21.06.2017

Overvejer Trump nu at fyre den mand, der er sat til at undersøge fyringen af FBI-chef Comey? Det er kun det seneste spørgsmål i den stadig mere indviklede sag, der i bund og grund handler om ét spørgsmål: Har Trump-lejren samarbejdet med Rusland? Niels Bjerre-Poulsen giver her et samlet overblik over de seneste ugers udviklinger.

Denne artikel tilføjes i øvrigt Bjerre-Poulsens long-read-tekst om Trump i Det Hvide Hus med titlen: En guide til Trump (den første udgave af dette portræt af Trump-som-præsident blev bragt i RÆSONs forårsnummer og er, som artiklen nedenfor, online for vores abonnennter)

Af Niels Bjerre-Poulsen

”Præsidenten er ikke en løgner!” Det følte Donald Trumps talskvinde Sarah Huckabee Sanders sig foranlediget til at fastslå efter den fyrede FBI-chef James Comeys vidnesbyrd i Kongressen den 8. juni. Mange iagttagere fik øjeblikkeligt den samme association, nemlig til præsident Nixon, der i november 1973 følte sig foranlediget til at sige ”jeg er ikke nogen skurk”. Men Sanders tilføjede: ”Jeg finder det faktisk fornærmende, at spørgsmålet [om præsidentens troværdighed] overhovedet bliver stillet”. Det mest bemærkelsesværdige ved udtalelsen var måske, at meget få tilsyneladende delte Sanders’ forargelse over, at præsidenten var blevet beskyldt for at være løgnagtig. Der eksisterer nærmest en konsensus om, at Trump har et alternativt forhold til sandheden. Ingen af de Republikanske Senatorer, som udspurgte den tidligere FBI-chef, havde følt nogen trang til at gå i rette med Comeys udsagn om, at præsidenten løj ”pure and simple”. De undrede sig heller ikke over Comeys udsagn om, at Trumps løgnagtighed var årsagen til at han tilsyneladende følte det påkrævet at bryde med sin hidtidige praksis og tage omhyggelige noter efter hvert møde med præsidenten.

Præsidenten pralede overfor den russiske udenrigsminister og ambassadør med, at han havde fyret Comey
_______

 

En høring, der rejser spørgsmål
Efterhånden er der et stort antal forskellige tråde i bestræbelserne på at afdække forholdet mellem Trump-lejren og folk i og omkring den russiske regering. Et af spørgsmålene lyder: Skal man tro James Comeys eller præsident Trumps udlægning af deres indbyrdes samtaler? Her har præsidenten – uagtet hans talskvindes forsikringer om hans sanddruelighed – et alvorligt problem: Kun hans allermest trofaste tilhængere tror mere på ham end på den detroniserede FBI-chef. Men striden mellem præsidenten og Comey er ikke blot et spørgsmål om påstand mod påstand: Den omstændighed, at Trump sendte alle andre ud af lokalet, inden han angiveligt forsøgte at overtale Comey til at droppe undersøgelsen af den fyrede sikkerhedsrådgiver Michael Flynn, tyder på, at han udmærket vidste, at hans anmodning var – i bedste fald – upassende.

Ifølge Comey lod Trump ham vide, at han ”håbede”, FBI ville undlade at undersøge Flynns forhold yderligere, fordi denne var ’en ordentlig mand’ [a good guy], der ikke havde gjort noget forkert (altså udover angiveligt at lyve overfor vicepræsident Mike Pence om sine samtaler med den russiske ambassadør – hvilket var den officielle begrundelse for, at han måtte tage sin afsked). Juridiske eksperter vil snart diskutere, hvilken betydning man kan tillægge ”håber” når ordene kommer fra USA’s præsident. Svarer det til ”Jeg håber, at det bliver en god sommer!” eller er det en slet skjult ordre?
Den omstændighed, at Trump faktisk fyrede FBI-chefen, da denne ikke efterkom hans anmodning peger i retning af den sidste mulighed, og er derfor en skærpende omstændighed. Præsidenten pralede tilmed overfor den russiske udenrigsminister og ambassadør om, at han havde fyret Comey – og gav udtryk for, at presset fra undersøgelsen af Trump-lejrens forhold til russerne nu ville aftage.

