06.12.2017

FRA RÆSON31 [Efterårsnummeret/Oktober 2017].
„Det bliver ikke Trump, der ødelægger NATO. Men han symboliserer de kræfter, der truer med at splitte alliancen på begge sider af Atlanten: Går USA og Europa fra hinanden?‟

Af Sten Rynning

USA’s forhenværende forsvarsminister Donald Rumsfeld (der besad posten fra 2000 til 2006) yndede at sige: ”Weakness is provocative” – svaghed er provokerende. En art livslektie: Det svage barn i skolegården vil før eller siden opleve at blive tævet af en bølle, som vil demonstrere sin magt, dække over egen utilstrækkelighed eller blot har en dårlig dag.

Et af de store paradokser for USA og NATO er, at præsident Donald J. Trump, som ellers synes, at han selv er en pokkers karl, en rigtig John Wayne, får både sit eget land og alliancen til at fremstå som svage. Derfor inviterer han til bølleadfærd. Kina, Rusland, Nordkorea og Iran er på hver deres facon i gang med at teste vandene for at se, om den tidligere sherif – USA og dets ’band of brothers’, NATO – er blevet svag og kan udfordres.

Man kommer til at tænke på det råd, John Wayne i en af sine film gav en grønskolling ude i det vilde vest: ”Life is tough out here, pilgrim, and it’s tougher if you’re stupid.” Fortsætter den politiske stupiditet, som Trump har lagt for dagen, vil NATO-alliancen (som i 2019 fylder 70 år) snart ende på pension – og ’Vesten’ som international magtfaktor vil være en saga blot.

Men der er grund til at klappe hesten, i hvert fald på mellemlang sigt. For NATO står på et stærkt fundament. Alliancen vil ikke pludselig kollapse, og den skal nok overleve Trump. Til gengæld er der grund til at se Trump som symptom på et dybere geopolitisk skifte, der på sigt kan få alliancen til at erodere.

Trump som drama
NATO-topmødet, der fandt sted 25. maj i år, vil stå som højdepunktet i et offentligt drama om alliancens skæbne. Det var ikke et rigtigt topmøde – dertil var det for kort – men en lejlighed for alle cheferne i alliancen til at hilse på præsident Trump, da de samledes for at indvie det nye hovedkvarter i Bruxelles. I samme åndedrag ville man så i fællesskab bekræfte alliancens udødelighed. Alt var sat i scene. Symbolsk var mødet uhyre vigtigt, ikke mindst i lyset af Trumps nationalistiske bulder og brag under valgkampen i 2016. Da Trump fra talerstolen henvendte sig til offentligheden, var det i den tungest mulige kulisse: Han var flankeret af alle de øvrige NATO-chefer, foruden fragmenter af Berlinmuren og World Trade Center – symboler på de trusler, NATO har stået overfor – og den nye bygning som symbolet på alliancens tro på egen fremtid. Hvad gjorde han? På denne perfekte scene vendte Trump sig mod sine egne og undlod at tage alliancens solidaritetsløfte (artikel 5) i sin mund. I stedet kritiserede han både de allierede og den nye bygning for at være for dyre.

Trætheden i hele teamet omkring NATO’s generalsekretær var til at tage og føle på. De havde slidt for at få mødet til at glide på bedste vis og var blevet forsikret om, at Trump i sin tale ville fremhæve artikel 5. Forsikringerne var kommet fra alle de centrale spillere i udenrigspolitikken: forsvarsminister James Mattis, udenrigsminister Rex Tillerson og sikkerhedsrådgiver Herbert McMaster. De nationalistiske rådgivere omkring Trump – Steve Bannon (nu fratrådt) og Stephen Miller – viste sig bare at være placeret mere centralt. På turen til Bruxelles fik de overbevist Trump om, at der skulle nye boller på suppen.

