16.10.2017

FRA RÆSON31 [Efterårsnummeret/Oktober 2017]. „Moderne politik er modbydeligt. Der er de sociale medier og pressen omkring det. Der er den professionalisering, som har betydet, at der er en enorm topstyring af alle de politiske partier, og det har frihedssøgende sjæle selvfølgelig svært ved at se sig selv i.‟

Interview af Niels Byrjalsen

RÆSON: Du har igennem mange år været en klar stemme i værdikampen i Danmark. Hvad handler værdikampen om i dag?

PIND: Den handler om at vinde den vestlige verdens fortælling. Den handler om at stå fast på, at frihed er det bedste guld. I hele den fortælling spiller frihedsrettighederne en central rolle; påstanden om, at mennesket er født frit og først og fremmest er sit eget. Den fortælling er under et enormt pres, også fra Vesten selv. Det er et åbent spørgsmål, om hele den amerikanske administration i realiteten står for det syn på den såkaldte frie verden.

Man skal huske, at den frie verden altid har stået i modsætning til en anden verden. Hvis man lytter til de ting, der siges – både herhjemme, men også internationalt – kunne man meget let få den tanke, at alt var ét fedt. Efter min bedste opfattelse er det dét, der står på spil i det, jeg foretrækker at kalde kulturkampen: spørgsmålet om den opbygning af vores demokratier, den insisteren på det enkelte menneskes værdi, som er en kombination af demokratitankegang og kristendom. Er vi parat til at forlade dette?

Mit svar på det retoriske spørgsmål er at spørge: Hvad er det så, vi kæmper for? Der er noget, der kendetegner os. Det er en demokratisk kultur. Men det er også en kultur med fokus på det enkelte menneske, som har nogle ukrænkelige rettigheder – hvor man ikke ser på religion, ophav, etnicitet eller andet. Man ser mennesket. Hvis vi ofrer de principper i kampen, tror jeg ikke, nogen aner, hvad kulturkampen egentlig er. Så har vi ikke noget startsted eller endepunkt. Vi har ikke noget ståsted. Det er en oprigtig bekymring, jeg har.

RÆSON: Du nævner, at den frie verden altid har stået i modsætning til noget andet, og det kan vække mindelser om tankegangen i Den Kolde Krig. Er der en forskel på den periode og nu?

PIND: Ja og nej. Der er en forskel forstået på den måde, at der trods alt er en forskel på religion og ideologi. Der står en kamp imellem den fanatiske del af islam og Vesten, og det er ikke det samme som kommunisme og Vesten. Men der er mange fællestræk. Folk tror, at vi står over for noget enestående. Det gør vi ikke. Vi står igen over for nogle, der mener, at man skal underkaste sig en bestemt doktrin – dengang var det kommunisme, nu er det islamisme – og at man er berettiget til at tiltage sig nogle bestemte midler for at nå sine mål.

Vores svar kan aldrig være det samme. Jeg var til en af de første mindehøjtideligheder over de faldne på flagdagen, hvor daværende hærprovst Ole Brehm prædikede. Han sagde noget, som gjorde et uudsletteligt indtryk på mig: at vi i kampen mod det onde kan blive tvunget til at bruge ondskabens våben, men at vi aldrig må gøre det uden samvittighed, for så fører det til dæmoni. Det står lyslevende for mig i den tilstående politiske debat. Hvis vi bruger tvang, undertrykkelse, tortur og fratager folk deres ret til religionsfrihed, hvad adskiller os så – i den principielle tanke – fra dem, vi bekæmper?

RÆSON: I forhold til kampen internt i den vestlige verden kunne man måske også pege på, at liberalismen er gået hånd i hånd med nogle bevægelser, der paradoksalt nok kan have mindsket det enkelte menneskes frihed. På den ene side teknokratisering, bureaukratisering og overregulering af nogle sektorer. På den anden side globalisering og deregulering af andre sektorer, som har forøget uligheden. Er der nogle dynamikker i selve liberalismen, man ikke har gjort stærkt nok op med?

PIND: Jeg tror, at man glemmer nogle ting. Adam Smiths [oplysningsfilosoffen, der betragtes som en af liberalismens grundlæggere, red.] lære var en morallære. Alt forudsatte, at folk opførte sig ordentligt. Liberalismen forudsætter en personlig moral. Der er ikke noget, der forhindrer, at man griber ind over for amoralsk adfærd. Ekstrem grådighed er amoralsk adfærd, og det kan man også godt gribe ind overfor. Det har man måske været for dårlig til.

