08.10.2017

„Det er et samfund, som bliver jaget af deres land og som er blevet afvist statsborgerskab og andre menneskerettigheder i årtier. Det, vi ser, er en humanitær katastrofe. Det er en katastrofe, og det er svært at finde de rigtige ord til at beskrive, hvor alvorligt det er. Det er den mest alvorlige mishandling af mennesker, der kan ske: det er et folkedrab! Vi burde alle skamme os over, hvad der sker i Myanmar i dag“

„Kina har investeret heftigt i Rakhine med en gas- og olierørlinje fra Den Bengalske Bugt til kinesiske provinser, der ligger inde i landet. Det er af strategisk vigtighed for Kina. Der har været mange anklager i Myanmar og områderne, hvor rørledningen bliver bygget, om, at folk bliver tvunget væk fra deres områder. Det er værd at notere, at vold i området, hvor rørlinjen kommer på land, resulterede i, at rohingyaerne blev flyttet væk fra deres lokalsamfund i 2012. De har endnu ikke fået tilladelse til at vende tilbage til deres hjem“

Ronan Lee er irsk-australsk tidligere MP for Queensland i Australien og har bl.a. studeret Aung San Suu Kyis kritiserede stilhed om behandlingen af den muslimske minoritet rohingyaerne i Myanmars vestlige stat Rakhine.

Interview af Victor Risager

RÆSON: Kan du give et kort overblik over Rohingyaernes historiske situation i Rakhine-staten i Myanmar?

Rohingyaerne hævder, at deres tilhørsforhold til området går flere hundrede år tilbage. Og en muslimsk tilstedeværelse i Rakhine, der førhen hed Arakan, kan dokumenteres mange hundrede år tilbage. Den nuværende debat handler ofte om, hvorvidt gruppen, der kalder sig rohingyaerne, er den gruppe, og min opfattelse er, at en betydelig del af dem er.

Historisk set betragtede det britiske imperium Rakhine som en provins i Indien frem for et selvstændigt område, da de i 1826 overtog Burma, der kontrollerede området, vi i dag kender som Rakhine samt dele af det sydlige Bangladesh. De opfattede Arakan – eller Rakhine – som en del af det territorie, hvilket gjorde det muligt for folk fra Indien og det, vi i dag kalder Bangladesh, at bevæge sig frit ind i Burma. Der var altså en betydelig ændring i befolkningssammensætningen i Burma i denne periode, men det var ikke første gang en kolonial magt kontrollerede Arakan.

I dag mener de etniske rakhinere, som ofte er glemt i debatten, at deres kongerige, Arakan, blev invaderet af burmanerne først, så briterne og i det moderne Myanmar føler de, at deres folk er fattige, og at de ikke kan drage nytte af de naturlige ressourcer, der er i det område, de opfatter som deres. Det har resulteret i, at Myanmars militær og myndigheder har udnyttet bekymringerne og frygten til at vende rakhinerne imod rohingyaerne i stedet for at opfordre rakhinerne til at forstå de reelle årsager bag deres økonomiske problemer. Primært, at regeringen formentlig er dem, der drager mest nytte af de økonomiske ressourcer i Rakhine.

Myanmars militær og myndigheder har udnyttet bekymringerne og frygten til at vende rakhinerne imod rohingyaerne i stedet for at opfordre rakhinerne til at forstå de reelle årsager bag deres økonomiske problemer
_______

 

I dag står vi så i en situation, hvor der er tre hovedaktører i konflikten i Rakhine:

Den første er myndighederne i Myanmar, hvilket indebærer den civile regeringen og militæret, der har en interesse i at bibeholde det, de opfatter som deres nations suverænitet og integritet. De mener ofte, at den buddhistiske religion er en central grundsten for at være en del af Myanmar, så andre grupper, som ikke er buddhistiske, bliver ofte opfattet som værende suspekte og illoyale.

Den anden gruppe er de etniske buddhistiske rakhinere. I den senere tid har de været ret tæt forbundet med myndighedernes og militærets opfattelser. De er dog selv en underprivilegeret gruppe. Deres økonomiske situation er på ingen måde god, og ifølge estimater fra The World Bank, er Rakhine den fattigste stat i Myanmar.