Hvis hele undersøgelsesprocessen, som Trump har hævdet, er en ”heksejagt,” så er det i det mindste en proces, hvor heksen helt frivilligt har tilstået – ja ligefrem pralet af – sin trolddomskunst.
br>
Når det gælder Comey, er det første spørgsmål: Kan hans fyring – en handling, som præsidenten, uagtet de usædvanlige omstændigheder og skiftende forklaringer, har ret til at foretage – bære en anklage om at Trump er skyldig i ”obstruction of justice”? Tæller denne fyring (af landets højeste ordenshåndhæver, FBI-chefen) som en bestræbelse på at forhindre undersøgelser af mulige kriminelle forhold? Kriminelle handlinger, som tilmed – muligvis – er foretaget i samarbejde med en fremmed, fjendtligt indstillet magt? Og handlinger, der må forstås som et angreb på selv den demokratiske proces i USA? Måske/måske ikke. Men det er værd at huske, at Comeys udsagn om Trump-lejrens bestræbelser på at bremse undersøgelserne af Flynn og andre ikke er sagens eneste omdrejningspunkt.

Nixon blev IKKE fældet for at have beordret indbruddet i Demokraternes hovedkvarter under valgkampen i 1972, men derimod for at have forsøgt at hindre opklaringen
_______

 

En undersøgelse, der går i mange retninger
Det er værd at huske, at præsident Nixon under Watergate-sagen IKKE blev fældet for at have beordret indbruddet i Demokraternes hovedkvarter under valgkampen i 1972, men derimod for at have forsøgt at hindre opklaringen ved at få CIA til at bremse FBI’s undersøgelser. Dengang fandt man en ”rygende pistol” i form af en båndoptagelse, hvor præsidentens diskuterede igangværende bestræbelser på at afspore undersøgelsen. På det tidspunkt var der allerede rejst sigtelser mod flere end 60 af Nixons medarbejdere.

Om der dukker en rygende pistol op i Trumps tilfælde ved vi endnu ikke, men det synes helt åbenbart, at den udpegede undersøger, tidligere FBI-chef Rober Mueller og hans hastigt voksende hold af advokater og andre eksperter, har langt flere spor at følge i sagen end dem, vi hidtil er blevet præsenteret for. Comey-høringen 8. juni føjede nye spor til, og undersøgelserne går nu i (mindst) tre forskellige retninger: (1) En handler direkte om, hvorvidt folk i kredsen omkring Trump samarbejdede med russiske agenter, embedsmænd eller hackere i forbindelse med præsidentvalget. (2) En anden handler om, hvorvidt præsident Trump eller medlemmer af hans familie har økonomiske forbindelser med russiske banker, oligarker eller andre, der har kunnet aftvinge den nye regering politiske tjenester. Her retter Robert Muellers interesse sig blandt andet mod Trumps svigersøn og rådgiver, Jared Kushner. (3) Den tredje retning i undersøgelserne drejer sig om, hvorvidt præsident Trump eller folk omkring ham har forsøgt at obstruere opklaringen af ovennævnte forhold.

Comeyafhøringen understregede også – endnu en gang – at Trump synes at være parat til at strække sig meget langt for at beskytte sin tidligere sikkerhedsrådgiver Mike Flynn. Det er i sig selv mistænkeligt, for gennem Trumps karriere, synes loyalitet at have været noget han forventede af andre, snarere end noget han selv har udvist. Det har sat gang i spekulationerne over, om Flynn er i besiddelse af viden, der kan belaste præsidenten.

