22.03.2017

Trump vil bruge flere hundrede milliarder ekstra på det amerikanske militær. Dermed følger den nye præsident en lang republikansk tradition for at kræve større og dyrere forsvar. Men Trumps gaveregn til det amerikanske militærkompleks er et vælgerbedrag af dimensioner. For det første fordi det flugter dårligt med protestkandidaten Trumps løfter om smartere aftaler og billigere regeringsførelse. For det andet, og vigtigst, fordi det ikke skaber en mere sikker verden.

Kommentar af Søren Friis

USA har som bekendt verdens suverænt største og dyreste militær. Men under Donald Trump skal det være endnu større. Trump har bebudet en markant stigning i USA’s militærbudget, som vil sprænge det gældende budgetloft og hæve udgifterne med næsten 10% til $603 milliarder. Trump har åbent varslet, at han vil finansiere pengeregnen til det amerikanske militær ”dollar for dollar” med midler hidtil brugt på miljøbeskyttelse, udviklingsbistand og diplomati. Finansieringen omfatter USA’s bidrag til FN, som inden for de næste år kan blive nærved halveret.

Den udhuling af det amerikanske udenrigsbudget betyder en sultekur til den forhenværende oliedirektør Rex Tillersons udenrigsministerium. Udhulingen betyder også et helt grundlæggende opgør med de seneste to årtiers konsensus om, at der eksisterer en fundamental sammenhæng mellem USA’s nationale sikkerhed og landets bløde magtudøvelse gennem bistand og diplomati. Denne idé blev i Hillary Clintons tid i udenrigsministeriet kaldt ”3D – Development, Diplomacy, Defence”.

Trumps udspil vender idéen helt på hovedet: Jo mindre man bruger på det bløde diplomati, jo mere kan man spendere på hård militærmagt, og jo mere ”greatness” opnår USA i sidste ende. En sådan tankegang skaber næppe begejstring i internationale organisationer, der fokuserer på global udvikling, menneskerettigheder og humanitære indsatser.

Ingen smarte aftaler
Spørgsmålet er, hvad alle de nye midler skal bruges på. I dag råder Pentagon over 1,3 millioner ansatte. Hvis man forestillede sig, at en større andel af Trumps foreslåede budget gik til aflønning af amerikanske soldater, ville USA naturligvis kunne mønstre en markant større militærstyrke. Men sådan bliver det næppe. Intet tyder nemlig på, at forholdet mellem de militære udgiftsposter vil ændre retning fra de seneste års tendens, hvor de faktiske tropper er kommet til at udgøre en mindre udgiftspost end indkøb af militært udstyr og ydelser såsom konsulentbistand.

I 2015 stod Pentagon for flere udgifter til private contractors – leverandører og konsulenter – end alle andre føderale instanser sammenlagt, nemlig $274 milliarder. Alene denne post på forsvarsbudgettet udgjorde 7% af hele USA’s statsbudget på $3,7 billioner.

Når man ser ud over USA’s politiske landskab, er det en nærliggende tanke, at de resultater, man rent faktisk får ud af den alvorlige oprustning, ofte er af sekundær betydning. Ikke mindst for republikanerne synes et vigtigere hensyn at være, at der flyder stadigt flere penge til militærindustrien. Det er da også netop i denne industri, at de største vindere af gaveregnen til det amerikanske forsvar vil kunne findes.

Trump anvender dermed en velkendt republikansk formel, der både plejer partiets traditionelle business-agenda og protestpræsidentens ”folkelige” mandat til at skabe arbejdspladser: Ud med de grønne og sociale barrierer for erhvervslivets frie udfoldelse og i stedet ind med massive offentlige investeringer i sort energi og dyr industri, herunder våbenproducenterne. Det kan så kaldes ”job creation”.

Obamas mål som økonomisk højreliberal var et skabe et smart defence – et moderne og højteknologisk forsvar, som kunne gøre det samme for mindre, i al fald når og hvis europæerne skæppede lidt mere til. Trump-kredsen og de amerikanske konservative kan uden større sværdslag blive enige om et great defence, hvor penge ikke er noget hensyn. Dermed får man altså et militærapparat, som er mærkbart større og langt mere synligt, men også langt dyrere. Borte er den præsidentkandidat, der som snu forretningsmand stillede letforståelige løfter til vælgerne om at lave ”smarte aftaler” på deres vegne.