Den tredje er rohingyaerne, der uden tvivl er den mest underprivilegerede gruppe i denne situation. De er statsløse, og myndighederne anerkender ikke deres ret til statsborgerskab. De er i en virkelig dårlig politisk situation i Myanmar, hvor størstedelen af befolkning ikke anerkender deres ret til statsborgerskab, og de har en kompleks historie på grund af det, der er sket i Rakhine i et historisk perspektiv. Med hensyn til rohingyaerne i et historisk perspektiv, hvor vi går 400 til 500 år tilbage i tiden, så er gruppen en kombination af mange forskellige folkevandringer.
Det er vigtigt at huske, at det samme kan siges om de fleste etniske grupper i Myanmar. Ideen om at der findes en homogen gruppe er aldeles latterlig, men rohingyaerne har været igennem meget mere granskning, end de etniske buddhistiske rakhinere eksempelvis har. Så myndighedernes opfattelse af, at rohingyaerne ikke skal være statsborgere betyder, at de er tvunget til at granske deres historie grundigere end nogen anden gruppe i Myanmar.

Myndighedernes opfattelse af, at rohingyaerne ikke skal være statsborgere betyder, at de er tvunget til at granske deres historie grundigere end nogen anden gruppe i Myanmar
_______

 

Hvis det blev undersøgt nøje, hvad der historisk set er sket i Rakhine, ville der blive stillet spørgsmål om, hvorfor Rakhine bliver opfattet som en del af Myanmar. Rakhine har været selvstændigt. Så hvis man tildeler de regler, der er blevet tildelt rohingyaerne, til alle andre, er det let at forstå, hvordan sagen er blevet overkompliceret, og at rohingyaerne er blevet behandlet uretfærdigt i forbindelse med deres ret til statsborgerskab og deres krav om at blive anset som en etnisk national gruppe.

Det er vigtigt i dag, hvor Myanmars regering hævder, at nationens grænsen er Naf-floden – som er den internationale grænse mellem Myanmar og Bangladesh – og at alle, der kommer nord fra floden, ikke er en retmæssig del af Myanmar, på trods af at burmanerne hævede, at dele af det sydlige Bangladesh, som er nord for floden, tilhørte dem, da de invaderede Arakan i slutningen af 1700-tallet. Det var ikke opfattelsen af Myanmars myndigheder førhen. De har ændret mening og har besluttet, hvad der er acceptable grænser. De har også indset, at der er nationale ressourcer i Rakhine, og jeg tror, de gerne vil minimere befolkningen i staten.

RÆSON: Hvad har fået Myanmars myndigheder til at ændre mening til at minimere befolkningen i Rakhine?

Som mange problemer angående nationalitet og national identitet i Myanmar, tror jeg, der historisk set har været mange ændringer i, hvad myndighederne opfattede som Myanmar. Førhen var Burma et imperium. Det moderne Myanmar er faktisk kombinationen af mange tidligere selvstændige områder, der aldrig havde været opfattet som dele af Burma inden den britiske kolonialisme.

Da andre lande blev selvstændige, accepterede burmanerne deres selvstændighed i 1948, og de accepterede, at en selvstændig nation inden for de grænser, briterne tilbød, var mere eller mindre acceptabel. Jeg tror, at det moderne Myanmar strategisk set forsøger at glemme deres krav på andre områder, som nu er tilhørere Bangladesh og Indien. Jeg tror, den myanmarske regering ønskede at skabe en nation baseret på den buddhistiske identitet. Det er i høj grad derfor, regeringen behandler rohingyaerne anderledes end rakhinerne.

Den myanmarske regering ønskede at skabe en nation baseret på den buddhistiske identitet. Det er i høj grad derfor, regeringen behandler rohingyaerne anderledes end rakhinerne
_______

 

RÆSON: Hvad skyldes den seneste krise?