Så er der spørgsmålet om den økonomiske politik, som mange steder har medført en høj grad af centralisering og bureaukratisering. I sin bog om Kina nævner Henry Kissinger meget tankevækkende, hvad det var, Mao ønskede at gøre op med, da han indledte Kulturrevolutionen, nemlig skrankepavers lange afstand til befolkningen. Hvis man læser det afsnit, kan det lige så vel handle om det moderne demokrati. Den administrative side af sagen har i høj grad fjernet sig fra den folkelige side af sagen. Jeg er lige kommet hjem fra Schweiz, der har valgt den stik modsatte model. De har bevidst decentraliseret. De har bevidst valgt en uddannelsespolitik tæt på arbejdspladserne. De har bare et helt andet system, som gør dem mere rustede til at stå på deres værdier.

Det er klart, at centraliseringen og koncentrationen af formuer har medført en enorm vrede. Men jeg vil mene, at den største del af vreden skyldes den kulturpåvirkning, som den udefrakommende indvandring fra Mellemøsten har medført.

Kan man overhovedet tillade sig at tale om kulturelle forskelle, når man er liberal? Det mener jeg bestemt, at man kan. Det er også derfor, at jeg er Venstremand og ikke teoretiker. Man kan godt have et nationalt udgangspunkt. Man kan også godt synes, at de kulturelle påvirkninger, som kommer, er for voldsomme. Man kan anmode mennesker, som kommer hertil, om at have det udgangspunkt, at hvis man vil være her, skal man bidrage, ikke ønske at lave ting om. Det er det, jeg kalder assimilation.

Og så vil jeg sige, at det helt store problem er, at vores folkelige institutioner er blevet svagere, fordi folket har forladt dem. Folket bilder sig selv dumme ting ind. Jeg har fx oplevet at leve i en tid med annoncer, hvor der stod: ’Alle har ret til et fedt køkken.’ Det er simpelthen det dummeste, jeg nogensinde har oplevet. Alle troede på det. Hvis man virkelig tror på, at alle har ret til et fedt køkken – også dem, der ikke gider at lave noget – så har man et enormt kulturelt problem. Det er det samme som at sige: ’Demokratiet, hvad rager det mig? Samfundet, hvad rager det mig? Min indsats, hvad rager det mig? Alt er ligegyldigt.’ Den ligegyldighed oplever jeg desværre stadigvæk i forhold til den politiske deltagelse. Man overlader det til dem, der betragter det som en karriere. Det er noget møg.

RÆSON: Hvorfor er vi endt med denne tilgang til politisk deltagelse?

PIND: Det hænger sammen med, at moderne politik er modbydeligt. Der er de sociale medier og pressen omkring det. Der er den professionalisering, som har betydet, at der er en enorm topstyring af alle de politiske partier, og det har frihedssøgende sjæle selvfølgelig svært ved at se sig selv i. Problemet er bare, at det ikke hjælper noget. Det er en analyse, men det hjælper ikke noget.

RÆSON: Det lyder til, at analysen er, at der er et problem med den politiske kultur i Danmark. Det er noget, Alternativet taler meget om.

PIND: Det eneste, jeg hører [fra dem, red.], er ønsket om flere statslige penge til de politiske partier, mere regulering af adfærden, mere gennemsigtighed. Alt det har vi prøvet, og det virker ikke. Det skaber professionalisering.

Jeg mener, at politikerne burde have langt færre ansatte. De burde stå på egne ben. De burde selv skrive det, de siger. De burde ikke have råd til at have folk omkring sig til at skrive ting. Det burde være dem, der selv rejste sig op i forsamlingen og repræsenterede folket. Sådan er det ikke i dag. Det er dybt usundt, at den politiske kultur i Danmark er blevet så professionaliseret, som den er. Der burde være ganske få, der fik en høj betaling. Ministre og borgmestre burde. Folketingsmedlemmer får nok i løn. De har seks måneder, hvor de ikke skal være i Folketinget. Det burde være en forudsætning for at sidde i Folketinget, at man havde et arbejde. Det er stik modsat alt, hvad alle andre siger, men det er min holdning.

Folketinget byggede oprindeligt på, at man havde noget at bestille ved siden af. I dag har du fået petitesseryttere, og som institution ønsker Folketinget at gøre det, som regeringen skal gøre, nemlig at udøve myndighed. En parlamentarisk forsamling kan mange ting, men den kan ikke udøve myndighed. Deraf også Jørgen Grønnegaard Christensens pointer om den åndssvage kritik af kvotekonger – Folketinget ønskede et konsolideret fiskeri i Danmark.