Dermed får man altså et militærapparat, som er mærkbart større og langt mere synligt, men også langt dyrere. Borte er den præsidentkandidat, der som snu forretningsmand stillede letforståelige løfter til vælgerne om at lave ”smarte aftaler” på deres vegne.
_______

 

Flere penge, men ikke mere sikkerhed
Med sigte på de europæiske NATO-lande sagde Trump i sin første tale til Kongressen: ”Our partners must meet their financial obligations. And now, based on our very strong and frank discussions, they are beginning to do just that. In fact, I can tell you, the money is pouring in. Very nice. Very nice.” Ironien er til at føle på, for ingen mængde af penge, der strømmer ind fra den europæiske oprustning mod Rusland, vil ændre på, at det republikanske kongresflertal grundlæggende har lyst til at bevare et astronomisk dyrt militærapparat.

Udadtil skal militæret være en demonstration af amerikansk storhed. Krige (hos Trump er ordet altid i ubestemt flertal) skal vindes, for syns skyld om ikke andet, og USA’s militær skal fortsat agere globalt. Indadtil fungerer en voksende militær- og rådgivningsindustri som en vælgermæssig forsikringspolice, som skal skabe jobs og velstand i et traditionelt kernerepublikansk bælte: fra Texas til South Carolina, hvor Boeing og Lockheed Martin har sine fabrikker, og derfra nordpå mod Virginia og Washingtons forstæder, hvor de store våbenproducenter og -lobbyisters hovedkvarterer er placerede. Her kan afgående kongresmedlemmer i øvrigt lande blødt og sikkert.

Men hvad med den stadige oprustnings faktiske effekter? Trumps idé om at opnå fred gennem overvældende styrke virker desværre endnu mindre sandsynlig i 2017 end nogensinde før. Hverken Bush eller Obama formåede at afskrække sig til nogen stærkere og mere stabil sikkerhedsorden gennem voksende militærmagt, og det vil Trump heller ikke kunne. Han forværrer imidlertid problemet ved samtidig at svække USA’s støtte til kernen af FN-samarbejdet. Forgængerne forstod og anerkendte trods alt FN som den eneste institution, der kan agere ramme om et forsøg på at skabe en global sikkerhedsorden, som forpligter hos fjender såvel som venner. Hos Trump er FN bare et tegn på svaghed.

Trumps idé om at opnå fred gennem overvældende styrke virker desværre endnu mindre sandsynlig i 2017 end nogensinde før. Hverken Bush eller Obama formåede at afskrække sig til nogen stærkere og mere stabil sikkerhedsorden gennem voksende militærmagt, og det vil Trump heller ikke kunne.
_______

 

USA under Trump har på sin vis ingen gældende strategi for sit forhold til verden. I stedet har man nu en republikansk kongres og regering, som er parate til at underholde en misforstået idé om, at andre magter kan trues bort fra verdenskortet uden uoverskuelige omkostninger for USA. Et forsvar for billioner kalder nu på at blive brugt, og mulighederne er mange.

Med Trump i spidsen for en republikansk-domineret udenrigspolitik oplever vi samtidig, at begreber som demokrati, udvikling og menneskerettigheder brutalt slettes fra USA’s udenrigspolitiske agenda.
Betyder det et farvel og tak til USA som normativ, interventionistisk supermagt? Nej. Det står allerede soleklart, at alternativet under Trump ikke bliver høflig distance, respekt for national selvbestemmelse og mindre ”aktivisme” verden over. Dagsordenen bliver fortsat militær magtudøvelse, men nu efter en devise om afskrækkelse uden hensyn. Den nye administrations militarisme skaber dermed mere usikkerhed for amerikanerne og for verden, og det endda til en langt højere pris – stik imod, hvad Trump lovede sine vælgere.

ILLUSTRATION: Donald Trump til et vælgermøde i Louisville, 20. marts 2017 (foto: AP/Andrew Harnik)

Søren Friis (f. 1982) er cand.mag. og ph.d.-studerende i Internationale Studier fra Aarhus Universitet.