I den nuværende situation starter rohingyaerne i en forfærdelig humanitær situation. De er et ekstremt fattigt folkefærd i en ekstremt fattig stat, i et fattigt land. To ting er sket for nylig: Det første er, at skiftet til demokrati i Myanmar har gjort politikere mere interesserede i den offentlig mening i landet, og den offentlige mening har vendt sig imod rohingyaerne. Det andet er, at militæret i Myanmar har ledt efter en undskyldning for at skubbe rohingyaerne ud af deres hjem og lokalsamfund. Når der er en konflikt i Rakhine, er det som regel rohingyaerne, der flyttes, og ikke andre. Andre bliver måske flyttet midlertidigt, inden de kan vende hjem, men rohingyaerne er flyttet og vender aldrig hjem.

Vi har set et militant angreb af en ny gruppe. Rohingyaerne har været kendt som værende et fredfyldt folk. Det er vigtigt at huske, at politisk vold er en normal del af politik i Myanmar. Så ulig eksempelvis de vestlige lande, hvor politiske konflikter løses gennem demokratiske processer, så er det normalt for folket i Myanmar, især de etniske minoriteter, at løse politiske konflikter ved at ty til vold. Rohingyaerne har ikke gjort dette, og de er en usædvanlig gruppe. Indtil for nylig har de konsekvent afvist politisk vold på trods af mishandlingen af deres folk. Nogle rohingyaere mener nu, at deres pacifistiske attitude har været en bidragende faktor i mishandlingen af dem, siden myndighederne og militæret ved, at de ikke kæmper imod.

Mens militæret siger, at de leder efter militante rohingyaere, har der været adskillige påstande om menneskerettighedsovertrædelser og landsbyer, der bliver brændt ned, hvilket ligner de aktioner, militæret foretog sidste oktober i et modsvar til et militant angreb på daværende tidspunkt. En FN-embedsmand beskrev det som en del af etnisk udrensning. Amnesty International har beskrevet det som kollektiv afstraffelse af en civil befolkning. Det er det, vi ser i Rakhine, og det er derfor op mod 160.000 civile rohingyaere er flygtet for livet og søgt ly i Bangladesh.

Mens militæret siger, at de leder efter militante rohingyaere, har der været adskillige påstande om menneskerettigheds-overtrædelser og landsbyer, der bliver brændt ned
_______

 

RÆSON: Er militærets modsvar anderledes, end hvad vi har set i tidligere situationer?

Militærets modsvar er langt mere omfattende og meget voldsommere, end vi har set før. Militæret har forhindret humanitære organisationer i at komme ind i området. De har mindsket mediernes adgang, så vi kun kan se det, der kan indsamles fra satellitbilleder, og det, civile i området har filmet og givet videre, når de har krydset grænserne. Men historierne, der kommer fra rohingyaerne, er skræmmende konsistente: det er en virkelig aggressiv militær reaktion, og det er beregnet til at fordrive civile.

Militæret bebrejder alle mandlige rohingyaere for det, de militante personer har gjort. Det, vi ved om rohingyaerne, er, at de har afvist politisk vold i årtier. Derfor virker det at bebrejde dem alle som en strategi, der har til hensigt at arrestere folk, så de kan blive presset ud af de samfund, de lever i. Og vi har set, at når civile forlader deres landsbyer, så bliver landsbyen formentlig tilintetgjort.

Myanmars militær har jagtet en undskyldning for at begynde sådan et angreb. Der er ingen tvivl om, at de håbede, at noget i den her stil skulle ske, så de ville få muligheden for at gå ind i rohingyaernes samfund og gøre det, de har gang i. De militante personers handlinger har givet militæret den undskyldning, og det har på ingen måder hjulpet rohingyaernes sag.

En langsigtet løsning for rohingyaerne kommer til at involvere en politisk aftale. Den 23. august fremførte den tidligere Generalsekretær for FN Kofi Annan nogle løsningsforslag til konflikten, der kom af hans et års-lange kommission, som har undersøgt urolighederne i Rakhine. Han tilbød regeringen løsninger, der blandt andet indebar at give rohingyaerne rettigheder, mulighed for statsborgerskab og at slutte diskriminationen i Rakhine. Jeg tror, at enhver rohingya ville have accepteret disse forslag med åbne arme, men de er blevet glemt i kaosset.