Alt i politik trækker styringsmæssigt i den modsatte retning end det, jeg vil. Det er noget, jeg virkelig er fortvivlet over. Jeg mener, at man må have stærke ministre. Og er Folketinget utilfreds med dem, så må man fyre dem. I stedet ser man nu folk, som vil afhøre embedsmænd, og jeg ved ikke hvad. Hvis man er utilfreds med den måde, et ministerium køres på, må man fyre ministeren. Man kan ikke begynde at navngive embedsmænd og hive dem for kommissioner. Det er åndssvagt.

RÆSON: Du tror ikke, at endnu færre ville søge ind i politik, hvis vilkårene på den måde blev vanskeligere?

PIND: Det tror jeg ikke. Hvis man gav ministrene en højere løn, hvis folk skulle stå på egne ben i den parlamentariske forsamling uden kæmpe politiske sekretariater, som sad og gennemtyggede alting med en enorm topstyring, og hvis folk virkelig var valgt for det, de mente, ville du se en anden udvikling.

RÆSON: Er det et land som Schweiz, man skulle lade sig inspirere af?

PIND: Ja, altså, jeg er kommet mere og mere i tvivl om, hvorvidt min modstand mod folkeafstemninger er rigtig. Jeg har indtil for nylig haft en enorm modstand mod dem. Men jeg er begyndt at komme i tvivl om, om det i virkeligheden ikke er midlet til at rense det her. Det kan virke, som om kuren på det hele er, at politikerne skal føre deres sag over for befolkningen. Problemet er så bare, at vores udgangspunkt vil være meget dårligere end schweizernes. Deres udgangspunkt var konservativt-liberalt. Vores vil være en tung velfærdsstat og alle vores EU-forbehold. Men altså, ja.

RÆSON: Et andet element i kulturkampen er uddannelses- og forskningspolitikken. Hvornår skiftede vi fra ’Danmark skal være et videnssamfund’ til generel skepsis over for uddannelsessnobberi og overakademisering?

PIND: Jamen der er stor forskel på videnssamfund og overakademisering. Det er sådan set hinandens modsætninger. Apropos det schweiziske eksempel: De har indrettet sig i et samfund, hvor en håndværksmæssig baggrund – det at kunne skabe nogle ting – er noget af det, folk allerhelst vil have. 20-25 pct. går på gymnasiet og videre på universitetet ad den vej. 75 pct. har følgende uddannelse: De har et arbejde, og samtidig læser de. Der er en kombination af fagskole og faktisk arbejde. Sidstnævnte vej kan føre ind på universitetet, hvis det er det, man vil. Men det kan også give diplomer. Det betyder en helt anden nærhed i forhold til arbejdsopgaver, i forhold til at skabe ting, som folk faktisk vil have. At sige at dét ikke er et videnssamfund, er en absurditet.

I Danmark gik vi på et eller andet tidspunkt væk fra den nærhed imellem erhvervsliv og uddannelse. Vi gik over til teoretisering på fagskoler, hvilket har betydet, at arbejdsmarkedet og mennesker har fjernet sig fra hinanden. Det er derfor, at vi ser nogle af de problematikker, hvor folk uddanner sig til noget, som de aldrig nogensinde vil komme i nærheden af at få et arbejde med.

Jeg er meget for videnssamfundet, men det, vi laver i videnssamfundet, skal være kvalificeret. Det er gak i låget, at mellem 60 og 70 pct. i Danmark går i gymnasiet. Det har intet med virkeligheden at gøre. Jeg tror ikke, at den kvalitet, som universiteterne modtager, er i orden. Hvis man fx skal være filosof, skal man kunne læse Marx på originalsproget, og tyskkundskaberne i dag er fuldstændig til rotterne. Det er det, gymnasierne skal kunne forberede folk på. Samtidig er vi simpelthen nødt til at genopfinde respekten for de faglige uddannelser. Dét er det sande videnssamfund.

RÆSON: Udviklingen synes at gå hurtigere og hurtigere, og arbejdsmarkedet bliver mere og mere omskifteligt. Hvordan indretter man uddannelsessystemet, så det kan understøtte videnssamfundet i en sådan kontekst?