Lidt bizart skulle der så ikke gå mere end et par uger, før Trump vendte på en tallerken og bekræftede, at USA stod ved artikel 5 – amerikanerne skulle nok forsvare huset, hvis der gik ild i det. Dette skete nærmest impromptu ved et pressemøde uden for Det Hvide Hus i forbindelse med et besøg fra den rumænske præsident, Klaus Iohannis. Fra et strategisk kommunikationsperspektiv var Trumps logik svær at følge. Han forspildte chancen for at mobilisere de øvrige chefer, da de stod på plænen bag ham den 25. maj, men udstedte altså alligevel sin sikkerhedsgaranti (artikel 5) – sådan lidt skødesløst over for pressekorpset, som ville han bare slippe for flere spørgsmål.

Usikkerheden om artikel 5 er ikke ligefrem en marginal sag i international politik: USA’s tilstedeværelse i NATO er på mange måder hjørnestenen i den multilaterale orden, USA har opbygget siden 1945. Det er denne orden, Kina forsøger at nedbryde indefra, mens Rusland udfordrer den direkte.

Fraværet af tydelig strategisk tænkning og kommunikation er en del af Trumps drama. Der er en flig af logik i hans måde at operere på, forstået på den måde, at han bruger overraskelser –nogle gange brutale overraskelser – som optakt til forhandlinger. Uforudsigelighed og frygt er kort, han spiller i forhandlingsøjemed. Men det er alligevel svært at forstå, hvorfor han så konsekvent træder på sine nærmeste allierede og ikke investerer i personlige relationer til deres ledere. Selvom hun bad om det, fik Angela Merkel helt åbenlyst ikke et håndtryk i Det Hvide Hus i marts. Samtidig har Trump villigt kritiseret Tyskland for landets imponerende handelsoverskud og status som bileksportør. Man savner simpelthen et indblik i, hvordan Trump ser sine allierede. Partnere kan naturligvis kritiseres, men betragter han dem ikke som netop partnere i et større internationalt spil om magtens arkitektur?

Det gik ikke NATO-ledernes opmærksomhed forbi, at Trumps drive-by-møde med alliancen den 25. maj kom i kølvandet på hans tur til Saudi-Arabien. Her havde han hyldet samarbejdet med både Saudi-Arabien selv og flere af dets allierede, sunnimuslimske monarkier. Ganske vist var der en strategisk logik i denne arabiske love affair, for så vidt USA søger at skabe en magtfront over for Iran. Alligevel var det slående, hvor begejstret Trump under denne rejse virkede – over fraværet af kritik og demonstrationer kombineret med den ære, guld og glimmer, Saudi-Arabien lod skinne på ham. Det historiske fællesskab og de fælles liberale værdier, som ligger i NATO, blev på sæt og vis sat skakmat af et absolutistisk monarkis bling-bling. Det lover ikke godt, hvis fascinationen af bling-bling er udtryk for en generel svækkelse af det amerikanske præsidentembede – en slags udhuling af den amerikanske evne til at føre strategisk og langsigtet politik. Frygten herfor er klar nok i Europa, omend de allierede i første omgang forholder sig til fænomenet Trump.

Imens ruller Trumps karavane videre. Den er på helt afgørende vis orienteret mod magten i Washington, D.C., og USA i det hele taget. Det handler simpelthen ikke om international politik. Det handler om Trumps evne til at udfordre den gamle magtelite i USA, fastholde sin politiske base af vrede, hvide vælgere og intimidere USA’s politiske institutioner – især Kongressen, men også domstolene – til at levere på præsidentens dagsorden. Dette er kernen i Trumps drama, og det er herudfra, at Trumps engagement i NATO og på den diplomatiske scene skal forstås. USA’s diplomati og udenrigspolitik er bestemt ikke uden design og eftertanke, men det præsidentielle engagement i det sker ud fra en prisme, som vi bare må konstatere er meget lokal. Man mindes Frank Underwood – den sorte prins, som når præsidentposten i HBO-serien ’House of Cards’: ”Power is a lot like real estate [fast ejendom, red.]. It’s all about location, location, location. The closer you are to the source, the higher your property value.”

Trump som parentes
Når vi nu taler real estate, er det værd at påpege, at NATO på sin vis er et stykke geopolitisk ejendom, USA igennem mange år har investeret i. Denne udvikling har skabt et meget omfattende sikkerhedspolitisk apparat i USA, som er knyttet til den magt, NATO giver, og som har tænkt sig at vedligeholde denne magt. Det behøver man ikke at være konspirationsteoretiker for at følge: Selvfølgelig vil den amerikanske våbenindustri gerne have et internationalt marked for sine våben, men den primære grund til det sikkerhedspolitiske apparats styrke og størrelse er, at USA kastede sig ud i magtbalancering – først med Sovjetunionen og nu med bl.a. Kina.