RÆSON: Du nævnte, at op imod 160.000 rohingyaere er flygtet, og de fleste er flygtet til Bangladesh. Hvordan har Bangladesh håndteret denne humanitære krise?

Bangladesh er i problemer. Det er et fattigt land, og det er allerede hjemsted til adskillige hundredetusinder flygtninge fra Myanmar. Internationale humanitære grupper, der er blevet afvist adgang til Rakhine, har ændret fokus til Bangladesh og forsøger at støtte folkene, der kommer dertil. Men i det lange løb kan Bangladesh ikke nødvendigvis yde den støtte, de 160.000 flygtninge får brug for. Så Bangladesh’ ressourcer er allerede anstrengte. Dette er en enorm flygtningegruppe – 160.000 er størrelsen på en hel by. De er kommet i løbet af to uger. Det har været en meget pludselig flygtningestrøm, og min bekymring er selvfølgelig, at hvis situationen ikke løses i Rakhine hurtigt, vil antallet af mennesker, der ankommer til Bangladesh, stige.

Min anden bekymring er, at ødelæggelsen af landsbyerne i Rakhine gør det ekstremt svært for rohingyaerne at vende hjem, fordi deres hjem er blevet ødelagt. Det er en udfordring, der kommer til at kræve international hjælp. Det er tid til, at FNs Sikkerhedsråd griber ind, vedtager en resolution og støtter op om den med handling. FN har et ansvar om at beskytte befolkninger mod folkedrab, og det, der sker mod rohingyaerne virker til at være et folkedrab.

FN har et ansvar om at beskytte befolkninger mod folkedrab, og det, der sker mod rohingyaerne virker til at være et folkedrab
_______

 

RÆSON: Myanmar er også en del af ASEAN (Association of Southeast Asian Nations). Har ASEAN reageret på situationen, eller kan de overhovedet gøre noget for at hjælpe rohingyaerne?

Myanmars handlinger mod rohingyaerne har faktisk, mener jeg, destabiliseret ASEAN. ASEAN har i lang tid haft et princip om, at medlemmer ikke blander sig i andre medlemmers indenrigspolitik, men det er begyndt at bryde ned. Den malaysiske premierminister har offentligt opfordret Myanmar til at stoppe forfølgelsen af rohingyaerne. Der har været store protester i Malaysia og i Indonesien, der er verdens mest befolkede muslimske land. Indonesisk politik bliver mere og mere islamisk, og nu er forfølgelsen af rohingyaerne blevet et politisk anliggende i Indonesien. Det samme gælder for Malaysia.

ASEAN er en forskelligartet gruppe, især når det kommer til landenes religiøsitet. Myanmars forfølgelse af rohingyaerne kan ende med at dele ASEAN baseret på landenes religiøsitet. Vi kan se, at Thailands militærregering har indvilliget i at samarbejde med Myanmars militær. Vicepremierministeren har mødtes med Myanmars militærs øverstbefalende, og de blev enige om at samarbejde om problemerne i forbindelse med rohingyaerne.
Myanmar er primært buddhistisk, Thailand er primært buddhistisk, men Malaysia og Indonesien er muslimske lande. Det kan potentielt være ekstremt problematisk for den fremtidige stabilitet og samarbejdet i ASEAN.

RÆSON: Så du mener, at den malaysiske premierministers Najib Razaks udtalelser var oprigtige og ikke blot et forsøg på at skabe politisk momentum?

Det er i virkeligheden lige meget, om udtalelserne var ment til et indenrigspublikum, som de formentlig har været, da Razak står foran et valg næste år. Faktum er, at han siger, som han gør, og at det politiske publikum i Malaysia kræver, at statsoverhovedet skal gøre sit for at støtte rohingyaerne.