PIND: Ja, det er det store spørgsmål. Jeg tror, at hastighed er det dårligst tænkelige svar. Men vekselvirkning er vigtigt – vi er nødt til at kunne bevæge os ind og ud af uddannelsesinstitutionerne, så du får den teoretiske overbygning knyttet an til den faktiske virkelighed.

RÆSON: Er det ikke langt fra den dannelse, som du også har talt for?

PIND: Man bliver nødt til at lægge en bund. Den bund skal både afspejles i gymnasiet og de faglige skoler, men selvfølgelig også på universitetet og professionshøjskolerne. Men det kan sagtens være, at vi skal lave kortere forløb. Det kan sagtens være, at man ikke skal have retskrav på en kandidatgrad, men at man skal kvalificere sig. Det kan godt være, at vi skal have en mere fleksibel struktur. Modellen, hvor man uddanner sig i 20 år og så arbejder i 40 år, kommer ikke til at du. Det går det simpelthen for hurtigt til. Datamængderne er blevet for store.

RÆSON: Hvis vi vender os i en helt anden retning – mod udenrigspolitikken – kan dannelse måske også have en vis relevans. Dannelse handler om at blive en god samfundsborger, og i international politik taler man nogle gange om gode borgere i det internationale samfund. Synes du, at Danmark er en dannet samfundsborger i international politik?

PIND: Vi er kommet tættere på at bruge både den bløde og hårde magt. I gamle dage brugte vi kun noget af den. Men en stor del af os – ikke kun i Danmark, men i hele Vesten – glemte, hvad Kaalund [den danske forfatter Hans Vilhelm Kaalund, red.] skriver: ’Kamp må der til, skal livet gro.’ Der er aldrig en dag, hvor man ikke skal slås. Når man holder op med at slås, skaber man et tomrum, og så kommer der nogle andre og udfylder det. På den måde er vi ikke en dannet international samfundsborger. For der var jo en tid, hvor vi holdt en pause. Det udløste en frygtelig konflikt i Syrien, som væltede Europas grænser.

Jeg kan meget tydeligt huske fornemmelsen, da jeg sad som justitsminister under migrationskrisen i starten af september 2015, hvor det bare skete. Det enorme tab af kontrol. Jeg sad og tænkte på 9. april, og hvad ved jeg. Frygteligt. Det var på alle måder en dybt chokerende oplevelse. På den måde synes jeg, at vi har svigtet. Hele den latterlige diskussion om, at Danmark skulle hjælpe til med at fjerne kemiske våben, var at putte folk blår i øjnene. Det havde intet med virkeligheden at gøre. FN beskrev det som den største humanitære katastrofe siden Anden Verdenskrig. Hvad gjorde vi? Vi kiggede på det. Det kommer vi til at betale en høj pris for.

Nu er vi så ved at reparere på det. Italien gør nogle ting, som jeg ikke tror, at man skal studere alt for tæt. Macron er også i gang. For man kan selvfølgelig ikke holde til den udvikling. Men vi glemte, at vi skulle slås, og på den måde var vi ikke dannede.

RÆSON: Mange ser det, du kritiserer, som en reaktion på de foregående 10-15 års værdibaserede udenrigspolitik i Mellemøsten. Vi så også herhjemme i forbindelse med Taksøerapporten et ønske om en mere interessebaseret dansk udenrigspolitik. Hvordan ser du den udvikling?

PIND: Man skal føre en interessebaseret udenrigspolitik. Den første og fineste opgave er at beskytte og bevare nationen. Sådan er det. Men forestillingen om, at vi så bare kan lade være med at slås, får altså konsekvenser.

Der er folk, der mener, at Irak og Afghanistan er skyld i alting. Hvad skulle så have været svaret på 11. september? Skulle vi have ladet være med at gøre noget ved Afghanistan? Det var os, der blev erklæret krig imod, ikke omvendt. Hvad skal man mene om Irakkrigen? For mit eget vedkommende er juryen stadig ude. Jeg ved, at der er andre, der har en meget fasttømret holdning til det. Men man kan ikke komme uden om, at Saddam Hussein gjorde noget utrolig dumt på et meget dårligt tidspunkt. Han skabte usikkerhed, og det reagerede man så på.

Så kan man efterrationalisere og sige, at vi ikke kan gøre noget ved Syrien på grund af alt det. Vi fik at vide, at hvis man gjorde noget, så ville det blive værre. Men summa summarum: Det var den værste humanitære katastrofe siden Anden Verdenskrig. Det var Europas sammenbrud, Europas mentale sammenbrud. Det er de to ting, vi har fået ud af det. Jeg kan ikke lige nu komme i tanke om noget, der kunne være værre.