En enkelt præsident kan ikke bare ophæve denne investering i sikkerhedspolitisk real estate. Præsidenten kan rive i apparatet, men ikke revolutionere det. Apparatet består. Vi taler om et netværk af repræsentanter for den amerikanske stat, som befinder sig i og omkring Europa. De forstår intuitivt værdien af at have en forsvarsalliance som NATO i værktøjskassen. Disse repræsentanter er især diplomater og folk fra militæret. Deres forståelse af NATO indlejres som kultur og politik i udenrigsministeriet og forsvarsministeriet. Samtidig afspejler den sig i de politiske institutioner, ikke mindst Kongressen, hvor lovgivere – fortsat – er villige til at bruge skattepenge på at opretholde ’den nationale interesse’.

At definere og implementere en national interesse er altså en kompleks affære. Trump og hans nærmeste kan sætte tonen og angive de store prioriteter, men Kongressen skal betale for gildet. Med andre ord skal apparatet mobiliseres. Dette skaber en konservativ tendens til at fastholde systemet og dets logik, et værn mod revolution.

I løbet af mit forskningsophold i Washington, D.C., i foråret 2017 talte jeg med en række amerikanske iagttagere. Flere af dem var overbeviste om, at værnet nok skulle holde til Trump. Måske er der ligefrem tale om en slags skyggespil, hvor alle forstår, at Trump har brug for at slå nogle slag i (og mod) NATO for at køre sig i stilling på den hjemlige scene. Han skal kritisere ’slappe’ europæere for at kunne opbygge sin profil i det amerikanske Midtvesten. Europæerne accepterer spillet og følger med lidt ad vejen. Samtidig synes det amerikanske sikkerhedsapparat egentlig godt om muligheden for at skubbe lidt til byrdefordelingen mellem USA og Europa, vel vidende at der ikke er nogen reel fare for revolution.

Her er det værd at bide mærke i den underliggende geopolitik. NATO handler ikke bare om Rusland og Baltikum, som er mærkesagen i Danmark. For USA handler alliancen ganske vist til dels om Rusland og dermed USA’s evne til at få en større – men trods alt regional – magt til at spille efter regler, man er blevet enige om – fx at respektere, at Ukraines territoriale integritet er ukrænkelig, hvilket var aftalen, indtil Rusland snuppede Krimhalvøen i 2014. Men samtidig er alliancen en vigtig trædesten til det omfattende engagement, USA har i dele af Afrika og det brede Mellemøsten. NATO er et brohoved, hvor amerikanske tropper trænes, hvorfra de udsendes, og hvor man understøtter logistikken til operationsområder i Irak, Afghanistan og andre steder. Samtidig er det en kilde til konkret operationel støtte i form af europæiske troppebidrag i operationerne. NATO er basis for europæisk diplomati i bl.a. FN. Samtidig er NATO løftestang for partnerskaber med en hel række af stater – fra Qatar til Marokko – der ofte ikke vil udstilles som de små i et ægteskab med den store (USA). Disse stater søger derfor ægteskabet gennem en bredere, multilateral ramme. Hvis ellers amerikanerne formår at vedligeholde alliancen, leverer NATO altså rigtig mange fordele for USA. Det er en pointe, som er bredt forstået i det amerikanske sikkerhedspolitiske miljø.

NATO fungerer dermed som en akse i en bredere amerikansk sikkerhedsarkitektur. Det er frem for alt det største og mest udviklede allianceinstrument, USA har i forhold til alle sine partnere i Europa, Mellemøsten og Asien, hvor NATO er guldstandarden for et praktisk og politisk samarbejde. Samtidig er NATO et værn mod Rusland og som sådan en kilde til inspiration for en asiatisk sikkerhedsarkitektur, hvor USA’s partnere fokuserer på Kina, og hvor USA’s militære værn – hæren, luftvåbenet og flåden – afprøver og afstemmer operationelle idéer for at forblive de stærkeste. NATO er tillige springbræt for USA’s engagement i det brede Mellemøsten og Nordafrika, inklusive dele af det centrale Afrika, hvor USA i overvejende grad fokuserer på terrorbekæmpelse, men også fører brede stabiliseringsindsatser – ikke mindst i Afghanistan.

