i dag, kommer til at stå for det. Evnen til at gå bag om, vende stoffet rundt, spørge sig selv ”Kan det nu være rigtigt?” og ikke tro på alt, hvad der kommer ind ad døren er også meget vigtigt. Om man har tid til det, kommer jo an på, hvor man sidder henne. På nyhedsredaktionerne kan der være svært at få tid til det. Men de øvrige steder, hvor der ikke er lige så travlt, hvis de ikke er funderet med gode folk, der kan stille de rigtige spørgsmål, kan de vel lige så godt lukke og slukke? De er jo ansat til at klæde os andre på.

Hvad er journalisternes største illusion om sig selv?
Når man er i mediebranchen, føler man sig uundværlig og som afgørende for, at demokratiet kan fungere. For dem, der ikke er i medieverdenen, er der en anden opfattelse af pressen og journalister. En illusion kunne være en overvurdering af egen betydning, hvis man kan tale om journalisters egne tanker. En betydning, man kan se, når man kommer lidt på afstand fra redaktionerne. Når man fjerner sig lidt, fylder faget ikke lige så meget, som det gør, når man sidder på en redaktion.

Når man er i mediebranchen, føler man sig uundværlig og som afgørende for, at demokratiet kan fungere. For dem, der ikke er i medieverdenen, er der en anden opfattelse af pressen og journalister.
_______

 

Hvis du kunne stille Donald Trump ét spørgsmål, hvad ville det så være?
”Hvornår har du sidst været i seng med din kone?” Det er et den lille historie i den store historie. Du kan jo spørge Donald Trump om alt mellem himmel og jord. Noget af det, der ikke er ret belyst er, hvilken mand er han? Hvordan er hans private forhold? Bor hans kone i New York, mens han bor i Washington. De billeder, der har været af hende, gør jo, at man er i tvivl om, det hele er en ren kulisse. Det var bare et spørgsmål i den mere aparte ende. Måske et slutspørgsmål i et interview.

Hvad er det nye ved “fake news”? Er “fake news” et fænomen, de “professionelle” medier skal – og kan – bekæmpe?
Det er, at det er blevet et issue. Begrebet bliver jo brugt som et skældsord. Både til noget, der er fake news, men også til noget, man ikke kan lide at høre. Det er svært at bekæmpe. Det kan blot være en holdning, man er uenig i. Hvordan skal man bekæmpe det?

Hvilken skrivende journalist i Danmark glæder du dig altid til at læse?
Jacob Fuglsang fra Politiken, der skriver om uddannelse. Han er eksemplet på den fagjournalist, som har en meget stor viden, formår at sætte tingene i perspektiv, har et stort kildenetværk og skiller skidt og kanel fra hinanden. Han kan komme med lødige vurderinger på sit stofområde. Jeg har flere gange prøvet, hvor jeg har vidst et eller andet som baggrundsinformation, og han kunne rapportere om det. Han formår at lægge 2 og 2 sammen, som for mig at se gør ham til en meget troværdig journalist og en lødig analytiker. Ham vil jeg typisk læse, hvis han har en analyse i Politiken.

Hvad er det bedste, mest innovative stykke journalistik fra udlandet du er stødt på de sidste 10 år?
Det at verden er blevet så uendeligt lille, at vi alle sammen har mulighed for i løbet af få minutter og danne os et overblik, hvad der sker et givent sted. Da der var militær kup i Tyrkiet i sommer, stod jeg nede i Italien og hørte Elton John, som spillede og sendte en hilsen til befolkningen i Nice, som havde været udsat for en terroraktion et par dage før. Mens han står og holder talen, kommer nyheden om militærkuppet i Tyrkiet ind. I løbet af få minutter kan jeg via min smartphone og orientere mig i, hvem der er de rigtige kilder, hvad er det rigtige billede? Dagen efter blev der herhjemme snakket om, at DR havde sovet i timen og så videre. Pointen er, at hvis du ved, hvor du skal hen, og du for eksempel kan bruge Twitter, kan du meget hurtigt danne dig et overblik.

Hvad er det bedste, mest innovative stykke journalistik fra Danmark du er stødt på de sidste 10 år?
Et program som ”Langt fra Borgen” er et godt eksempel på en anden måde at lave politisk journalistik på. Der er flere grunde til, at jeg er glad for det. For det første lokker det politikerne væk fra Christiansborg. For det andet slipper vi for skrig og skrål, hvor de kritiserer hinanden. For det tredje viser det politikere som ganske fornuftige mennesker og tænkende væsener. Det er ikke alle steder, politikere bliver vist sådan. Det er en flot nyskabelse, som der også ganske tydeligt er lagt nogle ressourcer i fra DR.