Det hører med til dannelse, at man erkender, at livet er en kamp. Man skal stå op til det. Man må gøre, hvad man kan, hver eneste dag. Dertil hører også at forholde sig til de farer, der måske ikke lige vælter ned over én i morgen, men i overmorgen. Det gjorde man ikke dér. Det har så desværre efterladt de nemme løsningers vagtparade: ’Build a wall’ og sådan noget pjat.

RÆSON: Men det er vel ikke desto mindre et spørgsmål om prioriteringer? Hvis vi skal agere i Syrien, Libyen og andre lignende steder, må det vel kræve nogle ressourcer, der så går fra noget andet i udenrigspolitikken, fx Arktis eller udfordringen fra Rusland?

PIND: Det skal ikke gå fra udenrigspolitikken. Vi skal bruge flere penge på det. Jeg synes, at det er en katastrofe, at vi har et svagt udenrigsministerium – et af Europas mindste – i en tid, hvor vi har EU-forbehold, hvor vi stadig i dag bærer præg af Muhammedkrisen, hvor vi har en udlændingepolitik, som nogle gange vækker international opmærksomhed. Vi burde opruste ministeriet. Man skal i den sammenhæng huske, at udenrigspolitik virker. Det betyder noget, at verden omkring os ved, hvorfor vi gør, som vi gør. Det er den ene ting. Den anden er, at Forsvaret skal have flere penge. Vi skal bruge flere penge på at sikre os. Det skal vi, fordi forudsætningen for at leve frit, godt og rart er, at vi kan forsvare os mod de ydre trusler. Ellers er der ingenting.

RÆSON: Nogle siger, at de problemer, man oplever syd for Europa, er så enorme og har så langsigtede dimensioner – ikke mindst på grund af klimaforandringer og demografiske forandringer – at det, vi gør i øjeblikket, bare er at skubbe problemerne foran os. Burde vi gøre noget mere dramatisk i forhold til de langsigtede problemstillinger allerede nu?

PIND: Det er en illusion at kunne lukke sig inde om sig selv, mens Afrikas befolkning eksploderer. Man kunne sikkert gøre en hel del, hvis man i stedet for hele Europas udviklingsbistand brugte det på militær magt og så bare forsvarede sig. Det vil man så ikke. Jeg er heller ikke sikker på, at jeg synes, at det er det, man skal. Men jeg synes, at man skal samle sine kræfter om at lave en udviklingsbistand, som er holdbar. I alt for mange år havde vi en udviklingsbistand, som blev udbetalt på grund af dårlig samvittighed.

Jeg synes også, at det hører med til historien, at verden – neden under alle de tal – har haft en fantastisk positiv udvikling – i forhold til fattigdom, skolegang og vækst. Noget af det, vi ser, sker faktisk, fordi nogle mennesker er holdt op med at være fuldstændig afmægtige og derfor søger hen, hvor de kan få det bedre.

Mit svar er lidt af det, Uffe Østergaard har sagt: Vi er nødt til at bygge Fort Europa. Vi er nødt til at investere i det. Vi er nødt til også i en årrække at forberede os på, at vi kan gribe ind i konflikter, som kan true vores stabilitet, som fx Syrien, Mali, Niger osv. Vi er nødt til at standse den invasion af islamisme, som kommer i det afrikanske bælte, helt ude fra Maldiverne og hele vejen over i Sahel. Samtidig skal vi sikre, at den økonomiske udvikling gør, at folk også har et positivt håb. Og vi skal presse de enkelte afrikanske lande til at modtage deres egne statsborgere, når de kommer herop.

RÆSON: Tror du ikke, at man med en Fort Europa-tankegang kan ende i situationer, der er svære at forsvare, hvis man samtidig mener, at det enkelte menneskes frihed er det vigtigste, uanset baggrund?