Fra europæisk side er NATO dermed et værn mod både øst (Rusland) og syd (ustabile og fejlslagne stater samt terrorisme). Sydflanken er imidlertid kontroversiel, for selve kampen mod terror – som ruller frem og tilbage i bl.a. Irak, Syrien, Somalia, Libyen og Mali – vækker ubehag i Europa, hvor man generelt foretrækker at tænke i stabiliseringsoperationer frem for kamp mod terror. Europa vil som kollektiv – groft sagt – hellere genopbygge stater end jage terrorister, mens USA argumenterer for, at de to ting hænger sammen.

Trump som symptom
Aksen mod øst – mod Rusland – giver NATO en solid indre motor, som Trump ikke uden videre kan slukke for. Trump bliver ikke årsag til alliancens død. Til gengæld kan han vise sig at være håndlangeren for andre sygdomme i alliancen – en slags symptom på nogle dårlige trends, som falder langs sydaksen, og som får ekstra energi af fænomenet Trump.

Der er grundlæggende tale om en drejning i amerikansk geopolitisk tænkning. Groft skåret har USA’s politiske elite igennem 70 år været fokuseret på øst-vest-aksen, som altså gik over såvel Stillehavet som Atlanterhavet. Anden Verdenskrig skabte en form for mental opklaring i USA. Indtil Pearl Harbor-angrebet i december 1941 var man i USA ikke enige om landets sårbarhed over for magtspillet i Europa og Asien. Mange mente, at det var en reel mulighed at isolere USA, fordi de to oceaner beskyttede landet. Japans evne til at lancere angreb over oceanet (også selvom Pearl Harbor ligger midt i Stillehavet og altså et stykke fra det kontinentale USA) blev skelsættende, og da Tyskland samtidig erklærede USA krig, var det klart, at USA måtte projektere magt både i øst og vest. Efter verdenskrigen, fra 1945 og frem, fastholdt USA, at landets sikkerhed begyndte på den anden side af oceanerne. USA etablerede derfor en global øst-vest-infrastruktur af alliancer, uformelle politiske partnerskaber, baser og forsyningslinjer, som de har vedligeholdt lige siden.

Trump er et symptom på, at store dele af det amerikanske samfund ikke længere ser nytte i dette øst-vest-design. I stedet er amerikanerne i stigende grad optaget af nye trusler fra syd – især ulovlig immigration, men også narko- og bandekriminalitet og for den sags skyld økonomisk forandring og udflytning af jobs til Mexico. Trump har mesterligt fanget denne stemning og indkapslet den i sit krav om en mur mod syd.

Stemningsskiftet kommer snigende, fordi en stor del af de amerikanske stater ikke åbenlyst er forbundet med den globale økonomi. Typisk er det kyststaterne i USA, som er mest globaliserede – det er Demokraternes valgterræn. Republikanerne står til gengæld solidt i Syden og Midtvesten. De to partier er samtidig i stand til at tegne valgdistrikterne i ’deres’ stater (gerrymandering), hvorved de splitter oppositionens stemme og skaber sikre distrikter for egne kandidater. Resultatet er en voksende afgrund mellem blå og røde stater – en slags bipolarisering af det politiske miljø.

Trump er symptom på, at Republikanerne af denne årsag drages mod et udsyn, som er mere jordnært, mindre globaliseret. De er om nødvendigt villige til at bruge militær muskelkraft, men vil først og fremmest opbygge egen jord og territorium. Det er en Jacksonian tradition – efter præsident Jackson (1829-1837), som Trump jævnligt sammenlignes med. Tilgangen får energi fra den base af frustrerede hvide vælgere, som præsidenten baserer sin magt på.