En fyring, der slår igen
Udover nye eksempler på Trumps vilje til at holde hånden over Flynn, understregede Comeys vidnesbyrd også et andet påfaldende træk ved hele denne sag: USA’s præsident synes at være bedøvende ligeglad med, hvad russerne foretog sig under sidste års valgkamp, så længe han ikke personligt er under anklage for at have samarbejdet med dem, og så længe deres handlinger ikke får æren/skylden for hans valgsejr. Ifølge Comeys referat af deres indbyrdes samtaler, havde Trump heller ikke noget imod, at hans ”satelitter” [hans udtryk] blev undersøgt, så længe han ikke personligt var under offentlig mistanke. Comey blev af Trump bedt om at erklære offentligt, at FBI’s undersøgelser ikke rettede sig mod præsidenten selv. Det ville Comey angiveligt ikke, og måske har hans afslag været en en medvirkende årsag til hans fyring. Det er derfor skæbnens ironi, at netop fyringen af Comey – og Trumps åbenmundethed om motiverne – nu har resulteret i, at Mueller HAR gjort Trumps egne forhold og handlinger til en del af undersøgelsen.
I Tweets har Trump selv bekræftet, at også han nu bliver undersøgt: „I am being investigated for firing the FBI Director by the man who told me to fire the FBI Director! Witch Hunt” erklærede han forleden.

I lyset af Comeyafhøringen var fyringen af ham tydeligvis en miskalkulation. Medmindre Trump og folkene omkring ham forsøger at dække over noget, som er så alvorligt, at de fandt det værd at løbe risikoen for at blive anklaget for at forsøge at lægge hindringer i vejen for ordensmagten.

En af teorierne lyder: Den, der har lækket skal-Mueller-fyres?-historien, forsøger med lækagen at redde Trump fra sine egne dårlige instinkter.
_______

 

Et rygte, der vækker undren
Flere af de folk, der udtaler sig på vegne af præsident Trump, har i den seneste uge ladet forstå, at han nu overvejer at fyre Robert Mueller (eller rettere: beordre vicejustitsministeren at gøre det). Hvis det er sandt, vil det for alvor bringe Watergate-minderne frem. Det var nemlig præcis, hvad præsident Nixon gjorde, da den særlige anklager Archibald Cox insisterede på at få bånd med samtaler fra Det Hvide Hus udleveret.

Der er to vidt forskellige teorier om, hvorfor historien om, at Trump overvejer at fyre Robert Mueller er sluppet ud. Den ene er, at Trump ikke har nogen planer om at fyre Mueller, men at han med vilje har ønsket at rygtet kom ud, fordi han mener at det kan få undersøgeren til at gå mere forsigtigt til værks. Hvis denne udlægning er sand, er den helt i overensstemmelse med den måde Trump, har drevet sine virksomheder på. Men samtidig endnu et bevis på, at han ikke forstår, hvad der motiverer folk som Robert Mueller og James Comey.

Den anden teori går på, at Trump i sit raseri over den vedvarende og voksende Ruslands-sky, der hænger over ham, faktisk HAR overvejet at fyre Mueller, og at nogen i hans stab har lækket oplysningerne for at skabe så stort offentligt røre, at der bliver nærmest umuligt rent faktisk at gøre alvor af truslen. Med andre ord: Den, der har lækket historien, forsøger med lækagen at redde Trump fra sine egne dårlige instinkter.

Trumps tiltagende problemer og stadigt faldende meningsmålinger er belastende for Republikanerne i Kongressen, men udgør måske også en velkommen afledning fra deres egne bestræbelser på at afskaffe ”Obamacare”, tilbagerulle finansregulering m.v. Partiets leder i Repræsentanternes Hus, Paul Ryan, forsvarede i sidste uge Trump med argumentet om, at præsidenten er politisk nybegynder og derfor ikke ved, hvad der er upassende adfærd overfor eksempelvis en FBI-chef. Det er imidlertid et temmelig patetisk forsvar, at manden, der besidder verdens mest magtfulde embede ikke kan forventes at vide, at han ikke må forsøge at forhindre nationens højest rangerende ordenshåndhæver i at udføre sit arbejde. Særligt, når man erindrer hvor meget energi Trump under sidste års valgkamp brugte på at erklære, at Hillary Clinton burdes spærres inde for en forseelse, der nærmest er en bagatel i sammenligning med den forbrydelse, hans lejr mistænkes for.

ILLUSTRATION: Trump i Det Hvide HUs [foto: Evan Vucci/AP/Polfoto]