Det, der betegnes “public service” kan også leveres af private medier, mente Bertel Haarder. Er du enig?
Det vil jeg tro, at private medier kan. Public service kan selvfølgelig leveres af private medier. Jeg tror ikke, det vil kræve, at private medier som dagbladene får mere i støtte. Det, Politiken, Berlingske og Jyllands-Posten leverer, ER en form for public service. Som sådan er de ikke biased [farvede, holdningsprægede] i deres dækning. Danmarks Radio er garanten for, at der bliver leveret public service. Der er jo ingen, der ved, om Berlingske lukker i morgen. Det kan man jo ikke have noget garanti for. Eller andre bladhuse for den sags skyld. Så der er en grundlæggende sikkerhed for, at der bliver leveret public service med Danmarks Radio. Ligesom da man etablerede statsradiofonien i 1920’erne. Vi har et solidt medieberedskab, og det koster jo ingenting, fordi alle er solidariske ift. betaling. DR koster 200 kroner om måneden. Det er jo peanuts i forhold til hvad en avis, YouSee eller Netflix koster.

Er de danske mediestøtteordninger – herunder støtten til dagbladene – de rigtige?
Der er jo støtte til alt muligt forskelligt. Grundlæggende så jeg gerne mindre støtte til alt muligt forskelligt. Til mange ting mellem himmel og jord. Men hvis andre skal have, hvorfor skal de private medier så ikke have? Generelt mener jeg dog, man skulle gennemgå alle støtteordninger med en lup. Der er mange ting, som er vedtaget i gamle dage. Det er det samme med EU og landbrugsstøtten. Så længe andre lande får, vil Danmark jo også have. Man kunne kigge på om medierne skulle have støtte, og hvilken form for støtte de skulle have? Kristeligt Dagblad og Information får mellem 20-25 mio. hvert år, som jo er et gigantisk beløb i forhold til deres relativt lille læserskare. Man burde revurdere støtteordninger generelt.

Skal licensen betales over skatten?
Jeg har ikke noget forhold til, om vi skal betale et girokort, eller vi skal trække det over finansloven. Det er jeg ligeglad med.

Hvis du kunne lave én ændring af DR, hvad ville det så være?
Jeg ville arbejde med deres kommunikation. Det har ikke noget med deres grundprodukt at gøre, men det har noget med deres udtryk og troværdighed at gøre. Det kunne de måske have brug for. Jeg har ikke noget at udsætte på DR’s programmer, det er mere kommunikationen, den er gal med i forhold til deres image. De har jo ladet sig tromle ned over de seneste par år. Det er jo nogle, der burde gå ud og tydeliggøre, hvorfor man skal have et stærkt DR, hvad man får gennem DR og hvad der sker, hvis man ikke har DR. DR-debatten popper op med uregelmæssige intervaller. Jeg kan ikke se kommunikationsstrategien. Det ville jeg gå ind og arbejde lidt med, hvis jeg havde nogen indflydelse.

Hvordan bliver næste generation af mediebrugere anderledes end den foregående?
Medieforskere ved langt mere om den generation, som nu er 8-12 år i dag, end jeg gør. Men det, der kendetegner dem, er jo, at de er på deres smartphones. De er lynhurtige til at indsamle informationer selv. Jeg har svært ved at se, at de vil holde en avis, når de engang bliver voksne. Jeg har også svært ved at se, at de vil have et klassisk tv-apparat.

Husker du bedre, hvad du læser på papir, end hvad du læser på en skærm?
Det kommer an på, hvad det er. Det er et spørgsmål om, det er noget, der interesserer mig eller ikke gør. Det er et spørgsmål om kontekst og vaner.

Bruger du for meget tid på Twitter og Facebook?
Det gør jeg nok, ja.

Hvad sker der, den dag Google, Facebook, Apple og Amazon beslutter sig for at lave journalistik i stor skala? Beskriv en drømme- og en mareridtsversion af dét scenarie
Drømmeversionen må være, at der er behov for nogle danskere. Medmindre man får nogle perfekte oversættelsesprogrammer med et dansk mindset [tilgang]. Der kommer nye konkurrenter til, og det skal man forholde sig til både som bruger og som nuværende medie. Mareridtsversionen er ikke nødvendigvis kun at Google og Facebook går i gang – de har jo værktøjerne til det. For medierne er [udfordringen] jo, at man mister den kontrol, man har haft. Man mister rollen som den fjerde statsmagt. Hvem er det så, der går ud og bestemmer, hvad der skal på forsiden? Og hvad er deres motiver for at gøre det?

Det kan jo også være, at det bliver publicister, som kommer til at sidde der. Who knows? Det kan altså være, at andre også kan levere det produkt, som den fjerde statsmagt leverer i dag. Mediernes selvforståelse er, at de er den eneste fjerde statsmagt, der findes. Men det kan jo være, at andre gør det fornuftigt. Hvis medierne vil opretholde den rolle, så må man jo tage sig sammen og forsøge at tydeliggøre, hvad det i Danmark betyder at have medier, uanset om det er private medier eller statsmedier. Debatten mangler fuldstændig perspektiv.

ILLUSTRATION: Susanne Hegelund (foto: Camilla Hey)