USA er draget mod ’nye trusler’ fra syd – akkurat som Europa, hvor vi frygter immigration, men også borgerkrige, alverdens ukontrolleret og organiseret kriminalitet samt terrorisme. Det bør minde os om, at selve grundlaget for, at USA kunne engagere sig i øst-vest-aksen fra 1940’erne og frem, var, at amerikanerne havde lagt hele Syd- og Mellemamerika (inklusive Mexico og Caribien) dødt rent geopolitisk. Dette område var under amerikansk hegemoni, og det gav USA en base for videre globalt engagement. Fra Pearl Harbor og frem blev dette engagement en realitet.

En af de mest elegante formuleringer af denne historie er kommet fra Nicholas Spykmans hånd. Spykman var oprindeligt fra Holland, men kom til USA i 1920 og endte som en af sin tids mest markante geopolitiske analytikere. I bogen America’s Strategy in World Politics fra 1942 beskriver han netop denne sammenhæng mellem ’the Americas’ og så det globale engagement. Nogle vil pege på, at USA’s amerikanske dominans allerede kom med Monroe-doktrinen i 1823, men denne doktrin blev skabt på Storbritanniens nåde: Det var den britiske flåde, som afholdt Spanien og Portugal fra at genetablere sig i Syd- og Mellemamerika efter Napoleonskrigene. Det var først med USA’s egen ekspansion ind i den sydlige region – mod slutningen af det 19. århundrede, da den amerikanske borgerkrig havde lagt sig, og USA som stat havde samlet kræfter – at USA af egen kraft sikrede sig en fri ryg i det amerikanske. Mest symbolsk skete det ved at smide Spanien ud af Cuba i 1898. Herefter begyndte ’the American Century’ – hvilket indebar et opslidende forhold til mange syd- og mellemamerikanske lande og befolkningsgrupper, som stred imod USA’s herredømme.

I 1990’erne slog forfatteren Robert D. Kaplan sit navn fast i den brede debat om geopolitiske trends med bogen The Coming Anarchy. Kaplan argumenterede stærkt for, at en ny akse – nord-syd – havde åbnet sig, og den handlede om organiserede stater og samfunds kamp for at holde anarkiet fra syd på afstand. Kaplan var ikke optimist. Det er han sådan set heller ikke i dag, og han har i de senere år fokuseret mere og mere på, hvad anarkiet fra syd betyder for USA. Først kom det i bogen The Revenge of Geography fra 2012 og siden mere helhjertet i bogen Earning the Rockies fra 2017. Sidstnævnte er en opdagelsesrejse ind i den indre geopolitik, som skabte USA, og et opråb til det amerikanske samfund om at forstå de lokale og regionale præmisser for global politik.

Her finder vi tegningen af den filosofi, som kunne blive en ny mainstreamtanke blandt amerikanske beslutningstagere. Den er geopolitisk foranlediget, og Trump har tjent til at åbne sluserne for den ind i det Republikanske parti. Nu må vi se, om ikke også Demokraterne bliver påvirket: Hvis de skal leve op til deres egen ideologi om at stå last og brast med den lille mand, og hvis de skal overleve politisk i de store dele af USA, der ikke udgøres af globaliserede kyststater, skal de til at tænke sig om. Der er lagt op til en splittelse a la den, vi kender fra Europa: Det politiske centrum holder fast i globalismen, mens den territoriale politik æder sig ind fra flankerne.

Denne sydtrussel fremstår anderledes end den, som fra 2001 og frem affødte ’krigen mod terror’. Dengang var syden udtryk for den zone af radikalisme og dårlig regeringsførelse, som skabte al-Qaeda og andre terrornetværk – og kampen mod dem blev i sin natur global. Det nye syden, om man vil, har et bredere fokus på mængden af dårligdomme, der kan flyde på tværs af grænser fra ustabile samfund og regioner. Derfor er det nye syd mere regionalt, mere fokuseret på USA’s konkrete grænse mod syd og på, hvordan globale handelsaftaler tillader multinationale firmaer at operere til gavn for dem selv og til skade for samfundet. Dette er Trumps kernedagsorden. Han vil forhindre firmaer i at lokalisere sig i Mexico, eksportere til USA under skygge af den regionale frihandelsaftale (NAFTA) og suge overskuddet ud af USA til filialer i Kina. Samtidig vil han forhindre, at grænsen står ’åben’ for immigranter, kriminelle og alskens dårligdom såsom narkotika.

