11.07.2017

Befolkningen i de regeringskontrollerede dele af Syrien har for nylig oplevet tydeligt stigende selvsikkerhed hos styret i Damaskus – og ikke uden grund. For rigtig mange ting udvikler sig lige nu til fordel for Bashar al-Assad, og med militære fremskridt for regeringshæren og en diplomatisk krise blandt oppositionens primære regionale støtter står det i stigende grad klart, at den dybt splittede oprørsbevægelse har tabt krigen.

Analyse af Rasmus Jacobsen, medstifter og -ejer af sikkerhedsanalyse- og konsulentfirmaet Atlas Assistance (der leverer ydelser til NGO’er, ambassader og private virksomheder med operationer overalt i Mellemøsten

Selvom konflikten i Syrien har været i seks år, forsætter den ufortrødent i flere dele af landet, og en afslutning synes ikke at være lige rundt om hjørnet. Islamisk Stats syriske højborg Raqqa er belejret af amerikansk-støttede militsfolk og plaget af hårde kampe i hjertet af byen; den oprørskontrollerede Idlib-provins i nord er destabiliseret af kampe mellem forskellige grupper, og i syd har volden nået usete højder i byen Deraa. Alle steder er civile fanget i kampene og dør i hundredevis hver uge. Men i hovedstaden Damaskus går det langt bedre end de fleste andre dele af landet, og situationen her er bedre end på noget andet tidspunkt de sidste fem år.

Damaskus’ befolkning fik sig et chok, da præsident Bashar al-Assad 8. juni blev spottet gående til fods uden bodyguards i Malki-kvarteret i det vestlige Damaskus på vej fra sit hjem til ”Made in Damascus”-udstillingen[1]. Ikke alene føler præsidenten sig sikker på, at hans regeringshær forhindrer eksterne trusler i at komme ind i Damaskus-bydelen. Samtidig understreger det også hans tiltro til fortsat opbakning fra hovedstadens indbyggere. De hyldede ham da også, da han spankulerede ned ad fortovet. Efter Ramadanens afslutning deltog Assad højst overraskende i Eid al-Fitr-bønnen i storbyen Hama 26. juni langt fra præsidentpaladset i det vestlige Damaskus[2]. Og i starten af juli blev det offentliggjort, at den nye 2000-pund pengeseddel skal bære Bashar’s eget ansigt[3] – et træk, der også vidner om præsidentens selvsikkerhed i forhold til at blive ved magten ud i fremtiden.

Alle steder er civile fanget i kampene og dør i hundredevis hver uge. Men i hovedstaden Damaskus går det langt bedre end de fleste andre dele af landet, og situationen her er bedre end på noget andet tidspunkt de sidste fem år.
_______

 

De syriske myndigheders stigende selvsikkerhed kan også mærkes mere generelt i hovedstaden. Under mit seneste besøg i Damaskus i maj 2016 var næsten alle checkpoints, der står med 200 meters afstand på alle større veje i byen, bemandet af soldater fra forskellige afdelinger af hæren. Under mit besøg i Damaskus i juni stod en stor del af checkpointsene ubemandede, og man kunne lidt mindre besværet køre rundt i Damaskus.

Den stigende skråsikkerhed hos Bashar al-Assad og de syriske myndigheder generelt er slet ikke ubegrundet. Regeringen har i hvert fald fem rigtig gode grunde til at være godt tilfreds med den nuværende udvikling i landet:

For det første har den syriske hær og dens allierede militser næsten sikret fuld kontrol med Damaskus. Siden August 2016 har pro-regeringsstyrker genetableret kontrollen med følgende forstæder til hovedstaden: Daraya, Muadamiya, Qudsaya, al-Tal, Barzeh, Qaboun og Tishreen. 20. juni lancerede regeringen en ny offensiv rettet primært mod Jobar-forstaden i Damaskus’ østlige udkant. Forstaden ligger tæt nok på til, at man tydeligt kan høre regeringens bombefly over hovedet i Damaskus’ Gamle By. Også i Jobar ligner det mest et spørgsmål om tid, før oprørsgruppen Failaq al-Rahman, den største oprørsgruppe i Jobar, må overgive sig. I takt med at den militære trussel mod Damaskus reduceres, bliver indbyggernes fysiske sikkerhed ikke kun bedre, men regeringens position i forhandlingerne med oprørerne i Genève bliver også styrket. Dette svækker åbenlyst Assads incitament til at komme med indrømmelser.