PIND: Vi er nødt til det af praktiske grunde, men jeg synes også, at det er moralsk forsvarligt. Et land har også ret til at bestå. Et folk har også ret til at holde sit land for sig selv. Det er i det skisma, vi skal stå. Canada, der for mange står som humanismens åbenbaring, har en meritokratisk udlændingepolitik. Og det, synes jeg, er helt fair. Hvis man sikrer, at folk bliver returneret til det land, som de er udsprunget fra, såfremt de er økonomiske flygtninge, og så i øvrigt huser folk, der er politisk forfulgte, mener jeg ikke, at du behøver at have dårlig samvittighed. Men det kræver noget. Det kræver, at man har viljen til at forsvare sin livsmåde og sit kontinent. Det kræver, at man også vil gribe ind uden for kontinentet, hvis ens livsmåde er truet. Det kræver i virkeligheden, at vi for vores nærområde gør alt det, vi prøver at gøre i Afghanistan. Og det er en enorm opgave. Men jeg kan bare ikke se, hvad alternativet er.

RÆSON: I forbindelse med konflikten i Syrien sagde du i 2013 til RÆSON, at vi bliver nødt til at tro på, at Vesten kan gøre, hvad den vil, når den vil. Er viljen der i Vesten i dag?

PIND: Sådan oplever jeg det ikke. Men jeg tror også, at vreden på et eller andet tidspunkt kan kanaliseres et fornuftigt sted hen. Folk opdager meget hurtigt, at de nemme løsninger ikke virker. Jeg har én grundlæggende formodning: Jeg tror ikke, at folk er dumme. Jeg tror, at folk kan blive afmægtige og vrede. Men jeg tror bestemt ikke, at folket er dumt. Og det er sådan set også hele forudsætningen for demokratiet.

RÆSON: Vi har fået Macron i Frankrig. Der synes at være tiltagende skepsis over for Brexit i Storbritannien. Der er kritik af Trump i USA. Har Vesten nået vendepunktet?

PIND: Ja, det tror jeg – at vi er på toppen af noget. Men det er alligevel ikke uinteressant. For nu så jeg, at Merkel sagde, at hun ikke fortrød noget som helst. Jeg vil nu sige, at min oplevelse er, at Europas ledere har forstået alvoren af det her. Men det er klart, at hvis det hele bare bliver en tilbagevenden til det gamle, så kan vi risikere et egentligt sammenbrud. Og hvis Macron svigter … Altså, demokrati er ikke en given ting. Vi har ikke set i nyere tid, at det er brudt sammen. Men alt skal forgå. Det skal man ikke gøre sig nogen illusioner om. Men Macron er i en rigtig god situation. Han har masser af tid. Han kan være ligeglad med de meningsmålinger, der er lige nu. Han skal først måles om tre-fire år. Han har et kæmpe flertal i sit parlament. Han er ikke truet udefra. Han bestemmer selv. Der er en mulighed for et egentligt demokratisk comeback. Men som jo er skabt af én person. Det er helt vildt.

RÆSON: Hvad kan og skal Danmark efter din mening gøre for at understøtte den udvikling?

PIND: Jeg tror et eller andet sted, at vi må sige til befolkningen, at den er nødt til at engagere sig. Man er nødt til at kanalisere vreden. Det kan ikke nytte noget, at man bare sidder og råber ad fjernsynsskærmen eller ad sin iPhone. Hvis man synes, at alle andre er idioter, må man selv tage fat. Demokrati forudsætter dannede, ansvarlige borgere. Det var derfor, at man startede med kun at have nogle, som måtte stemme. I dag har man en forestilling om, at alle skal have lov til at stemme altid lige meget hvad. Men vi har glemt det ansvar, der følger med. Det er på sin plads at appellere til, at denne ret er et privilegium, og at den kræver noget af en. Det er ikke gratis at være borger i et demokratisk samfund. Jeg synes, at det er blevet for nemt.

Søren Pind (f. 1969) er uddannelses- og forskningsminister i regeringen Lars Løkke Rasmussen III (siden 28. november 2016). Han har været justitsminister (2015-2016), minister for udviklingsbistand (2010-2011) og i en periode sideløbende hermed tillige integrationsminister (2011). Uddannet jurist. I 1994 valgt til Borgerrepræsentationen i København og i 1998 Danmarks yngste borgmester. Siden 2005 medlem af Folketinget. En af initiativtagerne til de “10 liberale teser” som blev fremsat i sommeren 2003 og forfatter til bogen „Friheden Duer Til Alt Godt” (2002).

Niels Byrjalsen (f. 1990) er RÆSONs USA-redaktør. Han er cand.scient. pol. fra Aarhus Universitet og MSc i International Relations fra London School of Economics and Political Science. Til daglig arbejder han ved Center for Militære Studier på Københavns Universitet.

ILLUSTRATION: Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind [foto: Jens Henrik Daugaard/Polfoto]