Trump har aldrig rigtig købt aktier i den gamle sydakse – den, som Europa og USA i kølvandet på terrorangrebene i 2001 svor, at de ville stå sammen om at få styr på. Han vil gerne bombe terrorister (Islamisk Stat) i Syrien og Irak, men han vil ikke investere i opbygning af stater og nationer. Kun helt nødtvungent gik Trump i august i år med til at investere i nationsopbygning i Afghanistan, og det var kun i mangel på bedre muligheder. Det skete desuden på et baggrundstæppe af frustrationer, som reelt kostede hans nationalistiske alter ego, Steve Bannon, jobbet som rådgiver i Det Hvide Hus.

På et tidspunkt vil denne nye nord-syd-akse få mere elegante talsmænd og repræsentanter end Trump. Når denne modning sker, bliver det interessant at følge, hvorvidt og hvordan det stabile og konservative sikkerhedspolitiske apparat ændrer karakter: Vil USA primært se spillet i Asien og Europa gennem en prisme, som handler om stabilisering i Amerika (reelt set Mexico) – altså en slags tilbagevenden til udgangspunktet for Spykmans analyse og en rejse tilbage ind i sig selv, som Kaplan har gjort sig til fortaler for? Eller vil nord-syd-aksen trods alt bibeholde en global dimension og dermed også en øst-vest-akse (hvor NATO ligger) som en slags kompromis internt i USA mellem Trumps kernevælgere og de globaliserede kystområder?

Brobyggere
USA’s allierede har en stemme i dette spil. Deres reaktion på Trump og deres engagement i USA kan nemlig være med til at tippe den politiske balance i Washington, D.C. Groft sagt kan de allierede på den ene side tøjle deres frustrationer over fænomenet Trump og investere videre i de amerikanske politiske og militære kræfter, som vedligeholder NATO. På den anden side kan de slå mønt på Trumps elendige meningsmålinger i Europa ved at lægge afstand til ham og tappe politisk energi til deres egne personer. Det sidste er næsten umenneskeligt fristende, for Trump – med hans bling-bling, uvidenhed og grove karakter – skaber en potent USA-kritisk folkestemning i Europa. Problemet for kansler Angela Merkel, præsident Emmanuel Macron, statsminister Lars Løkke Rasmussen og de andre politiske ledere er, at de ved, at de ikke skal lade sig rive med af folkestemningen, men deres politiske modstandere på den hjemlige bane vil piske den op.

Merkel har derfor løftet lidt på låget med sine hentydninger om, at Europa nu må begynde at tage sin skæbne i egne hænder. Disse hentydninger kom især efter NATO-topmødet i maj og Trumps beslutning om at trække USA fra den globale klimaaftale tidligt i juni. Macron har med stor energi kastet sig ud i at reformere ikke bare Frankrig, men også det europæiske samarbejde. I dét spil har den fransk-tyske akse fået mere plads, efter at et snævert flertal i det britiske folkedyb satte Storbritannien på Brexit-kurs ud af EU.

Der breder sig en optimisme i EU-kredse om, at der begynder at ske noget – en opløsning af finanskrisens knuder, en vilje til at skabe en stærkere finansunion, at arbejde seriøst med udviklingen af en europæiseret forsvarsindustri og en reel EU-kapacitet, når det gælder krisestyring og stabilisering. Disse redskaber sigter særligt mod at håndtere sikkerhedspolitikkens nord-syd-akse.