For det andet blæser de internationale politiske vinde i stigende grad med Assad – eller i hvert fald mindre imod ham. Under mit ophold i Damaskus kunne Bashar al-Assad – formentlig med overraskelse og glæde – høre Frankrigs nyvalgte præsident Emmanuel Macron udtale, at det ikke længere er et fransk krav, at Assad træder tilbage. Macron kan med egne ord ikke kan se nogen legitim efterfølger til den syriske præsident[4]. Tilbage i januar udtalte Storbritanniens udenrigsminister Boris Johnson, at Bashar al-Assad kunne stille op til genvalg i Syrien efter en potentiel fredsaftale[5]. Derudover er Bashar al-Assads fald ikke længere hovedprioriteten for Tyrkiet, der overvejende fokuserer på at forhindre oprettelsen af en autonom kurdisk delstat i det nordlige Syrien kontrolleret af PYD, et kurdisk politisk parti i Syrien, der udover at kontrollere YPG-militsen – som fører an i kampen mod Islamisk Stat i Raqqa sammen med amerikanerne – også har tætte forbindelser til PKK, det kurdiske parti i Tyrkiet der siden 1984 har ført periodevis væbnet kamp mod den tyrkiske stat og derfor anses som en terrororganisation af Tyrkiet, USA, Tyskland og NATO. Derudover er de fleste arabiske lande suget ind i en diplomatisk orkan mellem Qatar med tyrkisk støtte på den ene side, og arabiske lande anført af Saudi Arabien og Emiraterne på den anden. Udover at isolationen af Qatar kan skubbe den lille halvøstat tættere på Assads allierede i Iran (som Doha allerede nyder relativt tætte forbindelser med på grund af fælles interesser i naturgas), har splittelsen blandt Assads regionale modstandere svækket deres fælles front mod Damaskus.

For det tredje er oprørsbevægelsen dybt svækket af interne magtkampe. Rivaliseringer har ført til hårde kampe mellem forskellige grupper i den oprørskontrollerede ’Øst Ghouta’-enklave øst for Damaskus i mere end 12 måneder. Kampene mellem grupperne Failaq al-Rahman og Jaish al-Islam er tiltaget yderligere den sidste halvanden måned som følge af den diplomatiske krise i Golfen, eftersom Qatar støtter førstnævnte gruppe hvorimod sidstnævnte er tæt på Saudi Arabien. Hundredevis af oprørere er dræbt i de interne kampe, der har gjort det lettere for Assads regeringshær at presse den oprørskontrollerede lomme. Samtidig har tiltagende magtkampe i oprørets højborg i Idlib-provinsen mellem det syriske al-Qaeda (Hayat Tahrir al-Sham) og andre grupper allieret med Tyrkiet ledt til dusinvis af bilbomber, snesevis af attentater, hundredevis af kidnapninger og hårde væbnede kampe. En oprørsbevægelse tynget af interne rivaliseringer og kriser blandt eksterne støtter gør kun den syriske hærs opgave mere overkommelig.

Hundredevis af oprørere er dræbt i de interne kampe, der har gjort det lettere for Assads regeringshær at presse den oprørskontrollerede lomme.
_______

 

For det fjerde er Islamisk Stats såkaldte ’kalifat’ på sammenbruddets rand. Den jihadi-salafistiske bevægelse har tabt sin Irak-hovedstad Mosul, og amerikanske-støttede kurdiske styrker har indtaget omtrent en femtedel[6] af gruppens syriske højborg Raqqa, mens den syriske hær har befriet op mod 10,000 km2 fra IS i løbet af de sidste par måneder. Derudover er det meste af Islamisk Stats ledelse blevet dræbt i amerikanske, russiske og syriske luftangreb over det sidste halve år – inklusive IS ’kaliffen’ Abu Bakr al-Baghdadi, hvis man ellers skal tro rapporter og billeder i iranske medier cirkuleret i juni. Syrian Observatory for Human Rights bekræfter desuden også, at al-Baghdadi er død. Nogle medier og tænketanke beskylder den syriske hær og Islamisk Stat for, hvis ikke at samarbejde, så ikke at bekrige hinanden, men det er rent spin. En undersøgelse af Conflict Monitor by IHS Markit viste i april, at 43% af alle Islamisk Stats kamphandlinger var rettet mod pro-Assad styrker; 40% var rettet mod oprørerne og 17% mod kurderne. Som hovedmål for Islamisk Stats angreb, har den syriske hær og regering størst gavn af kalifatets accelererende kollaps.