Risikoen er, at det samme ville ske i et mere befolkningsfyldt land som Indonesien. Den indonesiske valgkamp er først om et par år, men risikoen, der er ved, at Myanmar i en så overdreven grad har mishandlet rohingyaerne, er, at mishandlingen vil blive et vigtig sag i indenrigspolitik i Malaysia og Indonesien. Hvis ethvert ASEAN-møde kommer til at resultere i indenrigspolitisk pres i Malaysia og Indonesien, hvor folket vil forlange, at deres repræsentant konfronterer Myanmar om rohingyaernes situation, så vil det helt sikkert være destabiliserende for ASEAN.
Om motivationen bag udtalelserne var at appellere til indenrigspolitiske tilskuere er irrelevant, i og med at når han siger det, så siger han det.

RÆSON: Er der nogle, der er interesserede i ikke at løse konflikten?

Jeg tror, alle siger, at de er interesserede i at løse konflikten, men det er værd at overveje, hvem der vinder, når rohingyaerne bliver frataget deres land i det nordlige Rakhine. Jeg synes, det er vigtigt at overveje geopolitikken i området.

Kina har investeret heftigt i Rakhine med en gas- og olierørlinje fra Den Bengalske Bugt til kinesiske provinser, der ligger inde i landet. Det er af strategisk vigtighed for Kina. Der har været mange anklager i Myanmar og områderne, hvor rørledningen bliver bygget, om, at folk bliver tvunget væk fra deres områder. Det er værd at notere, at vold i området, hvor rørlinjen kommer på land, resulterede i, at rohingyaerne blev flyttet væk fra deres lokalsamfund i 2012. De har endnu ikke fået tilladelse til at vende tilbage til deres hjem.

Så der er potentielle kommercielle fordele for dem, der støtter Myanmars handlinger i FNs sikkerhedsråd. Kina har været konsekvent i deres støtte til Myanmar, og de har en stor investering i den rørlinje.

RÆSON: I 2012 sagde det nuværende statsoverhoved Aung San Suu Kyi, at hun ikke havde talt på rohingyaernes vegne, da hun hellere ville fokusere på at forsone de muslimske rohingyaere og de buddhistiske rakhinere. I løbet af den seneste krise har hun også afvist at fordømme og endda anerkende, forfølgelsen af rohingyaerne. Og da hun endelig kommenterede på situation onsdag d. 6. september, skød hun skylden på ”misinformation” og ”fake news”. Har rohingyaernes situation på nogen måde ændret sig, siden hun blev 1st State Counsellor of Myanmar i 2016?

Nej, situationen er ikke blevet forbedret, siden Aung San Suu Kyi blev State Counsellor. Det bør være dybt bekymrende for det internationale samfund, som har accepteret hendes anmodning om tålmodighed. Det er sandsynligt, at hun ville hævde, at hun ventede på resultaterne fra Annan-kommissionen, men jeg tror, der er legitim bekymring over, at hun endnu ikke har vist nationalt lederskab i forbindelse med rohingyaernes sag. Jeg tror, at hvis hun havde udvist sympati for sagen, så ville Myanmars politik på området have ændret sig drastisk.

Hun kan gøre meget mere, end hun gør. Hun har konsekvent bedt om, at det internationale samfund giver hende mere tid, men for rohingyaerne betyder mere tid, at flere rohingyaere vil blive myrdet, eller at deres liv og hjem vil blive ødelagt. Så det er svært at tro, at Aung San Suu Kyi var oprigtig i hendes appel om mere tid, da hun har vist meget lidt sympati for den situation, mere end 160.000 rohingyaere befinder sig i. En, der var oprigtigt bekymret for civiles trivsel, ville udtrykke det uden samtidig at hentyde til, at tingene ikke er så slemme, som medierne siger.

RÆSON: Så du mener, at kritikken af Aung San Suu Kyis manglende handlinger, selv efter hun er kommet til magten, er berettiget?