Lad os nu se, hvor alt dette fører os hen. Det er dog rimelig klart, at EU-projektet får energi fra det populistiske opsving, frygten for ’anarkiet’ mod syd og afvisningen af Trumps politiske værdier. EU’s ledere mener, at populismen skal tøjles. Set fra disse lederes synspunkt er udfordringen i Europa og USA den samme: Øst-vest-aksens interesser – altså at holde Vesten samlet og tvinge Rusland til at spille efter reglerne – skal vedligeholdes i en tid, hvor den (populistiske) politiske energi ligger på nord-syd-aksen. Kan hverken de amerikanske eller europæiske eliter håndtere denne udfordring, åbnes der for en polarisering og splittelse af NATO. I første omgang vil det være i moderat grad – man vil tale om en europæisk søjle vis-a-vis en amerikansk ditto, en mere ligeværdig byrdefordeling og en naturlig udvikling i et gammelt partnerskab. Men sandheden vil være en anden: Enhver tendens til, at europæerne skal have deres ’egen stemme’ inden for NATO, vil lægge kimen til NATO’s endeligt. NATO bygger på princippet ’én for alle og alle for én’ – opdelingen i subklubber og søjler vil nødvendigvis underminere dette princip. Søjler vil gøre det uklart, om solidariteten ligger inden for den enkelte søjle eller mellem dem. Det vil også være en åbenlys lejlighed for Rusland, Kina og andre til at sætte lus i skindpelsen.

NATO har en generalsekretær, som skal hjælpe til at modvirke sådanne tendenser til splittelse. Naturligvis er der klare grænser for, hvad en generalsekretær kan gøre, hvis NATO- landene er dybt splittede. Alligevel er det nyttigt at have en aktør i huset, som sætter ord på de fælles interesser. Anders Fogh Rasmussens tid som generalsekretær – fra 2009 til 2014 – havde to store temaer, som begge havde rod i behovet for at bygge interne broer. Det ene tema var Afghanistan. Her måtte alliancen stå sammen, også selvom der var tiltagende trængsel ved udgangsdøren. Fogh Rasmussen var derfor aktiv i at definere en ny fase i krigen – den transition, som skulle definere krigens afslutning og fredens begyndelse. Lidt ude af trit med virkeligheden – som vi også ser det i dag – men politisk nødvendigt. Det andet store tema kom i 2014, da Rusland de facto angreb Ukraine. Fogh Rasmussen lagde en hård linje ved at sige, at trusselsniveauet for NATO var steget voldsomt – også selvom Ukraine kun var en partner og dermed ikke dækket af NATO’s forsvarsgaranti. Havde alliancen valgt en blød linje, ville de østeuropæiske allierede ikke have accepteret det i stilhed. De ville af frygt for Rusland have skabt et spektakel, der havde udstillet alliancens interne splittelse.

Spørgsmålet er, om den nuværende NATO-generalsekretær, Jens Stoltenberg, har de arbejdsbetingelser, der kan sætte ham i stand til at gyde olie på vandene og skabe fælles fodslag. I en tid med snigende polarisering mellem Trump og Europa må det siges at knibe lidt.

Det er ikke, fordi Stoltenberg ikke har forsøgt. Som nævnt var han sammen med sit team stærkt involveret i forberedelsen af topmødet den 25. maj og havde fået det hele lagt på skinner. Det holdt dog kun, indtil Bannon og Miller i en stille stund ændrede Trumps kurs. Stoltenberg har flere gange været ude for at forklare, at Trump har nogle gode pointer, og for at understrege, at alle allierede bør stå sammen. Men han har set træt og nedslået ud på skærmen.

Det store slagnummer, som Stoltenberg har forsøgt at køre frem, hedder ’Projecting Stability’. Målet er at skabe en overligger på tværs af de regionale interesser, som findes i alliancen. Ved at kombinere alle værktøjerne i kassen skal NATO blive bedre til at stabilisere samfund truet af omvæltninger. Det gælder både på de indre NATO-linjer (fx Estland), med NATO-partnere (fx Ukraine), i operationsområder (fx Irak) og i lande, som fungerer, men er sårbare (fx Tunesien). Hvis ’Projecting Stability’ kommer op at flyve, har NATO-landene fået et fokus, som kan samle – en værktøjskasse, som kan bruges på både øst-vest- og nord-syd-aksen.