For det femte har den syriske hær og især dens irakiske paramilitære allierede såsom Imam Ali Brigaderne, (de irakiske) Hezbollah Bataljonerne og andre vundet en strategisk sejr i det østlige Syrien, hvor pro-Assad styrker har isoleret amerikansk-støttede oprørsgrupper, sikret kontrol med den irakiske grænse og skabt forudsætningerne for, at den syriske regering får markant forbedret adgang til iranske tropper og våben. I årtier har iranske strateger drømt om en landrute fra Teheran gennem Irak og Syrien til Libanon og Middelhavet. Ruten vil qua sin længde på 2000 km være svær at beskytte – især i Irak og Syrien, hvor store zoner oplever aktive krigshandlinger, men mulighederne for nemmere og billigere at kunne transportere krigere, våben og udstyr i store mængder til Syrien, Libanon og Israels grænser gør det til et velkalkuleret sats. Den amerikanske besættelse af Irak banede vejen for et pro-iransk shia-styre i Baghdad i midt-00’erne efter Saddam Husseins fald. Sammen med tilbagetrækningen af amerikanske tropper fra Irak i slutningen af 2011 bragte dét Irans mål inden for rækkevidde. Men i anden halvdel af 2011 og 2012 eskalerede den syriske konflikt hurtigt, og Irans allierede i Damaskus mistede kontrollen med store dele af det centrale og østlige Syrien. Med Islamisk Stats pludselige og massive vækst samt etableringen af kalifatet i sommeren 2014 led de iranske drømme et yderligere knæk.

Som hovedmål for Islamisk Stats angreb, har den syriske hær og regering størst gavn af kalifatets accelererende kollaps.
_______

 

Nu tre år senere er drømmen imidlertid alligevel ved at blive realitet. Den irakiske regeringshær har med hjælp fra iransk-støttede shiamilitser generobret Mosul og det meste af IS’ besiddelser i Irak. Samtidig har den syriske regering siden starten af 2017 nærmet sig grænsen med Irak og bragt landruten til Teheran inden for rækkevidde. 9. juni nåede den syriske hær med hjælp fra irakiske shiamilitser og det russiske luftvåben den irakiske grænse for første gang i årevis. Den hurtige offensiv igennem den syriske ørken blev muliggjort af en ’deeskalerings-aftale’ indgået mellem Rusland, Iran og Tyrkiet i start-maj, der fastfrøs kampene i Vestsyrien, primært så Assads koalition kunne prioritere at nå den irakiske grænse. Deeskaleringsaftalen har markant reduceret bombardementerne og kampene i Idlib, Hama og Homs, og selvom volden er fortsat ufortrødent – hvis ikke ligefrem eskaleret – i Deraa, kunne pro-regeringsstyrkerne alligevel prioritere kapløbet om Østsyrien. Amerikanerne havde nemlig også indset den tilspidsede kamp om den syrisk-irakiske grænse, og hvilket strategisk nederlag det ville være for USA (og Israel), hvis Iran fik etableret en landrute fra Teheran til Beirut. Amerikanerne eskalerede derfor sin støtte til syriske oprørere og deres egen tilstedeværelse i Østsyrien for at være de første til at erobre Islamisk Stats syriske besiddelser langs grænsen som middel til at blokere Irans ambitioner. Men trods trusler og luftangreb kunne Trump ikke afskrække de Assad-tro styrker, der nu har nået den irakiske grænse og samtidig afskåret USA’s tropper og syriske allierede, som nu kontrollerer en lang korridor langs grænsen med Jordan uden kontaktflade med Islamisk Stats territorium i Østsyrien. Dermed har Syrien, Rusland og Iran, effektivt sikret kontrol med den vitale grænse og skabt fundamentet for en landrute mellem Iran, Irak, Syrien og Libanon. Dette ville konsolidere Irans indflydelse i Mellemøsten og øge Bashar al-Assads adgang til iransk støtte.

På baggrund af disse udviklinger står det lysende klart, at de syriske oprørere har tabt konflikten. De er længere væk fra at vælte Assad end på noget andet tidspunkt de sidste fem år. Flere grupper er for svage til reelt at udgøre en militær trussel mod pro-regeringsstyrkerne, der med daglig tilførsel af russisk træning og våben kun bliver stærkere. Der eksisterer flere kampdygtige oprørsgrupper i position til at udfordre den syriske regeringshær, men de er med kun én undtagelse blev gjort til instrumenter – via penge og militær støtte – for eksterne staters egne agendaer, der intet har at gøre med at vælte Assad. I det nordlige Aleppo er Ahrar al-Sham, Den Frie Syriske Armé (FSA) og andre blevet gjort til en paramilitær stedfortræder for Tyrkiets væbnede styrker i kampen mod kurderne, ikke mod Assad. I det nordøstlige Syrien er kurderne blevet amerikanernes middel til at bekæmpe Islamisk Stat, ikke Assad. I det østlige Syrien er FSA blevet en amerikansk partner til at erobre land fra Islamisk Stat for at lukke grænsen, ikke til at vælte den syriske præsident. I det sydlige Syrien er FSA blevet en de facto grænsesikkerhedsstyrke for Jordan, ikke et middel til at indtage Damaskus. På nuværende tidspunkt er Rusland og Jordan i forhandlinger om total overgivelse for oprørerne i grænseprovinsen Deraa, i bytte for at Rusland garanterer stabilitet langs den jordanske grænse. Det har skabt en situation, hvor det syriske al-Qaeda – Hayat Tahrir al-Sham – paradoksalt nok er oprørsgruppen med størst hovedfokus på oprørets oprindelige mål: at vælte Assad, og den eneste kapable oprørsgruppe der ikke fuldstændig er blevet et værktøj for eksterne aktører. Udover at det er et meget godt udtryk for oprørets udvikling fra 2011 til i dag, er der ingen eksterne aktører (måske med undtagelse af Qatar og Kuwait) og næsten ingen syriske parter, der vil have noget med Hayat Tahrir al-Sham at gøre. Tyrkiet rygtes endda at planlægge en større offensiv mod gruppen for at sikre Ankaras fulde kontrol med oprørere i Nordsyrien, hvilket samtidig ville eliminere den sidste oprørsgruppe med hovedfokus på at vælte den syriske præsident, og dermed afslutte den ’revolution’, der blev indledt i 2011, ved at oprørsbevægelsen blev underlagt eksterne aktørers agendaer. Bashar al-Assad vil derfor langt ud i fremtiden blive siddende komfortabelt i præsidentpaladset vest for Damaskus, der majestætisk og autoritetsindgydende tårner over byen.