Ja, helt klart. Meget lidt af det, hun har gjort, siden hun kom til magten, indikerer, at hun har meget sympati for rohingyaernes situation. Når det så er sagt, er hun blevet presset internationalt til at adressere situationen, og hun kunne have gjort det ved at implementere Annan-kommissionens forslag. De militante rohingyaeres handlinger har dog taget pusten ud af Annan-kommissionen og gjort en politisk løsning sværere.

Det er også vigtigt, at vi erkender Myanmars militærs rolle i situationen. Personen, der bestemmer, hvad militæret gør i Rakhine, er General Min Aung Hlaing. Han er den øverstbefalende og leder militæret, det gør regeringen ikke. Men regeringen under Suu Kyi kan bruge deres moralske autoritet i Myanmar til at dæmpe militærets handlinger. Mens hun ikke kan bestemme, hvad militæret skal gøre i Rakhine, så kan hun gøre det, hun mener, klart offentligt, og ofte vil den offentlige mening følge Aung San Suu Kyi.

Militæret ønsker at bibeholde dets anseelse i den myanmarske befolkning. De vil ikke overskride deres grænser og blive kritiseret af Aung San Suu Kyi. Myanmars militær går ikke op i kritik fra det internationale samfund, FN eller humanitære grupper i udlandet. Men at blive kritiseret af Aung San Suu Kyi bekymrer dem.

Myanmars militær går ikke op i kritik fra det internationale samfund, FN eller humanitære grupper i udlandet. Men at blive kritiseret af Aung San Suu Kyi bekymrer dem
_______

 

RÆSON: Hvis Aung San Suu Kyi og regeringen ikke har magt over militæret, ville den rigtige måde at ændre dette på og få kontrol over militæret være at adressere folket og ændre folkets holdning?

Ja, helt klart. Hvis Aung San Suu Kyi mener, at militæret går for vidt i Rakhine, har hun to muligheder. Hun kan fortælle den øverstbefalende, at det er det, hun mener, og han vil måske eller måske ikke tage hendes råd til sig. Hun kan også gøre det klart offentligt, at hun mener, at militæret er gået for vidt, at de er for aggressive og ødelæggende over for civile. Det ville tvinge militærets lederskab til at overveje, om de er villige til at risikere at miste folkets støtte. Aung San Suu Kyi har ikke gjort det. I stedet har militæret foretaget disse aktioner, og landets regering støtter militæret. Der er intet politisk pres på militæret om at være mindre aggressive, og det er en fejl af Aung San Suu Kyi.

Det er også en langsigtet politisk fejl af Suu Kyi. Det er ikke i tilhængerne af demokratiet, som Suu Kyi og hendes parti [National League of Democracy, red.], og demokratiets interesse at gøre militæret mere magtfuldt. Omvendt er det i deres interesse at mindske militærets position i samfundet på lang sigt. Jeg ville foreslå, at de skulle overveje, at de ved at styrke Myanmars militær i deres forfølgelse af rohingyaerne, styrker militæret i en bredere forstand. Det er noget, de burde være bekymrede for.

Militæret ledede Myanmars regering i 50 år, og de har kun for kort tid siden trukket sig i en lille grad. De kontrollerer stadig mange af regeringens ministerier i dag. En situation, hvor militæret styrkes af landets regering burde være dybt bekymrende for dem, der støtter demokrati i Myanmar. I dag forfølger militæret rohingyaerne, men hvem ved, hvem de vil forfølge i morgen eller næste måned eller næste år.

RÆSON: I 2015 skrev du en artikel, hvori du blandt andet skrev, at Suu Kyis stilhed måske skyldes, at størstedelen af befolkningen er Bamar buddhister, og at hendes politiske aspirationer ville blive beskadiget, hvis hun erklærede hendes støtte til rohingyaerne. Desuden spekulerede du, om hendes parti (NLD) og partiets ledere, som primært er Bamar buddhister, og som mange mener, ikke er interesserede i at hjælpe rohingyaerne, holdt hende tilbage. Hvorfor tror du, at hun ikke har fordømt militærets handlinger?