Det er ikke helt dumt. Selvom det ikke er et initiativ, som bliver afgørende, er det en uundværlig del af det daglige arbejde med at opretholde alliancen. Naturligvis bør generalsekretæren få størst mulig opbakning fra medlemslandene, og igen har europæerne en særlig rolle at spille. Sagen er nemlig, at alle de gode intentioner om et forstærket NATO-EU-samarbejde – senest med vidtløftige erklæringer på Warszawa-topmødet i juli 2016 – igen er gået i stå. Det skyldes – som altid – blokeringer fra Grækenland og Tyrkiet. Men det handler også om, at ingen af de to organisationer er afklarede omkring deres egne kernekompetencer inden for ’stabilisering’ – som i al sin enkelhed går ud på at hjælpe lande med at regere sig selv til gavn for egne borgere, men som hurtigt bliver et krydsfelt af komplekse problemstillinger. Både NATO og EU kan levere bidrag til stabilisering, men en afklaring af deres fælles grænseflade eller arbejdsdeling kræver først og fremmest, at de hver især sætter grænser for sig selv. Dét er en betydelig udfordring, og det bringer os tilbage til de større politiske ambitioner, som cheferne bringer til bordet. Igen og igen kommer det nemlig til at handle om udsigterne til en europæisk søjle vis-a-vis det atlantiske samarbejde.

Fremtiden
Den ene konklusion på dette essay er, at Trump ikke bør være en al for stor kilde til bekymring for de øvrige NATO-lande. Præsidentens politiske drama er meget orienteret mod hans magtposition i Washington, D.C., og videre ud i USA. Trumps primære motivation er slet ikke at skabe forandringer i alliancen. Men dramaet påvirker naturligvis de allierede, som især skal betale mere til forsvaret. Det er dog håndterbart. Fra amerikansk side er der så stærke interesser bundet ind i NATO, at momentum fortsat vil være på alliancens side i de år, Trump sidder ved magten. NATO tjener amerikanske interesser, og dét er det sikkerhedspolitiske apparat i USA klar over.

Men den anden konklusion er, at Trump er et symptom på et geopolitisk skifte, som bør bekymre de allierede. Det handler om den relative vægt mellem den globale geopolitiks øst-vest-akse og nord-syd-akse. Sidstnævnte fylder stadig mere, hvad der får USA og Europa (tænk EU, men også Storbritannien) til henholdsvis at hærde sine grænser og lukke sit politiske rum for at holde anarkiet fra livet. Det skaber en tendens til at regionalisere alliancen – og reelt at opsplitte den. Trumps fokus på muren mod Mexico er ét symptom; Europas fokus på kontrol med immigration er et andet. Et tredje er måden, hvorpå ’stabilisering’ meget let kommer til at handle om EU versus NATO – om gnidninger mellem en europæisk og en amerikansk søjle. Trump er ikke årsag til denne tendens, men han bringer den frem i lyset og giver den energi. I USA mobiliserer han energien i en vælgerbefolkning, som først og fremmest er optaget af anarkiets indtog. I Europa mobiliserer han bredt vælgerbefolkningerne mod sig selv og det land, han repræsenterer.

Stoltenberg har helt rigtigt fokuseret på behovet for en politik, som spænder over afgrunden mellem øst-vest og nord-syd. Det næste må blive, at de toneangivende regeringer følger trop: at de holder sig tilbage over for den populistiske energi, Trump har sluppet fri, og at de samtidig bevarer balancen i deres varetagelse af sikkerhedspolitiske interesser. Eftersom briterne har valgt vejen til nedsmeltning og en form for irrelevans, må det først og fremmest gælde Tyskland og Frankrig. Danmarks rolle må være at tage del i denne opgave – at minde Tyskland og Frankrig om nødvendigheden af at holde balancen. Vi skal fastholde de gode forbindelser til de mange amerikanske repræsentanter, som – også de næste fire år – vedligeholder sikkerhedsbåndene på tværs af Atlanten. ■

Sten Rynning (f. 1967) er professor og leder af Center for War Studies på Syddansk Universitet. Han var medlem af Norges Udenrigspolitiske Udredning af krigen i Afghanistan (2015-2016), deltog i det rådgivende udvalg for Peter Taksøe-Jensens udenrigspolitiske udredning (2016) og sidder i det rådgivende udvalg for den aktuelle uvildige udredning om Danmarks militære engagement i Kosovo, Irak og Afghanistan.

ILLUSTRATION: NATO-militærøvelse i Litauen, juni 2017 [foto: Eyevine/Polfoto]