De [syriske oprørere] er længere væk fra at vælte Assad end på noget andet tidspunkt de sidste fem år.
_______

 

Trods de mange gode nyheder for Bashar al-Assad er der stadig store udfordringer forude, og den endelige sejr ligger ikke lige rundt om hjørnet. Snarere tværtimod. Både Tyrkiet og USA har store militære styrker og baser på syrisk jord. Deres styrker har støttet lokale proxygrupper med våben og træning i det nordlige og østlige Syrien, og selvom de formentlig ikke vil angribe den syriske hær direkte, bliver de svære for Assad at få nedkæmpet. Den problemstilling kan mest realistisk løses gennem en lang og kompliceret diplomatisk proces med Tyrkiet, USA og Rusland. Derudover står den syriske regering med en økonomi i ruiner. Den syriske valuta er kollapset fra 50 syriske pund til én amerikansk dollar i 2010 til 525 pund per dollar nu. Dette har i stor stil udhulet lønninger og opsparinger. Elektricitetsproduktionen er faldet 70%, olieproduktion er faldet omkring 95%, og naturgasproduktionen er mere end halveret. Landets samlede BNP er reduceret med mere end halvdelen. Genopbygningen af Syrien kommer til at koste tusinder af milliarder af kroner, hvilket Syrien ikke har, og som sandsynligvist ikke kan/vil blive betalt af Syriens nære allierede i Iran og Rusland. Endelig står Syrien med en humanitær krise af astronomiske proportioner. Halvdelen af landets befolkning er på flugt eller internt fordrevne og mere end to-tredjedele af de anslåede 18 million mennesker i Syrien har behov for humanitær bistand. Disse markante og næsten uoverskuelige udfordringer desuagtet, er situationen for den syriske regering bedre end på noget andet tidspunkt i omtrent seks år.  – og det styrker ikke ubegrundet selvsikkerheden i Damaskus og troen på endelig sejr, som – om end langt væk – kommer nærmere dag for dag. Derfor vil jeg under mit næste besøg i Damaskus nok opleve endnu færre bemandede checkpoints og med en del held måske endda skimte Bashar al-Assad spankulere selvsikkert ned af fortovet.

Rasmus Jacobsen (f. 1986) er cand.scient.pol. fra Syddansk Universitet med speciale i Mellemøsten og bosat i Beirut med regelmæssige rejser til Syrien. Han er medstifter og -ejer af sikkerhedsanalyse- og konsulentfirmaet Atlas Assistance, der leverer ydelser til NGO’er, ambassader og private virksomheder med operationer overalt i Mellemøsten. Han er nyligt hjemvendt fra sin tredje felttur til Syrien. ILLUSTRATION: Kampe mellem Assadregimet og oprørsgrupper i Jobar- og Qaun-kvartererne i hovedstaden Daamaskus, 22. marts 2017 [foto: Ammar Al Bushy/Anadolu Agency/Polfoto]


REFERENCER:
[1] https://www.youtube.com/watch?v=F27HLPzFSY4
[2] http://www.dailymail.co.uk/wires/afp/article-4636842/Assad-leads-prayers-rare-appearance-outside-Damascus.html
[3] http://sana.sy/en/?p=109188
[4] http://www.reuters.com/article/us-mideast-crisis-syria-france-idUSKBN19C2E7?il=0
[5] https://www.theguardian.com/politics/2017/jan/26/boris-johnson-signals-shift-in-uk-policy-on-syria-bashar-al-assad
[6] https://southfront.org/us-backed-forces-captured-18-of-raqqa-city/

Artiklen blev redigeret kl. 15.44