Jeg tror, at problemet er, at hun måske er enig med deres handlinger. Hun er en politiker, og som en politiker indikerer hendes manglende anmodning til militæret om at mindske deres angreb i høj grad, at hun støtter det. Mange i Myanmar betragter ikke rohingyaerne som legitime borgere, og der er mange i Suu Kyis politiske parti, der ikke betragter rohingyaerne som legitime borgere. Men folkets holdning opfordrer til forsigtighed. Når en minoritetsgruppe bliver dæmoniseret alene på grund af deres upopularitet, vil militæret ikke nødvendigvis holde deres angreb til den gruppe. Myanmars militær har vist sig som værende ivrige efter at styre regeringen i løbet af de sidste 70 år, og de har kun modvilligt opgivet kontrollen for nyligt.

Så Suu Kyi skal være forsigtig. Selv hvis hun enig i det, de gør, så er hun en politiker, og hun skal overveje, om det på lang sigt er i landets interesse, at militæret er så aggressivt. Militærets øverstbefalende får også en smag for magt igen. I øjeblikket er beslutningstagerne i Rakhine overvældende militærfolk. Myanmars civile regering bliver overtrumfet, og det er bekymrende for demokratiets fremtid i landet.

I øjeblikket er beslutningstagerne i Rakhine overvældende militærfolk. Myanmars civile regering bliver overtrumfet, og det er bekymrende for demokratiets fremtid i landet
_______

 

RÆSON: Tror du, at demokratiet kan tabe til militæret igen?

Jeg synes, at der er nogle bekymrende tegn i øjeblikket. Jeg tror, at så længe Suu Kyi er ved magten, vil det demokratiske system fortsætte med at fungere, som det har gjort de sidste par år. Det har været et meget begrænset demokrati, hvor militæret stadig kontrollerer 25 pct. af parlamentet og har meget magt og selvstændighed.
Men det, der sker i Myanmar i dag, bør være alarmerende, fordi det indikerer, at når Aung San Suu Kyi træder af, så vil militæret måske mene, at ingen andre er kvalificerede til at lede en civil regering efter deres ønsker. Det er min bekymring fremadrettet. Suu Kyi burde, som State Counsellor og leder af den civile regering, hjælpe med at bygge et stærkere demokrati i Myanmar og ikke tillade, at det bliver svækket. Og hver gang landets civile ledere bøjer sig for Myanmars militær, der er afskyelige i deres angreb, bliver Myanmars demokrati svækket.


RÆSON: Hvad kan konsekvenserne for rohingyaerne være, hvis situationen ikke løses inden for den nærmeste fremtid?

Som mange har sagt, så er det et folkedrab. Det er et samfund, som bliver jaget af deres land og som er blevet afvist statsborgerskab og andre menneskerettigheder i årtier. Det, vi ser, er en humanitær katastrofe. Det er en katastrofe, og det er svært at finde de rigtige ord til at beskrive, hvor alvorligt det er. Det er den mest alvorlige mishandling af mennesker, der kan ske: det er et folkedrab! Vi burde alle skamme os over, hvad der sker i Myanmar i dag.

RÆSON: Kan krisen blive løst internt eller vil det kræve hjælp fra eksterne faktorer som ASEAN og FN?

Myanmar har altid været uvillige til at acceptere ekstern hjælp, og det er ikke et land, der stoler på eksterne hjælpere. Det har været et karakteristisk træk ved Myanmars politik. Men jeg tror, situationen er så slem nu, at international assistance er nødvendig. FN skal involveres. Jeg kan ikke se, hvordan konflikten kan løses ordentligt uden international assistance.

Ronan Lee (f. 1976) er irsk-australsk ph.d. studerende ved Deakin University i Australien, MP for Queensland (2001-2009). Hans speciale havde titlen „A Politician, Not an Icon. Aung San Suu Kyi’s silence on Myanmar’s Muslim Rohingya“. ILLUSTRATION: Myanmars 1st State Counsellor (statsrådgiver) bliver interviewet af kinesiske medier om situationen med rohingyaerne, Nay Pyi Taw, Myanmar, 20. september 2017 [foto: U Aung/Xinhua via ZUMA Wire]